Afgørelse

Spørgsmål, om frigivelse af købesum skulle have fundet sted tidligere end sket. Krav om erstatning for renter på mellemfinansieringskonto.

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede bærer ansvaret for, at restkøbesummen i forbindelse med klagerens ejendomssalg ikke blev frigivet tidligere end sket.

Sagens omstændigheder.

Ved købsaftale af 2. oktober 2001 solgte klageren og dennes samlever deres ejerlejlighed for en kontantpris på 1.122.000 kr. og med overtagelse den 19. oktober 2001.

Køber var repræsenteret ved advokat A.

Indklagede, der er klagerens pengeinstitut, skulle forestå indfrielse af to prioriteter i ejendommen bestående af henholdsvis et pantebrevslån på 151.000 kr. i pengeinstituttet P og et lån på 731.000 kr. i realkreditinstituttet R, som er koncernforbundet med P. Til brug herfor blev der oprettet en mellemfinansieringskredit til en rente på 9% p.a.

Parterne underskrev skøde henholdsvis den 14. og 17. oktober 2001. Af skødet fremgår blandt andet:

Den 15. oktober 2001 modtog indklagede 1.047.000 kr., som blev indsat på en deponeringskonto i klagerens navn.

Indklagede ekspederede indfrielserne den 31. oktober 2001 og 1. november 2001 ved betaling af henholdsvis 149.854 kr. og 725.465 kr., som blev trukket på mellemfinansieringskreditten.

Den 5. november 2001 blev skødet tinglyst med anmærkning om de to lån.

Indklagede rykkede forgæves P og R for de indfriede pantebreve. Indklagede fik oplyst, at der var forsinkelse som følge af omlægning af edb-system.

Den 13. november 2001 noterede A's sekretær følgende telefoniske besked fra indklagede:

"Sælgers bank oplyser, at [ R] er min. 6 uger om at fremsende indfriet pantebrev til sælgers bank da indfrielse sker "manuelt" på grund af omlægning af edb-system.

Det vil derfor have lange udsigter med at opnå anmærkningsfrit skøde."

Ved telefaxskrivelse af 14. november 2001 til indklagede meddelte A, at skødet nu var tinglyst "med anmærkning om hæftelser, som ikke skal overtages, hvorfor de venligst bedes meddele mig det, når disse hæftelser er ekspederet til aflysning".

Ved telefaxskrivelse af 27. december 2001 til A meddelte indklagedes ekspederende afdeling, at man nu havde "modtaget det sidste pantebrev og sender til aflysning i dag. Skødet burde nu kunne tinglyses uden anmærkninger."

Indklagedes fremsendelsesskrivelse til tinglysningsafdelingen, der er dateret ligeledes den 27. december 2001 er fremlagt under sagen.

Ifølge tinglysningspåtegning af 21. januar 2002 på skødet, der angav at være lyst senest den 28. december 2001, blev retsanmærkningerne gentaget.

Ved telefaxskrivelse af 31. januar 2002 til indklagede meddelte A blandt andet:

"Købers skøde og sælgers indfriede pantebreve har desværre krydset hinanden, idet den tidligere givne anmærkning på skødet er gentaget, hvorfor jeg i dag har genfremsendt dette med henblik på ophævelse af retsanmærkningen.

Da jeg kan konstatere, at de indfriede pantebreve er aflyst af tingbogen, frigives handlen."

På grundlag heraf opgjorde indklagede den 1. februar 2002 deponeringskontoen og mellemfinansieringskreditten.

Der var ved en fejl blevet debiteret renter på kreditten svarende til 18% p.a. frem for korrekt 9% p.a., hvorfor indklagede refunderede halvdelen af de beregnede renter. Renten for januar 2002 udgjorde herefter 7.341,52 kr. For samme måned blev der tilskrevet renter på 732,82 kr. på deponeringskontoen.

Parternes påstande.

Den 31. maj 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en renterefusion.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at handelsforløbet har været urimeligt langt, og at hun som følge heraf er blevet påført meromkostninger til renter på mellemfinansieringskreditten.

Indklagede burde have sørget for, at handlen blev afsluttet, og at deponeringen blev frigivet, således at rentetilskrivningen på mellemfinansieringskreditten kunne være stoppet på et langt tidligere tidspunkt.

Forløbet burde i hvert fald have været afsluttet med udgangen af december 2001. Indklagede bør derfor refundere hele rentetilskrivningen for januar 2002.

Indklagede har anført, at der ikke kunne rådes over de deponerede midler, hvorfor indfrielserne måtte gennemføres via en mellemfinansiering, jf. bekendtgørelse nr. 48 af 20. januar 2000 § 22, stk. 3, som ikke var fraveget ved købsaftalen.

Købesummen blev først frigivet af købers advokat ved dennes skrivelse af 31. januar 2002, og der kunne først herefter ske endelig opgørelse af kontiene.

Det lange sagsforløb beror ikke på forhold hos indklagede, men primært på lang sagsbehandlingstid hos kreditorerne på de hæftelser, der skulle indfries, og hos tinglysningskontoret. Endvidere var det uheldigt, at skødet og de aflyste pantebreve krydsede hinanden. Ekspeditionen blev forsøgt koordineret bedst muligt.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at indklagede foretog ekspeditionerne i forbindelse med klagerens ejendomssalg med fornøden hurtighed, og at indklagede med henvendelserne til kreditorerne på de hæftelser, der skulle indfries i forbindelse med handlen, og til købers advokat opfyldte sin pligt til at søge sagen fremmet.

Ankenævnet finder således ikke, at sagen blev forsinket på grund af forhold, som kan bebrejdes indklagede, hvorfor klagerens påstand ikke tages til følge.

Ankenævnet har ikke herved taget stilling til, om klageren kan gøre et krav gældende imod pantebrevskreditorerne eller advokaten.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.