Spørgsmål om erstatningsansvar for tab på aktieinvestering.
| Sagsnummer: | 524/1995 |
| Dato: | 11-06-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Ole Just, Allan Pedersen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar for tab på aktieinvestering. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved prospekt af 6. marts 1991 indbød indklagede til køb af aktier i Swebond A/S fra indklagedes egenbeholdning i perioden 21. - 22. s.m. Af prospektet fremgår bl.a., at selskabets formål er gearet investering i svenske obligationer. Egenkapitalen forventedes forrentet frem til medio 1995 med ca. 13% p.a. efter skat og omkostninger. Som risikomomenter blev omtalt devaluering af den svenske krone og rentestigninger på lånefinansieringen.
Ved indklagedes skrivelse af 21. marts 1991 til klageren fremsendtes med henvisning til telefonsamtale af s.d. prospektet vedrørende Swebond A/S. Samtidig bekræftedes klagerens tegningsordre på aktier i selskabet for 500.000 kr. Indklagede indkøbte samme dato nominelt 720.000 kr. Swebond aktier til klageren til kurs 69,5.
Indklagede har oplyst, at kursen på Swebond-aktier var 75 ultimo 1991 og 81,02 den 30. juni 1992. I november 1992, hvor den svenske krone blev gjort flydende, faldt kursen til 53.
Den 8. marts 1994 afhændede klageren aktierne til kurs 47,88 i henhold til et indløsningstilbud fremsat af indklagede.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte hans tab på aktieinvesteringen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede på eget initiativ rettede telefonisk henvendelse til ham og anbefalede aktiekøbet. Det blev meddelt, at købet ikke indebar risiko, og at han kunne se frem til et godt udbytte. Han havde intet forhåndskendskab til selskabet, hvorfor investeringen fandt sted på baggrund af indklagedes rådgivning. Han modtog ikke prospektet, før investeringen var foretaget.
Indklagede har anført, at man fandt det naturligt at gøre klageren opmærksom på aktieemissionen i Swebond A/S, hvor investeringsstrategien svarede til den, som klageren i en række tilfælde havde efterspurgt. Man havde således på grundlag af en henvendelse fra klageren, der havde læst en dagbladsartikel herom, i september 1990 etableret en investering vedrørende nom. 20 mill kr. svenske statsskyldveksler, finansieret ved valutalån, og var i den følgende tid i hyppig kontakt med klagren. Aktietegningen blev lukket allerede første dag på grund af overtegning. Klageren blev fyldestgørende orienteret om aktien før aftalens indgåelse. Endvidere modtog klageren den følgende dag tegningsprospektet, som ikke gav klageren anledning til at reagere. Klageren var således fuldt ud klar over risikoelementet i Swebond-aktien.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at der fra indklagedes side blev begået ansvarspådragende fejl eller forsømmelser ved rådgivningen af klageren i forbindelse med hans køb af Swebond-aktier i marts 1991. Det bemærkes herved, at klageren måtte indse, at indklagedes forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde stik, og at han selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.