Indfrielse af kaution ved hævning på kautionists ikke fuldt udnyttede kassekredit.
| Sagsnummer: | 218/2002 |
| Dato: | 22-10-2002 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Christian Egeskov, Inge Frølich, Karen Frøsig, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - indfrielse
Modregning - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indfrielse af kaution ved hævning på kautionists ikke fuldt udnyttede kassekredit. |
| Indklagede: | Vivild og Omegns Sparekasse |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod indklagedes hævning på klagerens kassekredit til brug for indfrielsen af en kautionsforpligtelse, som klageren havde påtaget sig.
Sagens omstændigheder.
I 1994 overdrog klagerens ægtefælle M en fast ejendom til klageren. Ejendommen var ægtefællernes bolig.
I forbindelse med overdragelsen ydede indklagede M en kassekredit på 30.000 kr. Klageren underskrev den 7. november 1994 kassekreditkontrakten som selvskyldnerkautionist for M's forpligtelser ifølge kassekreditten. Indklagede modtog samtidig til sikkerhed et ejerpantebrev på 191.000 kr. med pant i klagerens ejendom.
Den 7. februar 2000 blev M's bo taget under konkursbehandling. Indklagede anmeldte et krav på ca. 8.500 kr. i henhold til kassekreditten.
Af en cirkulæreskrivelse af 2. marts 2000 fra kurator i konkursboet fremgår, at klageren ved overtagelsen af M's ejendom i 1994 tilsyneladende ikke havde overtaget ejendommens gæld, hvorfor M ikke kunne anses for at være frigjort som debitor. Det var kurators vurdering, at der ved overdragelsen af ejendommen blev ydet en gave mellem M og klageren, til hvis gyldighed der kræves ægtepagt. En sådan var ikke oprettet, hvorfor kurator anså overdragelsen for ugyldig, subsidiært omstødelig.
Af sagen fremgår, at konkursboet anlagde sag mod klageren med påstand om, at den omhandlede ejendom tilhørte konkursboet.
Indklagede har anført, at M i juni 2001 rettede henvendelse og oplyste, at han forventede at kunne opnå en akkord for sin samlede gæld, i hvilken forbindelse klagerens ejendom skulle sælges. Det aftaltes ved denne lejlighed, at indklagede frigav ejerpantebrevet på 191.000 kr. ved samtidig indfrielse af indklagedes krav i henhold til kassekreditten opgjort til ca. 10.000 kr. Beløbet måtte hæves på klagerens konto, hvortil M's løn/dagpenge var indgået de sidste ca. 15 måneder.
Ved skrivelse af 28. juni 2001 til klageren og M anførte indklagede, at indklagedes håndpant ifølge ejerpantebrevet på 191.000 kr. kunne "frigives af [indklagedes] pant uden betaling".
Den 29. juni 2001 opgjorde indklagede M's kassekredit. Opgørelsesbeløbet på 10.108,63 kr. blev hævet på klagerens kassekredit hos indklagede. Kassekredittens saldo var efter hævningen 26.691,24 kr. (negativ); kredittens maksimum var 50.000 kr. Indklagede gav ved skrivelse af 29. juni 2001, klageren underretning om debiteringen.
I december 2001 afsagde Vestre Landsret dom, hvorefter den ejendom, som M i 1994 havde overdraget til klageren, tilhørte konkursboet.
Indklagede har anført, at klageren ultimo februar 2002 rettede henvendelse til indklagede med henblik på en vurdering af sin økonomiske mulighed for køb af en lejlighed som følge af, at hun og M skulle separeres/skilles.
Parternes påstande.
Klageren har den 28. maj 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre hævningen på 10.108,63 kr. til hendes konto.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede overførte beløbet fra hendes konto til M's konto, uden at et betinget aftalevilkår var opfyldt, og uden at indklagede havde indhentet hendes tilladelse.
I forbindelse med M's konkurs blev der arbejdet på at opnå en ordning med M's kreditorer. Det var hensigten at optage et lån i friværdien i ejendommen, hvilket beløb skulle gå til delvis dækning af M's kreditorer. I den forbindelse havde indklagede givet tilsagn om lån i friværdien mod pant i ejendommen og mod indfrielse af M's kassekredit. I sin henvendelse til indklagede i juni 2001 aftalte M med indklagede, at såfremt et forlig blev indgået med konkursboets kreditorer, ville det skyldige beløb på M's kassekredit efterfølgende blive indfriet. Desværre accepterede konkursboet ikke deres tilbud, men overtog i stedet ejendommen ved dom.
Betingelsen for, at indklagedes simple fordring i M's bo skulle indløses, var ikke indtruffet, men alligevel trak indklagede beløbet til indfrielse af kassekreditten på hendes konto.
Indklagede har anført, at klageren som selvskyldnerkautionist hæftede for M's kassekredit. Som følge heraf, samt da M anvendte klagerens konto som fælles lønkonto og på grundlag af det med M aftalte var det berettiget at hæve indfrielsesbeløbet på klagerens konto.
Hertil kommer, at klageren har udvist passivitet, ligesom klagerens kassekredit primo 2002 er blevet fornyet for en ny femårig periode.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren underskrev i november 1994 som selvskyldnerkautionist for M's forpligtelser ifølge M's kassekredit hos indklagede. Efter at M's bo var taget under konkursbehandling i februar 2000, var indklagede berettiget til at gøre krav i henhold til kassekreditten gældende over for klageren.
Det kan ikke anses for godtgjort, at klageren i juni 2001 gav indklagede ubetinget tilladelse til at hæve beløbet til indfrielse af M's kassekredit på klagerens egen kassekredit hos indklagede, og en uudnyttet trækningsret inden for en tilsagt kredit er ikke et aktiv, som kan gøres til genstand for modregning.
Ankenævnet finder ikke, at klageren har udvist en adfærd, som kunne give indklagede grundlag for at antage, at klageren ikke ville påberåbe sig, at debiteringen var uberettiget.
Klagen tages derfor til følge, som nedenfor bestemt.
Som følge heraf
Indklagede skal inden 4 uger indsætte 10.108,63 kr. på klagerens kassekredit med valør 29. juni 2001.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.