Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelser vedrørende et pengeinstituts opgørelse af restgæld

Sagsnummer: 373/2011
Dato: 23-05-2012
Ankenævn: Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen, Troels Hauer Holmberg, Rut Jørgensen, George Wenning
Klageemne: Inkasso - øvrige spørgsmål
Afvisning - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelser vedrørende et pengeinstituts opgørelse af restgæld
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod Danske Banks opgørelse af hans restgæld.

Sagens omstændigheder

Danske Bank har oplyst, at klageren i 2007 havde to lån i banken med kontonumrene … 617 og … 459. Lånene blev på grund af misligholdelse overgivet til bankens inkassoafdeling.

Den 31. oktober 2007 fremlagde banken i fogedretten vedrørende lån nr. … 617 en fogedrekvisition, hvor klagerens gæld blev opgjort til 59.737,10 kr. (inkl. renter til 24. september 2007 svarende til 3.520,93 kr.) Det fremgår, at fogedgebyret er 580 kr.

Banken har oplyst, at klageren i 2008 indfriede sit andet lån nr. … 459. Banken har under sagens forberedelse for Ankenævnet anført, at klagerens indbetalinger på lån nr. … 617 for året udgjorde i alt 6.403,59 kr., hvorfor hans gæld ultimo 2008 kan opgøres således:


Opgjort i fogedretten 31.10.2007

kr.

59.737,10

- beregnede renter

kr.

3.520,93

- ej bogført fogedgebyr

kr.

580,00

+ indberettede renter 2008

kr.

2.503,59

- indbetalinger 2008

kr.

6.403,59

Restgæld årsopgørelse 2008

kr.

51.736,17


Banken har under forberedelsen anført, at klagerens indbetalinger på lånet i 2009 udgjorde i alt 17.600 kr., hvorfor hans gæld ultimo 2009 kan opgøres således:


+ indberettede renter 2009

kr.

14.318,99

- indbetalinger 2009

kr.

17.600,00

Restgæld årsopgørelse 2009

kr.

48.455,16


Banken har under forberedelsen videre anført, at klagerens indbetalinger på lånet i 2010 udgjorde i alt 27.500 kr., hvorfor hans gæld ultimo 2010 kan opgøres således:


+ indberettede renter 2010

kr.

3.439,18

- indbetalinger 2010

kr.

27.500,00

Restgæld årsopgørelse 2010

kr.

24.394,34


Ved brev af 10. december 2010 oplyste banken på baggrund af en henvendelse fra klageren, at lånets restgæld var 24.394,34 kr. og at rente fra 7. januar til 10. december 2010 udgjorde 43,27 kr. Hans samlede gæld angives til 24.437,61 kr.

Ved brev af 14. januar 2011 oplyste banken, at lånets restgæld var 23.893,63 kr. og at rente fra 1. oktober 2008 til 14. januar 2011 udgjorde 10.295,81 kr. Hans samlede gæld angives til 34.189,44 kr.

Ved mails af 23. januar, 8. februar, og 20. februar 2011 udtrykte klageren bl.a. utilfredshed med bankens oplysninger, breve og beregninger herunder rentebeløbet på 10.295,81 kr. i bankens seneste brev samt bankens fremsendelse af rykkere for ydelser, som er blevet rettidigt betalt.

Af bankens brev af 21. februar 2011 fremgår:

"…

Din sag er blevet gennemgået og vi beklager at du har modtaget en restgældopgørelse, med et forkert rentebeløb.

Til din orientering vedlægger vi posteringsoversigt med alle bevægelser på konto … 617, frem til den 31.12.2010.

Vi bekræfter at have modtaget følgende betalinger i 2011:


- Den 03.01.2011 Indbetaling

kr.

2.200,00

- Den 04.01.2011 Indbetaling

kr.

500,71

- Den 04.01.2011 Indbetaling

kr.

2.200,00 tilbageførsel/afvisning

- Den 01.02.2011 Indbetaling

kr.

2.200,00

- Den 08.02.2011 Indbetaling

kr.

50,00


Vi sender dig opgørelse over restgæld og renter til i dag:


Restgæld af hovedstol

22.679,36 kr.

Anerkendte renter

0,00 kr.

Beregnede, men endnu ikke tilskrevne renter

Rente p.t. 9,95000 % pr. år fra den 31.12.2010 til 22.02.2011

136,21 kr.

Omkostninger

0,00 kr.

Samlet gæld

22.815,57 kr.


Vær opmærksom på at ovenstående restgældssaldo er såfremt afviklingsaftalen ikke overholdes. Din restgæld på din afviklingsaftale er kr. 22.058,97, dette skyldes at aftalen er knyttet til en lavere rente på 8,05%.

Vi kan ikke acceptere dit tilbud om at vi skal halvere gælden, så derfor holder vi på at din gæld er kr. 22.058,97, til fuld betaling. Banken har fortsat krav på renter indtil hele gælden er betalt.

Såfremt du overholder din nuværende afviklingsaftale med kr. 2.200,00 om måneden, er din gæld færdigbetalt den 30.11.2011.

Vi beklager du har fået forkerte oplysninger og den mistro/forvirring der er opstået hos dig, overfor banken.

…"

Af den vedlagte posteringsoversigt fremgår pr. 31. december 2010 en negativ saldo på -24.538,60 kr.

Klageren har vedrørende posteringsoversigten bl.a. anført, at det er underligt, at der fremgår en rentetilskrivning på -91,48 kr. den 7. januar 2010, når der tidligere er foretaget rentetilskrivninger på -1.408,47 kr. og -1.242,17 kr. henholdsvis den 30. september 2009 og den 31. december 2009. Han har også anført, at det er underligt, at hans indbetalinger på 700 kr. og 2.200 kr. henholdsvis den 2. december 2009 og 1. december 2009 er angivet til 699,69 kr. og 2.187,54 kr. Han har til støtte herfor fremlagt en kontoudskrift fra det pengeinstitut, hvorfra beløbene er blevet overført.

Af bankens brev af 4. marts 2011 fremgår:

"…

Vi har tidligere skrevet til dig, hvor vi har redegjort for gælden til banken.

Vi har tidligere vedlagt en posteringsoversigt pr. 31.12.2010 som på dette tidspunkt viste en saldo på 24.538,60 kr. i bankens favør.


Saldo på afviklingsaftalen

24.538,60 kr.

Skyldige ej betalte renter

-144,26 kr.

Saldo som er indberettet over for SKAT 31.12.2010

24.394,34 kr.


Her er en posteringsoversigt over dine indbetalinger i 2011.


Saldo den 31.12.2010

24.538,60 kr.

03.01.2011 Indbetaling

2.200,00 kr.

22.338,60 kr.

04.01.2011 Indbetaling

500,71 kr.

21.837,89 kr.

04.01.2011 Indbetaling/tilbageførsel

2.200,00 kr.

24.037,89 kr.

01.02.2011 Indbetaling

2.200,00 kr.

21.837,89 kr.

08.02.2011 Indbetaling

50,00 kr.

21.787,89 kr.

01.03.2011 Indbetaling

2.200,00 kr.

19.587,89 kr.

03.03.2011 Indbetaling

500,00 kr.

19.087,89 kr.

Skyldige ej betalte renter fra 01.01 - 04.03.2011

317,08 kr.

19.404,97 kr.

Saldoen i bankens favør udgør i alt 19.404,97 kr.


Banken har fortsat krav på renter af sit tilgodehavende indtil hele gælden er betalt. Renterne indberettes først til SKAT når de er betalt.

…"

Ved mail af 8. marts 2011 gav klageren udtryk for, at bankens beregninger og oplysninger ikke var korrekte - herunder at "Restgæld af hovedstol" angivet til 22.679,36 kr. i bankens brev af 21. februar 2011 ikke stemmer overens med saldoen på
-24.538,60 kr. pr. 31. december 2010 på posteringsoversigten fratrukket summen af hans indbetalinger på i alt 2.750,71 kr. (2.200+500,71-2.200+2.200+50), idet dette giver en restgæld på 21.787,96 kr. Efter en gennemgang af flere yderligere forhold i bankens breve anfører klageren:

"…

Gælden havner derfor på -18467,57 og ikke på de -19404,97 kr, da banken ikke må beregne renter for noget, som jeg ikke skylder. Jeg har fået min advokat til at se på denne sag.

Uanset gældens størrelse, vil jeg gå videre til myndighederne med min dokumentation for fejl i min gæld, da banken ikke har vist ansvarlighed til at løse problemerne.

Venligst … [klageren]

Ps: Rettelser af gælden bedes være i min postkasse inden for 2 arbejdsdage, altså senest den 9.3.11

…"

Af bankens brev af 9. marts 2011 fremgår:

"…

Vi bekræfter modtagelsen af din mail fra den 08.03.2011 med vedhæftede filer.

Vi har noteret indholdet af din mail og kan se at de vedhæftede filer er materiale sendt herfra banken, hvilket vi kender indholdet af.

Vi har tidligere redegjort for saldoen på din afviklingsaftale og har ingen yderligere kommentarer til sagen.

De er stadig velkommen til at lade din advokat se på sagen.

Der vil fremover ikke ske yderligere besvarelse af sagen overfor dig.

…"

Af klagerens mail af 14. marts 2011 fremgår:

"…

I det banken ikke vil rette sig efter egne oplysninger og fjerne de forkerte renter mv., på gældens størrelse, som dokumenterne foreskriver og vist for banken, så opsiger jeg gælden til den 25.03.2011 og indfrier de 19404,97 + de sidste renter.

Efterfølgende sendes alt dokumentation videre til pengeinstitutankenævnet, som så må vurdere sagens rigtighed!.

…"

Klageren rykkede efterfølgende flere gange banken for svar.

Banken har oplyst, at klageren den 29. marts 2011 indfriede restgælden på sit lån med 19.488,99 kr., som det slutteligt blev opgjort af bankens inkassoafdeling. Banken har under forberedelsen anført, at restgæld og indbetalinger for 2011 kan specificeres således:


Restgæld pr. 31.12.2010

24.394,34 kr.

- indbetaling 04.01.2011

500,71 kr.

- indbetaling 01.02.2011

2.200,00 kr.

- indbetaling 08.02.2011

50,00 kr.

Restgæld herefter

21.787,89 kr.

- indbetaling 01.03.2011

2.200,00 kr.

- indbetaling 03.03.2011

500,00 kr.

+ skyldige ej betalte renter

144,26 kr.

+ renter for perioden 01.01.2011 – 29.03.2011

401,10 kr.

Restgæld herefter

19.488,99 kr.

- indbetaling 29.03.2011

19.488,99 kr.

Restgæld herefter

0 kr.


Banken har anført, at klageren i 2010 ikke havde indbetalt samtlige skyldige renter. Dette beløb på 144,26 kr. fremgår af bankens brev af 4. marts 2011.

Parternes påstande

Den 1. august 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår påstanden således, at Danske Bank skal tilbagebetale klageren et beløb, da hans restgæld ikke er blevet korrekt opgjort.

Danske Bank har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har bl.a. anført, at der er fejl i bankens opgørelser og oplysninger.

Hans gæld skal opgøres retfærdigt og han skal kun betale, hvad han skyldte.

Rentetilskrivningerne og de overførte beløb ser underlige ud på den fremlagte posteringsoversigt.

Han opfatter det som om, at banken lægger små skjulte gebyrer på.

I bankens breve af 10. december 2010 og 14. januar 2011 var der en fejl på flere tusinde kroner, som banken kun undskyldte fordi, at han truede med Ankenævnet.

Der er en fejl på 897,41 kr. til bankens fordel mellem angivelsen af hans samlede gæld til 22.815,57 kr. i bankens brev af 21. februar 2011 og dét resultat på
-21.924,10 kr. som fremkommer ved at tage udgangspunkt i saldoen på -24.538,60 kr. på posteringsoversigten af 31. december 2010 (24.538,60 - 500,71 - 2.200 -50 + 136,21).

Gælden er angivet til både 22.815,57 kr. og 22.058,97 kr. i bankens brev af 21. februar 2011. Forskellen må være til kundens fordel.

I bankens brev af 4. marts 2011 kommer der en yderligere en udgift på 317,08 kr. på gælden. Det kan da ikke være rigtigt, når banken ikke har løst de forrige problemer. Hele regnskabet er forkert fra bankens side og de nægter at tale med ham mere.

Danske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der ikke foreligger en obligationsretlig tvist.

Lånet er udgået, hvorfor der ikke længere eksisterer et krav, idet klageren har indfriet lånet med dette skyldige beløb inklusive beregnede renter.

Samtlige klagerens indbetalinger er anvendt til dækning af inkassoomkostninger, renter og afdrag på hans gæld.

Banken har til støtte for frifindelsespåstanden bl.a. anført, at klagerens indbetalinger ikke er reduceret med skjulte gebyrer.

Samtlige klagerens indbetalinger er anvendt til betaling af inkassoomkostninger, renter og afdrag på hans gæld.

Klageren har ikke krav på tilbagebetaling af noget beløb.

Ankenævnets bemærkninger

Danske Bank har påstået sagen afvist med henvisning til, at der ikke foreligger en obligationsretlig tvist.

Klageren har anført, at bankens opgørelse af hans gæld ikke er foretaget korrekt.

Ankenævnet finder, at klagen vedrører en formueretlig tvist og finder ikke anledning til på denne baggrund at afvise behandling af klagen.

Ankenævnet bemærker i øvrigt, at klageren i forbindelse med indbetalingen tog forbehold i sin mail af 14. marts 2011 for nævnets prøvelse.

Ankenævnet bemærker imidlertid, at nævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af forholdene i en klage.

Ankenævnet finder, at det ikke uden en sådan gennemgang vil være muligt at afgøre, hvorvidt klagerens restgæld er korrekt opgjort, herunder hvorfor de indberettede renter for 2009 er væsentligt større end de øvrige år, hvorfor nævnet af denne grund finder sagen uegnet til behandling ved nævnet.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.