Debitering af hævetransaktioner trods påstået manglende udbetaling.
| Sagsnummer: | 109 /2002 |
| Dato: | 10-09-2002 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Christian Egeskov, Ole Reinholdt. |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - manglende udbetaling fra automat
|
| Ledetekst: | Debitering af hævetransaktioner trods påstået manglende udbetaling. |
| Indklagede: | PBS International A/S |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører registrering af to hævninger i kontantautomater foretaget ved hjælp af klagerens Eurocard. Begge hævninger, der var på 3.000 kr., blev ifølge klageren ikke udbetalt.
Sagens omstændigheder.
Klageren har et af indklagede udstedt Eurocard.
Den 24. november 2001 registrerede indklagede en hævning på 3.000 kr. foretaget ved benyttelse af klagerens Eurocard i en udendørs kontantautomat tilknyttet pengeinstituttets N' afdeling i Rønne.
Den 29. november 2001 registrerede indklagede en hævning på 3.000 kr. foretaget ved benyttelse af klagerens Eurocard i en udendørs kontantautomat tilknyttet pengeinstituttets N' afdeling i Rønne.
Klageren har anført, at skærmen i terminalen ved begge hævetransaktioner viste, at maksimum var overskredet. Maskinen printede en bon ud, som han dog ikke nærlæste. Han havde benyttet kortet i perioden fra 1. november til 24. november både til køb samt kontanthævninger, så i begge tilfælde passede det meget godt, at han ikke kunne få udbetalt det ønskede beløb. Der var tale om to forskellige automater i samme pengeinstitut.
Den 8. december 2001 registrerede indklagede en hævning på 3.000 kr. foretaget ved benyttelse af klagerens Eurocard i en udendørs kontantautomat tilknyttet pengeinstituttets N' afdeling i Rønne.
Klageren har anført, at terminalens skærm viste, at maksimum var overskredet, hvilket han var uforstående over for. På grund af travlhed kontaktede han ikke indklagede herom.
Af indklagedes faktura af 18. december 2001 fremgår, at indklagede debiterede klagerens konto for 3 gange 3.000 kr. for hævninger foretaget den 24. og 29. november samt 8. december 2001. For hver hævning debiterede indklagede endvidere et gebyr på 60 kr.
Ved skrivelse af 27. december 2001 protesterede klageren over for indklagede mod indholdet af fakturaen og anførte, at han ikke havde modtaget noget beløb ved de omhandlede 3 hævetransaktioner.
Ved skrivelse af 4. januar 2002 meddelte indklagede, at man som følge af indsigelsen havde tilbageført i alt 9.000 kr. Behandlingen af indsigelsen var dog ikke endeligt afsluttet.
Ved skrivelse af 18. februar 2002 meddelte indklagede, at man på ny hævede 2 gange 3.000 kr. fra klagerens konto, idet man havde modtaget kopi af journalrullen for hævningerne den 24. november og 8. december 2001, hvoraf fremgik, at beløbene var udbetalt. Udbetalende pengeinstitut havde ikke de pågældende dage haft difference i pengeautomaten.
Den 5. marts 2002 indgav klageren klage til Ankenævnet. Klageren orienterede samtidigt indklagede herom.
Ved skrivelse af 9. april 2002 rykkede indklagede klageren for inddækning af saldoen på klagerens konto. Indklagede anmodede om betaling inden 4 dage, idet man i modsat fald ville overgive sagen til retslig inkasso samt foretage anmeldelse til RKI Kredit Information "i henhold til gældende regler". Indklagede hævede samtidig et rykkergebyr på 100 kr.
Ved skrivelse af 11. april 2002 til indklagede henviste klageren til, at klage vedrørende hævningerne var indgivet til Ankenævnet, men at han under henvisning til indklagedes oplysning om sagens mulige overgivelse til retslig inkasso samt anmeldelse til RKI information ville betale beløbet under protest.
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale 2 gange 3.000 kr. med tillæg af hævegebyr 2 gange 60 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ved hæveforsøget den 24. november 2001 valgte i stedet at bruge sit Dankort i en filial af et andet pengeinstitut.
Udover de beskrevne hævetransaktioner/forsøg var han den 6. december 2001 i Københavns Lufthavn, hvor han anvendte sit Eurocard i en automat tilhørende Danske Bank. Her viste skærmen igen, at maksimum var overskredet, og han brugte i stedet et firmakort. Han undrede sig over, at der skulle være tale om en overskridelse, da han den 3. december 2001 havde betalt det da skyldige beløb til indklagede. Dette hæveforsøg er dog ikke faktureret over for ham.
Sammenfattende gør han gældende, at han ikke har modtaget hævningerne, hverken den 24. eller 29. november eller 8. december 2001.
Som følge af formuleringen af indklagedes skrivelse af 9. april 2002 følte han sig nødsaget til under protest at betale det skyldige beløb.
Indklagede har anført, at det af de fremlagte journalruller fremgår, at der den 24. november og 8. december 2001 skete udbetaling. Pågældende pengeinstitut har endvidere i overensstemmelse med gældende forretningsgange kontrolleret pengeautomatens beholdninger samt afstemningskonti, og for så vidt angår hævningerne den 24. november og 8. december 2001 er der ikke konstateret differencer.
Vedrørende transaktionen den 29. november 2001 viste journalrullen, at transaktionen ikke blev korrekt gennemført, og at beløbet derfor ikke blev udbetalt til kortindehaveren.
For så vidt angår hævegebyrene på 60 kr. er gebyret for hæveforsøget den 29. november 2001 tilbageført klagerens konto.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indklagede har erkendt, at klagerens oprindelige indsigelse om ikke at have fået de tre beløb på hver 3.000 kr. udbetalt var korrekt for så vidt angår transaktionen den 29. november 2001. Indklagede har ikke oplyst, hvorledes det for så vidt angår denne transaktion kunne forekomme, at beløbet på 3.000 kr. blev registreret som udbetalt og debiteret klagerens konto, selv om udbetaling ikke havde fundet sted. På denne baggrund og efter det i øvrigt foreliggende finder Ankenævnet, at en stillingtagen til klagen, der angår transaktionerne den 24. november 2001 og den 8. december 2001, ville forudsætte en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet finder imidlertid, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at indklagede foreløbig bør tilbageføre det omtvistede beløb på i alt 6.120 kr. til klagerens konto.
Ankenævnet finder, at indklagede handlede i strid med god pengeinstitutsskik ved efter sagens indbringelse for nævnet at true klageren med at overgive sagen til inkasso og at foretage indberetning til RKI Kredit Information. Det opkrævede rykkergebyr på 100 kr. bør derfor tilbagebetales.
Som følge heraf
Indklagede skal inden 4 uger som en foreløbig foranstaltning indsætte det omtvistede beløb på 6.120 kr. på klagerens konto. Ankenævnet har ikke taget stilling til, om klageren endeligt kan tilpligtes at betale beløbet.
Indklagede skal endvidere inden 4 uger godtgøre klageren det opkrævede rykkergebyr.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.