Krav om erstatning som følge af fejl i forbindelse med bankens overtagelse af klagernes engagement samt krav om besvarelse af spørgsmål relateret til klagernes økonomi.
| Sagsnummer: | 89/2023 |
| Dato: | 18-09-2023 |
| Ankenævn: | Henrik Waaben, Jimmy Bak, Tina Thygesen og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: |
Overførsel - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning som følge af fejl i forbindelse med bankens overtagelse af klagernes engagement samt krav om besvarelse af spørgsmål relateret til klagernes økonomi. |
| Indklagede: | Nordea Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om erstatning som følge af fejl i forbindelse med bankens overtagelse af klagernes engagement samt krav om besvarelse af spørgsmål relateret til klagernes økonomi.
Sagens omstændigheder
Klagerne, M og H, blev kunder i Nordea Danmark i 2013.
Ved overførslen af klagernes engagement til banken fra klagernes tidligere pengeinstitut, P1, overtog banken klagernes lån. Banken har oplyst, at engagementet udgjorde et boliglån på 657.158,58 kr. og et forbrugslån på 66.216,47 kr., i alt 723.375,05 kr., der blev trukket på klagernes omprioriteringskonto nr. -944 i banken.
Banken har endvidere oplyst, at klagerne til udligning af omprioriteringskontoen fik et banklån (Nordea Prioritetslån) på 500.000 kr., og at de resterende 223.375,05 kr. blev lagt til klagernes forbrugslån. Der blev endvidere overført et realkreditlån i klagernes ejendom til realkreditinstituttet Nordea Kredit.
Banken har oplyst, at klagernes ejendom i forbindelse med flytningen af arrangementet blev vurderet til 1.750.000 kr., og at denne ligger til grund for bankens långivning til klagerne.
Af en kontoudskrift fra klagernes omprioriteringskonto af 30. juni 2013 fremgår bl.a.:
|
Dato |
Tekst |
Hævet/Indsat |
Saldo |
|
|
Nyoprettet produkt |
|
0,00 |
|
04.04 |
Bgs [-023] |
-50.000,00 |
-50.000,00 |
|
12.04 |
Overførsel, konto nr. [-869] |
220.410,00 |
170.410,00 |
|
10.06 |
Overført fra andet pi |
4,49 |
|
|
10.06 |
Overført fra andet pi |
-657.158,58 |
|
|
10.06 |
Overført fra andet pi |
-218.569,78 |
|
|
10.06 |
Overført fra andet pi |
-66.216,47 |
|
|
10.06 |
Overført fra andet pi |
-577,03 |
|
|
10.06 |
Ovf. til, konto nr. |
-57.000,00 |
-829.107,37 |
|
30.06 |
Renter |
-5.999,66 |
-835.107,03 |
|
|
Ny saldo |
|
-835.107,03 |
Ved e-mail af 7. marts 2014 til M skrev banken:
”Jeg har fået et indfrielsestilbud fra Totalkredit på lånet pr. 1. april.
Vi skal derfor have talt om en evt. kurssikring af lånet til udbetaling hos Nordea Kredit. Derudover bestiller jeg samtidig banklån på det resterende op til 100 % af vurderingen. Det resterende skal finansieres over et forbrugslån, da det ikke kan indeholdes inden for vurderingen. Det resterende beløb er 450.000 kr. uden [Pengeinstitut P2], hvilket vil sige, at jeres øvrige lån faktisk er steget med 300.000 kr., da vi tidligere har regnet med forbrugslån på 150.000 kr. […]”
Ved e-mail af 22. september 2020 til M skrev banken:
”…
[Navn på medarbejder] og jeg har haft kigget på jeres spørgsmål i mailen fra 17. september, hvor I spørger til et beløb på 219.299,76 kr.
Det tætteste vi kan komme på et svar er følgende:
Nordea overtager jeres lån fra [Pengeinstitut P1] 10. juni 2013:
• Boliglån 657.158,58 kr.
• Forbrugslån 66.216,47 kr.
• I alt 723.375,05 kr.
Beløbene blev trukket på jeres omprioriteringskonto nr. [-944].
Til udligning af jeres omprioriteringskonto får I en Nordea Prioritet på 500.000 kr. og differencen på 223.375,05 kr. tillægges forbrugslånet på ca. 400.000 kr.
Differencen i vores udregninger skyldes den forholdsvis lange periode fra at Nordea overtager engagementet fra [Pengeinstitut P1] til at begge parter har fået alle papirerne på plads.
Vi håber at dette besvarer jeres spørgsmål.”
Ved netbankbesked af 1. september 2021 til H skrev banken:
”…
Som jeg forstår dig, er jeres argument at huset skulle være 1,9 mio. værd fordi den samlede værdi af Nordea Kredit lånet og boliglånet giver 1,9 mio – korrekt?
Det er ikke helt sådan det foregår. Ejendomsmægleren vurderer husets værd som er de 1,7 mio. Når I så har fået boliglån op til 1,9 mio. i stedet skyldes det de fejl der blev begået fra vores side, og derfor valgte vi at lave selve boliglånet 200.000,00 højere så I kunne få en lavere rente. Huset bliver ikke mere værd af den grund, men I får en bedre rente.
Giv mig gerne et kald så vi kan tage fat på jeres næste spørgsmål.”
Klagerne har fremlagt kontoudskrifter fra deres omprioriteringskonto i banken for perioden 2013-2016. Klagerne har endvidere fremlagt en opgørelse over deres boliglån.
Parternes påstande
Den 1. februar 2023 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal besvare en række spørgsmål vedrørende deres økonomi. Ankenævnet har endvidere forstået påstanden således, at banken skal betale erstatning.
Nordea Danmark har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har blandt andet anført, at banken har lavet fejl i lånet, sammenlægningen af lånet samt i det forbrugslån, de blev tvunget til at optage. De forstår ikke, hvad der er sket, og derfor har de bedt banken om udregninger fra 2013.
De ønsker blot svar på deres spørgsmål om deres engagement i banken. Hvis banken ikke har begået fejl, bør den være behjælpelig med at oplyse, hvordan tingene hænger sammen. Andre kunder kan se deres økonomiske historik fra det tidspunkt, hvor de er blevet kunder i banken. Det kan de ikke, hvilket er forskelsbehandling.
Udregningen, der fremgår af bankens e-mail af 22. september 2020, giver dem ikke svar vedrørende deres økonomiske historik og på diverse spørgsmål.
Banken bør blandt andet svare på deres spørgsmål relateret til forskelsbehandling og værdistigningerne på deres hus, herunder vurderingerne af huset. Banken bør endvidere svare på, om den måtte slette deres historik og smide deres vurdering af huset ud.
Da de flyttede deres engagement til banken i 2013, havde deres hus en værdi på 1,6 mio. kr. Banken vurderede husets værdi til 1,75 mio. kr. i 2013/2014. Huset har aldrig været 1,75 mio. kr. værd ved overførslen af engagementet til banken.
De bør ikke forskelsbehandles i forhold til andre kunder i banken. De skulle derfor som andre kunder have et boliglån med den værdi, som deres hus havde på det tidspunkt, de blev kunder i banken.
Banken bør fremlægge dokumenterede udregninger samt beviser, der skal kommunikeres på en kundevenlig og let forståelig måde sammen med en redegørelse for, hvad den højere vurdering på huset blev benyttet til.
Banken bør endvidere redegøre for, hvorvidt de som kunder har mistet 300.000 kr., herunder hvilken sammenhæng dette har med den kunde, der blev udsat for et databrud af banken.
Banken lånte 150.000 kr. i deres hus uden varsel eller forklaring, fordi banken manglede 150.000 kr. ved sammenlægningen i slutningen af 2014. Banken bør oplyse grundlaget herfor, herunder hvorfor pengene manglede.
Banken tvang dem til at optage et dyrt forbrugslån på 300.000 kr. Det fremgår af bankens e-mail af 7. marts 2014 til M, at de blev tvunget. De blev ikke præsenteret for andre finansieringsmuligheder. Banken misbrugte en ny kundes naivitet.
Der er fejl i huslånet i 20/80 %-fordelingen.
Banken sammenlagde alle beløbene fra omprioriteringskontoen, fratrak 500.000 kr. til prioriteten og tilskrev et forbrugslån på 623.000 kr. Banken glemte at fratrække 218.569,18 kr., som allerede var oprettet via et billån, og banken skulle derfor have ydet et forbrugslån på 404.430 kr. De har således betalt bilen igennem både forbrugslånet og billånet, hvorfor de skal have 218.569,78 kr. tilbage plus renter på 10,65 % pr. år.
Banken har sikkert begået flere fejl, og de anmoder Ankenævnet om at hjælpe banken med at få styr på forbrugslånet.
Nordea Danmark har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der ikke er et konkret økonomisk mellemværende, hvorfor sagen bør afvises med henvisning til Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 1 og 2.
Banken har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende, ligesom klagerne i det hele ikke har dokumenteret dette.
Klagerne har selv adgang til alle oplysninger om deres engagement i deres netbank, ligesom de har tiltrådt og accepteret alle aftaler med banken – også i forbindelse med flytning af klagernes engagement fra deres tidligere pengeinstitut til banken.
Det bestrides, at der er fejl i klagernes boliglån, som har været uforandret siden 2015, og som består af henholdsvis et Nordea Prioritetslån og et realkreditlån med en belåning, der svarer til 20 % i banklån og 80 % i realkreditlån. Klagerne har afdraget på deres lån i hele løbetiden, ligesom klagerne løbende modtager kontoudskrifter på samtlige konti, hvilket materiale i det hele også er tilgængeligt i klagernes netbank.
Klagerne har adskillige gange, herunder via møder og/eller ved flere skriftlige svar, fået et overblik over deres engagement.
Det er uklart, hvad der menes med ”hvor en difference på 223.375,05 er lagt ved samling af engagement i 2014”. Banken formoder, at forklaringen kan være den, der blev sendt til klagerne ved e-mail af 22. september 2020.
Det er uklart, hvad klagerne mener med, at der ”opstår ekstra 300.000 kr.” Klagerne har løbende optaget yderligere forbrugslån i forbindelse med klagernes daglige økonomi. Klagerne kreditvurderes, og alle låneaftaler er godkendt og underskrevet af klagerne.
Banken afviser, at en anden person har haft adgang til klagernes data eller har modtaget data om klagerne.
Banken afviser endvidere, at den har optaget et lån på 150.000 kr. i klagernes hus og selv anvendt disse midler.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder ikke, at sagen skal afvises.
Klagerne, M og H, blev kunder i Nordea Danmark i 2013, hvor banken fik overført klagernes lån. Banken har oplyst, at lånene blev trukket på omprioriteringskonto nr.
-944 i banken, og at klagerne til udligning af kontoen fik et banklån (Nordea Prioritetslån). Det resterende beløb blev lagt til klagernes forbrugslån. Der blev endvidere overført et realkreditlån i klagernes ejendom til realkreditinstituttet Nordea Kredit.
Klagerne har anført, at deres ejendom havde en værdi på 1.600.000 kr. på tidspunktet for flytningen af engagementet til banken.
Banken har anført, at klagernes ejendom i forbindelse med flytningen af arrangementet blev vurderet til 1.750.000 kr., og at denne ligger til grund for bankens långivning til klagerne.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende i forbindelse med overtagelsen af klagernes engagement i 2013 eller på et senere tidspunkt, hvorfor banken ikke er erstatningsansvarlig over for klagerne.
I forhold til belåningsværdien af ejendommen finder Ankenævnet, at bankens værdiansættelse af ejendommen er et kredit- og udlånspolitisk anliggende, som Ankenævnet som udgangspunkt ikke efterprøver. Dette udgangspunkt finder Ankenævnet ikke grundlag for at fravige i denne sag.
Ankenævnet finder det endvidere ikke godtgjort, at klagerne har været udsat for forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven.
Ankenævnet kan ikke pålægge banken at besvare klagernes spørgsmål.
Ankenævnet påtager sig ikke at foretage en revisionsmæssig gennemgang af engagementet.
Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.