Hæftelse for underskud på budgetkonto.
| Sagsnummer: | 291/2014 |
| Dato: | 11-11-2015 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Søren Geckler, Troels Hauer Holmberg, Anita Nedergaard, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Afvisning - domstol § 5, stk. 1, litra e
Budgetkonto - overtræk |
| Ledetekst: | Hæftelse for underskud på budgetkonto. |
| Indklagede: | Nordjyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Sagen vedrører blandt andet klagerens indsigelse mod hæftelse for underskud på budgetkonto samt mod bankens administration af hendes budget.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nørresundby Bank (nu Nordjyske Bank), hvor hun blandt andet havde en lønkonto med et tilknyttet dankort og en tilknyttet kredit, en boligkredit og en budgetkonto med en tilknyttet kredit. Banken havde til sikkerhed for engagementet pant i et ejerpantebrev i klagerens ejendom.
Banken har oplyst, at klageren havde haft en budgetkonto i banken siden 1999. I en periode indtil januar 2012 var der en kredit på 6.000 kr. knyttet til budgetkontoen. I januar 2012 blev kreditten forhøjet til 20.500 kr., jf. kreditkontrakt underskrevet af klageren den 19. januar 2012.
Banken har fremlagt kontoudskrifter for budgetkontoen, hvoraf fremgår, at saldoen den 12. april 2010 var negativ med 12.054 kr., den 11. april 2011 var negativ med 14.768 kr., den 10. april 2012 var negativ med 17.193 kr., den 5. april 2013 var negativ med 18.248 kr. og den 1. april 2014 var negativ med 21.343 kr.
Banken har oplyst, at der var tale om en konto med et tilknyttet budgetskema udfærdiget af banken samt en løbende ajourføring heraf. Banken beregnede sig et årligt gebyr herfor, der i årene 2010 og 2011 udgjorde 600 kr. og i årene 2012 og 2013 udgjorde 650 kr. Banken beregnede sig ikke noget gebyr i 2014.
Banken har endvidere oplyst, at klageren selv havde fuld råderet over kontoen, herunder adgang til at hæve via netbank og i kassen.
Den 28. marts 2014 sendte banken klageren et brev, hvori den oplyste, at hun fik en ny rådgiver i banken.
Den 17. juni 2014 var klageren til møde i banken med sin nye rådgiver. Banken har oplyst, at det fremgår af bankens mødereferat, at der blev foretaget en budgetgennemgang. Det fremgår endvidere, at den meddelte klageren, at det med hendes daværende udgifter var nødvendigt at forhøje overførslen fra lønkontoen til budgetkontoen til 9.000 kr. pr. måned for at holde saldoen på budgetkontoen under maksimum på 20.500 kr. Klageren oplyste imidlertid, at hun ingen ændringer ønskede, idet hun nok skulle få det til at løbe rundt.
Banken har oplyst, at klageren på mødet endvidere oplyste, at hun havde forsøgt at sælge sit hus uden held. Ved et eventuelt salg til udbudsprisen, ville der komme et negativt provenu på 53.000 kr. Hun orienterede samtidig banken om, at hun havde en tvist med en ejendomsmægler, hvor hun forventede at blive dømt til at betale 17.000 kr. Banken orienterede hende i den forbindelse om, at hun ikke skulle forvente, at den ville finansiere det negative provenu ved ejendomssalget og hendes gæld til ejendomsmægleren.
Den 27. august 2014 flyttede klageren sin lønkonto (nemkonto) til et andet pengeinstitut. Få dage efter flyttede hun lønkontoen (nemkontoen) tilbage til Nørresundby Bank (nu Nordjyske Bank). I den forbindelse blev hendes dankort ændret til et MasterCard Debit og hendes adgang til netbank blev ændret til en forespørgselsadgang.
Klageren betalte i starten af hver måned 340 kr. fra budgetkontoen til en pensionsopsparing i et andet pengeinstitut. I forbindelse med flytningen og tilbageflytningen af lønkontoen blev pensionsoverførslen udskudt nogle dage til den 5. september 2014, hvor den blev gennemført.
Den 10. september 2014 indgav klageren en klage til Ankenævnet.
Den 15. oktober 2014 afviste banken en betaling fra budgetkontoen til et vandværk på 1.772,83 kr. på grund af manglende dækning.
Den 11. november 2014 afleverede klageren et brev til banken, hvori hun opsagde ”sin forbindelse” til banken og afleverede sit MasterCard. Hun afleverede ligeledes nøgler og matrikelkort til sin ejendom og ønskede banken ”held og lykke med salget af huset på adressen” og oplyste, at hun nu stoppede med at betale terminer/lån. Banken forsøgte herefter at returnere nøglerne til klageren.
Efterfølgende stoppede klageren med at betale ydelser på et realkreditlån i ejendommen, hvorefter der blev berammet tvangsauktion. Banken har oplyst, at tvangsauktionen blev tilbagekaldt, da det blev vurderet, at ejendommen ikke ville kunne sælges på en tvangsauktion, idet realkreditinstituttet, der havde pant i ejendommen, ikke ønskede at overtage ejendommen.
Efter klagerens ”opsigelse” af engagementet i banken, overførte banken klagerens engagement, herunder en gæld på budgetkontoen på 17.554 kr., til en inkassokonto og overgav engagementet med klageren til retlig inkasso. Den 20. maj 2015 opnåede banken udeblivelsesdom over klageren for et beløb på 216.174,27 kr., med tillæg af renter på 18 % p.a. fra den 27. januar 2015, rykkergebyr på 100 kr., inkassogebyr på 100 kr. samt sagsomkostninger på 9.180 kr. Beløbet på 216.174,27 kr. udgjorde ifølge det oplyste gælden på lønkontoen, budgetkontoen og boligkreditten.
Parternes påstande
Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Nordjyske Bank skal dække underskud på 20.000 kr. på budgetkontoen, og at øvrig gæld til banken skal indfries ved salg af hendes ejendom.
Nordjyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun, efter at hun havde fået ny rådgiver, konstaterede en negativ saldo på budgetkontoen, hvilket der aldrig havde været før.
Banken skal dække denne negative saldo, idet hun har betalt banken i dyre domme for at administrere hendes penge og holde øje med, om der manglede penge på budgetkontoen. Hun betalte 2.800 kr. om året for dette. Hun kunne ikke selv disponere over budgetkontoen, og underskuddet skyldes udelukkende dårlig rådgivning fra banken, idet den har fejlet i administrationen af hendes midler, selv om der hele tiden har været penge på kontoen.
Det kan ikke være rigtigt, at hun også selv var nødt til at kontrollere, om hendes regninger blev betalt, så hun ikke fik rykkere, og at banken ”udtog” de udgifter fra budgetkontoen, som den ikke syntes, at hun havde råd til at betale.
Banken har modarbejdet hende lige siden hun fik ny rådgiver og ikke sørget for, at der var tilstrækkeligt med penge på budgetkontoen til at betale hendes regninger. Indtil da betalte hun altid sin gæld til banken og havde aldrig problemer med banken. Hendes nye rådgiver mente imidlertid, at hun skulle overføre så stort et beløb til budgetkontoen, at hun herefter ikke ville have tilstrækkelige midler at leve for.
Hun havde haft sit hus til salg i fire år uden held og havde et godt samarbejde med sin tidligere rådgiver. Da hun fik ny rådgiver, gik hussalget i stå, idet banken ville bestemme salgsprisen på huset, så hun blev stavnsbundet. Banken tvang hende dermed til at stoppe med at betale terminer, og hun fraflyttede herefter huset og afleverede nøgler og matrikelkort til banken, så den kunne sælge huset.
Nordjyske Bank har anført, at den indtil juni 2014 hjalp klageren med at styre hendes budget, og at den ikke har handlet ansvarspådragende i forbindelse hermed. Klageren betalte et årligt gebyr herfor på 650 kr. i årene 2012 og 2013. Det beror på en misforståelse, at hun betalte 2.800 kr. herfor om året. Der var budgetteret med 2.800 kr. til renter i klagerens budget for 2014/2015, da hun havde en kredit tilknyttet budgetkontoen.
På mødet i juni 2014 ønskede klageren ikke at forhøje overførslen til budgetkontoen, selv om banken oplyste, at det var nødvendigt for at betale hendes daværende udgifter.
Indtil august 2014 havde klageren selv adgang til at disponere over budgetkontoen via netbank og i kassen. Gælden på budgetkontoen er anvendt til at betale klagerens udgifter, og hun kan ikke kræve, at banken dækker denne gæld.
Den 20. maj 2015 har banken fået dom for sit krav mod klageren, blandt andet for gælden på budgetkontoen.
Det bestrides, at banken har tvunget klageren til at sælge ejendommen. Da klageren afleverede nøglerne til banken i november 2014, var der ikke restancer vedrørende klagerens gæld i ejendommen, og hun ville kunne være blevet boende i ejendommen. Hun valgte selv at stoppe med at betale på sin gæld i ejendommen.
Det har ikke været muligt for klageren at sælge ejendommen i fri handel.
Banken har ikke mulighed for at sælge ejendommen på en sådan måde, at klagerens gæld kan indfries. Det er heller ikke bankens opgave. Banken er dog naturligvis interesseret i at minimere sit tab.
Den af realkreditinstituttet berammede tvangsauktion blev tilbagekaldt, idet realkreditinstituttet ikke ønskede at byde på ejendommen i forbindelse med en tvangsauktion.
Ankenævnets bemærkninger
I september 2014 indgav klageren en klage til Ankenævnet i forbindelse med sit bestående engagement i Nørresundby Bank (nu Nordjyske Bank). I november 2014 opsagde hun sit kundeforhold i banken og afleverede nøglerne til sin ejendom til banken med henblik på, at banken som panthaver kunne sælge hendes ejendom bedst muligt.
I januar 2015 præciserede klageren på foranledning af Ankenævnets sekretariat, at klagen vedrørte underskuddet på hendes budgetkonto og indfrielse af hendes øvrige gæld til banken ved salg af hendes ejendom.
Det fremgår af sagen, at banken den 20. maj 2015 opnåede udeblivelsesdom for sit krav mod klageren, blandt andet for gælden på budgetkontoen. Spørgsmålet om klagerens hæftelse for gælden på budgetkontoen anses derfor for afgjort ved afsigelse af ovennævnte dom, og Ankenævnet afviser denne del af klagen i henhold til nævnets vedtægter § 5, stk. 1.
Vedrørende salget af klagerens ejendom, fremgår det af sagen, at det ikke har været muligt for klageren at sælge ejendommen i fri handel, samt at den af realkreditinstituttet berammede tvangsauktion blev tilbagekaldt, idet realkreditinstituttet ikke ønskede at byde på ejendommen i forbindelse med en tvangsauktion.
Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort, at banken som panthaver i ejendommen har udvist en ansvarspådragende adfærd.
Klageren får derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Ankenævnets afgørelseKlagen vedrørende underskuddet på budgetkontoen afvises i medfør af vedtægternes § 5, stk. 1.