Krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier til pensionsopsparing i 2005.
| Sagsnummer: | 1106/2010 |
| Dato: | 09-10-2014 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Morten Bruun Pedersen, Søren Geckler, Andreas Årsnes |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier til pensionsopsparing i 2005. |
| Indklagede: | Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier til pensionsopsparing i 2005.
Sagens omstændigheder
Klageren og hans ægtefælle H blev kunder i den daværende Roskilde Bank i 2005, hvor de fik overført deres pensionsopsparinger og øvrige engagement fra deres tidligere pengeinstitut.
Den 18. november 2005 blev der købt 20 styk Roskilde Bank aktier til klagerens pensionsopsparing og 10 styk Roskilde Bank aktier til H’s pensionsopsparing til kurs 797 for i alt 23.910 kr. Købene fremgår af tre notaer, der blev sendt til klageren og H den 18. november 2005.
Klageren har anført, at banken foretog købet uden samtykke eller fuldmagt fra ham og H, men at han og H efterfølgende accepterede købet.
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.
Parternes påstande
Den 30. december 2010 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal erstatte ham og H tabet på Roskilde Bank aktierne.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken købte aktierne uden hans og H’s forudgående samtykke. Banken havde ikke mandat til at handle som sket. Der var ikke på forhånd indgået aftaler om pensionsopsparingerne.
Et stykke tid efter flytningen til Roskilde Bank blev de orienteret om, at en del af deres pensionsopsparing var konverteret til Roskilde Bank aktier. De blev overraskede, da de ikke forud for handlerne var blevet kontaktet af banken.
De accepterede købet, da de vurderede, at Roskilde Bank aktierne så gode ud, og da de var ikke klar over konsekvenserne, hvis de forlangte handlen annulleret.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har anført, at købet af aktierne skete på foranledning af klageren.
Klageren og H modtog fondsnotaer af 18. november 2005 samt årsopgørelser, hvorfor de var fuldt bekendt med købet og deres beholdning af Roskilde Bank aktier i pensionsopsparingerne.
Klageren protesterede først over købet i 2010.
I klageskemaet og i sit indlæg fra maj 2014 har klageren selv angivet, at han og H accepterede handlen.
Klageren har ikke godtgjort, at Roskilde Bank i forbindelse med købet af aktierne har handlet ansvarspådragende.
Klageren og H har haft rig mulighed for at sælge deres aktier siden købet i 2005, hvis de ikke ønskede aktier i Roskilde Bank.
Det ydes ikke erstatning for klagerens efterfølgende skuffede forventninger.
Et eventuelt erstatningskrav er forældet. Klageren blev senest bekendt med købet ved notaerne af 18. november 2005, som er fremlagt af klageren. Et eventuelt erstatningskrav, der var undergivet den dagældende femårige forældelsesfrist, var forældet ved indgivelse af klagen til Ankenævnet den 30. december 2010.
Ankenævnets bemærkninger
Den 18. november 2005 blev der købt Roskilde Bank aktier for i alt 23.910 kr. til klagerens og H’s pensionsopsparinger.
Ankenævnet lægger til grund, at klageren og H modtog fondsnotaer umiddelbart efter de foretagne køb af Roskilde Bank aktier. Klageren har i klagesagen bekræftet, athan og H efterfølgende accepterede købet.
Klageren, der ikke kunne være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier, valgte at beholde aktierne.
Ankenævnet finder ikke, at der er godtgjort eller oplyst omstændigheder, der kan føre til, at banken skal pålægges at betale et beløb til klageren eller H. Ankenævnet har herefter ikke anledning til at tage stilling til, om et eventuelt erstatningskrav som anført af Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) må anses for at være forældet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.