Afgørelse

Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Underretning om misligholdelse. Forældelse.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod Sydbanks krav om indfrielse af en kautionsforpligtelse.

Sagens omstændigheder.

Ifølge et kautionsbevis af 19. juli 1988 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for sin daværende ægtefælles, M’s, mellemværende med Sparekassen Sønderjylland, nu Sydbank. Kautionen var begrænset til 755.000 kr.

I 1995 ophævede klageren og M samlivet, og i 1996 blev de skilt.

Ved brev af 21. maj 1996 anmodede banken gennem sin advokat klageren om at indfri kautionsforpligtelsen på 755.000 kr., idet banken opgjorde sit samlede krav mod M til 661.202,19 kr. med tillæg af renter fra den 20. marts 1993 samt omkostninger, i alt ca. 1,1 mio. kr.

Den 22. november 1996 indbragte klageren sagen for Ankenævnet med påstand om, at banken skulle anerkende, "at hun ikke hæfter i henhold til det underskrevne kautionsbevis".

Ved kendelse af 16. september 1997 lagde Ankenævnet til grund, at banken ikke havde iagttaget sin pligt til at underrette klageren om M’s misligholdelse inden seks måneder efter forfaldsdagen, jf. den dagældende bank- og sparekasselovs § 41. Ankenævnet fandt, at det ikke kunne udelukkes, at klagerens mulighed for regres mod M ville have været større, hvis underretningen om misligholdelsen var blevet givet på et tidligere tidspunkt. Ankenævnet afviste imidlertid denne del af klagen, idet en nærmere bevisførelse herom ikke kunne finde sted ved Ankenævnet, men i stedet måtte ske ved domstolene. Et andet klagepunkt for så vidt angår spørgsmålet om klagerens underskrift af kautionserklæringen blev ikke taget til følge. Der henvises nærmere til kendelse nr. 458/1996.

Ved brev af 26. september 2000 sendte banken et påkrav til klageren om gælden, som udgjorde 674.247,19 kr. med tillæg af renter fra den 20. marts 1993.

Klageren gjorde indsigelse mod kravet via sin advokat. Banken fastholdt kravet, og henviste til Ankenævnets kendelse af 16. september 1997.

Ved brev af 26. september 2003 henvendte banken sig på ny til klageren om tilgodehavendet. Klageren meddelte via sin advokat, at hun fastholdt sine indsigelser.

Den 11. september 2007 sendte banken et påkrav, hvor gælden blev opgjort til 674.247,19 kr. med tillæg af ikke-forældede renter. Via advokaten fastholdt klageren sine indsigelser.

Den 13. november 2007 sendte banken endnu et påkrav til klageren. Banken anførte bl.a.:

"…

Pr. 1. januar 2008 træder der en ny lov om forældelse af fordringer i kraft. Dette brev sendes som påkrav i henhold til de nugældende forældelsesregler og medfører således udsættelse af forældelsesfriten på den anførte gæld.

…"

Parternes påstande.

Den 4. november 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal give hende saldokvittering for kravet.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at det fremgår af Ankenævnets kendelse af 16. september 1997, at banken ikke havde overholdt sin underretningsforpligtelse i medfør af den dagældende bank- og sparekasselovs § 41. Banken har heller ikke efterfølgende dokumenteret, at underretningspligten blev overholdt. På trods af dette genfremsatte banken flere år efter sit krav om indfrielse af kautionen. Kravet må anses for bortfaldet, fordi hendes mulighed for regres mod M blev forringet som følge af den manglende underretning. Det er urimeligt, hvis hun pålægges bevisbyrden for, at bankens manglende overholdelse af underretningspligten medførte en forringelse af hendes regreskrav mod M.

Banken har forsøgt at vildlede ved at give hende indtryk af, at bankens krav var ufor­ældeligt efter de nye forældelsesregler. Banken har endvidere henvendt sig direkte til hende, selvom hun var repræsenteret ved advokat.

Gælden må være forældet, da der er gået mere end 20 år fra hendes underskrift på kautionen. En eventuel forlængelse af forældelsesfristen for bankens krav mod hende må i hvert fald forudsætte, at forældelsesfristen for hovedkravet er tilsvarende forlænget, og at der ikke er indtrådt forældelse for så vidt angår hendes regreskrav mod M.

Sydbank har anført, at klageren ikke har sandsynliggjort, at bankens eventuelle manglende overholdelse af underretningspligten har medført en forringelse af hendes mulighed for regres mod M.

Kravet mod klageren i henhold til kautionsforpligtelsen er ikke forældet, idet banken løbende har afbrudt forældelsesfristen ved påmindelse.

Det bestrides, at banken uberettiget har påberåbt sig de nye forældelsesregler i forsøg på at opnå en bedre retsstilling. Banken har alene afbrudt forældelsesfristen i henhold til den dagældende Danske Lovs 5-14-4, således at der pr. den 13. november 2007 løb en ny forældelsesfrist i forhold til klagerens kautionsforpligtelse over for banken. Påkravet blev alene afgivet for at sikre den længst mulige forældelsesfrist.

Det beklages, at banken et antal gange har rettet direkte henvendelse til klageren efter det tidspunkt, hvor hun var repræsenteret ved advokat. Dette har imidlertid ingen indflydelse på klagerens retlige stilling i relation til kautionsforpligtelsen.

Banken sendte den 9. februar 1995 en påmindelse til M om gælden og fik efterfølgende gennemført en fogedforretning den 29. februar 1996.

Banken har således på korrekt og sædvanlig vis afbrudt forældelsesfristen i forhold til såvel klageren som M.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ved kendelsen af 16. september 1997 lagde Ankenævnet til grund, at Sydbank ikke havde overholdt sin underretningsforpligtelse i medfør af den dagældende bank- og sparekasselovs § 41. Spørgsmålet om konsekvenserne af den manglende underretning blev imidlertid afvist, idet en afgørelse af, om klagerens regreskrav mod M herved var blevet forringet, ville forudsætte en nærmere bevisførelse. Der er ikke i forbindelse med nærværende sag fremkommet nye oplysninger, der kan føre til en anden vurdering. Ankenævnet finder imidlertid anledning til at bemærke, at bevisbyrden for, at klagerens mulighed for regres mod M ville have været større, hvis banken havde overholdt sin underretningspligt, påhviler klageren.

Såvel hovedkravet som kautionskravet var forud for ikrafttrædelsen af den nye forældelseslov (forældelsesloven) den 1. januar 2008 omfattet af den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4. For så vidt angår kautionskravet blev forældelsesfristen efter Danske Lovs 5-14-4 senest afbrudt ved Sydbanks brev af 13. november 2007. Forældelsen af hovedkravet blev efter det oplyste senest afbrudt i forbindelse med bankens fogedforretning mod M den 29. februar 1996. Hverken hovedkravet eller kautionskravet var således forældet ved forældelseslovens ikrafttræden, og da forældelse efter Danske Lovs 5-14-4 først ville indtræde efter den 1. januar 2011, følger det af overgangsreglen i forældelseslovens § 30, stk. 1, at forældelse tidligst indtræder denne dato. Hverken hovedkravet eller kautionskravet er således forældet.

Forud for ikrafttrædelsen af forældelsesloven var renter omfattet af den 5-årige forældelse efter forældelsesloven af 1908. Af overgangsreglen i forældelseslovens § 30, stk. 1, følger, at banken ved opgørelser af kravet, som finder sted inden udgangen af 2010, fortsat kan gøre krav på renter af hovedstolen, der er forfaldet inden for de seneste fem år.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.