Indfrielseskurs.
| Sagsnummer: | 375/1990 |
| Dato: | 28-12-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Hans Rex Christensen, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Pantebreve - indfrielse
|
| Ledetekst: | Indfrielseskurs. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I januar 1990 rettede klageren gennem en ejendomsmægler forespørgsel til en afdeling af Unibank om indfrielseskursen på et pantebrev, der indestod i klagerens faste ejendom, og som opbevaredes i depot i den pågældende Unibank afdeling. Ved påtegning af 19. januar 1990 på en skrivelse fra ejendomsmægleren meddelte afdelingen, at pantebrevet kunne indfries til kurs 95. Pantebrevets restgæld var pr. 11. december 1989 95.643,19 kr.
Klagerens ejendom solgtes ved slutseddel af 7. april 1990, og den 16. april 1990 indgik klageren aftale med indklagede om, at indklagede skulle forestå ompriotering af ejendommen og hjemtagelse af et kreditforeningslån på 580.000 kr. Den 23. april 1990 modtog indklagede fra ejendomsmægleren diverse dokumenter vedrørende omprioriteringen, herunder skrivelsen med påtegningen af 19. januar 1990.
Kreditforeningslånet udbetaltes den 27. april 1990, og ved skrivelse af 7. maj 1990 til Unibank indfriede indklagede pantebrevet til kurs 100.
Efter at klageren har brevvekslet med indklagede vedrørende berettigelsen af, at indklagede har indfriet det omhandlede pantebrev til kurs 100 i stedet for kurs 95, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham kursdifferencen mellem 95 og 100, eller i alt 4.782,15 kr.
Indklagede har nedlagt påstand principalt om frifindelse, subsidiært om afvisning i medfør af vedtægternes § 7.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at pantekreditor den 19. januar 1990 har meddelt, at pantebrevet kunne indfries til kurs 95. Dette tilbud er ikke tidsbegrænset, og en salgstid på 3 - 4 måneder er ikke usædvanlig. Der foreligger ikke dokumentation for, at indklagede har forsøgt at indfri det omstridte pantebrev til kurs 95, og klageren finder, at det er sagen uvedkommende, at ejendommen ikke var blevet solgt, hvis indfrielse af pantebrevet ikke havde fundet sted. Den af ham givne fuldmagt til indklagede var afgivet på basis af bl.a. det fremsatte kurstilbud, således som det fremgår af de fra ejendomsmægleren fremsendte dokumenter.
Indklagede har til støtte for den principale påstand anført, at kurstilbudet blev indhentet, da ejendommen i januar måned blev sat til salg, men at ejendommen først blev solgt i april. Indklagede rettede telefonisk henvendelse til depotbanken vedrørende muligheden for at indfri til kurs 95, hvilket afvistes. Et kurstilbud afgivet den 16. januar 1990 kan ikke uden særlig aftale accepteres i maj måned 1990, jf. aftalelovens regler. At forespørgslen alene er sket telefonisk, er ganske i overensstemmelse med indklagedes sædvanlige praksis på dette område. Den af klageren afgivne fuldmagt var en helt generel fuldmagt til omprioritering og var ikke betinget af indfrielse til kurs 95 af omtalte pantebrev. Indklagede burde have orienteret klageren om differencen, men indklagede havde fuldmagt til at omprioritere ejendommen, og havde stillet garanti over for kreditforeningen. Havde klageren nægtet at indfri omtalte pantebrev til kurs 100, havde han derved tilbagekaldt sin fuldmagt, og indklagedes garanti overfor kreditforeningen var blevet effektiv - og ejendommen var ikke blevet solgt.
Til støtte for for afvisningspåstanden har indklagede henvist til, at afgørelsen beror på en bevismæssig vurdering.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede, som havde fået overleveret skrivelsen med indfrielsestilbudet af 19. januar 1990, burde ikke have indfriet pantebrevet til kurs 100 uden først at forelægge spørgsmålet for klageren. Det må imidlertid lægges til grund, at pantekreditor ikke længere var bundet af det afgivne tilbud, og det må anses for usandsynligt, at der efter ejendommens salg kunne opnås et nyt tilsvarende tilbud fra pantekreditor.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.