Indsigelse mod transaktioner i forbindelse med sammenlægning af lån og spørgsmål vedrørende omkostninger og forsikringsdækning
| Sagsnummer: | 233/2011 |
| Dato: | 04-09-2012 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Søren Geckler, Troels Hauer Holmberg, Anita Nedergaard, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Forsikring - øvrige spørgsmål
Udlån - omlægning |
| Ledetekst: | Indsigelse mod transaktioner i forbindelse med sammenlægning af lån og spørgsmål vedrørende omkostninger og forsikringsdækning |
| Indklagede: | Ikano Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører transaktioner i forbindelse med sammenlægning af lån og spørgsmål vedrørende omkostninger og forsikringsdækning.
Sagens omstændigheder
I 2006 - 2008 oprettede parret M og H nogle kontokort med tilknyttede kreditter med henblik på varekøb i bestemte varehuse eller butikscentre. Kreditterne blev ydet eller overtaget af Ikano Bank.
I tilknytning til én kredit (nr. -553), som M oprettede den 1. april 2008, blev der tegnet en såkaldt økonomisikring, der var en forsikring med dækning for ydelsen eller restgælden på det tilknyttede lån på nærmere angivne betingelser i forbindelse med ufrivillig arbejdsløshed, midlertidig uarbejdsdygtighed eller død.
På klagernes anmodning tilbød banken ved brev af 2. november 2009 at samle flere kreditter til ét lån. Samlelånet (konto nr. -351) blev etableret den 18. januar 2010, hvor klagerne underskrev et gældsbrev til banken vedrørende et lån på 126.713 kr., hvoraf 3.690 kr. var stiftelsesprovision. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.629 kr., første gang den 1. februar 2010. Renten var variabel 0,9% pr. måned. I øvrigt fremgår blandt andet:
"…
Samlede kreditomkostninger:
…
Samlet administrationsafgift i hele lånets løbetid, ved uændret sats kr. 15,- pr. måned: Kr. 2.160,-
…
Årlige omkostninger i procent: 12,9%
…
Undertegnede kvitterer for modtagelsen af en kopi af låneaftalen samt erklærer at have læst og accepteret Ikano Bank’s almindelige lånebestemmelser på hjemmesiden (www.ikanobank.dk) eller i en papirbaseret udgave, hvilke accepteres som en del af låneaftalens vilkår.
..."
Af bankens lånebestemmelser gældende pr. den 1. november 2010 fremgår blandt andet:
"…
8. Rente og gebyrer
Foruden rente opkræves et fast månedligt gebyr. Gebyrer tillægges lånets restgæld. Du kan se de til enhver tid gældende rente- op gebyrsatser i prislisten på Ikano Banks hjemmeside www.ikanobank.dk, ligesom du også altid er velkommen til at rette henvendelse til os og få nærmere oplysning om vore gebyrer.
…
11. Gebyrændring
Ikano Bank kan uden varsel indføre og sætte gebyrer op for nye låneforhold. For eksisterende låneforhold kan Ikano Bank ændre gebyrerne med 1 måneds varsel. Gebyrerne er fastsat med udgangspunkt i Forbrugerprisindekset pr. 1. januar 2009. Gebyrerne kan forhøjes med op til det dobbelte af ændringen i Forbrugerprisindekset regnet fra udgangspunktet 1. januar 2009 og frem til ændringstidspunktet.
Med mindre andet udtrykkeligt er aftalt, kan gebyrsats eller gebyrberegningsmetode i eksisterende låneforhold herudover ændres af forretningsmæssige eller markedsmæssige grunde.
Dette kan blandt andet ske med henblik på imødegåelse af øgede omkostninger herunder f.eks. tab eller skatter og afgifter, eller for at opretholde eller styrke kapitalgrundlaget.
…"
M underskrev endvidere en "Erklæring for etablering af økonomisikring" dateret den 13. januar 2010, hvorved den eksisterende forsikring blev tilknyttet samlelånet (-351).
Den 16. august 2010 overgik klagernes gæld i henhold til hver deres såkaldte ILVA Konto, hvorpå banken var kreditor, til inkasso. M’s gæld (kontonr. -149) blev opgjort til 16.994,65 kr. og H’s gæld (kontonr. -092) blev opgjort til 36.120,47 kr., begge inklusiv renter og inkassoomkostninger.
Banken accepterede at forhøje det eksisterende samlelån (-351) til også at omfatte gælden på ILVA kontiene (-149 og -092). Klagerne betalte i den forbindelse et ekstraordinært afdrag på 40.000 kr. Den 13. september 2010 blev beløbet indsat på samlelån -351, der herefter havde en saldo på 85.311,58 kr. (negativ).
Ved e-mail af 27. september 2010 bekræftede banken indbetalingen på 40.000 kr. Samme dag underskrev klagerne et gældsbrev til banken vedrørende et nyt og forhøjet samlelån (kontonr. -385) med en hovedstol på 137.671 kr. til indfrielse af restgælden på det gamle samlelån (-351) og gælden på ILVA kontiene (-092 og -149). I hovedstolen indgik stiftelsesprovision på 4.009 kr., som banken imidlertid frafaldt, hvorefter hovedstolen udgjorde 133.662 kr. Rentesatsen var uændret i forhold til det gamle samlelån (-351) på 0,9 % pr. måned. Administrationsafgiften var 25 kr. pr. måned.
Banken har oplyst, at M’s forsikring (økonomisikring) ophørte ved omlægningen af det gamle samlelån (-351) til det nye samlelån (-385).
Det nye samlelån (-385) blev effektueret den 19. oktober 2010. I den forbindelse overførte banken ved en fejl ca. 18.000 kr. for meget til konto -149 og tilsvarende for lidt til konto -092. Fejlen medførte, at banken forsatte med at sende opkrævninger til H vedrørende konto -092, hvor der ifølge bankens registreringer stadig var en restgæld.
H har oplyst, at hun gentagne gange ringede til banken om fejlen, som imidlertid ikke blev rettet. Tværtimod truede banken med inkasso og registrering i RKI.
Den 4. april 2011 henvendte H sig pr. mail til banken, som imidlertid afviste H’s indsigelser.
Den 13. april 2011 indgav klagerne en klage over Ikano Bank til Ankenævnet.
Den 18. juni 2011 blev det manglende beløb på konto -092 overført fra konto -149 med tilbagevirkende kraft. For perioden 19. oktober 2010 - 18. juni 2011 har banken således ydet kompensation for renter, administrationsafgifter og rykkergebyrer på konto -092.
Parternes påstande
Ankenævnet har forstået klagernes endelige påstand således, Ikano Bank helt eller delvist skal frafalde restgælden på lån -385.
Ikano Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at banken bør refundere renter og omkostninger i videre omfang end sket. Banken bør endvidere frafalde eller nedsætte restgælden på lånet i et omfang svarende til dækningen på M’s økonomisikring.
I december 2009 blev M sygemeldt, idet han var uarbejdsdygtig på grund af allergi og posttraumatisk stress. Samtidig havde de problemer med deres hus, som blev bygget samme år. De havde derfor brug for økonomisikringen, der var tegnet netop med henblik på at dække en situation som den opståede. M kontaktede derfor banken, der imidlertid oplyste, at han ikke var forsikret, hvilket de ikke kunne forstå, da der løbende blev overført betalinger til ordningen. M henvendte sig på ny til banken om sygemeldingen og fik samme besked om, at han ikke var forsikret. De blev henvist til netbanken, hvoraf forsikringsdækningen heller ikke fremgik. Da de måtte konstatere, at de ikke havde forsikringen, ønskede de heller ikke at betale til den.
Hvis de havde fået korrekt oplysning om forsikringen, kunne gælden være blevet nedbragt, og overgangen til inkasso være undgået.
Administrationsafgiften, der nu udgør 30 kr. pr. måned, overstiger det aftalte og det rimelige. Ifølge låneaftalen af 18. januar 2010 for det gamle samlelån (-351) udgjorde administrationsafgiften 15 kr. pr. måned. Ifølge låneaftalen af 27. september 2010 for det nye samlelån (-385) var afgiften 25 kr. pr. måned. De var ikke klar over og blev ikke informeret om, at afgiftens størrelse afhang af, om betaling skete via PBS.
De blev påført unødige omkostninger til renter og gebyrer som følge af, at det nye samlelån (-385) først blev effektueret den 19. oktober 2010. Det ekstraordinære afdrag, hvoraf 30.000 kr. var en betingelse for lånet, blev betalt allerede den 13. september 2010. Låneaftalen blev underskrevet den 27. september 2010, og første ydelse skulle betales den 1. oktober 2010.
Bankens opgørelser er uoverskuelige og fejlbehæftede. Kontiene bør derfor gennemgås af en uvildig instans.
Ikano Bank har anført, at man fuldt ud har korrigeret for den fejl, der opstod ved etableringen af samlelånet -385.
Klagerne er ikke blevet påført unødige omkostninger til renter og gebyrer som følge af, at samlelån -385 først blev effektueret den 19. oktober 2010.
Der er ikke som anført af klagerne sket fejlopkrævning af forsikringsgebyret. M’s forsikring bortfaldt ved oprettelsen af samlelånet -385. Det fremgik herefter korrekt af bankens online service, at ingen af klagerne var tilmeldt økonomisikring.
Administrationsgebyrerne blev tilskrevet i henhold til de gældende lånebestemmelser. Ved betaling via betalingsservice opkræves et reduceret administrationsgebyr på 15 kr. pr. måned. Klagernes betalinger blev først tilmeldt betalingsservice den 14. december 2010.
Vedrørende forsikringen har M den 27. november 2008 ringet til banken på grund af usikkerhed om, hvorvidt han var dækket af økonomisikringen. M fik oplysning om forsikringens dækningsvilkår og opsigelsesbestemmelserne. Ifølge bankens interne notater udtalte M, at han "ville tænke over det". Banken har aldrig modtaget en skriftlig opsigelse fra M. Det bestrides, at man skulle have oplyst, at M slet ikke var forsikret.
Banken har ikke registreret, at M skulle have henvendt sig i december 2009.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at Ikano Bank under sagen har ydet fuld kompensation for fejlen i forbindelse med udbetalingen af samlelånet (-385) den 19. oktober 2010, hvor et eksisterende lån ikke blev indfriet fuldt ud som aftalt.
Der er ikke oplyst noget om baggrunden for, at lånet, der blev underskrevet den 27. september 2010 først blev udbetalt den 19. oktober 2010. Ankenævnet finder imidlertid ikke, at der er grundlag for at pålægge banken at betale noget beløb til klagerne i den anledning.
Efter det foreliggende kan bankens opkrævning af administrationsafgifter ikke tilsidesættes, ligesom der heller ikke er oplyst andre omstændigheder, der kan medføre, at banken pålægges at frafalde sit krav i henhold til lånet, hverken helt eller delvist.
Den 1. april 2008 tegnede M en forsikring (økonomisikring) i tilknytning til sin kredit nr. -553.
Banken har anført, at M den 27. november 2008 henvendte sig til banken vedrørende forsikringen uden at dette gav anledning til hverken anmeldelse af en skade eller opsigelse af forsikringen. Banken erindrer ikke, at M skulle have henvendt sig i december 2009.
Klagerne har anført, at M blev sygemeldt i december 2009, og at han i den forbindelse kontaktede banken med henblik på at opnå forsikringsdækning, og at banken fejlagtigt oplyste, at han ikke var forsikret. Banken har bestridt dette.
Den 13. januar 2010 underskrev M en erklæring, hvorved forsikringen blev videreført i tilknytning til det samtidig etablerede samlelån nr. -351.
På baggrund af de anførte omstændigheder finder Ankenævnet, at det ikke er godtgjort eller sandsynliggjort, at banken i 2008 eller 2009 ydede mangelfuld rådgivning om forsikringens eksistens og derved pådrog sig et eventuelt erstatningsansvar over for M.
Det bemærkes, at Ankenævnet ikke herved har taget stilling til, om M er berettiget til erstatning efter forsikringen.
Efter det anførte får klagerne ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.
Klagerne får klagegebyret tilbage.