Dankort, misbrug, uaflåst depotrum.
| Sagsnummer: | 307/1992 |
| Dato: | 26-10-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd
|
| Ledetekst: | Dankort, misbrug, uaflåst depotrum. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 23. marts 1992 i tidsrummet mellem kl. 14.25 og 17.15 fik klageren stjålet en tegnebog indeholdende bl.a. klagerens dankort. Kortet blev efterfølgende misbrugt ved hævning af i alt 5.064 kr. i tidsrummet 16.35 til 20.20 samme dag.
Klageren blev opmærksom på kortets bortkomst samme dags aften kl. ca. 20.30, hvorefter kortet blev spærret.
I en skrivelse af 24. marts 1992 til indklagede, hvor klagerens konto førtes, beskrev klageren omstændighederne i forbindelse med kortets bortkomst. Af skrivelsen fremgår, at klageren har rengøringsjob på en skole, og den pågældende dag havde sin taske med, hvori lå en tegnebog, som bl.a. indeholdt dankortet. I skrivelsen hedder det bl.a.:
"Mit dankort sidder altid først i tegnebogen, men aller bagerst bagpå et billede står et nr. på fire cifre, det er koden på dankortet, hvad ingen kan vide, det er!"
Klageren har yderligere oplyst, at tasken med tegnebogen blev opbevaret i et uaflåst depotrum på skolen.
Indklagede har den 22. april 1992 debiteret klagerens konto 5.000 kr. vedrørende misbruget, idet indklagede har anset klagerens adfærd for groft uforsvarlig.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale 3.800 kr. af det debiterede beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at hun ikke finder at have optrådt groft uforsvarligt i forbindelse med bortkomsten af kortet. Hun har bestridt, at skolen kan anses for offentlig tilgængelig. Foruden dankortet hos indklagede havde klageren yderligere et girodankort, og på billedet i tegnebogen havde hun nedskrevet 8 cifre, hvoraf de fire var PIN-koden til dankortet, og de øvrige 4 PIN-koden til girodankortet.
Indklagede har anført, at efter den på misbrugstidspunktet gældende formulering af betalingskortlovens § 21 er klageren ansvarlig for tab op til 5.000 kr., når kortet mistes ved grov uagtsomhed. Efter den ændrede formulering af betalingskortlovens § 21, der trådte i kraft den 31. marts 1992, men som indklagede har erklæret sig villig til at efterleve i det omfang, den ændrede regel er til gunst for en kunde, hæfter kortindehaveren med op til 8.000 kr. for andres uberettigede brug af betalingskortet, hvis kortindehaver ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede brug. Indklagede finder, at det foreliggende tilfælde må karakteriseres som groft uforsvarlig adfærd, da klageren ved placeringen af sin taske med en pung indeholdende dankort og PIN-kode i et uaflåst depotrum på et offentligt sted - en skole - har muliggjort et misbrug. Indklagede finder derfor ikke grundlag for at nedsætte klagerens hæftelse til selvrisikoen på 1.200 kr. i medfør af de nye regler for området.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Peter Blok, Kirsten Nielsen og Lars Pedersen - udtaler:
Selv om den ændrede affattelse af betalingskortlovens § 21 først trådte i kraft den 31. marts 1992, har indklagede erklæret sig indforstået med at anvende de nye regler på det foreliggende tilfælde i det omang, de stiller klageren gunstigere end de hidtidige regler.
Efter § 21, stk. 1, hæfter kortindehaveren for op til 1.200 kr. af tabet, når den til kortet hørende PIN-kode har været anvendt. Efter stk. 3, nr. 2, hæfter kortindehaveren dog for op til 8.000 kr., såfremt det godtgøres, at indehaveren "ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede brug". Efter en samlet vurdering finder vi det betænkeligt at fastslå, at klagerens adfærd i det foreliggende tilfælde kan karakteriseres som groft uforsvarlig. Vi lægger herved vægt på, at opbevaringen i depotrummet af tasken med tegnebogen indeholdende dankortet i hvert fald i det væsentlige skete udenfor skoletiden, at kun en begrænset kreds af personer kan antages at have haft naturligt ærinde i depotrummet, at billedet med PIN-koden noteret på bagsiden vel var opbevaret i tegnebogen ligesom dankortet, men ikke lå umiddelbart ved siden af dette, og at koden i et vist - omend beskedent - omfang var kamufleret ved at være noteret sammen med 4 andre cifre. Vi lægger endvidere vægt på, at bestemmelsen om groft uforsvarlig adfærd efter lovens forarbejder er forudsat kun at kunne gøres gældende i et fåtal af tilfælde.
Efter det anførte er klagerens hæftelse efter de nye regler begrænset til selvrisikobeløbet på 1.200 kr. Idet bemærkes, at en vurdering efter § 21 i den hidtidige affattelse må føre til, at klageren anses at have handlet groft uagtsom, således at hun selv måtte bære 5.000 kr. af tabet, stemmer vi herefter for at tage klagerens påstand til følge.
2 medlemmer - Jørn Rytter Andersen og Allan Pedersen - udtaler:
I det foreliggende tilfælde har klageren i længere tid om eftermiddagen mellem kl. 14.30 og 17.00 på et tidspunkt, hvor der stadig færdedes mange fremmede og elever, efterladt sin taske indeholdende tegnebogen med dankortet i et uaflåst depotrum på en skole, hvortil der må antages at have været fri adgang for mange personer. I tasken blev opbevaret to dankort, og PIN-koderne til de to kort var noteret bagpå et billede, der lå i samme tegnebog som dankortet. Der foreligger således ingen kamuflage af koden. Ved således at have skabt såvel en let adgang til selve tyveriet som en let adgang for tyven til at komme i besiddelse af koden, finder vi, at klageren har udvist en groft uforsvarlig adfærd. Hendes hæftelse efter de nye regler er derfor ikke begrænset til selvrisikobeløbet på 1.200 kr.
Klagerens adfærd må så meget mere betegnes som groft uagtsom, og klageren hæfter derfor efter de hidtidige regler for 5.000 kr. af tabet. Vi stemmer herefter for, at klagen ikke tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf