Indsigelse om uansvarlig långivning og om manglende vurdering af kreditværdighed i 2007
| Sagsnummer: | 226/2020 |
| Dato: | 11-05-2021 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Jesper Claus Christensen, Jimmy Bak, Morten Bruun Pedersen, Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Forældelse - øvrige spørgsmål
Kreditaftaleloven - øvrige spørgsmål Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse om uansvarlig långivning og om manglende vurdering af kreditværdighed i 2007 |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelser om uansvarlig långivning og manglende vurdering af kreditværdighed.
Sagens omstændigheder
Klageren er kunde i Danske Bank.
I 2007 købte klageren, der er født i 1981, sammen med sin far, SP, og faderens ægtefælle, LP, en ejendom for en købesum på 4.450.000 kr. Købet blev finansieret delvist ved egenbetaling og delvist ved optagelse af lån henholdsvis et realkreditlån, pålydende 2.830.000 kr., og et Danske Prioritet Plus lån, pålydende 772.000 kr. Pantebrevene vedrørende de to lån blev den 17. juli 2007 underskrevet af både klageren, SP og LP som debitorer.
Klageren ejede et kolonihavehus som blev sat til salg, idet klageren skulle bruge provenuet som egenbetaling i forbindelse med ejendomskøbet.
Banken har oplyst, at der blandt andet er noteret følgende i deres kreditsystemer:
” [Klageren] ejer kolonihave, den var som sådan solgt, men køber sprang fra, og lige nu er det ikke tid at sælge i, så mægler regner med omkring påske.
[Klageren] har med sin far og dennes hustru købt stor ejendom i […], [klageren] ejer 1/3, det er i den forbindelse denne kredit er oprettet, da [klageren] skal indskyde sin del.
Skulle kolonihaven mod forventning ikke indbringe det den er til salg for, laves privatlån på differencen, dette er forhånds godkendt.”
Banken har oplyst, at der blev bevilget en boligsalgskredit på 400.000 kr. på klagerens konto -921 til brug for klagerens indskud for ejendommen, indtil kolonihavehuset blev solgt. Der blev ikke oprettet nogen skriftlig aftale om kreditten.
Af kontoudskrift af 31. december 2007 for konto -921 fremgår et kreditmaksimum på 400.000 kr. Den 2. november 2007 blev der hævet 320.747 kr. med posteringsteksten ”afregning [SP]og [LP]”.
I slutningen af 2008 blev kolonihavehuset solgt for 800.000 kr. Klageren har anført, at salgssummen dækkede hans gæld. Banken har anført, at der skulle oprettes et boliglån til indfrielse af kredit -921.
Den 30. november 2008 underskrev klageren et gældsbrev vedrørende et boliglån på 500.000 kr. Rentesatsen på boliglånet var variabel, for tiden 10,000 % p.a.
Banken har oplyst, at der blandt andet er noteret følgende i deres kreditsystemer i forbindelse med bevillingen af boliglånet:
” Skal indfri kredit [--891] tkr. 25 samt danske basis [-921] tkr. 416 samt overføre mgl mdl indbetalinger til fælles budgetkonto.”
Det fremgår af kontoudskrift af 31. december 2008 for klagerens budgetkonto -9100, at boliglånet på 500.000 kr. minus stiftelsesomkostninger på 1.500 kr. blev indsat på kontoen den 27. november 2008 i henhold til gældsbrevet for boliglånet.
Derudover fremgår det af kontoudskrift af 31. december 2008 for klagerens budgetkonto -9100, at der er foretaget flere transaktioner henholdsvis overførsel af 24.000 kr. til klagerens konto -891, overførsel af 425.000 kr. til klagerens boligsalgskreditkonto -921 og overførsel af 28.800 kr. til ”Fonds mdr. fælles budget”.
I 2018 blev ejendommen solgt med provenu. Det fremgår af ”Aftale om ekspedition af sælgersag og indfrielse af lån ved salg af ejendom”, som klageren, SP og LP indgik med banken, at et overskydende provenu skulle indsættes med 33 pct. på klagerens konto -359 (boliglånet) og 67 pct. på konto -517.
Den 23. maj 2018 blev der med posteringsteksten ”provenu” indsat 91.855,49 kr. på boliglånet, som herefter havde en saldo på -266.551,95 kr.
Banken har med virkning fra den 5. oktober 2020 pr. kulance valgt at sætte renten ned til for tiden 7,5%. Renten er fortsat variabel i henhold til gældsbrevet på 500.000 kr.
Parternes påstande
Den 20. juni 2020 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal tilbagebetale et beløb, svarende til hans optagne lån på 500.000 kr. samt rente og gebyrer, minus beløbet til stempelafgift og hans del af udbetalingen på huset.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han fik dårlig rådgivning, og at han ikke blev kreditvurderet inden optagelsen af boliglånet på 500.000 kr. i 2007.
Han har utallige gange igennem flere år og sidst den 29. april 2020 bedt om at få udleveret dokumenterne vedrørende boliglånet, men dokumenterne blev ikke udleveret, selvom banken gentagne gange lovede det.
Banken afskar ham herved fra at undersøge hvorfor han skulle låne så meget med en så høj rente. Banken burde have fremskaffet dokumentation vedrørende alle transaktionerne, da han ikke havde adgang til dem på sin netbank efter så lang tid. Banken brugte GDPR reglerne for at undgå at oplyse om det.
Han har aldrig fået en forklaring på, hvorfor han alene skulle underskrive på lånet, og hvad pengene skulle bruges til. Nogle af pengene blev brugt til udbetalingen på huset, men et hus til 4.500.000 kr. krævede ikke en udbetaling på 1.500.000 kr., svarende til at alle købere skulle bidrage med 500.000 kr.
Lånet blev indsat på hans budgetkonto, hvorfra der blev overført 425.000 kr. til boligsalgskreditkontoen. Han har imidlertid aldrig haft kendskab til boligsalgskreditten.
Han burde ikke være den eneste, som havde en gæld på 366.000 kr. efter salget af huset, eftersom de var tre personer, der købte det.
Hele overskuddet på 300.000 kr. fra salget af huset burde være blevet overført til at dække restgælden på boliglånet.
Han har betalt næsten 800.000 kr. på boliglånet på 500.000 kr., og han skylder stadigvæk 210.000 kr., hvilket ikke er retfærdigt.
Han var gældfri, da han havde solgt kolonihavehuset. Kolonihaven blev solgt for 800.000 kr., og det var derfor ikke nødvendigt at optage et lån på 500.000 kr. Det passer ikke, at kolonihaven blev solgt 450.000 kr. under prisen.
Banken burde aldrig have bevilliget så mange penge, og skulle have sagt nej til lånene, da salget af kolonihaven trak ud. Det er bankens ansvar at rådgive og vejlede i en sådan situation.
Han var 26 år, og det var uansvarligt, at han skulle betale på noget i 13 år, som han aldrig ville have råd til.
Banken bør stilles til ansvar for, at den bevilgede ham lån uden at have undersøgt hans økonomiske forhold.
Han havde kun 1.000 -1.500 kr. pr. måned tilbage at leve for, efter at de faste udgifter var betalt.
Banken skulle have opstillet et budget over hans samlede udgifter pr. måned efter huskøbet.
Hvis hans økonomiske forhold var blevet undersøgt, ville banken have opdaget, at han ikke havde mulighed for at afdrage på lånet.
Banken er medskyldig i, at han aldrig vil kunne leve på normal vis med den kæmpe gæld, når han blandt andet ikke har råd til at betale husleje.
Han ville aldrig have indvilliget i huskøbet, hvis han havde vidst, at han ville komme til at sidde så hårdt i det.
Banken har erkendt, at han har bedt om dokumenterne siden 2014, og da rådgivningsansvaret først forældes definitivt efter ti år, bør banken stilles til ansvar, selvom sagen er fra 2007.
Danske Bank har anført, at de ikke længere er i besiddelse af de oplysninger om klageren, som blev anvendt i forbindelse med rådgivningen i 2007.
Banken kan ikke pålægges at dokumentere forhold, som gjorde sig gældende i 2007, fordi forholdene ligger så langt tilbage i tid.
Desuden var der ikke et krav om dokumentation for rådgivning om lån med sikkerhed i fast ejendom i 2007. BEK nr. 686 af 20. juni 2007 vedrørende god skik for finansielle virksomheder indførte ”Dokumentation for rådgivning om lån med sikkerhed i fast ejendom”. Bekendtgørelsen trådte dog først i kraft den 1. juli 2017 og kunne ikke gøres gældende i maj 2007, da klageren købte ejendommen.
Banken har ikke hjemmel til at videregive dokumentation for SP og LP konti i strid med artikel 6 GDPR.
I forhold til udlevering af lånedokumentationen var der tale om en beklagelig misforståelse, idet banken først ved klagerens henvendelse af 15. maj 2020, blev klar over, at det var lånedokumentationen på de 500.000 kr., som klageren var interesseret i.
Banken var således i 2014 og indtil maj 2020 af den opfattelse, at det var dokumentationen på obligationslånet og Danske Prioritet Plus, som klageren efterspurgte.
Banken har ikke handlet utilbørligt eller ydet mangelfuld rådgivning i forbindelse med långivningen til klageren.
Købet af ejendommen skete i 2007, hvor det var muligt at finansiere et boligkøb med 80 pct. realkreditlån og 20 pct. banklån uden en udbetaling. Kravet om 5 pct. udbetaling blev først indført i 2015 i henhold til BEK. nr. 729 om god skik for finansielle virksomheder af 12. maj 2015.
Renten på boliglånet har ligget mellem 7,600% p.a. og 10,100% p.a. i perioden fra 2008 til 2020, hvilket ikke er en urimelig rentesats for boliglån. Renten har siden 2. september 2019 været 8,750 % p.a., jf. kontoudskrifter af 31. december 2019 og 17. juni 2020. Renteændringerne har fulgt de generelle renteændringer for bankens kunder med tilsvarende lån.
Det bestrides, at banken har gennemført transaktioner uden klagerens samtykke. Indsættelsen af 489.500 kr. stammer fra gældsbrevet, som klageren selv underskrev. De to overførsler på henholdsvis 24.000 kr. og 425.000 kr. skete til klagerens egen konto og overførslen ”Fonds mdr. fælles budget” på 28.800 kr. inddækkede manglende indbetalinger til den fælles budgetkonto. Alle transaktionerne var i klagerens interesse.
Klagerens regnestykke bestrides, da boliglånet på 500.000 kr. ikke blev anvendt til klagerens udbetaling i forbindelse med købet af ejendommen.
Provenuet ved salget af ejendommen blev uddelt i henhold til ”Aftale om ekspedition af sælgersag og indfrielse af lån ved salg af ejendom.” Et eventuelt udestående vedrørende provenuet er et mellemværende mellem klageren, SP og LP.
Et eventuelt rådgivningsansvar i forbindelse med boliglånet på 500.000 kr. og boligsalgskreditten på 400.000 kr. er forældet, da der er forløbet mere end 3 år siden boliglånet og boligsalgskreditten blev oprettet, jf. forældelseslovens § 3, stk.1 og stk. 2.
Klageren var bekendt med boligsalgskreditten. Ifølge kontoudskriften blev den blandt andet anvendt til betaling af vægtafgift.
Ved fordringshaverens ukendskab til kravet regnes forældelsesfristen dog først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2. Henset til, at klageren selv underskrev boliglånet og løbende har betalt ydelser og modtaget kontoudskrifter, gøres det gældende, at kravet var forældet den 20. juni 2020, hvor sagen blev indbragt for Ankenævnet.
Uanset ovenstående gøres det gældende, at kravet er forældet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, om absolut forældelse, da der er gået mere end 10 år regnet fra rådgivningstidspunktet.
Ankenævnets bemærkninger
I 2007 købte klageren sammen med sin far, SP, og faderens ægtefælle LP en ejendom for en købesum på 4.450.000 kr. Købet blev finansieret delvist ved egenbetaling og delvist ved optagelse af lån henholdsvis et realkreditlån, pålydende 2.830.000 kr. og et Danske Prioritet Plus lån, pålydende 772.000 kr. Pantebrevene vedrørende de to lån blev den 17. juli 2007 underskrevet af både klageren, SP og LP som debitorer.
Banken har anført, at det ikke har været muligt at dokumentere forhold, som gjorde sig gældende i 2007.
Den 30. november 2008 underskrev klageren et gældsbrev til banken vedrørende et boliglån på 500.000 kr. Rentesatsen på boliglånet var variabel, for tiden 10,000 % p.a. Lånet blev anvendt til indfrielse af en boligsalgskredit, som blev oprettet i forbindelse med, at klageren til finansiering af sin del af ejendomskøbet skulle sælge et kolonihavehus.
Ankenævnet finder ikke, at renten på boliglånet, som har ligget mellem 7,600% p.a. og 10,100% p.a. i perioden fra 2008 til 2020, kan tilsidesættes som urimelig, jf. aftalelovens § 36, jf. § 38 c.
Pr. den 2. september 2019 udgjorde rentesatsen 8,75 % om året. Banken har under sagen pr. kulance nedsat rentesatsen til for tiden 7,5 % om året.
Ankenævnet finder, at klageren er bundet af låneaftalen, og at klageren ikke har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at banken har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren, eller at han ikke hæfter for lånet.
Klageren har anført, at han sandsynligvis ikke var kommet i en så vanskelig gældsituation, hvis han var blevet nægtet at låne så stort et beløb i 2007.
Bankens rådgivning af klageren skete ifølge det oplyste på grundlag af de økonomiske oplysninger, som klageren selv havde angivet. På grund af den medgåede tid kan det ikke bebrejdes banken, at den ikke længere er i besiddelse af dokumentation for rådgivningen.
Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, at et eventuelt erstatningskrav for mangelfuld rådgivning forældes senest 10 år regnet fra rådgivningstidspunktet. Ankenævnet finder, at et eventuelt erstatningskrav derfor under alle omstændigheder var forældet, da klageren den 20. juni 2020 indgav en klage over Danske Bank til Ankenævnet.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.