Indsigelse mod pengeinstituts spærring af adgang til at handle med værdipapirer i et depot, der var pantsat til tredjemand.
| Sagsnummer: | 427/2021 |
| Dato: | 19-04-2022 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Inge Kramer, Karin Sønderbæk, Tina Thygesen og Lisbeth Baastrup Burgaard |
| Klageemne: |
Depot - øvrige spørgsmål
Pant - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse mod pengeinstituts spærring af adgang til at handle med værdipapirer i et depot, der var pantsat til tredjemand. |
| Indklagede: | Nykredit Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører indsigelse mod spærring af adgang til at handle med værdipapirer i et depot, der var pantsat til tredjemand.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i pengeinstituttet P, hvor hun havde et værdipapirdepot. I 1996 underskrev klageren en erklæring, hvorefter hendes far fik pant i depotet. Erklæringens ordlyd var følgende:
”Til sikkerhed for den gæld, jeg har og til enhver tid måtte få til [faderens (panthavers) navn og adresse] pantsætter jeg herved de værdipapirer, der til enhver tid måtte befinde sig i mit depot i [P] med depotnr. […].
Den 22. januar 2020 blev der afholdt et møde mellem klageren, hendes ægtefælle og Nykredit Bank om overførsel af klagerens og ægtefællens engagement fra P til Nykredit Private Banking. Den 23. januar 2020 sendte banken et referat af mødet til klageren og ægtefællen. Af referatet fremgik blandt andet:
”…
I fortæller I ønsker at skifte bank, da jeres mangeårige rådgiver ikke længere er i banken. I har derfor fået en ny rådgiver, i en afdeling i Jylland – hvilket I ikke føler er så hensigtsmæssigt for jer.
…
Jeg er gået i gang med at flytte [klagerens] konto og depot allerede nu, da der ikke er tilknyttet betalinger og løn som vi skal være opmærksomme på. …
…”
I oktober 2020 henvendte panthaver sig til banken med anmodning om, at banken sikrede, at der ikke blev handlet med værdipapirerne i depotet uden hans samtykke. Ved e-mail af 14. oktober 2020 anførte panthaver via sin advokat blandt andet:
”…
Det pågældende depot, der er nøje specificeret og individualiseret, er oprindeligt givet som gave. En udtrykkelig betingelse for gaven var, at der ikke kunne ske salg eller omlægning fra depotet uden særskilt godkendelse fra min klient. Samtidig er der ydet lån samt kautioneret for betragtelige beløb, hvorfor det også er afgørende, at depotet holder den forudsatte værdi, således at min klient qua pantsætningen ikke har risiko for at lide noget tab. Den skete pantsætning skal således ses i sammenhæng med betingelserne for gaven.
Samtidig er jeg, ikke mindst på baggrund af pantsætningen, noget forundret over, at der er sket overdragelse af depotet fra [P] til Nykredit uden at min klient har givet tilsagn hertil endsige orienteret herom. Dette forhold er jeg ved at afklare med [P].
Jeg skal for nuværende gøre opmærksom på, at det fortsat er såvel min som min klients opfattelse, at der ikke kan rådes over det pågældende depot uden min klients samtykke. Såfremt der ageres i strid hermed, er jeg samtidig nødsaget til over for Nykredit at tage forbehold for ethvert tab, som min klient måtte lide som følge heraf.
…”
Samme dag svarede Nykredit Bank blandt andet:
”…
I forhold til den pantsætningserklæring der er fremsendt af [panthaver], og som allerede for nuværende er registreret på vores kunde, er det stadig vores opfattelse at kunden kan agere som hun har lyst med hensyn til køb og salg i depotet. Vi medgiver dog at depotet ikke skal udgå så længe der foreligger en gældende pantsætningserklæring.
Efter endnu en korrespondance med vores juridiske afdeling er vores klare holdning, at erklæringen ingenlunde udspecificeret er ud fra de kriterier som du/I ønsker der bliver handlet efter. Skulle du/I ligge inde med yderligere dokumentation, ser jeg frem til at modtage dette.
…”
Nykredit Bank har under sagen for Ankenævnet anført, at banken burde have imødekommet panthavers anmodning om at spærre depotet.
På baggrund af en fornyet henvendelse fra panthaver besluttede banken at imødekomme dennes anmodning om spærring af depotet. Den 19. august 2021 sendte banken en meddelelse om dette til klageren. Banken anførte blandt andet:
”… Pantsætningserklæringen er underskrevet af dig, og det er vores forståelse, at indholdet på depotet er givet som en gave med udtrykkelig betingelse om, at der ikke på noget tidspunkt kan ske salg eller omlægning fra depotet uden panthavers særskilte godkendelse.
…”
Klageren klagede til banken over, at hun var blevet afskåret fra at handle med værdipapirer i depotet. Banken afviste klagen.
Parternes påstande
Den 6. oktober 2021 har klageren indgivet en klage over Nykredit Bank med følgende påstand:
”a) Nykredit skal genindføre min handelskapacitet, som de oprindeligt havde aftalt og givet mig.
b) Indtil eksisterende gæld eller lån er dokumenteret af fordringshaver, bør Nykredit ikke begrænse min frihandelskapacitet.
c) Hvis eksisterende gæld eller lån kan dokumenteres af fordringshaver, bør Nykredit ikke begrænse min frihandelskapacitet ud over værdien af den originale gave.
d) Nykredit bør se bort fra sikkerhedskrav på min portefølje til dækning af hypotetiske fremtidig gæld eller lån, medmindre jeg accepterer det ved forekomst.
e) Hvis min handelskapacitet har været uretfærdigt begrænset, bør værditabet for min portefølje mellem den dag det skete og den dag den genoprettes, kompenseres af Nykredit.”
Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken uberettiget afskar hende fra at handle med værdipapirerne i depotet.
I 1994 fik hun af sin far en portefølje af værdipapirer til en værdi af cirka en million kroner. Der var ingen betingelser knyttet til porteføljen.
Hun underskrev erklæringen i 1996, fordi faderen (panthaver) insisterede på det. Hun havde ingen gæld til panthaver eller lån hos faderen (panthaver), da hun underskrev, og hun har heller ikke siden haft gæld til eller lån hos faderen (panthaver).
I 2017 ønskede hun at handle med værdipapirerne. P var af den opfattelse, at pantet ikke var gyldigt, men P nægtede at lade hende handle. For at løse situationen blev hun rådet til at overføre porteføljen til en anden bank.
I januar 2020 blev Nykredit Bank informeret udførligt om situationen, og banken forsikrede hende om, at hun frit kunne handle med værdipapirer.
På mødet den 22. januar 2020 var der tale om en tre timer lang samtale med bankens kunderepræsentanter for at lære hendes situation at kende. Referatet fra mødet var kort og gav ikke en detaljeret rapport om alle de emner, der blev diskuteret. Det var et lære- og kommercielt møde. Efter mødet havde hun og ægtefællen to møder om porteføljen med en investeringsrådgiver i banken.
På det grundlag overførte hun porteføljen til banken i februar 2020. Fra da af handlede hun frit med værdipapirer ad fem omgange (februar 2020, august 2020, januar 2021, april 2021, juli 2021) for et beløb tæt på en million kroner.
P har direkte informeret Nykredit Bank om eksistensen af erklæringen fra 1996, og erklæringen er registreret i bankens system og knyttet til porteføljen. Bankens juridiske afdeling gennemgik erklæringen og rejste ingen indvendinger eller begrænsninger for hendes mulighed for at bruge porteføljen og til at handle værdipapirer. Dette understøttes af, at banken faktisk gav hende adgang til at handle på depotet, og at banken i oktober 2020 afviste panthavers anmodning om spærring.
Det fremgår tydeligt af bankens afvisning af panthavers anmodning i oktober 2020 om spærring, at bankens juridiske afdeling havde gennemgået erklæringen.
Det var uberettiget, at banken i august 2021 imødekom faderens (panthavers) anmodning om at blokere hendes handler, medmindre de blev godkendt af faderen (panthaver). Banken brød derved de bankvilkår, den havde aftalt med hende.
Porteføljen havde en værdi på over fem millioner kroner, da den blev blokeret.
Hun fik ikke meddelelse eller mulighed for at anfægte de krav, der blev fremsat mod hendes portefølje, før banken blokerede den.
Det beroede ikke på en fejl, at hun efter overførslen i februar 2020 kunne handle på depotet. Adgangen til at handle beroede på en aftale mellem hende og banken.
Banken bør erstatte ethvert værditab, som hun måtte blive påført fra spærringstidspunktet frem til hendes mulighed for at handle bliver genoprettet.
Det er ikke relevant at tage stilling til porteføljeværdien fra overdragelsesdatoen, da porteføljen alene var under hendes ansvar indtil spærringen.
Nykredit Bank har anført, at banken på baggrund af pantsætningserklæringen fra 1996 var og er forpligtet til at etablere og opretholde spærringen af depotet. Dette gælder uanset, at banken i første omgang ikke etablerede spærring.
Banken undlod at spærre depotet i forbindelse med etableringen af kundeforholdet med klageren, og afviste at efterkomme panthavers anmodning om spærring, fordi banken fortolkede erklæringen af 1996 forkert.
Klageren har ikke lidt et økonomisk tab, idet depotets værdi er steget siden overførslen.
Ved manglende spærring af depotet risikerer banken, at panthavers sikkerhed udhules, og at banken pålægges erstatningsansvar herfor.
Banken er uden ansvar for, at panthaver modsætter sig de handler, som klageren ønsker.
Det fremgår ikke af referatet for mødet om etableringen af kundeforholdet, at baggrunden for klagerens bankskifte til Nykredit Bank var motiveret af, at kunne handle værdipapirer i depotet. Der fremgår heller ikke noget om problemstillingen vedrørende depotet i øvrigt. Det fremgår derimod af referatet, at bankskiftet skyldtes, at klagerens rådgiver ikke længere var ansat i banken.
Det bestrides, at spærringen af depotet er udtryk for misligholdelse af de vilkår, som var aftalt med klageren.
Ankenævnets bemærkninger
I begyndelsen af 2020 blev klageren kunde i Nykredit Bank. Engagementet bestod af blandt andet et værdipapirdepot. Ifølge en erklæring underskrevet i 1996 pantsatte klageren ”de værdipapirer, der til enhver tid måtte befinde sig” i depotet, til sin far til sikkerhed for den gæld, ”jeg har og til enhver tid måtte få” til faderen.
Tre medlemmer – Bo Østergaard, Inge Kramer og Karin Sønderbæk – udtaler:
Vi finder, at banken var berettiget og forpligtet til at efterkomme panthavers anmodning om at afskære klageren fra at handle med værdipapirerne i depotet uden panthavers samtykke. Dette gælder uanset, at banken i første omgang fejlagtigt tillod, at klageren foretog handler.
Vi finder ikke, at banken ved aftale eller på anden måde har tilsikret klageren adgang til at handle med værdipapirerne i depotet uden panthaverens samtykke.
Vi stemmer derfor for, at klageren ikke gives medhold i klagen.
To medlemmer – Tina Thygesen og Lisbeth Baastrup Burgaard – udtaler:
Vi finder, at det var uberettiget, at banken fra august 2021 afskar klageren fra at handle med værdipapirerne i depotet. Vi har herved lagt vægt på, at pantsætningen ifølge erklæringen fra 1996 omfattede ”de værdipapirer, der til enhver tid måtte befinde sig” i depotet. Panthaver har ikke over for banken dokumenteret, at det mellem panthaver og klageren er aftalt, at depotet skal indeholde bestemte værdipapirer. Panthaver har heller ikke over for banken dokumenteret, at klagerens ejerskab til depotet er betinget af, at der ikke kan ske salg eller omlægning fra depotet uden panthavers særskilte godkendelse.
Vi stemmer derfor for, at klageren gives medhold i klagen således, at banken skal genetablere hendes adgang til at handle med værdipapirerne i depotet.
Vi finder ikke, at der er grundlag for at pålægge banken at betale erstatning til klageren.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.