Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Udlån, rente, ændring af reguleringsklausul.

Sagsnummer: 393/1993
Dato: 30-11-1993
Ankenævn: Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen
Klageemne: Rente - udlån
Ledetekst: Udlån, rente, ændring af reguleringsklausul.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Ved skrivelse af 20. august 1987 tilbød indklagede, der er et finansieringsinstitut, og som da var ejet af fire pengeinstitutter, klagerne et bådlån. Om renten var anført:

"Renten er variabel og i øjeblikket 12% p.a. månedsvis beregning. [Indklagede's] rente varierer efter samme mønster som sparekassernes."

Ved gældsbrev af 5. november 1987 ydede indklagede klagerne et lån på 271.000 kr. til bygning af en båd, således at lånebeløbet udbetaltes i rater i forhold til bådens færdiggørelse. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.250 kr., første gang den 1. januar 1988. Om renten var anført:

"Det til enhver udbetalte beløb forrentes med den af [indklagede] til enhver tid fastsatte rentesats. Renten udgør p.t. 12% p.a. med en månedlig renteberegning og varierer som Sparekassen Sydjyllands rente for kassekredit til private."

Ved skrivelse af 23. januar 1992 meddelte indklagede, at det som følge af fusionen mellem Sparekassen Sydjylland og Sparekassen Bikuben ikke længere var muligt at regulere renten i henhold til Sparekassen Sydjyllands rente for kassekredit, hvorfor lånets rente fra den 2. januar 1992 ville blive reguleret efter "Danmarks Nationalbanks udlånsrente til pengeinstitutter" (foliorenten). I den forbindelse anmodedes klagerne om at acceptere ændringen på en med skrivelsen vedlagt genpart; dette undlod klagerne.

Som følge af, at foliorenten med virkning fra den 1. april 1992 blev afskaffet, meddelte indklagede ved skrivelse af 23. april 1992, at renten på klagernes lån herefter ville blive fastsat ved et gennemsnit af de dagligt noterede pengemarkedssatser nedrundet til nærmeste kvarte procentpoint i indklagedes fire aktionærpengeinstitutter. Klagerne undlod at underskrive og returnere en blanket om tiltrædelse af ordningen.

Ved skrivelse af 18. april 1993 til indklagede rejste klagerne spørgsmål om bl.a. renteberegningen.

Indklagede har oplyst, at renten på klagernes lån har udviklet sig således:

Dato:      Ændring:     Pålydende rente:





















Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at regulere renten for klagernes lån på grundlag af den gennemsnitlige udlånsrente for banker og sparekasser.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klagerne har anført, at indklagede i sin skrivelse af 20. august 1987 til klagerne oplyste, at renten ville variere efter samme mønster som sparekassernes, hvilket klagerne forstod som en rente, hvis ændringer var offentligt tilgængelige. Klagerne har foretaget en sammenligning mellem indklagedes rente og den gennemsnitlige effektive udlånsrente i banker og sparekasser. Det fremgår heraf, at indklagedes rente har været væsentlig højere end den gennemsnitlige effektive udlånsrente. Klagerne har ikke tiltrådt indklagedes ændringer af reguleringsfaktoren og finder ikke, at indklagede har haft hjemmel til at ændre denne som sket. De renter, indklagede har anvendt som reguleringsfaktorer, har været renter, der har haft en stadig stigende følsomhed over for bevægelser på markedet, hvilket har medført, at renten på klagernes lån er steget i forhold til markedsrenten.

Indklagede har anført, at lånet er ydet med en variabel rente, hvilket bevirker, at klagerne har betalt den aktuelle rente i forhold til markedsniveauet gennem hele låneforløbet. Reguleringsfaktoren i klagernes gældsbrev er et udtryk herfor, og de rentereguleringsmekanismer, der efterfølgende er indført, tilgodeser samme forhold. Klagerne kan ikke have været ubekendt med, at renten på lånet kunne forventes at variere, og heller ikke, at renten i perioden siden lånets etablering har været markant anderledes end udgangspunktet. Renteændringerne er meddelt i dagspressen.

Ankenævnets bemærkninger:

I skrivelserne af 23. januar og 23. april 1992 anmodede indklagede klagerne om skriftligt at bekræfte, at de var indforstået med den anførte ændring af rentereguleringsklausulen. Klagerne undlod imidlertid dette og rejste i april 1993 spørgsmål om rentens størrelse. Under disse omstændigheder findes klagerne ikke ved passivitet at have fortabt deres ret til at gøre indsigelse mod de nye rentereguleringsklausuler.

Det må i overensstemmelse med indholdet af gældsbrevet lægges til grund, at det mellem parterne oprindelig var aftalt, at renten skulle reguleres i overensstemmelse med ændringer i Sparekassen Sydjyllands rente for kassekredit til private. Denne reguleringsklausul kunne ikke opretholdes efter Sparekassen Sydjyllands fusion med Sparekassen Bikuben med sidstnævnte som fortsættende pengeinstitut. Det, som nærmest ville svare til den hidtidige klausul, ville imidlertid være regulering i overensstemmelse med ændringer i Sparekassen Bikubens rente for kassekredit til private. Ankenævnet finder derfor, at klagerne, såfremt de ønsker det, kan forlange, at renten på deres lån reguleres på denne måde fra den 2. januar 1992 at regne. Derimod kan klagernes påstand om, at renten skal reguleres efter et gennemsnit af pengeinstitutternes udlånsrenter, ikke tages til følge.

Som følge heraf

Indklagede bør anerkende, at klagerne, såfremt de ønsker det, kan forlange, at renten på deres bådlån med virkning fra den 2. januar 1992 skal reguleres i overensstemmelse med ændringer i Sparekassen Bikubens rente for kassekredit til private. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.