Indsigelse om uansvarlig långivning og manglende vurdering af kreditværdighed, jf. kreditaftalelovens § 7 c.
| Sagsnummer: | 169/2024 |
| Dato: | 04-12-2024 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Inge Kramer, Mette Lindekvist Højsgaard, Rolf Høymann Olsen og Kim Korup Eriksen. |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
Kreditaftaleloven - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse om uansvarlig långivning og manglende vurdering af kreditværdighed, jf. kreditaftalelovens § 7 c. |
| Indklagede: | Bank Norwegian |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om uansvarlig långivning og manglende vurdering af kreditværdighed, jf. kreditaftalelovens § 7 c.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Bank Norwegian. Klageren ejede en ejendom og havde en ægtefælle, ægtefælle L.
Den 28. januar 2018 indgik klageren en aftale med banken om oprettelse af en konto -001 med et tilknyttet kreditkort, som havde en kreditfacilitet på 10.000 kr. og en debitorrente på 21,93 %. Kreditfaciliteten blev den 15. april 2019 forhøjet til 50.000 kr. og den 5. juni 2023 til 100.000 kr. Pr. 31. december 2023 var saldoen på kontoen negativ med 101.414 kr.
Den 6. marts 2020 optog klageren et lån -002 i banken på 25.000 kr. Lånets pålydende rente var 13,99 % p.a., og lånets løbetid var 60 måneder. Den månedlige ydelse var 584 kr. Lånet blev forhøjet med 50.000 kr. den 25. september 2020, med 68.000 kr. den 29. marts 2021, med 35.000 kr. den 12. august 2021, med 12.000 kr. den 22. september 2021, med 20.000 kr. den 27. oktober 2021, med 20.000 kr. den 4. december 2021, med 25.000 kr. den 11. marts 2022, med 22.000 kr. den 17. maj 2022 og med 60.000 kr. den 29. juni 2023. Lånet var herefter på 323.536 kr. Den pålydende rente var fortsat 13,99 %, løbetiden var 132 måneder og den månedlige ydelse 4.785 kr. Pr. 31. december 2023 var gælden på lånet 321.916 kr.
Banken har oplyst, at den i forbindelse med bevilling af såvel kreditfaciliteten som lånet og de senere forhøjelser af begge af klageren fik oplyst hans årsindtægt, der varierede mellem 408.000 kr. og 444.000 kr., at han var gift, ejede en bolig og var lønmodtager. Banken indhentede endvidere i hver enkelt tilfælde oplysninger fra Kreditstatus og E-skat og beregnede omkostningerne for den af klageren oplyste gæld. Ved lånets stiftelse lagde banken på grundlag af klagerens oplysninger og de af banken i øvrigt indhentede oplysninger til grund, at klageren havde en indtægt på 408.000 kr., et boliglån på 2.600.000 kr., et SU-lån på 50.000 kr. og anden gæld på 98.245 kr. Ved den seneste forhøjelse den 29. juni 2023 lagde banken på grundlag af de modtagne og indhentede oplysninger til grund, at klageren havde en indtægt på 444.000 kr., et boliglån på 2.400.000 kr. og anden gæld på 385.668 kr. inkl. gælden til banken. Banken har anført, at provenuet fra såvel lånet – på nær 5.000 kr. - som de senere forhøjelser blev anvendt til at indfri anden gæld.
Af klagerens årsopgørelse for 2022 fra Skat fremgår blandt andet, at klagerens lønindkomst før AM-bidrag var 417.330 kr., at klageren havde ”gæld til realkredit, reallån og pengeinstitutter” på 1.163.594 kr., og at ejendomsværdi af klagerens danske ejendomme var 725.000 kr.
Af lønsedler for perioden 1. januar 2024 til 11. februar 2024 fremgår blandt andet, at klagerens arbejdsmarkedsbidragspligtige indkomst år til dato var 64.325,38 kr.
Af kontoudskrift for konto -001, som kreditkortet var tilknyttet, fremgår blandt andet, at klageren første gang den 1. november 2018 og efterfølgende i 2023 og 2024 blev opkrævet rykkergebyrer, og at klageren var blevet opkrævet renter.
Af kontoudskrift for lån -002 fremgår blandt andet, at klageren første gang i 2024 blev pålagt at betale rykkergebyrer, og at klageren udover afdrag er blevet opkrævet et oprettelsesgebyr, administrationsgebyrer og renter.
Klageren har fremlagt en udskrift af sit og ægtefælle L’s budget af en ikke nærmere oplyst dato, hvoraf fremgår deres månedlige indtægter og udgifter og et rådighedsbeløb på 9.894 kr. Budgettet indeholder endvidere en oversigt over lån, hvor udover klagerens lån gæld til banken fremgår et lån i pengeinstitut P med en restgæld på 50.000 kr. og månedligt afdrag på 2.500 kr., et boliglån i pengeinstitut P2 med en restgæld på 141.000 kr. og månedligt afdrag på 3.300 kr. og et privat lån med en restgæld på 80.000 kr. og månedligt afdrag på 1.200 kr.
Parternes påstande
Den 16. marts 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at aftalen om lån -002 erklæres ugyldig, og at alle betalte renter og afdrag tilbagebetales.
Bank Norwegian har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at låneaftalen er ugyldig på grund af manglende kreditværdighedsvurdering. Kreditaftalelovens § 7, litra c er ikke overholdt, og konsekvensen er ugyldighed, jf. aftalelovens § 38, litra c, jf. § 36. Kreditværdighedsvurderingen er yderst mangelfuld, da banken har taget udgangspunkt i hans rådighedsbeløb og ikke hans disponible beløb. Ved vurderingen skal en bank regne med et rådighedsbeløb på 12.300 kr. for et par med tillæg af 2.500 kr. for et barn på op til syv år. Han burde ikke være blevet godkendt overhovedet, og slet ikke da lånet efterfølgende blev forhøjet flere gange. Banken har først efterspurgt et budget, da han gjorde indsigelse, og bl.a. derfor er kreditværdighedsvurderingen mangelfuld.
Størrelsen på lånebeløbet og renten gjorde, at han blev håbløst forgældet. Det er umuligt for ham på nuværende tidspunkt at tilbagebetale sin gæld. Han er blevet bragt i en ond cirkel, som banken har ansvaret for at have skabt.
Han har gjort indsigelser, men banken fastholder, at låneaftalen er gyldig. Han har forsøgt at forhandle med banken, men har trukket sit løsningsforslag tilbage, da han af en advokat og gældsrådgiver blev gjort bekendt med, at aftalen bør erklæres ugyldig, hvilket han har gjort banken opmærksom på.
Banken har gentagne gange afvist at yde et lån med den ene hånd, men har ydet lån med den anden hånd. Banken har givet ham mange afvisninger, men alligevel få måneder efter godkendt låneforhøjelser. Flere gange har banken vurderet, at han ikke havde betalingsevne, men godkendte ham alligevel få måneder efter uden at hans økonomi havde ændret sig. Banken har et stort ansvar for at afvise en lånansøgning eller forhøjelse af lån, hvis kunden ikke har betalingsevnen. Banken fortsatte ufortrødent.
Når banken omtaler, at låneforhøjelserne blev anvendt til betaling af anden gæld, så er der tale om betaling af anden gæld i banken. Dette er banken fuldt bevidst om. Det kan umuligt være lovligt og er under alle omstændigheder umoralsk og uetisk. På den ene side at forhøje et lån, som man har svært ved at vedligeholde og på den anden side låne ham penge for at betale afdragene på det eksisterende lån eller kredit.
Banken anfører, at den har foretaget en korrekt kreditværdighedsvurdering efter sine egne modeller, men har på intet tidspunkt belyst nøgletal eller beregninger. Der er ingen gennemsigtighed omkring dens interne beregningsmodeller, hvorfor det er svært at vurdere, om han kunne betjene den stiftede gæld, hvilket han ikke har været i stand til. Bankens anbringende om, at den selv ønsker at styre risikoen, undrer ham, da han både er godkendt og afvist uden at hans økonomi har ændret sig væsentligt.
Banken har på intet tidspunkt ydet eller tilbudt ham rådgivning, så han ikke kom i den pågældende situation. Banken iagttog ikke sin rådgivningsforpligtelse.
Bank Norwegian har anført, at den er etableret i Norge og er under tilsyn af det norske Finanstilsynet med grænseoverskridende virksomhed til Danmark, Sverige, Finland, Spanien og Tyskland. Den har ikke etableret filialer i nogen af disse lande. Banken har rutiner og procedure for at efterleve særregler, som er gældende i de forskellige lande, herunder for eksempel regler om kreditværdighed.
Vurderingen af tilbagebetalingsevne er en vigtig del af ansvarlig lånevirksomhed, primært for at forhindre, at kunden kommer til at sidde med mere gæld, end han kan betjene. Det er vigtigt for banken at kunne styre risikoen i bankens udeståender. Banken har etableret gode interne kontroller for at sikre, at banken efterkommer reglerne og foretager løbende ændringer i kreditmodellerne på baggrund af ændringer i risiko og regulatoriske krav. Banken har klare retningslinjer for vurdering af betalingsevnen.
Når en ansøger sender en ansøgning om lån til banken, kontrollerer banken betalingsevnen ud fra dens egne modeller og beregninger. Betalingsevnen er baseret på den enkelte ansøgers økonomiske forhold. Det er nødvendigt for banken at vide, hvor meget af sin indkomst ansøgeren disponerer over efter fratræk af eksisterende og nye låneomkostninger, boligomkostninger, faste udgifter og rådighedsbeløb. Banken benytter altid denne beregning, når den vurderer kreditværdigheden hos en ansøger.
Ved hver beregning laves der en individuel vurdering, hvor der tages højde for en række af ansøgerens udgiftsposter, herunder antal personer i husstanden, civilstatus, om personen ejer bil, eksisterende kreditter og lån, nye låneomkostninger. Banken stiller også en række spørgsmål i låneansøgningen om blandt andet ansøgerens familiesituation, levevilkår, ejerskab til bolig.
For at verificere oplysningerne fra en uafhængig tredjepart, fremskaffes en del af informationen ved opslag i offentlige registre, men hvor det ikke er muligt, så beder banken ansøgeren give oplysninger i ansøgningsskemaet.
Banken har foretaget en korrekt kreditvurdering ud fra de oplysninger, som den har indhentet om klageren. Banken har med rette baseret sin kreditværdighedsvurdering på de oplysninger, som den har indhentet om klageren. Baseret på de opførte oplysninger, ligningstal, modtagne dokumentation og kontrol af betalingsanmærkninger finder banken ingen indikation på, at klageren ikke skulle have været vurderet kreditværdig på de tidspunkter, lånet og låneforhøjelserne blev udbetalt. Klageren accepterede kredit- og låneaftalen samt låne- og kreditforhøjelserne. Provenuet fra lånet og de senere forhøjelser blev anvendt til at indfri anden gæld.
Den har i forbindelse med klagerens ansøgninger indsamlet oplysninger fra blandt andet Kreditstatus, e-Skat og RKI, hvor der ikke var registreret noget negativt på klageren.
Klageren har i februar, april og juli 2018, december 2019, januar, marts, maj og juli 2020, marts 2021, august, september og oktober 2022, og marts 2023 anmodet om forhøjelse af kreditrammen på konto -001. Banken gav efter en gennemgang af klagerens økonomi klageren afslag på yderligere forhøjelse af kreditrammen på disse tidspunkter.
Klageren har i maj 2020, august og september 2022 og november 2023 anmodet om yderligere forhøjelse af lån -002. Banken gav efter en gennemgang af klagerens økonomi klageren afslag på yderligere forhøjelser af lånet på disse tidspunkter.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Bank Norwegian.
Den 28. januar 2018 indgik klageren en aftale med banken om oprettelse af en konto -001 med et tilknyttet kreditkort, som havde en kreditfacilitet på 10.000 kr. og en debitorrente på 21,93 %. Kreditfaciliteten blev den 15. april 2019 forhøjet til 50.000 kr. og den 5. juni 2023 til 100.000 kr. Pr. 31. december 2023 var saldoen på kontoen negativ med 101.414 kr.
Den 6. marts 2020 optog klageren et lån -002 i banken på 25.000 kr. Lånets pålydende rente var 13,99 % p.a., løbetiden 60 måneder og den månedlige ydelse 584 kr. Lånet blev forhøjet den 25. september 2020, 29. marts, 12. august, 22. september, 27. oktober og 4. december 2021, 11. marts og 17. maj 2022 og 29. juni 2023. Efter den seneste forhøjelse var lånet på 323.536 kr., den pålydende rente var fortsat 13,99 %, løbetiden 132 måneder og den månedlige ydelse 4.785 kr. Pr. 31. december 2023 var gælden på lånet 321.916 kr.
Klageren har anført, at aftalen om lån -002 bør erklæres ugyldig, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36, da banken har foretaget en mangelfuld kreditværdighedsvurdering, jf. kreditaftalelovens § 7 c.
Banken har anført, at den i forbindelse med sin kreditværdighedsvurdering har indhentet oplysninger fra klageren selv og fra Kreditstatus, e-Skat og RKI, hvor der ikke var registreret noget negativt på klageren. Banken har med rette baseret sin kreditværdighedsvurdering på de oplysninger, som den har indhentet, og har foretaget en korrekt vurdering. Baseret på de indhentede oplysninger, ligningstal, den modtagne dokumentation og kontrol af betalingsanmærkninger er der ingen indikationer på, at klageren ikke skulle have været vurderet kreditværdig på de tidspunkter, lånet og forhøjelserne blev udbetalt.
Det følger af kreditaftalelovens § 7 c, at kreditgiveren inden kreditaftalens indgåelse skal vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren, og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser.
Efter forarbejderne til kreditaftalelovens § 7 c kan tilsidesættelse af pligten til at foretage behørig kreditværdighedsvurdering sanktioneres med påbud eller danne grundlag for politianmeldelse. Bestemmelsen regulerer derimod ikke det aftaleretlige spørgsmål om kreditaftalens ugyldighed.
Ankenævnet finder, at en eventuel tilsidesættelse af pligten efter kreditaftalelovens § 7 c kan indgå ved vurderingen af, om en låneaftale skal tilsidesættes helt eller delvis i medfør af aftalelovens regler, navnlig § 38 c, jf. § 36. Det bemærkes, at såfremt en låneaftale erklæres ugyldig på grund af tilsidesættelse af kreditaftalelovens § 7 c, vil det medføre, at hver part skal tilbagelevere det modtagne, således at låntageren skal tilbagebetale lånebeløbet med fradrag af eventuelt betalte renter og gebyrer.
Tre medlemmer – Bo Østergaard, Inge Kramer og Mette Lindekvist Højsgaard – udtaler:
En kreditgivers vurdering af en forbrugers kreditevne beror på et skøn, og det er derfor ikke ethvert svigt i denne vurdering, der kan føre til en tilsidesættelse af kreditaftalen som ugyldig. Det er i retspraksis lagt til grund, at der efter kreditaftalelovens § 7 c og forarbejderne hertil skal foreligge en vis grovere tilsidesættelse af pligten fra kreditgivers side til at foretage kreditvurdering, hvis en kreditaftale helt eller delvist skal tilsidesættes som ugyldig i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Den omstændighed, at banken ikke forud for aftalerne om lånet og de efterfølgende forhøjelser fra klageren modtog et budget, der kunne danne grundlag for en egentlig beregning af klagerens rådighedsbeløb, kan ikke i sig selv føre til, at bankens kreditværdighedsvurderinger må anses for så utilstrækkelige, at aftalerne er ugyldige.
Efter en samlet vurdering finder vi, at der ikke er godtgjort sådanne omstændigheder, som kan begrunde, at aftalerne om lånet og de efterfølgende forhøjelser helt eller delvist kan tilsidesættes som ugyldige i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Vi har lagt vægt på klagerens oplysninger til banken om sine indtægter, gæld og aktiver samt de af banken selv indhentede oplysninger sammenholdt med det lån og de forhøjelser heraf, som klageren blev ydet af banken, og hvis provenu ubestridt i det alt væsentlige medgik til indfrielse af anden gæld.
Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.
To medlemmer – Rolf Høymann Olsen og Kim Korup Eriksen – udtaler:
Vi finder ikke, at banken foretog fyldestgørende kreditværdighedsvurderinger i henhold til kreditaftalelovens § 7 c.
Vi finder, at dokumentation for fyldestgørende kreditværdighedsvurdering påhviler långiveren.
Vi finder, at det er en forudsætning, at kreditgiveren kender låneansøgerens udgifter for at kunne foretage en fyldestgørende kreditværdighedsvurdering. Det er ikke muligt at fastslå, om lånet kan tilbagebetales uden at kende låntagerens udgifter og indtægter, som ligger til grund for beregning af rådighedsbeløb. Vi finder, at det ikke er dokumenteret, at banken foretog en fyldestgørende kreditværdighedsvurdering i henhold til kreditaftalelovens § 7 c.
Ud fra en samlet vurdering af klagerens økonomiske forhold, finder vi, at aftalerne om lånet og de efterfølgende forhøjelser skal tilsidesættes som ugyldige i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36, og at banken skal godskrive klageren renter, gebyrer og omkostninger på låneaftalerne.
Sagen afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.