Afgørelse

Rådgivning om investering af frie midler. Rateforsikring. Værdipapirer.

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet, om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren som følge af mangelfuld rådgivning om placering af klagerens frie midler.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1947, henvendte sig i foråret 1997 til indklagede om placering af ca. 3,5 mio. kr., som udgjorde hendes andel af en lottogevinst.

Klageren havde forinden via Dansk Tipstjeneste modtaget rådgivning fra investeringsrådgiveren P, som havde anbefalet klageren at indfri sin gæld og at investere i obligationer med lang løbetid.

Indklagede fik forevist P's investeringsforslag, og der blev aftalt et møde den 17. april 1997, hvor indklagedes pensionsrådgiver skulle deltage.

Indklagede har anført, at klageren på mødet den 17. april 1997 blev ledsaget af en ven, A, der blev præsenteret som revisor. Klageren og A mente, at de havde fået den optimale investeringsrådgivning hos P, men de ønskede også indklagedes rådgivning om, hvorledes gevinsten kunne placeres. Klageren har anført, at hun kun blev ledsaget af A ved den første henvendelse til indklagede. Hun deltog alene i mødet med indklagede den 17. april 1997 og i de efterfølgende møder. A er hendes fætter og er ikke revisor. Mødet blev afholdt med henblik på at gennemføre P's forslag, ikke med henblik på at modtage alternativ rådgivning.

Om drøftelserne på mødet den 17. april 1997 har indklagede bl.a. anført, at klageren oplyste, at hun ønskede penge til forbrug, og at hun gerne ville sikre sin pensionisttilværelse. Hun havde en tjenestemandspension samt en mindre kapitalpension. Hun ønskede ikke at løbe nogen risiko med hensyn til pensionsdelen. Hendes årlige lønindkomst var på ca. 220.000 kr. plus en pension på 24.031 kr. Klageren blev rådgivet om, at der var en risiko ved at investere i lange obligationer, som foreslået af P, fordi disse obligationer er følsomme over for ændringer i renten. Som alternativ hertil foreslog man klageren at tegne en rateforsikring på 1 mio. kr., at investere ca. 1,5 mio. kr. i værdipapirer og at indfri sin gæld, som bestod af boliglån på 72.000 kr., kreditforeningslån på 390.000 kr. og tjenestemandslån på 55.000 kr. Herved kunne klageren sikre sin pensionisttilværelse i form af en gennemsnitsrente, få mulighed for et højt afkast på værdipapirerne og beholde en del frie midler til forbrug. Klageren ville opnå et bedre afkast på rateforsikringen, hvis hun valgte at oprette den som et engangsindskud i stedet for med løbende indbetalinger, fordi der ville være flere penge investeret frem til udbetalingstidspunktet. Klageren blev orienteret om, at de løbende udbetalinger fra rateforsikringen ville blive beskattet som personlig indkomst og at hun i udbetalingsperioden ikke ville have det skattefradrag på ca. 100.000 kr. årligt, som hun ville have i indbetalingsperioden. Klageren ville derfor komme til at betale topskat, hvis udbetalingen kun strakte sig over 10 år, idet hun tillige havde en tjenestemandspension. Udbetalingen ville imidlertid ikke blive beskattet hårdere end indbetalingen, hvis klageren valgte en længere udbetalingsperiode end 10 år. For så vidt angår de ca. 1,5 mio. kr. var klageren indstillet på acceptere visse kursudsving i investeringsperioden, hvorfor der blev foreslået en investeringshorisont på 3-5 år.

Klageren har anført, at formålet med mødet ikke var alternativ rådgivning, men en opfølgning af P's rådgivning. Indklagede udarbejdede ikke alternative tilbud. Hun gav ikke accept til kursudsving, hverken for pensionsmidler eller frie midler.

På et efterfølgende møde udleverede indklagede en begæring om rateforsikring på 1 mio. kr. med udbetalingsperiode på 10 år i et forsikringsselskab, der er koncernforbundet med indklagede. Indklagede har anført, at klageren blev rådgivet om, at udbetalingsperioden skulle ændres, når udbetalingstidspunktet nærmede sig. Klageren har bestridt dette.

I maj 1997 blev der oprettet en rateforsikring for klageren med et engangsindskud på 1 mio. kr.

Den 20. maj 1997 udfyldte indklagede et skema vedrørende klagerens investeringsprofil. Af dette fremgår, at klagerens risikoprofil var lav, og at de resterende midler efter oprettelsen af rateforsikringen skulle placeres med en investeringshorisont på over 3 år og med en fordeling på 70% i danske obligationer og 30% i danske og udenlandske aktier.

Den 3. juli 1997 underskrev klageren en aftale med indklagede om udvidet depotpleje. Af aftalen fremgår, at klagerens indskud på 1.620.000 kr. skulle investeres i danske obligationer (max. 100%), danske aktier (max. 30%) og udenlandske aktier (max. 30%). Indklagede skulle på baggrund af eftersyn af porteføljen hvert halve år efter bedste skøn rådgive om køb og salg.

Den 3. november 1999 underskrev klageren en aftale med indklagede om oprettelse af en ratepension med et engangsindskud på 200.000 kr. Midlerne blev placeret i aktiepulje hos indklagede.

Samme år skiftede klageren bolig. Salget af klagerens hidtidige bolig indbragte et provenu på 2 - 300.000 kr. Købet af den nye bolig blev finansieret 20% kontant og 80% ved kreditforeningslån, idet der blev optaget et 30-årigt obligationslån på ca. 950.000 kr.

I oktober 2001 rettede klageren via et revisionsfirma henvendelse til indklagede om rådgivningen med anmodning om kompensation, hvilket indklagede afslog.

Parternes påstande.

Den 13. februar 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale kompensation for ufordelagtige skatteforhold i forbindelse med rateforsikring, unødig rente/prioritetsgæld og kurstab/rentetab for supplerende pensionsindskud.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun kun ved den første henvendelse til indklagede var ledsaget af A, og at hun således deltog alene i mødet med indklagede den 17. april 1997 og de efterfølgende møder. Hun ønskede at gennemføre den placering af midlerne med lav risiko, som P havde anbefalet, hvilket var baggrunden for henvendelsen til indklagede. Indklagede arbejdede imidlertid med risikovillig investering med henblik på opnå et højere afkast, hvilket hun ikke blev orienteret om.

Hendes ønske om lav risiko fremgår af indklagedes egne optegnelser på skemaet vedrørende investeringsprofil.

Hun kunne ikke vurdere, om indklagede handlede anderledes, end hun var blevet rådgivet om af P, hvorfor hun i god tro underskrev de dokumenter, der blev fremlagt af indklagede.

Ved oprettelsen af rateforsikringen undlod indklagede at orientere om, at fradragsværdien svarede til mellemskatten, men at udbetalingerne helt eller delvist vil blive beskattet med topskat. Det bestrides, at der blev talt om en 20-årig udbetalingsperiode, hvilket heller ikke fremgår af aftalen. Indklagede undlod endvidere at orientere om muligheden for årlige indbetalinger fremfor et engangsindskud. Med årlige indbetalinger kunne hun have opnået forsikringsdækning for opsparingen ved eventuel erhvervsevnetab, ligesom hun kunne have bevaret den fulde rådighed over formuen.

Det var et dårligt råd at anbefale hende at optage et relativt dyrt lån til finansiering af ejendomshandlen, mens hendes frie midler var placeret i risikofyldte værdipapirer. Hun blev herved påført en rentebyrde, der bliver forøget, fordi værdien af det skattemæssige fradrag reduceres til ca. 30%.

Det supplerende indskud på 200.000 kr. i 1999 skulle være et tillæg til den eksisterende rateforsikring. Det var således i direkte modstrid med hendes ønsker, at pengene blev placeret i en aktiepulje hos indklagede, hvilket medførte tab.

Indklagede har anført, at klageren under hele forløbet blev rådgivet korrekt og fyldestgørende med udgangspunkt i hendes ønsker og behov.

Klageren gjorde selv meget for at undersøge, hvilke muligheder hun havde for at placere sin lottogevinst, inden hun traf beslutning om at følge indklagedes anbefaling. Klageren havde fået investeringsrådgivning hos P, og under hele forløbet fik klageren bistand af A, som deltog aktivt i drøftelserne. Det blev klart tilkendegivet over for klageren, at indklagedes anbefalinger ikke var de samme som P's. Klageren vendte netop tilbage med henblik på at følge indklagedes anbefalinger efter først at have afvist disse.

Der blev informeret om forskellen på skattefradraget ved ind- og udbetaling i forbindelse med rateforsikringen. Klageren fik således at vide, at hun skulle vælge en udbetalingsperiode på mere end 10 år for at eliminere forskellen. Oprettelsen af rateforsikringen med en udbetalingsperiode på 10 år skete med henblik på at undgå, at klageren på forhånd skulle tage stilling til udbetalingsperioden, idet det er vanskeligt at forudsige de aktuelle behov.

Klageren accepterede kursudsving for så vidt angår de frie midler, som hun ønskede at investere.

I forbindelse med ejendomshandlen blev klageren rådgivet om, at hun med fordel kunne optage et kreditforeningslån i stedet for at handle kontant. Klageren ville have mistet sin likviditet, hvis hun flyttede de investerede midler over i den faste ejendom, og en realisation af en del af værdipapirdepotet ville medføre handelsomkostninger.

De 200.000 kr. blev efter aftale med klageren placeret i værdipapirer med henblik på at opnå mulighed for et højere afkast. Klageren var ligesom ved investeringen af de frie midler i 1997 indstillet på at acceptere kursudsving, navnlig fordi hun i forvejen havde 1 mio. kr. placeret i en rateforsikring til gennemsnitsrente.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

De investeringer, som indklagede foreslog, var ikke ufordelagtige for klageren, og der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede ved sin rådgivning af klageren har begået ansvarspådragende fejl eller forsømmelser, der kan medføre erstatningsansvar. Det bemærkes herved, at klageren måtte indse, at indklagedes anbefalinger ikke var de samme som dem hun havde fået hos P, og at hun selv måtte træffe beslutning om placering om midlerne og bære risikoen herfor.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.