Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for tab på investering i Roskilde Bank aktier i 2001 eller før og i 2005, samt spørgsmål om afvisning en del af klagen, der vedrører oplysninger, der er tilgået klageren som aktionær

Sagsnummer: 848/2010
Dato: 09-10-2014
Ankenævn: Vibeke Rønne, Peter Stig Hansen, Morten Bruun Pedersen, Søren Geckler, Andreas Årsnes
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Krav om erstatning for tab på investering i Roskilde Bank aktier i 2001 eller før og i 2005, samt spørgsmål om afvisning en del af klagen, der vedrører oplysninger, der er tilgået klageren som aktionær
Indklagede: Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på investering i Roskilde Bank aktier i 2001 eller før og i 2005 samt spørgsmål om afvisning af en del af klagen, der vedrører oplysninger, der er tilgået klageren som aktionærer.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Roskilde Bank, hvor hun blandt andet havde en kapitalpension og en ratepension med tilknyttede værdipapirdepoter.

Ifølge årsoversigten pr. den 31. december 2001 havde klageren i et kapitalpensionsdepot blandt andet 54 styk aktier i Roskilde bank til en kursværdi på 40.697,64 kr. (kurs 753,66).

Efter et aktiesplit i 2004 i forholdet 1:5 havde klageren 270 styk Roskilde Bank aktier i kapitalpensionsdepotet.

Finansiel Stabilitet har oplyst, at klageren i forbindelse med en emission i 2005 solgte 270 tegningsretter til kurs 61,5, og at hun samme år købte 60 styk Roskilde Bank aktier til ratepensionsdepotet.

Efter et aktiesplit i 2006 i forholdet 1:2 havde klageren henholdsvis 540 styk og 120 styk Roskilde Bank aktier i kapitalpensionsdepotet og ratepensionsdepotet.

I forbindelse med en aktieemission med tegningsperiode fra den 12. marts 2007 til den 3. april 2007 solgte klageren i alt 660 styk tegningsretter til kurs 32,50.

Ifølge årsoversigterne for 2007 og 2008 havde klageren uændret henholdsvis 540 styk og 120 styk Roskilde Bank aktier til pensionsdepoterne.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

Den 21. december 2010 indgav klageren en klage over Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) med krav om erstatning.

Klageren har under sagen fremlagt et uddrag af prospektet for emissionen i 2007, et brev af 9. marts 2007, hvor Roskilde Bank opfordrede eksisterende aktionærer til at tegne yderligere aktier i banken i forbindelse med emissionen, herunder ved eventuelt ved lånefinansiering, en redegørelse af 25. oktober 2007 udarbejdet af Roskilde Bank til Københavns Fondsbørs vedrørende bankens køb og salg af egne aktier, Finanstilsynets redegørelse af 17. juni 2009 om tilsyn med Roskilde Bank og uddrag af en advokatundersøgelse af 24. juli 2009 vedrørende Roskilde Bank.

I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.

Klagesagen blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af undersøgelsen.

Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår blandt andet:

”...

På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.

Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...”

Forligsaftalen medførte ikke, at klageren blev tilbudt erstatning, hvilket var begrundet i, at de omtvistede køb var foretaget udenfor de perioder, der var omfattet af forligsaftalen.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om delvis afvisning, delvis frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) bør betale erstatning for tabet på hendes i alt 660 styk Roskilde Bank aktier, som før bankens krak havde en værdi på i alt cirka 400.000 kr.

Banken var bekendt med, at aktierne blev købt for pensionsmidler, og banken burde derfor have opfordret hende til at sælge aktierne. Banken opfordrede hende imidlertid tværtimod til at optage lån, hvilket hun imidlertid ikke havde råd til. I stedet købte hun for cirka 20.000 kr. - 30.000 kr. opsparede midler om året.

Banken har ydet en mangelfuld rådgivning, vildledt sine aktionærer og givet et urigtigt og misvisende billede af risikoen ved yderligere eksponering i bankens aktier, ligesom banken har tilbageholdt oplysninger om Finanstilsynets skærpede tilsyn.

Bankens mangelfulde rådgivning bestod blandt andet i uopfordret pr. brev at anbefale køb af bankens egne aktier.

En advokatundersøgelse af 24. juni 2009 viser, at banken havde købt en ikke uvæsentlig mængde aktier tilbage fra den islandske bank Glitnir før aktieemissionen, uden at dette blev meddelt potentielle aktionærer.

Tilsyneladende har banken i slutningen af 2006 indgået en aftale med Bank Glitnir om, at den skulle holde bankens aktier i årsskiftet 2006/2007, således at banken fik den nødvendige forbedring af solvens, likviditet m.v.

Da banken var under skærpet tilsyn af Finanstilsynet burde den have afstået fra at sælge egne aktier.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har til støtte for afvisningspåstanden anført, at den del af klagen, der vedrører den information, som klageren har modtaget som aktionær ikke vedrører et privat kundeforhold, og derfor ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og Ankenævnets afgørelse i sag nr. 558/2010.

Klagen bør endvidere afvises, fordi den efter sin karakter og usikkerheden om bedømmelsen af de fremkomne oplysninger er uegnet til behandling i Ankenævnet, jf. vedtægternes § 7.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klagen vedrører aktiekøb i 2001 eller før og i 2005. Klageren ikke har godtgjort, at Roskilde Bank har ydet ansvarspådragende rådgivning i forbindelse med investeringerne.

Forholdene i forbindelse med klagerens aktiekøb kan ikke ligestilles med forhold omfattet af forliget med Forbrugerombudsmanden.

Klageren kan ikke have været ubekendt med risikoen ved at investere i aktier.

Klageren har haft rig mulighed for at sælge aktierne.

Klageren kan ikke få erstatning for utilfredshed med forløbet omkring lukning af Roskilde Bank. Klageren kan heller ikke få erstatning for skuffede forventninger i forbindelse med aktieinvesteringerne.

Ankenævnets bemærkninger

I 2001 eller før og i 2005 købte klageren aktier i Roskilde Bank for midler på hendes pensionskonti i banken. Klageren har anført, at banken ydede mangelfuld rådgivning om aktierne.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om afvisning af den del af klagen, der vedrører de oplysninger, som klageren har fået som aktionær i banken. Ankenævnet finder, at den omstændighed, at klageren som støtte for sine anbringender har henvist til det informationsmateriale, som banken udsendte til hende som aktionær, ikke i sig selv medfører, at Ankenævnet er afskåret fra at afgøre spørgsmålet, om banken som følge af mangelfuld rådgivning af klageren i forbindelse med investeringerne har pådraget sig et erstatningsansvar.

Ankenævnet finder heller ikke, at klagen skal afvises på andet grundlag.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) får derfor ikke medhold i påstanden om afvisning.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at Roskilde Bank begik ansvarspådragende fejl eller forsømmelser ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med hendes aktiekøb i henholdsvis 2001 eller før og i 2005.

Klageren kunne ikke være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier, og klageren måtte indse, at bankens forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde, og at hun selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.

Heller ikke den omstændighed, at banken undlod at rådgive klageren om at sælge aktierne, eller at banken ved sine aktiesalgskampagner måtte have givet klageren det indtryk, at banken frarådede et eventuelt salg, kan medføre et erstatningsansvar for banken.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.