Afgørelse

Rådgivning om investering af kapitalpensions- og ratepensionsmidler.

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet, om klageren kan gøre et erstatningsansvar gældende over for indklagede i forbindelse med investering af pensionsmidler.

Sagens omstændigheder.

I sommeren 1999 blev klageren kunde hos indklagede, hvor han oprettede en højrentekonto.

Under et møde den 27. oktober 1999 mellem klageren og en pensionsrådgiver hos indklagede blev det bl.a. drøftet at overføre klagerens pensionsmidler i et forsikringsselskab til indklagede. På grundlag af drøftelserne traf klageren beslutning om en overførsel, som blev gennemført i foråret 2000.

Klagerens pensionsopsparing var fordelt med 392.361,06 kr. på en kapitalpensionsordning og 213.355,93 kr. på en ratepensionsordning.

Henholdsvis den 15. marts og 5. april 2000 blev der afholdt møder mellem klageren og en investeringsrådgiver hos indklagede om placering af pensionsmidlerne. Kapitalpensionsmidlerne blev placeret i investeringsforeningsbeviser i Carnegie World Wide (CWW) Globale Aktier (50.000 kr.) og i øvrigt i 4% statsobligationer 2001. Ratepensionsmidlerne blev placeret i investeringsforeningsbeviser i CWW Globale Aktier (150.000 kr.) og Uni Invest Verden (50.000 kr.).

Investeringerne udviklede sig negativt på grund af kursfald på investeringsforeningsbeviserne, som var aktiebaserede. Der blev løbende foretaget omlægninger og erstatningskøb på grundlag af løbende drøftelser mellem klageren og indklagedes investeringsrådgiver.

I begyndelsen af 2001 blev det drøftet at ophæve pensionsordningerne, idet klageren nu var blevet tilkendt mellemste førtidspension.

Under et møde den 29. juli 2002 blev tabet på investeringerne vurderet til ca. 90.000 kr.

I august og september 2002 solgte klageren sine værdipapirer.

Parternes påstande.

Den 7. august 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede som følge af mangelfuld rådgivning har pådraget sig erstatningsansvar for det tab, han har lidt ved investering af pensionsmidlerne.

Baggrunden for mødet den 27. oktober 1999 var, at han ønskede et bedre afkast af sin pensionsopsparing, som i forsikringsselskabet blev forrentet med 4,5% p.a. Han var ikke indstillet på en højere risiko. Ifølge pensionsrådgiveren var en bankordning bedre end en forsikringsordning, og han fik løfte om, at indklagede havde et bedre koncept/produkt i forhold til ordningen i forsikringsselskabet.

Det var først efter overførslen af pensionsmidlerne, hvor han blev præsenteret for investeringsrådgiverens udspil, at han blev klar over, at det af indklagede lovede højere afkast forudsatte investering i aktier. Da han var under revalidering, og da han i 1987 havde lidt et stort tab på aktier, ønskede han at undgå risikobetonede investeringer. På trods af disse oplysninger mente investeringsrådgiveren, at investeringsforeningsbeviserne i CWW var det rigtige produkt for ham, idet de "kun kunne klare sig flot". Der blev således mod hans vilje investeret i aktier. Denne situation kunne være undgået, såfremt en investeringsrådgiver havde deltaget i mødet den 27. oktober 1999. Konklusionen ville i givet fald have været, at indklagede ikke kunne tilbyde/give et større afkast end forsikringsselskabet.

Investeringsrådgiveren anbefalede kun aktieprodukter og påpegede, at CWW ville være det bedste/sikreste, idet de de sidste 10 år havde givet det bedste afkast, ikke mindst sammenlignet med obligationer. Investeringsrådgiveren forholdt sig ikke til hans risikoprofil. På grund af eventuel førtidspension og et eventuelt ejendomskøb var det vigtigt, at investeringshorisonten ikke blev lang, hvorfor han også havde svært ved at indse det rigtige i aktiekøb i CWW med kursen i top. CWW faldt langt mere end de bedre bankaktier.

Selv om værdien af investeringerne faldt, og han på grund af førtidspension havde mulighed for at ophæve pensionerne, anbefalede indklagede at fortsætte med at investere i aktier.

Indklagede har ikke levet op til det, der blev aftalt på mødet den 27. oktober 1999.

Han har alene indvilget i den beskedne risiko, som obligationsinvesteringer kan indebære.

Indklagede har anført, at klageren under mødet den 27. oktober 1999 blev gjort opmærksom på, at ønsket om at opnå en højere forrentning af pensionsopsparingen ville være forbundet med en højere risiko, og at han med henblik på at få mulighed for et højere afkast således skulle indstille sig på at investere en del af pensionsmidlerne i aktier. Klageren valgte selv at flytte sine pensionsordninger fra forsikringsselskabet til indklagede og var indstillet på at løbe en højere risiko ved at investere en del af pensionsmidlerne i aktier med henblik på muligvis at kunne opnå en bedre forrentning. Indklagede har på intet tidspunkt lovet en forrentning, som var bedre end forrentningen hos forsikringsselskabet.

Under mødet den 17. marts 2000 gjorde klageren opmærksom på, at han var ansat i en revalideringsstilling, og at han var part i en verserende sag om tilkendelse af førtidspension. Klageren blev anbefalet en forholdsvis kort investeringshorisont på maksimalt fem år og fordeling på obligationer og aktier på 80%/20%. Ud fra en risikovurdering blev det anbefalet klageren at investere den relevante del af midlerne i investeringsforeninger frem for i enkeltaktier. Investeringsforeningen CWW spreder sine investeringer på ca. 25 aktier inden for mange forskellige erhvervsgrene. Det bestrides, at det blev lovet klageren, at CWW "kun kunne klare sig flot", og klageren fik ikke løfter om et bestemt afkast.

I begyndelsen af 2001, hvor klageren henvendte sig om en eventuel ophævelse af ordningerne som følge af tilkendelse af førtidspension, blev klageren anbefalet at bibeholde sine obligations- og aktieinvesteringer, idet klageren og dennes ægtefælle på dette tidspunkt besad tilstrækkelig frie midler til opretholdelse af deres livsførelse.

Klageren fastholdt sin investeringsstrategi og foretog løbende handler.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har begået ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren vedrørende placeringen af dennes pensionsopsparing. Det er heller ikke godtgjort, at indklagede har tilsikret klageren et bestemt afkast. Klageren traf selv beslutning om placering af en del af pensionsmidlerne i investeringsforeningsbeviser baseret på aktier, og klageren, som efter det oplyste tidligere havde lidt tab på aktieinvesteringer, måtte indse risikoen herved.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.