Rykning i forbindelse med tillægsbelåning, betaling af ekstraordinært afdrag.
| Sagsnummer: | 130 /2000 |
| Dato: | 04-10-2000 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Timme Bertolt Døssing, Jette Kammer Jensen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Ejerpantebrev - rykning
Udlån - ydelse |
| Ledetekst: | Rykning i forbindelse med tillægsbelåning, betaling af ekstraordinært afdrag. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede i forbindelse med en omprioritering var berettiget til at stille krav om, at et provenu fremkommet ved omprioriteringen skulle tilgå indklagede som betingelse for at rykke med et ejerpantebrev, samt om det beløb, som indklagede modtog i denne forbindelse, skulle fragå ved betalingen af et aftalt ekstraordinært afdrag.
Sagens omstændigheder.
I november 1997 blev klagerens og dennes ægtefælles fælles lån hos indklagede forhøjet med ca. 168.000 kr. til 491.000 kr. Lånets ydelse var 5.500 kr. månedligt, og det aftaltes, at der pr. 1. april 1998 skulle betales et ekstraordinært afdrag på 80.000 kr. Beløbet på 80.000 kr. var en forventet sumudbetaling fra klagerens pensionsordning i forbindelse med klagerens pensionering.
Klageren har anført, at han primo 1998 fik oplysning fra sin arbejdsgiver om, at han ved at vente to år på engangssummen ville få et større beløb udbetalt.
Den 5. marts 1998 underskrev klageren og ægtefællen nyt lånedokument, hvorefter det ekstraordinære afdrag på 80.000 kr. herefter skulle betales den 1. marts 2000.
Af sagen fremgår, at indklagede på et ikke nærmere oplyst tidspunkt til sikkerhed for lånet fik håndpant i et ejerpantebrev på 150.000 kr. med pant i klagerens og ægtefællens fælles ejendom.
Klageren og ægtefællen underskrev senest den 6. april 1999 håndpantsætningserklæring vedrørende håndpantsætningen af ejerpantebrevet. Af denne fremgår:
"Betingelser (for pantsætningen gælder i øvrigt nedenstående vilkår)
......
Forringelse af pantet
Hvis pantets værdi forringes væsentligt, kan pengeinstituttet stille krav om, at debitor enten ekstraordinært nedbringer gælden/maksimum eller, at debitor stiller yderligere sikkerhed, der modsvarer den skete forringelse, i modsat fald kan pengeinstituttet betragte aftalen som misligholdt.
Hvis pengeinstituttet har pant i ejerbolig, vil pengeinstituttet dog ikke ved forringelse af ejendomsværdien stille krav om ekstraordinær nedbringelse eller yderligere sikkerhed, medmindre forringelsen skyldes vanrøgt."
Klageren og ægtefællen underskrev ligeledes den 6. april 1999 ny låneaftale vedrørende lånet. Låneaftalen gentog bestemmelsen om betaling af det ekstraordinære afdrag på 80.000 kr. pr. 1. marts 2000. Af gældsbrevet fremgår i øvrigt:
"Betaling
Pengeinstituttet bedes ved forfald hæve ydelser/ekstraordinært afdrag på konto: [klagerens budgetkonto]
Pengeinstituttet fremsender ikke separat meddelelse om, at beløbet er hævet på kontoen, og debitor skal sørge for, at der er dækning."
I 1999 ønskede klageren og ægtefællen gennem BRFkredit at optage et tillægslån til brug for modernisering af parrets faste ejendom. Klageren har anført, at han fra BRFkredit fik oplyst, at der kunne udbetales ca. 60.000 kr.
I forbindelse med tillægsbelåningen stillede indklagede krav om, at provenuet herfra tilgik indklagede til afskrivning på klagerens og ægtefællens lån.
Ved skrivelse af 5. juli 1999 meddelte indklagede klageren og ægtefællen, at man fra BRFkredit havde modtaget 56.499,32 kr. Heraf var 1.600 kr. anvendt til tinglysningsafgift samt gebyr til indklagede, hvorfor lånet var nedskrevet med 54.899,32 kr.
Den 1. marts 2000 overførte indklagede 80.000 kr. fra klagerens budgetkonto til lånet. Saldoen på budgetkontoen var herefter 79.923,41 kr. (negativ).
Parternes påstande.
Klageren har den 22. marts 2000 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at indklagede skal tilbageføre 56.500 kr. fra lånet til budgetkontoen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han fra BRFkredit fik oplyst, at der ville blive udbetalt ca. 60.000 kr. i forbindelse med tillægsbelåning. I tiltro hertil indkøbte han materialer og påbegyndte renovering af ejendommen.
Efter et stykke tid kontaktede han igen BRFkredit, der oplyste, at beløbet ville blive på 56.500 kr., men at indklagede ikke ville rykke for det nye lån, hvorfor lånet ikke ville komme til udbetaling.
Han kontaktede indklagede, der henviste til håndpantsætningserklæringen, som han desværre ikke var helt klar over, hvad indebar.
Han meddelte herefter indklagede, at han ville lade de 56.500 kr. gå igennem som et ekstraordinært afdrag, og at restbeløbet på 23.500 kr. ville blive betalt i år 2000.
Da han pr. 1. marts 2000 modtog engangssummen fra pensionsordningen, var det hans hensigt at overføre de resterende 23.500 kr. til indklagede, men før dette kunne nås, overførte indklagede 80.000 kr. fra budgetkontoen.
Han stiller sig uforstående over for, hvorledes der kan hæves penge på en konto, der stort set ikke har noget indestående, og tilmed uden hans accept.
Indklagede har anført, at man var berettiget til ved rykningen af ejerpantebrevet at betinge sig, at forringelsen af pantets værdi skulle indbetales til nedbringelse af lånet.
Det fremgår af såvel låneaftalen som håndpantsætningserklæring underskrevet af klageren.
Det bestrides, at klageren skulle have meddelt, at nedbringelsen ved omprioriteringen skulle fragå i det ekstraordinære afdrag på 80.000 kr.
Hævningen af de 80.000 kr. på budgetkontoen var i overensstemmelse med det aftalte og fremgår af låneaftalen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det omhandlede ejerpantebrev indeholder ikke nogen omprioriteringsklausul. Indklagede var derfor ikke forpligtet til at rykke i forbindelse med omprioriteringen af ejendommen, ligesom indklagede som en betingelse for rykning kunne kræve, at nettoprovenuet ved omprioriteringen tilgik indklagede til afskrivning på det sikrede lån.
Ankenævnet finder ikke godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at det ekstraordinære afdrag på 80.000 kr., som skulle betales den 1. marts 2000, skal nedsættes med det beløb, som indklagede modtog i forbindelse med omprioriteringen af ejendommen.
Af gældsbrevet fremgår, at ydelser og ekstraordinært afdrag hæves på klagerens budgetkonto. Indklagede var derfor berettiget til på denne konto at hæve de 80.000 kr. den 1. marts 2000. At budgetkontoen herved gik i overtræk, er uden betydning herfor. Overtrækket af budgetkontoen kan dog afhængig af dets tidsmæssige udstrækning have betydning i henhold til kreditaftaleloven med hensyn til kreditgivers oplysningsforpligtelser.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.