Indsigelse mod at hæfte for gæld.
| Sagsnummer: | 118/2025 |
| Dato: | 27-11-2025 |
| Ankenævn: | Katrine Waagepetersen, Bjarke Levinsky Svejstrup, Jimmy Bak, Rolf Høymann Olsen og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: |
Udlån - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod at hæfte for gæld. |
| Indklagede: | Santander Consumer Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for gæld.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Santander Consumer Bank.
Den 31. januar 2017 indgik klageren, kreditformidler A og banken en kontrakt med aftalenummer -032 om klagerens køb af en motorcykel. Af aftalegrundlaget fremgår blandt andet:
”Købekontrakt med ejendomsforbehold
Denne købekontrakt vedrører købet af en brugt
Mærke: Yamaha Reg. Nr.: […]
Model: fjr1300 KM stand: 70.000
Stelnummer: […] Leveringsdato: 01-02-2017
Lånebeløbet udbetales til forhandleren og finansierer købet af ovennævnte genstand. Køber er indforstået med, at der er aftalt ejendomsforbehold i det solgte, og […].
Det vil sige, at Santander Consumer Bank bliver indehaver af både fordringen og ejendomsforbeholdet. Betaling med frigørende virkning, kan derfor udelukkende ske til Santander Consumer Bank.
Købesum inkl. leveringsomkostninger Kr. 152.000,00
[…]
Kreditomkostninger i alt Kr. 43.545,00
Det samlede beløb der skal betales Kr. 165.145,00
[…]
Køber/debitor har i forbindelse med etablering af finansiering tegnet en SAFE, som er en forsikring, der betaler ydelsen på finansieringen i tilfælde af, at køber/debitor bliver syg eller opsagt fra sit job. I tilfælde af dødsfald indfries restgælden på finansieringen.”
Den 11. januar 2020 indgik klageren, kreditformidler B og banken en kontrakt med aftalenummer -419 om klagerens køb af en bil. Af kontrakten fremgår blandt andet:
”Købekontrakt med ejendomsforbehold
Denne købekontrakt vedrører købet af en brugt
Mærke: Dacia Stelnummer: […]
Model: Duster KM stand: 123.000
[…] Leveringsdato: 13-01-2020
Rentevilkår, afvikling og løbetid
Lånets løbetid: 60 måneder
Månedlig ydelse: kr. 1.773,00
[…]
Lånebeløbet udbetales til forhandleren og finansierer købet af ovennævnte genstand. Køber er indforstået med, at der er aftalt ejendomsforbehold i det solgte, og […]
Det vil sige, at Santander Consumer Bank bliver indehaver af både fordringen og ejendomsforbeholdet. Betaling med frigørende virkning, kan derfor udelukkende ske til Santander Consumer Bank.
Købesum inkl. leveringsomkostninger Kr. 105.000,00
[…]
Kreditomkostninger i alt Kr. 22.456,00
Det samlede beløb der skal betales Kr. 106.456,00”
Den 1. februar 2023 betalte klageren via betalingsservice 2.223 kr. til banken vedrørende aftalenummer -419. Af kreditormeddelelsen fremgik, at restgælden i medfør af aftalenummer -419 udgjorde 40.642 kr.
Den samme dag betalte klageren via betalingsservice 2.322 kr. til banken vedrørende aftalenummer -032. Af kreditormeddelelsen fremgik, at restgælden i medfør af aftalenummer -032 udgjorde 44.441 kr.
Af e-mail af 18. april 2023 fra gældsinddrivelsesvirksomhed C til klageren fremgår blandt andet:
”Jeg har forsøgt at ringe til dig uden held, vedr. to restance sager vi har fra Santander Consumer Bank på din Dacia Duster og din Yamaha motorcykel. Begge køretøjer kan leveres retur til fri og endelig afgørelse såfremt de er i den stand de bør være. Dette som alternativ hvis du ikke kan betale. Jeg kan se vores konsulent har noteret, at du skal til at søge gældsernæring.”
Den 5. maj 2023 bekræftede klageren ved en overdragelseserklæring, at person D havde købt klagerens motorcykel, og at person D kunne handle den mod indfrielse af restgælden hos banken. Af slutseddel af samme dag fremgår blandt andet:
”…
|
I BYTTE TAGES |
|
Yamaha FJR 1300 […] |
|
Motorcykel … |
|
restgæld ca 45000 [...] |
…
|
ØKONOMI
|
|
Pris indbytning : […] 75.000,00
|
|
Udbetalt i alt 75.000,00 |
|
Restgæld I alt: -75.000,00 |
…”
Klageren har oplyst, at han gav sin ven fuldmagt til at sælge motorcyklen, men hans ven kunne ikke få oplyst klagerens restgæld til banken. Klageren forsøgte at få oplyst restgælden via netbank, men kunne ikke få adgang. Han fik blot besked om at kontakte bankens kundeservice. Han sendte en besked via bankens hjemmeside med anmodning om at få oplyst restgælden, men modtog aldrig svar herpå.
Banken har oplyst, at den ikke modtog en anmodning om en restgældsopgørelse, ligesom klageren ikke benyttede sig af muligheden for at se restgælden i netbank.
Den 1. juni 2023 modtog banken 44.000 kr. Banken har oplyst, at beløbet blev fratrukket klagerens gæld til banken.
Af slutseddel af 23. juni 2023 fremgår blandt andet:
”…
|
”KØBER HERMED FØLGENDE |
|
Yamaha FJR 1300 […] |
|
Motorcykel […] |
…
|
I BYTTE TAGES |
|
Suzuki GSF 650 S Bandit […] |
|
Motorcykel […] |
…
|
ØKONOMI |
|
Yamaha FJR 1300 […] 93.500,00 |
|
… I alt inkl. moms kr. 95.500,00 |
|
Pris indbytning : […] |
|
Udbetalt i alt 30.000,00 |
|
Restgæld I alt: 65.500,00 |
…”
Den 3. juli 2023 betalte klageren via betalingsservice 5.533,39 kr. til banken vedrørende aftalenummer -032. Det fremgik, at status på betalingen var ”Venter”. Af kreditormeddelelsen fremgik, at restgælden i medfør af aftalenummer -032 udgjorde 4.569 kr.
Af betalingspåmindelser af 9. august 2023 og 21. august 2023 vedrørende aftalenummer -032 fra banken til klageren fremgik, at banken ikke havde modtaget klagerens indbetaling på 5.533,39 kr., og at banken havde pålagt sagen rykkergebyrer for sine påmindelser.
Af e-mail af 11. september 2023 fra gældsinddrivelsesvirksomhed E til klageren fremgår blandt andet:
”[…] din sag er overgået til os fra Santander, fordi du har et udestående på din Yamaha FJR [...]
Da sagen er overdraget til os for videre behandling, kan Santander ikke længere kontaktes for betalingsaftale eller om aflevering af bilen, du bedes kontakte os.
Pr. dags dato mangler du at betale for de her ydelser:
01-07-2023 kr. 5533,39
01-08-2023 kr. 2122,00
01-09-2023 kr. 2172,00
+ Inkasso – kr. 2125,00
Total til betaling inkl. moms - kr. 11.952,39”
Den 5. juni 2024 skrev klageren en e-mail til banken, hvoraf blandt andet fremgår:
”[…] blev min Yamaha FJR solgt mens jeg var i udlandet. Jeg er blevet kontaktet af køber, som ønsker pantet slettet, men hun har fået at vide, at det er undertegnede, der skal anmode herom, hvilket jeg hermed gør. …
Samtidig skal jeg anmode om, at jeg får tilsendt oversigt over de udgifter, der er blevet betalt i forbindelse med handelen, da det er min opfattelse, at der er indledt en ulovlig inkassosag, som er så meget mere påfaldende, da jeg havde tegnet en forsikring, som skulle dække, hvis jeg ikke var i stand til at betale. Jeg agter et lade [forening F’s] jurister hjælpe mig med at vurdere denne sag, samt sagen om min bil, hvor der er berammet en fogedforretning d. 25. juni […]”
Den 12. juni 2024 skrev banken en e-mail til klageren, hvoraf blandt andet fremgår:
”Lånet skal indfries i sin helhed inden ejendomsforbeholdet i MC’en … slettes.
Restgælden d.d. udgør kr. 11 995.71. …
Vi modtog d. 01.06.23 kr. 44.000,00, men dette beløb dækkede ikke den daværende restgæld, og Santander blev heller ikke forespurgt om et oplyst indfrielsesbeløb.
Sagen blev efterfølgende overført til ekstern inkasso, da inkassovarslet fremsendt d. 15-08-2023 ikke blev betalt inden fristen.
Vi var i kontakt med forhandleren som MC’en blev solgt til, men han ønskede ikke at indfri restgælden.
Vi imødeser indfrielse af dit lån inden ejendomsforbeholdet i MC’en slettes – enten om det er dig, forhandleren eller nuværende ejer af MC’en som betaler restgælden.”
Den 9. juli 2024 skrev klageren et brev til forening F med kopi til fogedretten i by G, hvoraf blandt andet fremgår:
”Jeg har fortsat en opfattelse af, at Santander har udnyttet en situation, som de selv har medvirket til at skabe, i samarbejde med et eller flere inkassobureauer, der ikke følger inkassoloven, men optræder som en form for gangstere, der forlanger at få udleveret køretøjer der er mere værd end den restgæld, der er i dem. […]
Denne fogedsag handler kun om bilen, men der er også et hængeparti omkring motorcyklen […]. Jeg har naturligvis brug for at få afsluttet begge sager og komme videre.”
Banken har oplyst, at den pr. 1. marts 2025 har opgjort restgælden vedrørende klagerens motorcykel til 12.643,06 kr., hvortil kommer renter og omkostninger til betaling sker.
Den 3. marts 2025 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Den 14. maj 2025 modtog klageren en e-mail fra person H, hvoraf blandt andet fremgår:
”Jeg vedhæfter billeder af købskontrakten. Det hele startede med at jeg købte den omtalte mc hos [motorcykelforhandler I] i [by J]. Vi kom frem til en pris og bytte af min mc. […]
Jeg bliver efterfølgende kontaktet af en kvinde […] Hun fortæller mig at der er gæld i motorcyklen og hvis jeg ikke betaler, så kommer de og henter den. Hvilke jeg er meget uforstående overfor, da jeg netop har valgt at købe motorcykel igennem en forhandler, for at der ikke skulle opstå sådanne situationer. Jeg går en anelse i panik […]
Jeg kontakter efterfølgende tinglysningen som fortæller mig at jeg skal have fat i tidligere ejer som har gælden. Jeg kan se via tinglysningen at tidligere ejer har gælden i Santander, så jeg kontakter dem. De kan ikke oplyse noget som helst pga. persondatabeskyttelse. … Fra tiden dengang til nu, har jeg løbende været inde på tinglysningen for at se om hæftelserne på motorcyklen skulle være forsvundet, men det kan jeg se at de ikke er. Men eftersom at jeg intet har hørt fra “inkasso” så gik jeg ud fra at Santander bare ikke havde oplyst tinglysningen om at gælden skulle være indfriet.”
Klageren har oplyst, at fogedretten fastsatte bilens værdi, og at sagen herom blev afsluttet ved, at banken modtog bilen til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet. Banken har bekræftet, at der ikke består et økonomisk mellemværende vedrørende aftalenummer -419.
Banken har fremlagt forsikringsvilkår og betingelser for SAFE Låneforsikring.
Parternes påstande
Ankenævnet har forstået klagens påstand således, at Santander Consumer Bank skal anerkende, at han ikke skylder banken noget beløb.
Santander Consumer Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at banken opsagde hans to lån i henholdsvis en bil og en motorcykel. Han havde tegnet en SAFE låneforsikring for motorcyklen. Banken opgjorde ikke de skyldige beløb, men spærrede hans adgang til lånene og reagerede ikke på hans forespørgsel herom. Banken nægtede at oplyse restgælden på motorcyklen til ham og hans fuldmægtig, og han har dokumenteret, at den spærrede hans adgang og undlod at svare på hans spørgsmål.
Han har dokumenteret, at motorcyklen blev solgt til en motorcykelforhandler for 75.000 kr. Havde han solgt den privat, var prisen formentlig 85.000 kr. Den blev efterfølgende solgt for 95.500 kr., hvilket dokumenterer og sandsynliggør, at motorcyklens værdi klart oversteg restgælden på 44.441 kr. i februar 2023.
Banken vidste, at handlen skete ved fuldmagt, og at motorcykelforhandleren skulle betale restgælden. Det burde være klart for enhver. Han sikrede sig, at der ikke var en restgæld. Det er banken og motorcykelforhandleren, der har et mellemværende, som de må løse. Banken får en uberettiget vinding ved, at han eller den nye ejer skal betale restgælden og de gebyrer og renter, som banken anser sig for berettiget til at opkræve.
Banken afviste konstruktiv dialog og medvirkede ikke til, at salget af motorcyklen kunne forløbe normalt. Det var ansvarspådragende, at banken lukkede ham ude af netbanken og undlod at reagere på hans henvendelse via bankens egen hjemmeside.
Kreditaftalen var grundlag for PBS-betalingen af afdrag den 1. februar 2023. Han har ikke herefter modtaget meddelelse om, at restgælden skulle indfries, eller at der var indledt en inkassosag. Banken engagerede forskellige inkassoagenter i sagen og brugte gangsterlignende inkassometoder til at berige sig. Han inddrog forening F i sagen, der anbefalede ham, at han ikke tilbagebetalte beløbet vedrørende motorcyklen, hvis han ikke anerkendte gælden. Banken forsøgte at inddrive begge køretøjer ulovligt, selvom de var mere værd end restgælden.
Banken skal slette restgælden fra bilen og motorcyklen, herunder de ekstra renter og omkostninger. Banken må ikke opretholde ejendomsforbeholdet i motorcyklen over for en person, der har købt den i god tro.
Santander Consumer Bank har blandt andet anført, at da klageren solgte sin motorcykel, lod han køberen af motorcyklen indfri klagerens restgæld i banken.
Imidlertid havde klageren tilsyneladende ikke oplyst den korrekte restgæld til køberen. Banken blev aldrig bedt om at fremsende en restgældsopgørelse, og klageren benyttede sig ikke af muligheden for at se restgælden i bankens netbank.
Banken modtog 44.000 kr., som angiveligt var fra køberen af motorcyklen. Beløbet blev fratrukket klagerens skyld til banken, men gælden blev ikke indfriet i sin helhed. Det er klagerens ansvar at sikre, at indfrielse sker med det beløb, som udgør restgælden for at kunne sælge motorcyklen som ubehæftet. Banken skal ikke rette sit krav andetsteds end mod klageren, da klageren er debitor på købekontrakten.
Hvis klageren, som følge af sine aftaler med køberen af motorcyklen, mener sig fritaget fra at betale restgælden efter salget af motorcyklen, er dette et anliggende, som klageren må afklare med køberen af motorcyklen. Aftalerne er banken uvedkommende, da banken ikke er en del af dem. Aftalerne fritager ikke klageren for betaling til banken. Det samme gælder forhandlerens videresalg af motorcyklen på trods af bankens gyldige og bestående ejendomsforbehold.
Banken har fortsat et krav mod klageren for så vidt angår restgælden, som opgjort i bankens inkassoskrivelser til klageren. Restgælden er pr. 1. marts 2025 opgjort til 12.643,06 kr., hvortil kommer renter og omkostninger til betaling sker.
Klageren har forsømt at betale sin restgæld efter salget af motorcyklen. Banken har fulgt sædvanlig praksis for inddrivelse af restgælden. Bankens mellemværende med klageren er på helt sædvanlig vis sendt til inddrivelse via en af bankens inkassopartnere. Klageren har ikke dokumenteret, at værdien af motorcyklen overstiger gælden, og klagerens påstand herom er sagen uvedkommende.
Banken er uforstående overfor, at det ikke var muligt for klageren at få restgælden på kontrakten oplyst. Hvis klageren ikke kunne tilgå sin restgæld via netbanken, kunne restgælden være tilsendt klageren i klagerens e-Boks eller til klagerens postadresse ved et enkelt opkald til bankens kundeservice.
Klageren har aldrig på tro og love erklæret, at klagerens forhold var således, at forsikringen på lånet til finansiering af motorcyklen skulle dække.
Der består ikke længere et økonomisk mellemværende mellem banken og klageren vedrørende bilen.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Santander Consumer Bank.
Den 31. januar 2017 indgik klageren, kreditformidler A og banken en kontrakt med aftalenummer -032 om køb af en motorcykel.
Den 11. januar 2020 indgik klageren, kreditformidler B og banken en kontrakt med aftalenummer -419 om køb af en bil.
Købekontrakterne indeholdt begge et ejendomsforbehold.
Banken har vedrørende aftalenummer -032 oplyst, at den pr. 1. marts 2025 har opgjort restgælden til 12.643,06 kr., hvortil kommer renter og omkostninger til betaling sker.
Ankenævnet lægger til grund, at der ikke længere består et økonomisk mellemværende mellem klageren og banken vedrørende købet af bilen og aftalenummer -419.
Vedrørende købet af motorcyklen og aftalenummer -032 finder Ankenævnet, at klageren ikke har godtgjort, at bankens krav er bortfaldet helt eller delvist.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.