Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Begrænsning af hæveadgang til konto begrundet i tvivl om kontohavers evne til at varetage egne økonomiske anliggender.

Sagsnummer: 175/2007
Dato: 16-10-2007
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Jette Kammer Jensen, Ole Jørgensen
Klageemne: Indlån - rådighedsbegrænsning
Umyndighed - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Begrænsning af hæveadgang til konto begrundet i tvivl om kontohavers evne til at varetage egne økonomiske anliggender.
Indklagede: Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører Nordea Banks begrænsning af klagerens adgang til at disponere over indeståendet på sin konto på grund af tvivl om, hvorvidt klageren er i stand til at vare egne økonomiske anliggender.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1924, har en konto med tilknyttet bankbog hos Nordea Bank.

Den 4. juni 2007, hvor der var et indestående på kontoen på 12.500 kr., indleverede klagerens datter bankbogen til banken. Datteren oplyste, at klageren havde Alzheimers, og at klagerens søster uretmæssigt hævede på bankbogen.

Søsteren havde ikke fuldmagt til klagerens konto.

Den 6. juni 2007 ringede søsteren til banken for at bestille en ny bankbog til klageren, hvilket banken afslog på baggrund af oplysningerne fra datteren. Banken har anført, at medarbejderen talte kort med klageren i telefonen. Klageren forekom fjern og forholdt sig ikke til oplysningerne fra datteren. Telefonsamtalen blev afbrudt, da klageren havde vanskeligt ved at høre, hvad medarbejderen sagde.

Få dage senere blev banken på ny kontaktet af datteren, som oplyste, at hun havde mistanke om, at klagerens søster ville foranledige hele klagerens indestående udbetalt. Datteren ville indgive begæring om etablering af et værgemål for klageren.

Den 11. juni 2007 modtog banken en e-mail fra datteren med kopi af begæring om værgemål.

Datteren meddelte banken, at hun fra sin egen konto hver måned ville overføre 2.000 kr. til klagerens nabo, som havde påtaget sig at sørge for klagerens daglige fornødenheder.

På baggrund af oplysningerne fra datteren og medarbejderens oplevelse af klageren ved telefonsamtalen besluttede banken at begrænse klagerens hævninger på kontoen til 500 kr. om ugen til dækning af et eventuelt supplerende forbrug.

Den 13. juni 2007 henvendte klageren sig personligt til indklagede sammen med sin søster og sin nevø, som blev informeret om rådighedsbegrænsningen. Banken har anført, at medarbejderen noterede sig, at klageren under hele samtalen forekom passiv og fraværende, og at hun svarede ganske kort og kun på helt direkte spørgsmål.

Den 19. juli 2007 blev banken af klagerens datter informeret om, at værgemålsagen var henvist fra Statsforvaltningen til retten, idet der var indgivet protest mod begæringen.

Den 18. juni 2007 indgav klagerens nevø i henhold til fuldmagt fra klageren en klage over banken til Ankenævnet.

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt påstand om, at Nordea Bank skal ophæve rådighedsbegrænsningen, indtil der foreligger en juridisk rigtig afklaring, som hun kan acceptere.

Banken har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Nevøen har anført, at banken uberettiget og uden varsel har sat klageren under administration.

Det er korrekt, at klageren har diagnosen Alzheimers, men hun er ikke psykisk svækket som beskrevet af datteren og banken. Det bestrides, at hun ikke er i stand til at tage vare på sig selv. Hun kan stadig bo selv ved hjælp, skrive uden huller i sproget og i øvrigt deltage i almindeligt samvær med familien.

Påstanden om tredjemandsmisbrug er udokumenteret og bestrides. Klageren får sjældent besøg af datteren på grund af afstanden mellem deres bopæle. Det er klagerens søster, som tager vare på klageren i hverdagen, og som efter klagerens eget ønske sørger for de fornødenheder, der skal til.

Klageren var ikke klar over, at datteren havde fjernet hendes bankbog, og hun blev ikke kontaktet af banken herom. Hvis datteren skal varetage klagerens interesser, må det forudsætte, at klageren selv ønsker dette.

Klageren kan udmærket huske, hvad der er foregået, og hun er uforstående over for forløbet, som hun opfatter som et overgreb.

Statsforvaltningen afviste værgemålet og har videresendt sagen til retten.

Nordea Bank har anført, at der på baggrund af hændelsesforløbet er grund til at tro, at klageren på grund af sygdommen Alzheimers ikke er i stand til at handle fornuftsmæssigt og dermed ikke er i stand til bindende at disponere over sine midler, jf. værgemålslovens § 46, stk. 1.

Det forhold, at et tredjemandsmisbrug af klagerens midler ikke kan udelukkes, herunder eventuelt ved utilbørlig påvirkning af klageren, bestyrker nødvendigheden af at sikre klagerens midler ved dels at inddrage hendes bankbog, dels at begrænse hedes mulighed for selv at disponere, indtil der foreligger en afklaring af hendes tilstand.

Beløbet på 500 kr. om ugen er fastsat ud fra en forventning om, at dette beløb i alle tilfælde vil kunne accepteres af en ad hoc værge.

Uanset om værgemålsagen ender med, at der beskikkes en værge for klageren, har reaktionen ud fra de givne omstændigheder og oplysninger været berettiget.

Klageren har ikke lidt et økonomisk tab på grund af bankens handlinger.

Værgemålsagen er ifølge det over for banken oplyste ikke afvist, men derimod henvist til retten i medfør af værgemålslovens § 13, stk. 2 på grund af klagerens protest mod værgemålet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter det foreliggende finder Ankenævnet, at der bestod en sådan tvivl med hensyn til klagerens evne til at varetage sine økonomiske anliggender, at Nordea Bank var berettiget til at begrænse klagerens rådighed over sine midler, indtil der ved etablering af værgemål eller på anden måde opnås klarhed med hensyn til, hvorledes der skal forholdes med klagerens engagement.

Det bemærkes, at formålet med rådighedsbegrænsningen må være at beskytte såvel klageren som banken mod tab, og at klageren ikke kan anses for afskåret fra at dis­ponere på sædvanlig måde vedrørende engagementet, herunder til dækning af leveomkostninger mv.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.