Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Medvirken ved bodeling.

Sagsnummer: 623/1993
Dato: 02-05-1994
Ankenævn: Peter Blok, Bjørn Bogason, Lars Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne: Rådgivning - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Medvirken ved bodeling.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I efteråret 1990 blev klageren separeret fra sin ægtefælle. I ægteskabet var almindeligt formuefællesskab; ægtefællen drev i selskabsform en erhvervsvirksomhed. En medarbejder hos indklagede var bestyrelsesmedlem i selskabet. I forbindelse med drøftelse af bodelingsoverenskomst afholdtes hos klagerens advokat et møde, hvori indklagedes medarbejder deltog. På mødet blev indgået bodelingsoverenskomst.

Klageren søgte efterfølgende bodelingsoverenskomstens vilkår ændret og anlagde i denne forbindelse retssag. Indklagede har oplyst, at sagen angik værdiansættelsen af aktiekapitalen i ægtefællens selskab, og at der i denne forbindelse blev udpeget en sagkyndig vurderingsmand. Umiddelbart inden sagens domsforhandling hævede klageren sagen.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand ifølge klageskemaet om "erstatning for mit tab, via en forsikring eller fond, om en sådan findes".

Indklagede har nedlagt påstand principalt om frifindelse, subsidiært afvisning.

Klageren har anført, at på mødet hos hendes advokat redegjorde indklagedes medarbejder for en fremlagt opgørelse. Dokumentet var ikke udarbejdet efter gældende regler. Som følge af en efterfølgende gældsætning blev aktiverne forringet i betydelig grad. I forbindelse med sagen om ændring af bodelingsoverenskomsten blev det oplyst, at der var tale om en sagsgenstand i millionklassen, og hun skønner selv, at der er tale om 1,5-2 mio. kr. Som aktionær hos indklagede bør man kunne kræve oplyst, om banken har en forsikring/fond til at dække tab.

Indklagede har anført, at hvorvidt indklagede er forsikret eller råder over en fond er sagen uvedkommende, og har opfordret klageren til at fremlægge dokumenter, der er relevante for sagen, samt redegøre for, hvilke erstatningsbeløb, som kræves betalt af indklagede.

Subsidiært finder indklagede, at sagen bør afvises efter Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 3, da den vedrører et erhvervsmæssigt forhold.

Ankenævnets bemærkninger:

Efter det foreliggende finder Ankenævnet det ikke godtgjort eller blot sandsynliggjort, at der i forbindelse med klagerens bodeling er begået fejl, for hvilke indklagede er erstatningsansvarlig.

Der er ikke grundlag for at pålægge indklagede at oplyse klageren om sine forsikringsforhold m.v.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.