Afgørelse

Spørgsmål vedrørende opdeling af engagement i forbindelse med skilsmisse samt spørgsmål vedrørende rådgivning om kaution for realkreditlån.

Indledning

Denne sag vedrører et af klageren rejst krav mod vestjyskBank i forbindelse med opdeling af udlån som følge af skilsmisse samt indsigelse om mangelfuld rådgivning om kaution for realkreditlån.

Sagens omstændigheder

Klageren og dennes daværende ægtefælle, H, ejede en fast ejendom, der var finansieret med et boliglån på 520.000 kr. (kontonummer -043) i Ringkjøbing Bank, nu vestjyskBANK, og et realkreditlån på 2.042.000 kr.

Boliglånet blev etableret ved gældsbrev af 20. juni 2008. Renten var for tiden 7,85 % om året, og afviklingen skulle ske ved månedlige ydelser på 4.700 kr. Overtræksprovision var for tiden 7 % om året. En tredjemand, T, påtog sig kaution for lånet begrænset til 100.000 kr.

I 2010 blev klageren og H skilt. Klageren flyttede fra ejendommen, som blev overtaget af H som eneejer pr. den 1. januar 2011. Den 29. november 2010 blev der afholdt et møde mellem parret og banken om engagementet. Det blev aftalt, at parrets lån skulle fortsætte uændret.

Den 28. december 2010 underskrev klageren en erklæring om kaution for realkreditlånet på 2.042.000 kr., med H som debitor.

Klageren har oplyst, at han skiftede pengeinstitut i 2011.

Ved brev af 1. februar 2012 sendte realkreditinstituttet en meddelelse til klageren om kautionsforpligtelsen i henhold til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder.

Ved brev af 23. oktober 2013 til klageren meddelte realkreditinstituttet, at realkreditlånet var i restance, idet H ikke havde betalt septemberterminen, som udgjorde 6.699,29 kr.

Ifølge kontoudskriften for boliglånet (-043) var dette ligeledes i restance. Rykkerbreve var udsendt af banken henholdsvis den 12. august 2013, 5. september 2013 og 16. september 2013.

Den 6. november 2013 underskrev klageren et gældsbrev til vestjyskBANK vedrørende et nyt boliglån på 176.850 kr. (kontonummer -303). Renten var for tiden 7,00 % om året, og afviklingen skulle ske ved månedlige ydelser på 2.350 kr., første gang den 1. januar 2014. Overtræksprovision var for tiden 12 % om året.

Baggrunden for det nye boliglån (-303) var, at banken accepterede en anmodning fra klageren om at opdele restgælden på det fælles boliglån (-043) efter kautionistens indbetaling af 100.000 kr.

Ved e-mail af 20. november 2013 sendte realkreditinstituttet dokumentation for kautionsforpligtelsen til klageren. Den 21. november 2013 videresendte klageren e-mailen til banken med følgende ledsagetekst:

”Så fik jeg denne af [realkreditinstituttet].

Kan jeg selv søge om at komme fri af denne?

…”

Ved e-mail senere samme dag svarede banken:

”Nej, det kan du ikke.

Det skal bevilges af banken, og det bliver ikke bevilget, så længe der ikke er en ordning/betaling.

…”

Den 29. november 2013 indsatte kautionisten T 100.000 kr. på det fælles boliglån -043, hvorved saldoen blev nedbragt til 346.551 kr. Den 2. december 2013 blev der med posteringsteksten ”rettelse” hævet 4.700 kr. på lånet, svarende til én ydelse. Den 30. december 2013 blev der hævet renter på 10.792 kr. Herefter udgjorde restgælden 362.043 kr.

På baggrund af henvendelser fra klageren om effektuering af det nye boliglån (-303) oplyste banken ved e-mail af 19. december 2013, at man havde valgt at ”fortsætte inkassosagen (oprindeligt startet op den 10.10.2013), da det ikke har været muligt at indgå en aftale med alle tre parter. Din ex-kone ønsker ikke at samarbejde om den foreslåede løsning.” Ved e-mail senere samme dag oplyste klageren, at det undrede ham, at lånet fortsat var til inkasso, at han aldrig havde fået oplyst, at alle tre parter skulle være enige, og at aftalen var bindende ifølge en advokat, som han havde kontaktet.

Det nye boliglån (-303) på 176.850 kr. blev ikke udbetalt. Om baggrunden herfor har banken anført, at klageren som betingelse for lånet krævede at blive frigjort for kautionen for realkreditlånet. Klageren har bestridt dette.

Henholdsvis den 30. december 2013 og den 3. januar 2014 forsøgte klageren via sin konto i et andet pengeinstitut at betale ydelserne på det nye boliglån (-303). Betalingerne indgik på en fejlkonto i vestjyskBANK og blev returneret henholdsvis den 2. januar 2014 og den 6. januar 2014. For hver returnering blev der hævet et gebyr på 20 kr. Det ene gebyr blev refunderet.

Under sagen er der fremlagt uddrag af korrespondance mellem parterne i foråret 2014. Ved e-mail af 11. april 2014 til klageren anførte banken:

”…

Som aftalt pr. telefon får du lige en mail, idet vi har modtaget en skrivelse fra din advokat, hvoraf der fremgår, at du gerne vil have det nævnte boliglån delt op, men halvdelen til [H] og dig – din halvdel vil du afdrage med 2.350,00 pr. måned. (oprindeligt aftalt)

Ovenstående har ingen betydning, i forhold til din kautionsforpligtelse overfor Totalkredit.

Dette må du meget gerne give en accept af, hvorefter vi vil udfærdige dokumenter.

…”

Ved e-mail samme dag svarede klageren:

”…

I samråd med min advokat kan vi ikke acceptere nedenstående tilbud. Da det handler at jeg skal frigøres helt for [H’s] uansvarlige handlinger. Som der også henvises til i skrivelsen fra min advokat.

Jeg har siden skilsmissen arbejdet for at dele boliglånet, men fået afslag af vestjysk bank i alle årene. Nu har [H] i mellemtiden valgt at misligholde aftalen med TK også og først i den forbindelse blev jeg bekendt med at jeg også stod kautionist for TK.

…”

Banken har oplyst, at klagerens netbankadgang ophørte den 19. marts 2014, idet klageren på daværende tidspunkt havde flyttet hele sit engagement med banken bortset fra det misligholdte boliglån. Banken har i den forbindelse henvist til punkt 9 i Aftale om Netbank. Heraf fremgår følgende om bankens opsigelsesadgang:

”Aftalen kan opsiges af vestjyskBANK med to måneders varsel. I tilfælde af opsigelse vil kunden få refunderet en forholdsmæssig andel af eventuelle forudbetalte gebyrer vedrørende betalingstjenester. Aftalen kan dog ophæves uden varsel ved kundens misligholdelse af aftalevilkårene. Kunden er opmærksom på, at tilsidesættelse af kundens pligter i denne aftale anses som misligholdelse.”

Efter det oplyste blev ejendommen solgt på tvangsauktion den 13. maj 2014.

I november 2014 overgik klagerens gæld til vestjyskBANK i henhold til både realkreditlånet og det fælles boliglån -043 til inkasso hos en advokat.

Parternes påstande

Den 12. januar 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at vestjyskBANK skal opdele boliglånet som aftalt og holde ham skadesløs for kautionsforpligtelsen for realkreditlånet.

vestjyskBANK har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken ikke overholdt aftalen ved gældsbrevet af 6. november 2013 om opdeling af boliglånet. Betingelsen om indbetalingen på 100.000 kr. fra kautionisten blev opfyldt, og han forsøgte forgæves at betale de aftalte ydelser. Det bestrides, at han på daværende tidspunkt betingede aftalen af, at han blev frigjort som kautionist på realkreditlånet. Han fremsatte alene nogle forespørgsler om muligheden for at blive frigjort for kautionen, herunder om han skulle rette henvendelse til realkreditinstituttet herom. Det var ikke en betingelse for aftalen, at H tiltrådte denne. Banken videreførte uberettiget lånet til inkasso, selvom der var indgået aftale.

Da boliglånet ved gældsbrevet af 6. november 2013 var blevet opdelt, burde han ikke som anført af banken have foretaget indbetalinger på det gamle lån.

Forespørgslen om at blive frigjort som kautionist var begrundet i, at han havde begrundet mistanke om, at H og hendes nye samlever bevidst styrede mod en tvangsauktion med henblik på, at samleveren skulle overtage ejendommen. Frygten viste sig velbegrundet, idet ejendommen på tvangsauktionen blev købt af samleverens bedste ven, der videresolgte ejendommen til samleveren.

Han forsøgte forgæves to gange at betale de to første ydelser på lånet. Han foretog således i alt fire betalingsforsøg. Betalingerne blev returneret, og han blev pålagt gebyr herfor, hvorefter han stoppede betalingsforsøgene. Banken var bundet af aftalen uanset, om H ville medvirke eller ej.

Først da banken indså, at han havde ret i sin mistanke, vedstod banken opdelingen af boliglånet men krævede, at han skulle underskrive nye dokumenter, hvilket han var uforstående over for. Det var endvidere først på det tidspunkt, at han krævede at blive frigjort for kautionen for realkreditlånet.

Det bør ikke komme ham til skade, at banken har ”sovet i timen”, hvilket medførte, at H med fuldt overlæg kunne lade ejendommen sælge på tvangsauktion.

Bankens rådgivning i forbindelse med at han påtog sig kautionen for realkreditlånet var mangelfuld. Han var end ikke klar over, at han påtog sig at kautionere. Det fremlagte kautionsdokument må være blevet underskrevet i forbindelse med andre dokumenter, uden at han var opmærksom på det.

Banken lukkede uberettiget og uden varsel hans adgang til netbank, selvom han stadig var kunde.

vestjyskBANK har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen er uegnet til behandling i nævnet, jf. Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1, da klagen vil kræve yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted ved nævnet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har vestjyskBANK anført, at banken til stadighed siden efteråret 2013 har accepteret en opdeling af boliglånet mellem klageren og H.

Klageren stillede imidlertid som betingelse, at han blev slettet som kautionist på realkreditlånet. Det var således hverken banken eller H men tværtimod klageren selv, der var til hinder for at opdelingen skete. Banken er stadig indstillet på at opdele boliglånet, men ikke på betingelse af, at han frigøres for kautionen på realkreditlånet.

Da klageren påtog sig at kautionere for realkreditlånet, blev han rådgivet af banken på sædvanlig vis om betydningen af at være kautionist. Klageren og H aftalte i forbindelse med skilsmissen, at H skulle overtage ejendommen med henblik på at undgå at sælge ejendommen og derved realisere et tab på daværende tidspunkt. Klageren var fuldt ud bekendt med situationen, herunder ægtefællens økonomi, lånet i ejendommen, ejendomsværdien samt risikoen som kautionist.

Banken har ikke nærmere kendskab til parrets bodeling.

Siden underskrivelsen af kautionen har klageren modtaget årlige meddelelser fra realkreditinstituttet om kautionen. På kautionstidspunktet hæftede klageren fuldt ud for realkreditlånet som debitor.

Et eventuelt krav imod banken i forbindelse med kautionens stiftelse er forældet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.

Klagerens betalinger til boliglån -303 indgik på fejlkonto og blev returneret, fordi lånet ikke var effektueret og konto-303 dermed ikke var oprettet. Banken har ikke opkrævet gebyr for returneringerne. Klageren vidste, at lånet ikke var oprettet, og at han derfor ikke kunne betale på det.

Klageren har under hele forløbet kunne afdrage på sin gæld ved sædvanlig indbetaling på kontonummer -043.

Banken hæfter for klagerens gæld til realkreditinstituttet. Banken er derfor bemyndiget af realkreditinstituttet til at vurdere lånesager og den videre håndtering herefter, herunder frigivelse af kautionister.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren og dennes tidligere ægtefælle, H, ejede en fast ejendom, der var behæftet med et boliglån i Ringkjøbing Bank, nu vestjyskBANK, og et realkreditlån. I forbindelse med parrets skilsmisse i 2010 overtog H ejendommen som eneejer. Boliglånet fortsatte uændret som et fælles lån, mens realkreditlånet blev videreført med H som enedebitor og klageren som kautionist. Baggrunden var efter det oplyste at undgå at realisere et tab ved salg af ejendommen til tredjemand.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken har pådraget sig et erstatningsansvar som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med klagerens kaution for realkreditlånet. Et eventuelt erstatningskrav må endvidere nu anses for forældet.

Ankenævnet finder, at vestjyskBANK var bundet af aftalen ved gældsbrevet af 6. november 2013, hvorved gælden på boliglånet blev opdelt mellem klageren og H. Ankenævnet finder endvidere, at banken var medvirkende årsag til at der opstod misforståelser vedrørende klagerens anmodning om frigørelse for kautionen for realkreditlånet, idet banken ikke klart oplyste, at den var bemyndiget til at behandle anmodningen på realkreditinstituttets vegne.

Den 11. april 2014 vedstod banken imidlertid tilbuddet om at opdele boliglånet, hvilket klageren afslog. Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at det ikke kan pålægges banken at yde en eventuel kompensation til klageren, som følge af, at låneaftalen af 6. november 2013 ikke blev effektueret.

Netbankaftalen mellem klageren og banken blev tilsyneladende ikke misligholdt af klageren. Det er endvidere uoplyst, om aftalen blev opsagt med et varsel på to måneder. Under de foreliggende omstændigheder, hvor klageren har skiftet pengeinstitut, finder Ankenævnet ikke, at det bør pålægges banken at genetablere netbankaftalen.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen, hverken helt eller delvist.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.