Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse om forkert forudsætning om investeringshorisont i forbindelse med investeringsrådgivning.

Sagsnummer: 423/2003
Dato: 19-05-2004
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Jette Kammer Jensen, Peter Stig Hansen, Ole Jørgensen, Morten Westergaard
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Rådgivning - investering
Ledetekst: Indsigelse om forkert forudsætning om investeringshorisont i forbindelse med investeringsrådgivning.
Indklagede: Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelse om forkert forudsætning om investeringshorisont i forbindelse med investeringsrådgivning.

Sagens omstændigheder.

Klageren i denne sag er datter og enearving til en den 8. oktober 2003 afdød kunde, A, i indklagedes Peter Bangs Vej afdeling, Frederiksberg. A var født i januar 1907.

A havde et frit værdipapirdepot hos indklagede, som i 2002 indeholdt værdipapirer med en fordeling på 60 % i obligationer og 40 % i aktier.

Efter opfordring fra indklagede blev der den 12. marts 2002 afholdt et møde med klageren om værdipapirdepotet, som da havde en værdi på 1.059.930 kr. Klageren var i henhold til fuldmagt fra A, som på grund af aldersvækkelse boede på plejehjem, bemyndiget til at disponere over A's formue. På baggrund af drøftelserne på mødet gennemførte indklagede den 13. marts 2002 følgende handler:

Papir

Stk.

Kursværdi

A's salg

Nordea Invest Direct

2.494

255.385,60 kr.

Nordea Invest Aktier

2.923

359.529,00 kr.

Nordea aktier

1.956

91.932,00 kr.

Kursværdi i alt

706.846,60 kr.

A's køb

Nordea Invest Fjernøsten (aktier)

577

54.526,50 kr.

Nordea Invest Europa (aktier)

2.018

213.908,00 kr.

Nordea Invest USA (aktier)

2.008

233.731,20 kr.

Nordea Invest Danmark (aktier)

1.203

164.089,20 kr.

Kursværdi i alt

666.254,90 kr.

Efter omlægningen var der en fordeling med 39 % i obligationer og 61 % i aktier.

Ved skrivelse af 27. september 2003 rettede klageren henvendelse til indklagede, idet hun havde konstateret, at værdien af depotet siden omlægningen i marts 2002 var faldet fra 1.059.930 kr. til aktuelt 890.046 kr.

Indklagede afviste at have begået fejl i forbindelse med rådgivningen.

Den 8. oktober 2003 døde A.

Ved skrivelse af 17. oktober 2003 rejste klageren krav om en erstatning svarende til differencen mellem porteføljens aktuelle værdi og den værdi, porteføljen ville have haft, såfremt omlægningen i marts 2002 ikke havde fundet sted. Klageren anførte bl.a., at forudsætningen for omlægningen havde været en lang investeringshorisont, hvilket reelt ikke var muligt, idet der i forbindelse med A's død skulle finde en opgørelse sted. Da hun som enearving skulle overtage værdipapirerne til den nu reducerede kursværdi, ville hun, såfremt kursværdien efterfølgende steg, blive beskattet af kursgevinsten. Det var således ikke muligt for hende at "arve" den forudsatte lange investeringshorisont.

Ved skrivelse af 7. november 2003 afviste indklagede erstatningskravet. Af skrivelsen fremgår, at faldet i kursværdien på porteføljen ville have været ca. 68.000 kr. mindre, såfremt omlægningen i marts 2002 ikke havde fundet sted.

Parternes påstande.

Den 18. november 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 68.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede under mødet gennemgik investeringerne og tilrådede en mere risikobetonet og langsigtet investering. Som udgangspunkt ønskede hun ikke at foretage ændringer, så længe A levede. Indklagede pressede imidlertid på for at gennemføre omlægningen, og hun lod sig overtale.

Rådgivningen blev fejlagtigt baseret på hendes investeringshorisont, som var lang. Rådgivningen burde have været baseret på A's investeringshorisont, som alene på grund af A's alder på 95 år i 2002 var kort.

Indklagede burde have været bekendt med, at hun som arving ikke ville få mulighed for at udnytte det langsigtede i investeringen, men kun fik risikoen, hvilket konkret har betydet, at hun i modsætning til andre, der investerer langsigtet, vil blive beskattet, hvis porteføljen genvinder sin oprindelige værdi.

Da der netop var tale om en mere risikofyldt og langsigtet investering, burde indklagede have taget i betragtning, at værdien kunne være faldet på tidspunktet for A's død.

Indklagede har anført, at rådgivningen på baggrund af klagerens alder og økonomiske formåen blev ydet på grundlag af en lang investeringshorisont. Hverken klageren eller A havde behov for yderligere likviditet i dagligdagen. Klageren udtrykte i generelle vendinger en tro på, at aktiemarkedet ville begynde at stige igen. Klageren blev udtrykkeligt gjort opmærksom på, at den valgte investeringsstrategi hvilede på en investeringshorisont på tre år eller mere.

Det bestrides, at klageren blev stillet i udsigt, at hun ved A's død kunne overtage værdipapirbeholdningen til A's skattemæssige anskaffelsespriser, eller at klageren udtrykte dette som en forudsætning for beslutningen om den gennemførte omlægning.

Det bestrides, at klageren blev presset til at gennemføre omlægningen.

Rådgivningen var baseret på en typeforudsætning om kurstigninger, som ville være større end dem, der kunne forventes på den hidtidige portefølje. Indklagede har ikke handlet ansvarspådragende ved ikke at rådgive om hypotetiske skatteforhold i et tabsscenario.

Det må antages, at klageren uanset de skattemæssige forhold ville have gennemført omlægningen i forventning om hermed at være bedre stillet ved A's død end med den hidtidige investering.

Klagerens krav må forstås som en erstatning for den beskatning, som klageren udsættes for, såfremt hun i fremtiden afhænder hele eller dele af den arvede portefølje til en kursværdi, der ligger over kursværdien ved arveudlægget, men under eller lig med A's anskaffelsessum. Dette med fradrag af den beskatning, der ville blive udløst ved et tilsvarende salg af den oprindelige portefølje. Dette krav er så hypotetisk og ubestemt, at det ikke kan danne grundlag for erstatning.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indklagedes forslag til omlægning af A's værdipapirdepot indebar samlet en større risiko og var efter det, som indklagede har anført, baseret på, at klageren havde en lang investeringshorisont.

Da det på baggrund af A's alder måtte forventes, at klageren inden for en kortere årrække skulle overtage porteføljen som enearving, og da riskoen for store kursudsving ved den foreslåede omlægning blev væsentligt forøget, finder Ankenævnet, at indklagede burde have rådgivet klageren om de generelle skattemæssige regler ved overtagelse af værdipapirerne som arv. Ankenævnet finder endvidere, at indklagede burde have indset, at klageren ved at acceptere en omlægning baseret på en lang investeringshorisont i mangel af oplysninger om det modsatte forudsatte, at der var mulighed for at videreføre investeringerne uændret, herunder uden skattemæssige konsekvenser, efter A's død.

Det må som anført af indklagede lægges til grund, at klageren, da hun accepterede forslaget om omlægning, gjorde dette i forventning om et højere afkast på langt sigt, og Ankenævnet finder, at det tillige må have stået klageren klart, at omlægningen indebar en forøget risiko for i hvert fald periodevise fald i kursværdien som følge af den almindelige udvikling i markedet. Ankenævnet finder derimod, at klageren på det anførte grundlag ikke tillige accepterede den særlige risiko, der var en følge af de skatteretlige regler i forbindelse med hendes overtagelse af porteføljen ved arv. Ankenævnet lægger til grund, at klageren ville have undladt at foretage omlægningen, såfremt hun af indklagede var blevet rådgivet om de mulige skattemæssige konsekvenser i forbindelse med, at hun senere overtog porteføljen ved arv.

Ankenævnet finder derfor, at indklagede bør betale 68.000 kr. til klageren, hvorved denne efter det oplyste stilles, som om omlægningen i marts 2002 ikke var blevet gennemført.

Ankenævnet kan ikke tage stilling til de boafgiftsmæssige konsekvenser af afgørelsen.

Som følge heraf

Indklagede skal inden fire uger til klageren betale 68.000 kr. med tillæg af renter efter renteloven fra den 18. november 2003.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.