Afgørelse

Krav om nedsættelse af rente og ydelse på lån. Indsigelse om falsk. Indsigelse mod overtræk på budgetkonto, hvor forholdet var fastslået ved dom.

Indledning

Sagen vedrører klagerens krav om nedsættelse af rente og ydelse på et lån, indsigelse om falsk, samt indsigelse mod et overtræk på en budgetkonto, hvor forholdet var omfattet af en dom.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i vestjyskBank, hvor han blandt andet havde en lønkonto og en budgetkonto -643.

I maj 2012 optog klageren et lån -442 på 475.000 kr. i banken. Ifølge det oplyste blev lånet etableret til inddækning af klagerens overtræk på lønkontoen, overtræk på budgetkontoen, træk på Mastercard og yderligere 35.000 kr. til udbetaling.

Banken har fremlagt et gældsbrev vedrørende lån -442, hvoraf fremgik, at dannelsesdatoen i bankens system var den 23. maj 2012. Endvidere fremgik, at renten var variabel og for tiden udgjorde 9,4 % om året. Renten blev beregnet og tilskrevet kvartårligt bagud. Ydelsen var 5.500 kr. om måneden og skulle betales første gang den 1. august 2012.

Gældsbrevet fremtræder som underskrevet af klageren den 24. maj 2012 og en medarbejder fra banken underskrev til vitterlighed.

Klageren har anført, at han ikke har underskrevet gældsbrevet. Han har oplyst, at han på et tidligere tidspunkt mundtligt havde indgået en låneaftale med bankens medarbejder og i den forbindelse underskrev et blankt stykke papir.

Klageren har i en mail til banken, som banken har besvaret den 30. april 2014, oplyst følgende: ”Fik senere et brev med kopi med aftalen, som var lavet helt om fra det, som mundligt var aftalt med [bankens medarbejder] – hvad rente og afdrag angår – og underskrevet af [bankens medarbejder] som vitterlighedsvidne og af mig – sat ind fra det blanke papir!!!”.

Banken bestrider, at klageren ikke skulle have underskrevet gældsbrevet.

Banken har fremlagt kontoudskrifter for lån -442 for perioden fra lånets oprettelse til 30. december 2015. Af kontoudskrift nr. 1 af 28. december 2012 fremgik, at lånet var blevet afviklet med 5.500 kr. om måneden fra starten af august 2012. Kontoudskriften indeholdt endvidere en oversigt over renteændringer siden kontooprettelsen. Det fremgik, at renten på lånet pr. 1. juni 2012 var 9,4 % om året, pr. 18. juni 2012 var 9,65 % om året og pr. 17. september 2012 var 9,90 % om året, og at der pr. 28. december 2012 i alt var betalt 26.874,70 kr. i renter på lånet. Af kontoudskrift nr. 2 af 30. december 2013 fremgik, at renten på lånet var 9,90 % om året.

Klageren afviklede lånet i overensstemmelse med vilkårene i gældsbrevet, indtil han i 2014 rettede henvendelse til banken, idet han ikke mente, at størrelsen af renten på lånet og den månedlige ydelse var i overensstemmelse med den aftale, som han tidligere havde indgået med bankens medarbejder.

Banken fastholdt vilkårene i gældsbrevet, men tilbød klageren en rentenedsættelse til 7,5 % med henblik på en forligsmæssig løsning af sagen. Klageren ønskede ikke at acceptere bankens tilbud om en forligsmæssig løsning, idet han ønskede en yderligere rentenedsættelse og en nedsættelse af den månedlige ydelse. Den 1. maj 2014 stoppede han med at betale til budgetkonto -643, hvorfra ydelserne til lånet blev trukket.

Den 24. oktober 2014 opsagde banken lånet til fuld indfrielse på grund af misligholdelse og overgav sagen til sin inkassoadvokat.

Den 30. marts 2015 sendte inkassoadvokaten gælden i henhold til gældsbrev -442 i fogedretten. Han opgjorde gælden til en hovedstol på 436.533,63 kr. samt renter heraf 15 % p.a. fra den 1. oktober 2014 til den 30. marts 2015 med 32.558,13 kr., i alt 469.091,76 kr. Af omkostningsmæssige grunde ønskede han imidlertid alene sagen prøvet for 10.340 kr.

Den 21. april 2015 var der møde i fogedretten. Af en udskrift af fogedbogen fremgår, at fogedretten blev beklædt med en ikke jurist, og at det skyldige beløb med tillæg af tilkendt salær blev opgjort til 10.840 kr. Klageren kunne ikke anvise nogen aktiver, som banken ønskede at foretage udlæg i. Klageren oplyste, at han ”er ved at lave en sag ved ankenævnet”.

Da klageren den 1. maj 2014 stoppede med at betale til budgetkonto -643, opstod der et overtræk på budgetkontoen. Ifølge det oplyste indgav bankens inkassoadvokat den 5. maj 2015 et betalingspåkrav vedrørende et overtræk på budgetkontoen opgjort til 29.004,90 kr. samt renter heraf til fogedretten. På grund af klagerens indsigelse mod gælden overgik sagen efterfølgende til civilretten og blev behandlet efter reglerne om småsager.

Den 27. juli 2015 indgav klageren en klage til Ankenævnet.

Klageren fremsatte over for retten begæring om, at sagen vedrørende overtrækket på budgetkontoen skulle hæves og i stedet indbringes for Ankenævnet. Den 18. august 2015 afsagde retten en kendelse om, at klagerens begæring ikke blev taget til følge.

Den 16. november 2015 afsagde retten en dom, hvorefter klageren inden 14 dage til banken skulle betale overtrækket på budgetkontoen på 29.004,29 kr. med rente 15 % p.a. fra den 1. oktober 2014 samt sagens omkostninger med 5.800 kr.

Parternes påstande

Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at vestjyskBANK principalt skal nedsætte renten på lån -442 til 7 % og nedsætte den månedlige ydelse til 5.000 kr. og slette alle beregnede gebyrer med videre samt frafalde kravet på betaling af gælden på budgetkonto -643. Endvidere skal banken genoprette ham som kunde, herunder genudstede hans betalingskort. Subsidiært skal banken acceptere en akkordering af gælden.

vestjyskBANK har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han aldrig har underskrevet gældsbrev -442. Det er rigtigt, at han har indgået en aftale med banken, men ikke den, som fremgår af gældsbrevet.

Han havde en rådgiver i banken, som han havde et godt samarbejde med. På et tidligere tidspunkt end dateringen af gældsbrevet var han til møde med rådgiveren, hvor de indgik en aftale om, at han beholdt sine konti og via sin løn indbetalte et månedligt beløb til banken. Ved slutningen af mødet gav rådgiveren ham et blankt stykke papir, som han underskrev i tillid til, at hun ville udfylde dette i overensstemmelse med aftalen. Det var aftalen, at han skulle fortsætte med en lav rente som hidtil.

Det var meningen, at han herefter skulle mødes med rådgiveren igen, og at de skulle gennemgå den skriftlige aftale. Mødet blev imidlertid aflyst, idet rådgiveren blev syg.

Efterfølgende tog afdelingslederen og bankdirektøren sig af det og lavede en helt anden aftale, som de sendte til ham. Han vidste ikke på daværende tidspunkt, at aftalen var lavet om.

Han indbetalte troligt på lånet, indtil han på sin selvangivelse opdagede, at han havde betalt 60.000 kr. til banken, heraf 45.000 kr. i renter og kun 15.000 kr. i afdrag. På det tidspunkt blev han klar over, at aftalen med rådgiveren om, at han skulle bevare den lave rente, ikke var blevet efterlevet.

Han har ikke underskrevet gældsbrevet. Hans underskrift må være blevet kopieret ind i den ændrede aftale. Der er tale om en dokumentfalsk.

Han kunne ikke acceptere den ændrede aftale, og hans eneste modtræk var at stoppe indbetalingerne på lånet og prøve at få ændret aftalen tilbage til det, der oprindeligt var aftalt med rådgiveren.

Han fik ligeledes på et tidspunkt en opringning fra afdelingslederen, der oplyste ham om, at banken havde lukket hans Mastercard og også ville lukke hans andet betalingskort. Han var noget overrasket. Han har i perioder tjent godt med penge og fik dengang en helt anden behandling af banken.

Klagen vedrører både bankens uberettigede ændring af aftalen om lånet og gælden på budgetkontoen. Budgetkontoen og lånet er et og samme problem. Banken kræver penge på en budgetkonto, som han for længst har opsagt efter at have betalt kontoen ud adskillige gange.

Såfremt banken ikke imødekommer hans principale påstand, skal banken acceptere, at han indbetaler et engangsbeløb til fuld og endelig afgørelse af gælden.

vestjyskBANKhar til støtte for afvisningspåstanden anført, at kravet vedrørende lån -442 allerede inden sagens indgivelse til Ankenævnet blev foretaget i fogedretten den 21. april 2015. Gælden blev af fogedretten opgjort til 10.840 kr., idet sagen af omkostningsmæssige grunde blev prøvet for et mindre beløb end hovedstolen. Sagen er derfor allerede prøvet af fogedretten og skal afvises af Ankenævnet.

Sagen egner sig ikke til behandling i Ankenævnet, idet der ikke fra bankens side kan føres bevis i form af vidneforklaring for lånets indgåelse.

Vedrørende overtrækket på budgetkontoen har banken den 16. november 2015 opnået dom over klageren for gælden, hvorfor Ankenævnet ikke kan behandle dette forhold.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at klageren har underskrevet gældsbrev -442 den 24. maj 2012, og at bankens medarbejder har underskrevet til vitterlighed på gældsbrevet. Klageren er derfor bundet af vilkårene i gældsbrevet.

Banken kan ikke genkende klagerens beskrivelse af sagsforløbet, og klagerens gengivelse er ikke i overensstemmelse med virkeligheden.

Det har endvidere formodningen imod sig, at klageren skulle betale afdrag og renter på et lån i to år, som han ikke mener er i overensstemmelse med den indgåede aftale.

Ankenævnets bemærkninger

Det fremgår af sagen, at banken den 16. november 2015 opnåede dom for sit krav mod klageren vedrørende gælden på budgetkonto -643. Spørgsmålet om klagerens hæftelse for gælden på budgetkontoen anses derfor for afgjort ved afsigelse af ovennævnte dom, og Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen i henhold til nævnets vedtægter § 5, stk. 1, litra e.

Vedrørende gælden på lån -442 fremgår det af udskriften af fogedbogen vedrørende mødet den 21. april 2015, at fogedretten var beklædt med en ikke jurist, at sagen alene blev foretaget for et begrænset beløb, og at klageren oplyste, at han var ved at skrive en klage til Ankenævnet. På den baggrund finder Ankenævnet ikke, at klagerens indsigelse om, at han ikke har underskrevet gældsbrevet og tiltrådt størrelsen af renten og ydelsen på lånet, er behandlet af fogedretten. Sagen skal derfor ikke skal afvises på dette grundlag.

Klageren optog et lån med en hovedstol på 475.000 kr. Af gældsbrevet, der blev sendt til klageren, og som fremtræder som underskrevet af klageren den 24. maj 2012, fremgik, at renten var variabel og for tiden 9,4 % om året, og at den månedlige ydelse var 5.500 kr.

Klageren har anført, at han på et tidligere ikke nærmere oplyst tidspunkt var til møde i banken og indgik en mundtlig aftale med rådgiveren om et lån med en lavere rente. Han har ikke underskrevet gældsbrevet. Banken har bestridt dette.

Klageren fik hvert år ved årets slutning fra etableringen af lånet i 2012 og fremefter kontoudskrifter og årsopgørelser fra banken, der indeholdt nærmere oplysninger om lånet, herunder om rentens størrelse og hans hidtidige afvikling heraf.

Klageren afviklede lånet i overensstemmelse med vilkårene i gældsbrevet, indtil han den 1. maj 2014 stoppede med at betale den månedlige ydelse til budgetkontoen, hvorfra ydelserne på lånet blev trukket. Den 24. oktober 2014 opsagde banken lånet til fuld indfrielse på grund af misligholdelse.

Ankenævnet bemærker, at klageren ikke har gjort indsigelse mod hans hæftelse for lånet med en hovedstol på 475.000 kr., men mod størrelsen af renten og den månedlige ydelse.

På det foreliggende grundlag finder Ankenævnet ikke, at klageren har godtgjort eller sandsynliggjort, at han med banken mundtligt aftalte en lavere rente og/eller ydelse end fastsat i gældsbrevet, og i givet fald hvilken rentesats og ydelse, der var tale om. Klageren får derfor ikke medhold i, at banken skal nedsætte renten på lånet samt refundere alle beregnede gebyrer. Lånet er ifølge det oplyste opsagt til fuld indfrielse på grund af misligholdelse, og den i gældsbrevet fastsatte månedlige ydelse er derfor ikke længere aktuel.

Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at tilsidesætte den i gældsbrevet fastsatte rente som urimelig.

Ankenævnet anser det endvidere ikke for godtgjort, at banken i øvrigt har handlet ansvarspådragende over for klageren, og Ankenævnet kan derfor ikke pålægge banken at genoprette kundeforholdet med klageren og genudstede hans betalingskort.

Ankenævnet kan heller ikke pålægge banken at indgå en akkordaftale med klageren.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører gælden på budgetkontoen.

Klageren får i øvrigt ikke medhold i klagen.