Afgørelse

Indsigelse mod betaling af to fakturaer samt krav om rentegodtgørelse.

Medhold klager


Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod Nordea Banks betaling af to fakturaer samt krav om rentegodtgørelse.

Sagens omstændigheder

Klageren var gårdejer og førte et erhvervsengagement bestående af et anlægslån -174 og en kassekredit -792 i Nordea Bank. Det fremgik af både gældsbrev af 16. februar 2008 vedrørende anlægslånet og kreditkontrakt af 6. august 2010 vedrørende kassekreditten, at lånefaciliteterne var variabelt forrentede.

I maj 2013 indgik klageren en formidlingsaftale med en ejendomsmægler, idet han skulle sælge sin landbrugsejendom med tilhørende landbrug.

Banken har oplyst, at klageren i sensommeren 2013 tog kontakt til en advokat A med henblik på dennes overtagelse af salget, hvorefter samarbejdet med ejendomsmægleren blev opsagt.

Ved mail af 23. september 2013 til banken oplyste A, at der forelå en underskrevet købsaftale betinget af panthavers godkendelse. Han oplyste endvidere følgende:

”Jeg vedlægger foreløbig omkostningsopgørelse af [klageren] anvist for betaling til min klientkonto i Nordea.”

På en vedhæftet faktura af 18. september 2013 fra A til klageren på 111.930 kr. for tinglysningsafgift og honorar vedrørende salg af ejendommen, havde klageren ved sin underskrift på fakturaen anvist denne til betaling til A’s klientkonto i Nordea.

Banken har oplyst, at den fra ejendomsmægleren den 1. oktober 2013 modtog en faktura udstedt til klageren på 45.450 kr. for arbejdsvederlag og diverse omkostninger i forbindelse med mæglerens salgsbestræbelser. Fakturaen var forfalden til betaling den 13. september 2013. Banken kontaktede klageren telefonisk og fik hans samtykke til betaling af fakturaen. Dette understøttes af et internt notat i banken.

Det fremgår af bankens system under klagerens navn den 1. oktober 2013: ”Arbejdsseddel SC / Betale fak. til landbrugsmæglerne”.

Klageren har bestridt, at han gav samtykke til betaling af fakturaen.

Den 3. oktober 2013 betalte banken begge de nævnte fakturaer ved træk på klagerens kassekredit -792.

I forbindelse med salget af klagerens landbrugsejendom, blev der på en deponeringskonto -831 i banken i flere omgange i perioden fra den 17. september 2013 til den 26. februar 2014, hvor kontoen blev opgjort, deponeret midler hidrørende fra ejendomssalget. Klageren fik ingen rente af de indestående midler.

Ultimo 2013 blev der tilskrevet renter på kassekredit -792 på 32.756,51 kr. og renter på anlægslån -174 på 28.344,46 kr.

I foråret 2014 rejste klageren over for banken krav om en rentegodtgørelse, idet han ikke havde fået rente af de indestående midler på deponeringskonto -831.

Som kompensation for den manglende forrentning af deponeringskonto -831 godtgjorde banken den 29. april 2014 pr. kulance klageren den rente/overtræksrente på 32.756,51 kr., som var blevet tilskrevet på kassekreditten ultimo december 2013.

Klageren har ligeledes stillet krav om godtgørelse af rente tilskrevet ultimo 2013 på anlægslånet, hvilket banken har afvist.

Parternes påstande

Den 12. juni 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal genindsætte de to fakturabeløb på i alt 157.380 kr. på hans kassekredit og yde en rentegodtgørelse på 28.344,46 kr.

Nordea Bank har principalt nedlagt påstand om afvisning og subsidiært om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at betaling af de to fakturaer via kassekredit -792 skete uden hans samtykke. Det af banken anførte om, at han pr. telefon skulle have givet tilladelse til betaling af fakturaen fra ejendomsmægleren, bestrides.

Bankens medarbejder har efterfølgende indrømmet, at han ikke ringede til ham, førend han betalte de to fakturaer.

Det var banken, som ønskede, at han solgte landbrugsejendommen. Ejendomsmægleren var bankens foretrukne samarbejdspartner ved salg af landbrugsejendomme.

Han blev ved flere møder i banken lovet en rentegodtgørelse på både kassekredit -792 og anlægslån -174 for renter, som blev trukket på disse konti ultimo 2013.

Nordea Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren på tidspunktet for betalingen af fakturaerne drev et landbrug med agerbrug og kødkvæg. Klagen vedrører betalinger fra en erhvervskassekredit og rentegodtgørelse på et anlægslån til erhvervsmæssig brug. Der var tale om et erhvervsengagement, og det følger af Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3, at klager fra erhvervsdrivende falder uden for Ankenævnets kompetence.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at den betalte fakturaerne med samtykke fra klageren.

Vedrørende betaling af fakturaen fra A forelå der en skriftlig instruks om betaling fra både A ved dennes mail af 23. september 2013 og fra klageren, idet han ved sin underskrift på fakturaen havde anvist denne til betaling fra A’s klientkonto.

Vedrørende betaling af fakturaen fra ejendomsmægleren gav klageren telefonisk samtykke hertil, hvilket understøttes af notaterne fra bankens interne system.

Klageren ville opnå en berigelse, hvis han får medhold i klagen vedrørende uberettiget betaling af fakturaerne, idet begge fakturaer vedrører arbejde udført for klageren, som han var forpligtet til at betale for.

Det bestrides, at banken har lovet klageren at godtgøre ham det sidste kvartals renter i 2013 på både kassekredit -792 og anlægslån -174 på i alt 61.100,97 kr.

Det følger af de af klageren underskrevne aftaler vedrørende kredit -792 og anlægslån -174, at klageren skulle betale rente, og der blev ikke indgået en aftale om forrentning af indestående beløb på deponeringskontoen ved kontoens oprettelse.

Som kompensation for at deponeringskontoen ikke blev forrentet, valgte banken pr. kulance at godtgøre klageren renterne på kredit -792 på 32.756,51, hvilket omregnet giver en forrentning af de deponerede midler på ca. 2,93 %. Deponeringskontoen var blevet opgjort den 26. februar 2014, og derfor brugte banken efter aftale med klageren kassekredit -792 til indbetaling af kompensationen.

Banken stillede herved klageren betragteligt bedre end den aftalte forrentning på 0 % på deponeringskontoen.

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen bør afvises som erhvervsmæssig, idet klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold, jf. nævnets vedtægter § 2, stk. 2.

Den 3. oktober 2013 betalte Nordea Bank via kassekredit -792 to fakturaer udstedt til klageren på henholdsvis 111.930 kr. og 45.450 kr.

Ankenævnet finder, at banken har bevisbyrden for, at betaling af fakturaerne skete efter aftale med klageren.

Denne bevisbyrde har banken løftet vedrørende betaling af fakturaen på 111.930 kr. udstedt af advokat A, idet der forelå en skriftlig instruks om betaling fra klageren, der ved sin underskrift på fakturaen havde anvist denne til betaling til A’s klientkonto i banken.

Vedrørende betaling af fakturaen på 45.450 kr. udstedt af ejendomsmægleren finder Ankenævnet, at den omstændighed, at banken den 1. oktober 2013 i sit interne system noterede, at den skulle betales, taler til støtte for, at betalingen skete efter samtykke fra klageren.

Klageren anfører imidlertid, at han ikke har givet samtykke til betalingen.

To medlemmer – John Mosegaard og Troels Hauer Holmberg, der i medfør af Ankenævnets vedtægter § 13, stk. 1, er tillagt to stemmer – udtaler:

Mod klagerens benægtelse finder vi det ikke godtgjort, at klageren gav samtykke til betalingen. Der er derfor tale om en uautoriseret betalingstransaktion, som banken skal tilbageføre til klagerens konto, jf. betalingstjenestelovens §§ 57 og 61. Vi finder derfor, at banken skal kreditere kassekredit -792 med det hævede beløb på 45.450 kr. med valør den 3. oktober 2013. Vi har herved særligt lagt vægt på, at banken har undladt at sikre sig bevis for et eventuelt samtykke eller i det mindste at have foretaget udtrykkelig notering herom i sit interne system, der ikke indeholder anden notering end, at der skal betales faktura til ejendomsmægleren.

Det bemærkes, at vi ikke har taget stilling til, hvorvidt banken efter at have tilbageført beløbet til klagerens konto vil kunne gøre et berigelseskrav gældende mod klageren.

To medlemmer – Andreas Moll Årsnes og Karin Duerlund – udtaler:

Efter det foreliggende finder vi, at en stillingtagen til, om det må anses for godtgjort, at klageren gav samtykke til betalingen, forudsætter en bevisførelse i form af blandt andet parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Vi stemmer derfor for at afvise denne del af klagen i medfør af § 7, stk. 1, i nævnets vedtægter.

Der træffes om dette spørgsmål afgørelse efter stemmeflertallet.

I forbindelse med klagerens salg af sin landbrugsejendom, oprettede klageren en deponeringskonto -831 i banken, hvorpå der i flere omgange blev deponeret midler hidrørende fra ejendomssalget. Som kompensation for manglende forrentning af deponeringskontoen, godtgjorde banken den 29. april 2014 pr. kulance klageren den rente på 32.756,51 kr., som var blevet tilskrevet kassekredit -792 ultimo december 2013.

Vedrørende kravet om godtgørelse af tilskrevne renter ultimo 2013 på 28.344 kr. på anlægslån -174 påhviler det klageren at godtgøre, at banken har givet ham tilsagn herom.

Da banken bestrider, at den har givet ham tilsagn om rentegodtgørelse på anlægslånet, finder Ankenævnet ikke, at der er godtgjort omstændigheder, der medfører, at den skriftlige låneaftale indgået mellem parterne, der indeholder bestemmelse om forrentning, skal fraviges.

Ankenævnets afgørelse

Nordea Bank skal inden 30 dage kreditere klagerens konto med 45.450 kr. med valør den 3. oktober 2013.

Klageren får i øvrigt ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.