Indsigelse om uansvarlig långivning og manglende vurdering af kreditværdighed, jf. kreditaftalelovens § 7 c vedrørende lån fra 2014 med efterfølgende forhøjelser. Indsigelse om mangelfuld rådgivning og spørgsmål om forældelse.
| Sagsnummer: | 616/2025 |
| Dato: | 23-03-2026 |
| Ankenævn: | Helle Korsgaard Lund-Andersen, Inge Kramer, Signe Vejen Hansen, Rolf Høymann Olsen og Jørgen Lanng. |
| Klageemne: |
Kreditaftaleloven - øvrige spørgsmål
Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse om uansvarlig långivning og manglende vurdering af kreditværdighed, jf. kreditaftalelovens § 7 c vedrørende lån fra 2014 med efterfølgende forhøjelser. Indsigelse om mangelfuld rådgivning og spørgsmål om forældelse. |
| Indklagede: | AL Sydbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører Indsigelse om uansvarlig långivning og manglende vurdering af kreditværdighed, jf. kreditaftalelovens § 7 c vedrørende lån fra 2014 med efterfølgende forhøjelser. Indsigelse om mangelfuld rådgivning og spørgsmål om forældelse.
Sagens omstændigheder
Klageren, der er født i 1991, var kunde i AL Sydbank.
I august 2014 optog klageren et lån i AL Sydbank på oprindeligt 102.041 kr. Lånet skulle afvikles med 97 månedlige ydelser på 1.500 kr., første gang den 1. februar 2015. Renten på lånet var variabel, for tiden 8,5 % p.a. Klageren har oplyst, at lånet blev optaget i forbindelse med, at hun overtog restgælden på en bil, som hun havde ejet sammen med sin ekskæreste, i forbindelse med at parret gik fra hinanden. Hun var på daværende tidspunkt studerende på SU uden fuldtidsarbejde. Banken har oplyst, at det af kreditsagen fremgår, at klageren havde en årsindtægt på 149.000 kr. Banken var desuden i besiddelse af klagerens årsopgørelse for 2013. Af klagerens årsopgørelse for 2013 fremgår, at klageren havde en personlig indkomst på 101.347 kr., renteudgifter til pengeinstitut på 3.787 kr. og renteudgifter til offentlig gæld på 2 kr., gæld til ”realkredit, reallån, pengeinstitutter” på 157.559 kr. og gæld til Inddrivelsesmyndigheden på 462 kr. Banken har endvidere oplyst, at det fremgår af kreditsagen, at klageren havde en samlevende, som havde en årsindtægt på 162.000 kr.
Lånet blev forhøjet i december 2014 og i januar 2015. Banken har om lånet fra august 2014 og låneforhøjelserne oplyst, at banken indhentede oplysninger om klagerens økonomi, herunder hendes indkomst, at der blev foretaget sædvanlige kredit- og kreditværdighedsvurderinger, og at det af kreditsagen fremgår, at klageren ikke var registreret i RKI. Banken har endvidere oplyst, at banken på grund af den medgåede tid siden 2014 og 2015 ikke længere er i besiddelse af den dokumentation, som blev indhentet.
Den 19. december 2014 blev lånet forhøjet med 28.500 kr. til 131.467,76 kr. Den månedlige ydelse og renten forblev uændret. Banken har oplyst, at bankens kredit- og kreditværdighedsvurdering skete på baggrund af oplysninger om en årsindkomst for klageren på 131.000 kr. Der blev desuden lagt vægt på, at klageren ville blive færdiguddannet som sygeplejerske i februar 2015.
Den 12. januar 2015 blev lånet forhøjet med 15.000 kr. til 146.467,76 kr. Den månedlige ydelse og renten forblev uændret. Banken har oplyst, at bankens kredit- og kreditværdighedsvurdering skete på baggrund af oplysninger om en årsindkomst for klageren på 149.000 kr., og at det fremgår af kreditsagen, at klageren havde fået arbejde som sygeplejerske i Norge fra den 1. marts 2015.
I sagen er fremlagt en kreditaftale fra september 2015 om en trækningsret på 18.000 kr., som skulle nedbringes med 500 kr. hver 14. dag til udløb efter ca. et år og fire måneder samt en kreditaftale fra januar 2016 om en trækningsret på 25.000 kr., som skulle nedbringes med 500 kr. hver måned til udløb efter ca. fire år og en måned. Banken har fremlagt en udskrift fra sit system, hvoraf fremgår, at trækningsretten løbende blev nedskrevet, og at kreditten dermed var indfriet i marts 2020. Det fremgår endvidere, at klageren i perioden fra 2011 til september 2015 flere gange fik bevilget overtræk, herunder et overtræk på 30.000 kr. den 21. oktober 2014, som blev nedskrevet med 30.000 kr. den 22. december 2014. Klageren har fremlagt kontoudskrift vedrørende konto -752 for perioden 30. juli 2014 til den 12. august 2014.
Banken har oplyst, at klageren begyndte afviklingen på lånet som aftalt den 1. februar 2015, og at klageren fortsatte med at betale ydelserne på lånet rettidigt, dog at ydelsen for den 1. december 2024 først blev betalt den 9. december 2024, og at ydelsen for 1. juni 2025 først blev betalt den 26. juni 2025. Banken har fremlagt kontoudskrift vedrørende udlånskonto -177 for perioden 12. august 2014 til den 30. december 2025, hvoraf fremgår, at lånets restgæld var 53.774,92 kr. den 30. december 2025.
I sagen er endvidere fremlagt klagerens årsudskrifter fra banken for årene 2014, 2017, 2021 og 2024.
Den 16. maj 2025 rettede klageren henvendelse til banken, da hun ønskede at indgå en akkord med banken. Klageren tilbød 30.000 kr. til fuld og endelig betaling af lånet. Banken afslog klagerens akkordforslag. Den 3. juni 2025 forhøjede klageren sit tilbud til 40.000 kr. til fuld og endelig betaling af lånet. Den 18. juni 2025 afslog banken klagerens akkordforslag. Den 12. november 2025 tilbød klageren 35.000 kr. til fuld og endelig betaling af lånet. Banken afslog klagerens akkordforslag.
Parternes påstande
Den 30. november 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at AL Sydbank A/S skal tilpligtes at nedsætte gælden eller annullere dele af den.
AL Sydbank A/S har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at banken skal tilpligtes at nedsætte gælden eller annullere dele af den som følge af uansvarlig långivning og utilstrækkelig rådgivning. Banken bevilgede det oprindelige lån i august 2014, låneforhøjelserne i december 2014 og januar 2015 og de efterfølgende kreditudvidelser uden tilstrækkelig rådgivning, uden reel vurdering af hendes betalingsevne og uden, at banken sikrede sig, at hun som ung kunde kunne overskue konsekvenserne.
Hun spurgte banken, om hun kunne overtage bilen. Banken oprettede et billån på 102.041 kr. Der blev ikke lavet noget budget, og banken spurgte ikke ind til, hvordan hun ville kunne betale et så stort lån tilbage på en SU-indkomst. Hun fik heller ikke rådgivning om konsekvenserne ved at stå alene med hele restgælden. Banken gennemgik ikke bilens værdi med hende og nævnte ikke risikoen for, at gælden kunne være større end bilens reelle værdi.
Ved låneforhøjelserne i december 2014 og januar 2015 var hun stadig på SU og midt i en meget ustabil økonomisk periode, hvilket banken kunne se i hendes kontoaktivitet, hvor der var overtræk. Der blev heller ikke i forbindelse med forhøjelserne udarbejdet budget, spurgt til hendes betalingsevne eller rådgivet om konsekvenserne af at øge gælden. I september 2015 og i januar 2016 bevilgede banken hende yderligere kredit i en periode, hvor banken vidste, at hun havde lav indkomst, at hun ofte var i overtræk, og at hun allerede havde svært ved at betale renter og afdrag på lånet.
Rådgivningen var ikke tilstrækkelig, set i lyset af hendes alder, økonomiske situation, at hun var studerende, som følge af manglende budget og manglende advarsler, de høje renter, den meget langsomme afbetaling samt hendes betalingsevne på daværende tidspunkt. Banken burde have lavet et budget, vurderet hendes betalingsevne og rådgivet hende langt mere grundigt, særligt når hun kun var på SU og uden fast indkomst. Hun var ung og uerfaren og stolede fuldt ud på, at banken ikke ville bevilge lån, der ikke var realistiske for hende. Hun har aldrig optaget lån i kviklånsfirmaer og troede, at hun var “i sikre hænder”, når hun kun har holdt sig til banken.
Banken anfører, at der blev foretaget en “sædvanlig kredit- og kreditværdighedsvurdering” ved lånets oprettelse i 2014. Dette bestrides. Banken kan ikke dokumentere det eller redegøre for, hvordan vurderingen skulle være foretaget og har ikke fremlagt i dokumentation for rådgivning, budget eller rådighedsberegninger. Hun oplevede ikke nogen rådgivning eller kreditvurdering ved lånets etablering. Hun blev ikke bedt om at gennemgå sit budget, sin SU-gæld, sine faste udgifter, eller hvordan lånet skulle afvikles og konsekvenserne herved.
Hvis der var blevet foretaget en reel kreditvurdering, burde den have taget højde for, at hun var 22 år og studerende, at hun alene havde SU som indkomst, og at hun allerede havde SU-gæld (157.559 kr.), som fremgår af hendes årsopgørelse fra 2013. Der blev heller ikke taget højde for, at hun efter overtagelsen af bilen skulle stå alene med driftsomkostninger, husleje og transport. Banken nævner hendes tidligere samlevers indkomst, som ikke er relevant for vurderingen af hendes betalingsevne.
At der blev betalt 1.500 kr. om måneden i mange år, viser ikke, at kreditvurderingen var korrekt. Banken rykkede og truede med at lukke hendes konto, hvis hun ikke betalte til tiden. Hun prioriterede derfor betalingen til banken, mens anden gæld voksede. Hun har indbetalt over 180.000 kr. til banken. Renten har igennem årene ligget meget højt – mellem ca. 8,5 % og 11,7 % om året.
Sagen er ikke forældet. Lånet er ikke et afsluttet forhold. Hun betaler stadig til banken i dag, og renter tilskrives fortsat. Der er tale om et løbende kontraktforhold og løbende skadevirkning, ikke en engangsdisposition. Hun var 22 år og studerende, da lånet blev stiftet. Hun havde ingen forudsætninger for at forstå konsekvenser ved at optage lånet, og hun blev heller ikke rådgivet herom. Det forstod hun først efter mange års afvikling, hvor afdraget ikke stod mål med lånets størrelse. Hvis forældelse regnes fra 2014, betyder det i praksis, at banker kan undgå ansvar for rådgivning ved at lade et lån køre i årevis. Dette strider mod forbrugerbeskyttelse.
AL Sydbank A/S har anført, at banken foretog en kreditværdighedsvurdering af klageren i forbindelse med optagelsen af lånet samt de to efterfølgende forhøjelser. I den forbindelse indhentede banken oplysninger om klagerens økonomiske forhold, herunder indtægtsforhold, årsopgørelse, oplysninger fra RKI, og banken tog højde for, at klageren ved påbegyndelsen af afviklingen af lånet var nyuddannet sygeplejerske og havde fået arbejde som sygeplejerske i Norge.
Efter kreditaftalelovens § 7 c skal en kreditværdighedsvurdering foretages med henblik på at vurdere, om forbrugeren vil være i stand til at betale de aftalte renter og afdrag, og ikke med henblik på at vurdere kreditgiverens tabsrisiko. Klageren har med enkelte undtagelser betalt ydelserne på lånet rettidigt i mere end ti år, hvilket understøtter, at den foretagne kreditværdighedsvurdering var korrekt. Den medgåede tid har jo netop vist, at klageren var i stand til at betale de aftalte afdrag som forudsat i kreditaftalen.
Efter gældende retspraksis er det alene grove tilsidesættelser af kreditgivers pligt til at foretage en kreditværdighedsvurdering, der kan føre til, at en kreditaftale helt eller delvist tilsidesættes som ugyldig efter aftalelovens § 38 c, jf. § 36. Udgangspunktet i praksis er således, at kreditaftaler ikke tilsidesættes. Det udgangspunkt skal også fastholdes i denne sag, da banken foretog en tilstrækkelig kreditværdighedsvurdering af klageren.
Vurderingen blev foretaget i overensstemmelse med bankens interne retningslinjer. Der blev indhentet oplysninger om klagerens økonomi, herunder indtægt, øvrig gæld, RKI-oplysninger og årsopgørelse. Banken er imidlertid ikke længere i besiddelse af de dokumenter, der dannede grundlag for vurderingen, som følge af den forløbne tid siden ultimo 2014 og primo 2015. At dokumenterne ikke længere foreligger, kan ikke lægges banken til last.
Klagerens indsigelser vedrørende mangelfuld rådgivning i forbindelse med optagelsen af lånet i 2014 og de senere forhøjelser er forældet, idet der er forløbet mere end tre år siden rådgivningstidspunkterne, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.
Det beror på bankens kreditmæssige vurdering, om banken vil acceptere et akkordforslag. Banken har tre gange afslået klagerens forslag og er fortsat ikke indstillet på at indgå en akkord. Ankenævnet kan ikke pålægge banken at acceptere en akkord.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren, der er født i 1991, var kunde i AL Sydbank.
I august 2014 optog klageren et lån i AL Sydbank på oprindeligt 102.041 kr. Klageren har oplyst, at lånet blev optaget i forbindelse med, at hun overtog restgælden på en bil, som hun havde ejet sammen med sin ekskæreste, i forbindelse med at parret gik fra hinanden. Lånet blev forhøjet i december 2014 og i januar 2015 til henholdsvis 131.467,76 kr. og 146.467,76 kr. Lånet skulle afvikles med 1.500 kr. pr. måned, første gang den 1. februar 2015. Renten på lånet var variabel, for tiden 8,5 % p.a.
I september 2015 fik klageren en trækningsret på 18.000 kr., som i januar 2016 blev forhøjet til 25.000 kr. Trækningsretten blev løbende nedskrevet, og kreditten var dermed indfriet i marts 2020.
Banken har oplyst, at klageren begyndte afviklingen på lånet som aftalt den 1. februar 2015, og at klageren fortsatte med at betale ydelserne på lånet rettidigt, dog at ydelsen for den 1. december 2024 blev betalt den 9. december 2024, og at ydelsen for 1. juni 2025 blev betalt den 26. juni 2025. Den 30. december 2025 udgjorde lånets restgæld 53.774,92 kr.
Klageren har anført, at bankens rådgivning og kreditværdighedsvurdering var utilstrækkelig. Banken foretog ikke reel vurdering af hendes betalingsevne og sikrede sig ikke, at hun som ung kunde kunne overskue konsekvenserne. Ved låneforhøjelserne i december 2014 og januar 2015 var hun stadig på SU og var i en ustabil økonomisk periode.
For så vidt angår klagen vedrørende rådgivningsansvar i forbindelse med lån og trækningsret i perioden fra august 2014 til januar 2016, følger det af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Efter forældelseslovens § 3, stk. 2, skal forældelsesfristen, hvis fordringshaveren er ubekendt med kravet, regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet. Det fremgår af forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, jf. § 2, at den absolutte forældelsesfrist for rådgivningsansvar er ti år regnet fra rådgivningstidspunktet.
Ankenævnet finder, at klageren på et tidspunkt før november 2022 havde eller burde have haft kendskab til konsekvenserne af bankens rådgivning og hendes eventuelle erstatningskrav mod banken. Ankenævnet finder derfor, at et eventuelt krav vedrørende mangelfuld rådgivning var forældet efter den treårige forældelsesfrist den 30. november 2025, hvor klageren indgav klagen over AL Sydbank til Ankenævnet, og at et eventuelt krav vedrørende rådgivningen i perioden fra august 2014 til 1. februar 2015 endvidere var forældet efter den tiårige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen vedrørende bankens rådgivningsansvar.
Efter kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, skal kreditgiveren inden kreditaftalens indgåelse vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren, og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser. Før enhver væsentlig forhøjelse af det samlede kreditbeløb skal kreditgiveren atter vurdere forbrugerens kreditværdighed, jf. bestemmelsens stk. 2. Kreditaftalelovens § 7 c gennemfører artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler mv.
Der er ikke fastsat nærmere regler om, hvilke oplysninger kreditgiveren skal indhente til brug for vurderingen af forbrugerens kreditværdighed i henhold til kreditaftalelovens § 7 c.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at kreditgiveren altid skal indhente fyldestgørende oplysninger og på baggrund af disse oplysninger foretage en vurdering af forbrugerens kreditværdighed, og at oplysningerne efter kreditgiverens skøn kan indhentes hos forbrugeren og ved søgning i relevante databaser, f.eks. hos kreditoplysningsbureauer (Folketingstidende 2009-10, tillæg A, lovforslag nr. L 91, side 51).
Efter forarbejderne til kreditaftalelovens § 7 c kan tilsidesættelse af pligten til at foretage behørig kreditværdighedsvurdering sanktioneres med påbud eller danne grundlag for politianmeldelse. Bestemmelsen regulerer derimod ikke det aftaleretlige spørgsmål i forbindelse med kreditaftalens ugyldighed.
Ankenævnet finder, at en eventuel tilsidesættelse af pligten efter kreditaftalelovens § 7 c kan indgå ved vurderingen af, om en låneaftale skal tilsidesættes helt eller delvis i medfør af aftalelovens regler, navnlig § 38 c, jf. § 36. Det bemærkes, at såfremt en låneaftale erklæres ugyldig på grund af tilsidesættelse af kreditaftalelovens § 7 c, vil det medføre, at hver part skal tilbagelevere det modtagne, således at låntageren skal tilbagebetale lånebeløbet med fradrag af eventuelt betalte renter og gebyrer.
En kreditgivers vurdering af en forbrugers kreditevne beror på et skøn, og det er derfor ikke ethvert svigt i denne vurdering, der kan føre til en tilsidesættelse af kreditaftalen som ugyldig. Det er i retspraksis lagt til grund, at der efter kreditaftalelovens § 7 c og
forarbejderne hertil skal foreligge en vis grovere tilsidesættelse af pligten fra kreditgivers side til at foretage kreditvurdering, hvis en kreditaftale helt eller delvist skal tilsidesættes som ugyldig i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Banken har oplyst, at den i forbindelse med lånet fra august 2014 og låneforhøjelserne indhentede oplysninger om klagerens økonomi, herunder hendes indkomst, og at der blev foretaget sædvanlige kredit- og kreditværdighedsvurderinger. Banken har endvidere oplyst, at det af kreditsagen fremgår, at klagerens indkomst på tidspunktet for lånet og låneforhøjelserne var henholdsvis 149.000 kr., 131.000 kr. og 149.000 kr., og at klageren var ikke registreret i RKI. Banken lagde vægt på, at klageren ville blive færdiguddannet som sygeplejerske i februar 2015.
Ankenævnet lægger efter det oplyste til grund, at banken på grundlag heraf foretog kreditværdighedsvurderinger af klageren. På grund af den medgåede tid finder vi ikke, at det kan bebrejdes banken, at den ikke længere er i besiddelse af de dokumenter, der lå til grund for bankens kreditværdighedsvurderinger af klageren.
Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder at klageren har betalt de i henhold til låneaftalerne aftalte månedlige ydelser siden februar 2015 og nedbragt trækningsretten som aftalt, finder nævnet ikke, at der er godtgjort sådanne omstændigheder, som kan begrunde, at låneaftalerne eller aftalerne om trækningsret kan tilsidesættes helt eller delvist som ugyldige i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Ankenævnet finder, at det beror på bankens egen kreditmæssige afgørelse, om den vil acceptere en akkordordning.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.