Afgørelse

Indsigelse vedrørende anvendelse af låneprovenu samt transaktioner på egen og fælles konti

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning som følge af anvendelsen af provenu efter hjemtagelse af realkreditlån i 2007 og efter omlæggelse heraf i 2009, samt som følge af bankens overførsel af et beløb fra klagerens konto i 2009 til dækning af renter på konto oprettet i ægtefælles navn.

Sagens omstændigheder

Klageren og hendes ægtefælle Æ var kunder i Spar Nord Bank, hvor Æ også havde erhvervsengagement.

I januar 2007 optog klageren og Æ et obligationslån på 2.561.000 kr. som forhåndslån til brug for opførelsen af et nyt hus.

Provenuet på blev indsat på en boligkonto [nr. -521] og derefter overført til en driftskredit [konto nr. -337] i banken, der var oprettet i Æ’s navn.

For en del af provenuet købtes aktier for 200.000 kr., som ifølge det oplyste blev lagt ind i Æ’s depot i banken.

Den 24. april 2007 blev der overført 10.000 kr. fra driftskreditten til klagerens konto, og den 13. december 2007 yderligere 42.500 kr.

Den 20. februar 2008 afsluttede banken boligsagen og fremsendte i den forbindelse nota og kontoudskrift for boligkontoen [nr. -521] til klageren og Æ.

Banken har oplyst, at omlægning af parrets obligationslån blev påbegyndt i efteråret 2008. Den 3. oktober 2008 blev der således oprettet en ny boligkonto nr. -068 i Æ’s navn, hvor der blev hævet 2.277.416 kr.

Den 4. marts 2009 blev der overført 100.000 kr. til Æ’s lønkonto fra boligkontoen [nr. -068] samt 175.000 kr. til parrets budgetkonto [nr. -988].

Parrets budgetkonto havde ifølge det oplyste i perioden juni 2007 til marts 2009 ligeledes været anvendt til løbende afregninger vedrørende en valutaswapaftale indgået mellem Æ og banken.

Den 24. april 2009 blev parrets nye lån hjemtaget. I den forbindelse blev der indsat 2.874.680 kr. på boligkontoen [nr. -068], der herefter havde en positiv saldo på 299.817 kr.

Samme dag overførtes 306.000 kr. til Æ’s bil-konto i banken.

Den 1. juli 2009 blev der tilskrevet rente på boligkontoen [nr. -068], og der opstod i den forbindelse en negativ saldo på kontoen på 10.084 kr., der blev inddækket ved overførsel af 11.000 kr. fra klagerens konto den 23. juli 2009.

Klageren henvendte sig i den forbindelse til banken, hvorefter der ifølge det oplyste blev overført 203.000 kr. fra Æ’s bilkonto til klagerens konto.

Ifølge det oplyste anvendte klageren beløbet til køb af Æ’s aktier og anparter i to selskaber, der blev drevet af Æ. Værdipapirerne var pantsat til banken.

Banken har oplyst, at Æ ligeledes i juli 2009 ved ægtepagt overdrog sin halvdel af parrets ejendom til klageren.

Den 30. oktober 2009 afsluttede banken boligsagen og sendte i den forbindelse blandt andet nota, lånespecifikation og kontoudskrift for boligkontoen [nr. -068] til klageren og Æ.

Banken har oplyst, at Æ den 22. marts 2010 indgav konkursbegæring.

Den 14. oktober 2013 skrev klageren til banken, idet hun gjorde gældende, at hun havde et krav mod banken på 233.791 kr. for manglende udbetaling af andel af låneprovenu i 2007 og 2009 samt træk af 11.000 kr. på hendes konto i forbindelse med inddækning af overtræk på boligkontoen [nr. -068].

I et brev til klageren den 13. november 2013 afviste banken klagerens krav.

Parternes påstande

Den 3. december 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal betale 233.791 kr.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken i 2007 rådede dem til at hjemtage et større lån, end de havde brug for i forbindelse med byggeriet. Det overskydende provenu skulle anvendes til investering i aktier, hvilket hun var meget imod. Hun lod sig imidlertid overtale af deres bankrådgiver.

Aktierne blev købt i Æ’s navn, hvilket hun også protesterede over flere gange. Hver gang fik hun blot at vide, at det var det nemmeste.

Til sidst gjorde hun ikke mere ved det, da hun ikke havde forestillet sig, at det ville blive noget problem.

Boligkontoen er blevet anvendt til diverse overførsler til Æ’s bilkonto og valutaforretninger med banken, som hun ikke har noget med at gøre. Kontoen var således kun oprettet i Æ’s navn, selvom det var i fællesskab de hjemtog lån og byggede hus.

Som følge af finanskrisen havde Æ i begyndelse af 2009 forhandlinger med banken vedrørende hans erhvervsengagement. Det blev i den forbindelse aftalt, at de skulle hjemtage yderligere lån i huset, så hun kunne købe Æ’s aktier og anparter, som var pantsat til banken. Æ’s halvdel af provenuet skulle anvendes til nedbringelse af gæld i banken.

Da lånet blev hjemtaget, modtog hun først sin del af provenuet efter telefonisk henvendelse til banken. Hun modtog herefter 203.000 kr. uden nogen videre dokumentation for, at det var det korrekte beløb.

Da hun i juli 2009 opdagede, at der var hævet 11.000 kr. på hendes konto i banken uden hendes accept, protesterede hun overfor banken. Hun fik imidlertid blot at vide, at midlerne ikke kunne tilbageføres.

I 2010 indgav banken konkursbegæring mod Æ’s virksomhed og opsagde samtidig hans private engagement i banken. Hun flyttede i den anledning sit engagement og deres fælles budgetkonto til et andet pengeinstitut. Dermed måtte hun dække et underskud på budgetkontoen på 50.000 kr., da budgetkontoen ligeledes har været anvendt til diverse valutaswaps, som hun aldrig har indgået.

Hun har forhørt sig i banken vedrørende de aktier, der blev købt i 2007 for det resterende låneprovenu, men har fået oplyst, at de ligger til sikkerhed for Æ’s gæld til banken, selvom aktierne er købt for fælles midler.

Det har været uoverskueligt at finde ud af, hvordan midlerne er brugt, da der er flyttet rundt mellem diverse konti. Banken burde som deres rådgiver have holdt tingene adskilt, så det var til at holde styr på for almindelige mennesker.

Spar Nord Bank har anført, at det fulde provenu fra lånehjemtagelserne er udbetalt til klageren og Æ. Banken har med føje kunnet gå ud fra, at tingene er sket med klagerens samtykke og godkendelse.

Klageren var således bekendt med såvel lånets størrelse som det opnåede provenu i 2007, samt at provenuet blandt andet blev anvendt til køb af aktier i Æ’s depot.

Klageren protesterede efter eget udsagn herover, men foretog sig derefter ikke yderligere.

Klageren var ligeledes bekendt med anvendelsen af provenuet i 2009, herunder overførslerne til den fælles budgetkonto og til Æ’s konto, hvorfra der efterfølgende blev overført 203.000 kr. til klagerens konto.

Overførslen af de 11.000 kr. fra klagerens konto til boligkontoen i juli 2009 skete som nævnt til dækning af renter på boligkontoen, der blev anvendt ved omlægningen i 2009.

Klageren har gennem alle årene været enebruger på Æ’s private og erhvervsnetbank og har således været fuldt bekendt med samtlige transaktioner.

Klageren har ikke påvist, hvorfor banken skulle være erstatningsansvarlig for de foretagne transaktioner, der er sket med klagerens viden, eller at hun skulle have lidt et tab som følge heraf.

Der har været en betydelig omfordeling af formue og aktiver mellem ægtefællerne i 2009 i forbindelse med klagerens køb af ægtefællens virksomheder og overdragelsen af den fælles ejendom til klageren.

Et eventuelt krav skal i første omgang rettes mod Æ, der i givet fald er den, der har nydt godt af transaktionerne.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende i forbindelse med hjemtagelse af lånene eller de efterfølgende udbetalinger eller i forbindelse med overførslen af de 11.000 kr. fra klagerens konto.

Det er ikke godtgjort, at banken har begået fejl eller handlet i strid med, hvad der var aftalt.

Ethvert krav, som klageren eventuelt måtte have mod banken som følge af udbetaling af provenuerne eller overførslen i 2009 er under alle omstændigheder bortfaldet på grund af passivitet og som følge af den treårige forældelsesfrist i forældelsesloven § 3.

Ankenævnets bemærkninger

Sagen vedrører klagerens krav om erstatning som følge af anvendelsen af provenu efter hjemtagelse af lån i 2007 og efter omlæggelse heraf i 2009, samt bankens overførsel af 11.000 kr. i juli 2009 fra klagerens konto til dækning af renter på en boligkonto oprettet i klagerens ægtefælles navn.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Spar Nord Bank i forbindelse med anvendelse af låneprovenuet har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar over for klageren.

Det bemærkes i den forbindelse, at et eventuelt krav, klageren måtte have som følge af bankens ageren i den pågældende periode er forældet i henhold til den treårige forældelsesfrist, jf. forældelsesloven § 3, stk. 2 og 3. Dette gælder også et eventuelt krav vedrørende overførslen af 11.000 kr. fra klagerens konto i juli 2009.

Klageren får derfor ikke medhold i sin påstand.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.