Afgørelse

Indsigelse om mangelfuld rådgivning ved finansiering af ejerlejlighed med valutalån.

Indledning

Denne sag vedrører klagernes indsigelser om mangelfuld rådgivning i forbindelse med finansiering af deres køb af en ejerlejlighed med et valutalån.

Sagens omstændigheder

Klagerne i denne sag er parret M og H, der er kunder i Danske Bank.

I foråret 2006 købte klagerne et hus for en købesum på cirka 7,7 mio. kr. og en ejerlejlighed for cirka 3,6 mio. kr. Lejligheden var et såkaldt projektkøb, idet lejligheden var under opførelse. Huskøbet blev finansieret med blandt andet et prioritetslån på 5 mio. kr. i banken.

Den 23. marts 2006 overførte banken 160.000 kr. til deponering hos ejendomsmægleren vedrørende huskøbet.

Den 15. juni 2006 udstedte banken en garanti på 915.000 kr. vedrørende ejerlejlighedskøbet. Den 15. maj 2007 blev garantien forhøjet til 3.575.000 kr.

Den 1. juni 2007 noterede banken følgende vedrørende kundeforholdet i sit interne system:

”…

Gennemgået muligheder for belåning indenfor RD lån, kontra udlandslån i f.eks. CHF. Kunden informeret om at der ved udlandslån både er rente og kursrisiko, hvilket kunden er helt indforstået med.

…”

Ved gældsbrev af 17. juni 2007 ydede banken klagerne et variabelt forrentet 10-årigt valutalån på 806.315,09 schweizerfranc (CHF), svarende til 3.638.900 danske kroner (DKK), idet den aktuelle kurs var 451,3. Rentesatsen for den første renteperiode var 4,01 % pr. år. Stiftelsesomkostningerne udgjorde i alt 63.900 DKK.

Banken har fremlagt en intern mail af 4. december 2007 fra en valutarådgiver til en privatkundechef i banken. Af mailen fremgår:

”…

[M] ringede i dag – Han vil gerne ha mulighed for at pleje valutalånet via terminsforretninger så vil du sørge for oprettelse af rammeaftale mv. så jeg gir ham et kald når/hvis CHF kommer ned på et passende niveau – Vi talte om en ca kurs 448. Jeg har desuden oprettet en investeringsprofil på valuta.

…”

Klagerne har bestridt, at de på noget tidspunkt skulle have udtrykt ønske om at pleje lånet som anført i mailen.

I løbet af 2008 steg rentesatsen på lånet og kursen på CHF. Pr. den 11. september 2008 var renten 4,23 % om året. CHF-kursen var 466,80. Efterfølgende faldt rentesatsen, mens CHF-kursen steg.

Banken har anført, at valutalånet og herunder en omlægning af dette blev drøftet løbende med klagerne. Til støtte herfor har banken fremlagt interne sagskommentarer og interne e-mails. Klagerne har anført, at der var tale om almindelig interesse for lånet fra deres side og ikke som anført af banken et ønske om at pleje lånet med finansielle produkter, som de ikke havde noget kendskab til.

Pr. den 11. juni 2010 var renten 1,67 % om året. CHF-kursen var 541,23.

Ved e-mail af 15. juli 2010 til klagerne meddelte banken, at rammen for valutalånet var overskredet med cirka 387.000 kr.

Den 27. august 2010 sendte banken et referat til klagerne vedrørende et møde samme dag. Det fremgår, at kreditrammen vedrørende CHF-lånet blev forhøjet med 400.000 kr. til 4.650.000 kr. i otte måneder. I øvrigt fremgår blandt andet:

”…

Vi drøftede omstændighederne i forbindelse med valutalånets optagelse i 2007, herunder jeres opfattelse af rådgivningen herved.

Som nævnt på mødet, har jeg gennemgået sagens kommentarer og kan se, at mine kollegaer i forløbet har rådgivet omkring rente- og kursrisikoen, idet der løbende har været dialog med hensyn til muligheden for omlægning af lånet.

…”

I den efterfølgende periode steg CHF-kursen yderligere. Pr. den 11. september 2012 var kursen 615,30.

I efteråret 2013 klagede klagerne til banken over rådgivningen vedrørende CHF-lånet. Banken afviste et eventuelt erstatningsansvar.

Parternes påstande

Den 25. juni 2014 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale en erstatning, hvorved de stilles som om, at ejerlejlighedskøbet var blevet finansieret med realkreditlån kombineret med boliglån i stedet for valutalånet.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at banken som følge af mangelfuld rådgivning om finansieringen af lejlighedskøbet har pådraget sig et erstatningsansvar. Banken rådgav ikke om andre muligheder end valutalånet og rådgivningen om dette var mangelfuld.

Banken oplyste, at CHF var ”sikker havn” og fremhævede, at hvis renten ikke længere var attraktiv, kunne man indfri valutalånet til en nogenlunde tilsvarende kurs, som kursen ved lånets optagelse.

De blev ikke bistået af advokat vedrørende finansieringen af ejerlejligheden, men kun ved berigtigelsen af hushandlen.

Banken burde have rådgivet om muligheden for at optage et realkreditlån og kombinere dette med et banklån eller et valutalån. Det af banken anførte om fuld finansiering med et banklån var ikke et reelt alternativ til valutalånet.

Der blev ikke udarbejdet en økonomiberegning for valutalånet, og de blev ikke rådgivet om risikoen. De havde ikke tidligere optaget et valutalån. Anbefalingen af valutalånet fremkom på bankens initiativ, hvilket skærper bankens pligt til at yde korrekt og fyldestgørende rådgivning.

Det af banken anførte om, at de i april 2008 skulle være blevet anbefalet at indfri valutalånet med et kurstab på ca. 110.000 kr., bestrides. Det bestrides også, at de som anført af banken skulle have været interesserede i at pleje lånet med terminsforretninger og lignende, og at de skulle have været risikovillige. Det af banken anførte herom er ikke dokumenteret ved det fremlagte interne materiale.

De har på intet tidspunkt forstået risikoen ved lånet, men har forsøgt at spørge ind til, hvordan de kunne komme ud igen uden tab.

Tabet anslås til 1.150.000 kr. svarende til det aktuelle kurstab, som udgør cirka 1,3 mio. kr., med fradrag af en rentegevinst på i alt cirka 150.000 kr. på CHF-lånet i forhold til et rentetilpasningslån med etårig rentetilpasning.

De blev først i løbet af 2012 opmærksomme på, at der juridisk kunne være grundlag for at kræve erstatning. Deres krav er derfor ikke bortfaldet hverken som følge af forældelse eller passivitet.

Danske Bank har anført, at klagerne blev rådgivet om flere muligheder for finansiering, herunder muligheden for realkreditlån. Da lejligheden skulle udlejes, kunne realkreditbelåning højst udgøre 60 % af finansieringen. Klagerne blev derfor rådgivet om valutalån, hvor banken kunne tilbyde en højere finansieringsgrad. Renten var attraktiv, men der var en valutarisiko. Banken vurderede, at klagerne havde forudsætninger for at forstå og vurdere valutalånet, og at et valutalån stemte med klagernes risikoprofil og evne til at bære et eventuelt kurstab.

Det fremgår af gældsbrevet, at der kan ske kursudsving og renteændringer samt at lånet kan omlægges til en anden valuta.

I april 2008 anbefalede banken klagerne at indfri lånet med et kurstab på ca. 110.000 kr., hvilket klagerne imidlertid ikke ønskede. Klagerne overvejede tværtimod at omlægge prioritetslånet i huset til et valutalån i CHF. I juli 2010, hvor rammen var overskredet, anbefalede banken, at lånet blev omlagt til DKK eller euro (EUR). Klagerne har til stadighed været orienteret om udviklingen i valutalånet, og de har aktivt valgt at gå ind i plejen af lånet og at bevare det.

Klagerne har i hvert fald siden 2008 været opmærksomme på den for dem ufordelagtige kursudvikling. Et eventuelt krav på erstatning er derfor bortfaldet ved forældelse, passivitet eller indrettelse.

Klagernes tabsopgørelse bestrides. Lånet er ikke indfriet, og klagerne har ikke lidt noget tab. Klagerne kan højst være berettiget til en erstatning på baggrund af kurstabet på det tidspunkt, hvor banken første gang anbefalede en omlægning.

Parternes forskellige opfattelser af det faktiske hændelsesforløb bør medføre, at sagen afvises af Ankenævnet, idet tvivlspørgsmålene bør afklares ved parts- og vidneforklaringer.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Danske Bank ved sin rådgivning af klagerne i forbindelse med oprettelsen af valutalånet i 2007 til finansiering af deres ejerlejlighedskøb begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar. Ankenævnet finder, at det måtte stå klagerne klart, at der ved optagelse af et lån i en anden valuta end danske kroner er en risiko for, at kursen på den anden valuta udvikler sig ugunstigt, således at lånets restgæld i danske kroner stiger. Det må endvidere formodes, at klagerne på baggrund af deres huskøb kort før optagelsen af valutalånet var opmærksomme på alternative lånemuligheder.

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Efter forældelseslovens § 3, stk. 2 skal forældelsesfristen, hvis fordringshaveren er ubekendt med kravet, regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet.

Klagerne kunne over en længere periode konstatere, at kursen på CHF steg, hvilket i 2010 betød, at kreditrammen vedrørende valutalånet måtte forhøjes. I forlængelse heraf blev der i august 2010 afholdt et møde mellem parterne, hvor omstændighederne i forbindelse med valutalånets optagelse i 2007 blev drøftet, herunder klagernes opfattelse af rådgivningen i forbindelse hermed.

Ankenævnet finder på den baggrund, at klagerne i hvert fald tidligere end tre år før den 25. juni 2014, hvor forældelsen blev afbrudt ved sagens indbringelse for Ankenævnet, havde tilstrækkelig kendskab til konsekvenserne af bankens rådgivning til at rejse et eventuelt erstatningskrav.

Ankenævnet finder derfor, at et eventuelt erstatningskrav var forældet, da klagen blev indgivet til Ankenævnet.

Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.