Afgørelse

Indsigelse mod omlægning af aktier i RealDanmark til aktiebaserede investeringsbeviser i november 1999.

Sagsnummer:	42/2005
Dato:	08-06-2005
Ankenævn:	John Mosegaard, Tina Dhanda, Karin Duerlund, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne:	Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst:	Indsigelse mod omlægning af aktier i RealDanmark til aktiebaserede investeringsbeviser i november 1999.
Indklagede:	BG Bank (Danske Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning.

Denne sag vedrører indklagedes rådgivning i forbindelse med en omlægning i november 1999 af klagerens aktier i RealDanmark til aktiebaserede investeringsbeviser.

Sagens omstændigheder.

I forbindelse med et møde med klageren gennemførte indklagede den 17. november 1999 klagerens salg af aktier i Real Danmark til en værdi på ca. 22.000 kr. og klagerens køb af investeringsbeviser i BG Invest Europa, der er en afdeling baseret på aktier, til en værdi på ca. 32.000 kr.

I en fælles fondsbørs- og pressemeddelelse af 2. oktober 2000 meddelte Danske Bank og RealDanmark, at enige bestyrelser i de to selskaber anbefalede en sammenslutning af Danske Bank og RealDanmark. Kursen på RealDanmarkaktier steg herefter betydeligt.

I december 2004 gjorde klageren skriftlig indsigelse imod salget af RealkreditDanmark-aktierne og købet af investeringsbeviserne i BG Invest Europa. Indklagede afviste indsigelserne.

Pr. den 31. december 2004 havde klagerens beholdning af investeringsbeviser i BG Invest Europa en kursværdi på 20.334,56 kr.

Parternes påstande.

Den 4. februar 2005 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal betale erstatning for hans tab som følge af salget af RealDanmarkaktierne og købet af investeringsbeviserne i BG Invest Europa.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han i forbindelse med sin pensionering i 1991 fik udbetalt en fratrædelsessum, som han anvendte til køb af en livrente og aktierne i RealDanmark.

I oktober 1999 blev han indkaldt til et møde hos indklagede, der anbefalede ham at omlægge RealDanmarkaktierne til BG Invest Europa.

Han har ikke en større formue, og han er ukyndig på investeringsområdet. Han er derfor afhængig af uvildig rådgivning, der tager højde for hans situation og alder. I tillid til indklagedes rådgivning fulgte han anbefalingen.

Det viste sig, at indklagedes råd var dårligt, idet kursen på de købte investeringsbeviser efterfølgende faldt, mens kursen på de solgte aktier steg.

Såfremt han havde beholdt aktierne indtil fusionen, ville han have tjent ca. 100.000 kr.

På salgstidspunktet måtte i hvert fald indklagedes ledelse have været klar over, at aktierne som følge af fusionsforhandlingerne var usikre/værd at investere i. Indklagede må derfor bære risikoen for medarbejderens aktive rådgivning og opfordring til salg af aktierne.

Anbefalingen om køb af investeringsbeviserne skete formentlig som led i en kampagne for at få gang i investeringsforeningen, som indklagede samarbejder med.

Selvom der ses bort fra fusionen, har der været tale om dårlig rådgivning, idet der indtrådte et væsentligt fald i kursen på investeringsbeviserne. Indklagede varetog således sin egen interesse i at sælge investeringsbeviser i stedet for at varetage hans interesser.

Det bestrides, at sagen er forældet, idet han flere gange og senest i 2002 mundtligt har rejst sagen over for indklagede.

Det bør ikke komme ham til skade, at den pågældende medarbejder ikke husker forløbet.

Indklagede har anført, at den medarbejder, der rådgav klageren i november 1999 ikke erindrer forløbet, og at det derfor ikke er muligt at redegøre for det konkrete indhold af den rådgivning, som klageren fik i forbindelse med sin beslutning om at sælge RealDanmarkaktierne og købe investeringsbeviserne i BG Invest Europa.

Indklagedes anbefalinger er baseret på forventninger til fremtiden og er ikke udtryk for en garanti for et bestemt forløb.

Det var klageren selv, der traf den endelige beslutning om, hvilke investeringer, der skulle foretages, og det er således klageren, der bærer risikoen for investeringernes videre forløb. Dette må have stået klageren klart.

Forhandlingerne om fusionen mellem Danske Bank og RealDanmark blev først påbegyndt i 2000. Forhandlingerne foregik i dybeste diskretion, og kun få ledende med­arbejdere samt bestyrelserne havde viden om planerne. Den medarbejder, der rådgav klageren, havde på rådgivningstidspunktet absolut ingen viden om fusionsplanerne.

Indklagede er uden ansvar for, at kursen på RealDanmarkaktierne steg efter offentliggørelsen af fusionsaftalen, hvilken kursstigning klageren gik glip af efter salget af sin aktiepost i 1999.

Klagerens erstatningskrav må anses for forældet, jf. lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagerens beslutning i november 1999 om det gennemførte salg af aktierne i RealDanmark og købet af investeringsbeviserne i BG Invest Europa blev truffet på grundlag af indklagedes anbefaling. Klageren måtte imidlertid indse, at anbefalingen var baseret på forventninger, der kunne vise sig ikke at holde, og at han selv måtte bære risikoen ved omlægningen.

Allerede fordi forhandlingerne om den efterfølgende fusion mellem RealDanmark og Danske Bank først blev påbegyndt i 2000, er der ikke grundlag for at antage, at den rådgivende medarbejder burde have inddraget dette forhold i sin rådgivning af klageren.

Der er efter det anførte ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har begået fejl eller i øvrigt har udvist en ansvarspådragende adfærd ved rådgivningen af klageren i forbindelse med dennes værdipapirhandler i november 1999.

Ankenævnet finder det herefter ikke fornødent at tage stilling til spørgsmålet om forældelse.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.