Rådgivning ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
| Sagsnummer: | 415/2010 |
| Dato: | 27-09-2011 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Mette Gade, Søren Geckler, Troels Hauer Holmberg og George Wening |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Sagen vedrører, om Jyske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens mands investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
Sagens omstændigheder.
I 2007 var klagerens mand M kunde i Jyske Bank.
I august 2007 fik M fastlagt sin investeringsprofil for sine pensionsmidler.
Af bankens brev af 3. august 2007 benævnt "Din investeringsplan" fremgår:
"Du har nu fået tegnet din personlige investeringsprofil ud fra dine forventninger, ønsker og mål.
Din profil er dynamisk og vi anbefaler Investeringspartner.
Investeringspartner er målrettet til dig, der vil involvere dig i den løbende forbedring af dit afkast.
…
Vi vedlægger resumé af vores samtale, faktablad om profil og strategi og forslag til investering samt aftale om Jyske Investeringspartner.
…"
Af et resumé fra mødet fremgår, at M for investeringen af pensionsmidler mellem 2 og 5 mio. kr. havde en investeringshorisont på over 10 år, og at han ønskede at involvere sig i fordelingen mellem aktivtyper og regioner indenfor sin investeringsprofil. Under overskriften "Holdning til investering" fremgår, at han ønskede et godt og sikkert afkast på lang sigt, men kunne acceptere en moderat risiko på kort sigt, at han kunne acceptere et negativt afkast på 20 % på et enkelt år, at han ville beholde investeringen, hvis værdien et enkelt år faldt mere end han kunne acceptere, og at han var ret afhængig af de penge, han ønskede at investere. Betegnelsen "Moderat" står angivet under "Delkonklusion". Nederst på resuméet er over dato- og underskriftsfeltet anført:
"Vær opmærksom på, at selv om du har oplyst banken om, hvor stort et negativt afkast du kan acceptere, tager banken ikke ansvar for at et eventuelt negativt afkast under uheldige omstændigheder kan blive større."
Af bankens faktablad vedrørende den "dynamiske" profil fremgår, at udgangspunktet for bankens porteføljesammensætning er 54 % i etablerede aktiemarkeder, 6 % i nye aktiemarkeder, 30 % i danske obligationer og 10 % i højrenteobligationer. Desuden fremgår følgende:
"Deklaration
…
- | Øverst ser du, hvordan vi anbefaler at fordele aktiverne. Til den dynamiske profil anbefaler vi en nogenlunde ligelig fordeling mellem aktier og obligationer for at sprede risikoen. |
…"
Banken har oplyst, at M den 23. oktober 2007 deltog i en "investeringsaften" i banken, hvor bl.a. produktet Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer blev gennemgået på baggrund af en brochure, som blev udleveret. Banken har under sagens forberedelse fremlagt præsentationer fra mødet samt brochurer om produkterne Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer og Bølgebryder 2010, som også blev omtalt på mødet. Af brochuren vedrørende Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer fremgår bl.a., at den "samlede investering kan få et bedre forhold mellem afkast og risiko – du bliver med andre ord bedre sikret mod tab."
Den 26. oktober 2007 købte M for kapitalpensionsmidler 3.431 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer til kurs 102 for 349.962 kr.
Den 26. august 2009 døde M.
Den 7. oktober 2009 blev M’s kapitalpension opgjort og hans beholdning af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer solgt til kurs 20,5291 for 69.935,34 kr. efter fradrag af 500 kr. i kurtage.
Ved brev af 6. december 2009 anmodede klageren banken om at dække M’s tab ved investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, da han havde modtaget dårlig rådgivning.
Ved brev af 19. januar 2010 afviste banken at dække klagerens tab.
Finanstilsynet har i en offentliggjort afgørelse af 8. juli 2009 overfor Hedgeforeningen Jyske Invest påtalt, at foreningen handlede i strid med redelig forretningsskik og god praksis, jf. § 18 i lov om investeringsforeninger, specialforeninger m.v., da foreningen udarbejdede salgsbrochuren om Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer, "fordi brochuren ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen".
Finanstilsynet har en i anden offentliggjort afgørelse af 24. november 2009 over for Jyske Bank påtalt, at banken "i forbindelse med salg af andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra Investeringsforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen."
Klageren har den 20. juli 2010 overfor Ankenævnets sekretariat oplyst, at hun var indsat som begunstiget på M’s kapitalpension.
Parternes påstande.
Klageren har den 20. juli 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal betale et rimeligt erstatningsbeløb for tabet ved M’s investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at bankens markedsføring af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer har været vildledende. Produktet er beskrevet som markedsneutralt med en risiko lige over statsobligationer – men under aktier. Hun var selv med til investeringsaftenen, hvor Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer blev solgt som en obligation med et stabilt afkast. Der blev ikke omtalt nogen risiko.
En professor i økonomi har konkluderet, at en privat investor ikke har chance for at gennemskue markedsføringsmaterialet.
M var 67 år på investeringstidspunktet, hvorfor banken ikke burde have tilbudt ham investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
M skulle snart have sin kapitalpension udbetalt. Han stolede fuldt ud på sin rådgiver, da han ikke var en erfaren investor.
Det er betænkeligt, at man først i oktober 2008 modtog et brev om situationen, når banken havde et utal af mennesker, som sad og kiggede på verdensøkonomien og at papirerne først kunne afhændes den 5. november, hvor værdien stort set var tabt.
Tabet har stor økonomisk betydning for hendes fremtid.
Jyske Bank har bl.a. anført, at investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer skete i overensstemmelse med klagerens oplysning om risikovillighed.
M havde mulighed for at afhænde investeringerne når som helst.
M fik skriftlig samt mundtlig information om risici ved at investere i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, jf. den uddelte brochure indeholdende prospekt.
M deltog i informationsmødet og fik gennemgået produktet nøje.
M havde dermed et tilstrækkeligt grundlag for at bedømme risikoen ved investeringen.
M havde fra en tidligere investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Aktier kendskab til denne type produkt.
Banken har ikke markedsført obligationerne misvisende.
Banken har ikke givet en garanti for, at investeringen var uden risiko.
Banken har ikke pådraget sig et erstatningsansvar overfor klageren.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Af Finanstilsynets afgørelse af 24. november 2009 til Jyske Bank fremgår:
"Finanstilsynet påtaler, at Jyske Bank A/S i forbindelse med salg af andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra Investeringsforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen. Banken har i den forbindelse heller ikke sikret, at kunder, der blev anbefalet at geninvestere midler fra udløbne strukturerede obligationer og stats- og realkreditobligationer, på tydelig måde blev informeret om relevante risici ved en investering i hedgeforeningen.
Jyske Bank A/S har derved ikke levet op til forpligtelsen i den dagældende bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, § 7, stk. 3, 3. pkt."
Det er understreget i afgørelsen, at Finanstilsynet ikke hermed har taget stilling til, hvorvidt rådgivningen af den enkelte kunde lever op til bekendtgørelsens krav.
Herefter finder Ankenævnet, at det i den konkrete sag må påhvile Jyske Bank at godtgøre, at M forud for købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer har modtaget fyldestgørende rådgivning om, hvorledes disse obligationer risikomæssigt adskiller sig fra såvel almindelige stats- og realkreditobligationer som obligationsbaserede investeringsbeviser, herunder om den særlige risiko, som var en følge af gearingen af produktet.
Ankenævnet finder, at Jyske Bank ikke alene på baggrund af M’s investeringserfaring, den af banken anførte rådgivning eller udsendelsen af brochuren, der har givet Finanstilsynet anledning til en påtale over for Hedgeforeningen Jyske Invest, har kunnet forudsætte, at M var fortrolig med produktets særlige karakter.
Da Jyske Bank ikke har godtgjort, at M modtog fyldestgørende rådgivning forud for købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, er banken erstatningsansvarlig for det tab, som klageren har lidt som følge af investeringen.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Jyske Bank skal inden fire uger erstatte klagerens tab ved M’s investering i 3.431 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer. Hvis omstændighederne tilsiger det, kan banken anmode klageren om dokumentation for hendes berettigelse til modtagelse af erstatningen.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.