Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om nedsættelse af rente på et variabelt forrentet lån.

Sagsnummer: 526/2025
Dato: 23-03-2026
Ankenævn: Katrine Waagepetersen, Bjarke Levinsky Svejstrup, Signe Kjørup Carlsson, Tina Thygesen og Elizabeth Bonde.
Klageemne: Udlån - rente
Udlån - ydelse
Ledetekst: Krav om nedsættelse af rente på et variabelt forrentet lån.
Indklagede: Resurs Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om nedsættelse af rente på et variabelt forrentet lån.

Sagens omstændigheder

Den 28. juni 2021 optog klageren et privatlån med et kreditbeløb på 300.000 kr. hos Resurs Bank.

Kreditaftalen bestod af en forside, standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger (SEF) samt bankens almindelige kontobetingelser.

Det fremgik af kreditaftalens SEF, at kreditaftalens løbetid var 144 måneder, og at lånet skulle afvikles med et månedligt afdrag på 3.868 kr. Endvidere fremgik følgende:

3. Kreditomkostninger

Debitorrenten eller, hvis det er relevant, de forskellige debitorrenter, der gælder for kreditaftalen

Variabel rente p.t.

11 %

Betingelserne for ændring af ovennævnte omkostninger i forbindelse med kreditaftalen

Renten er variabel, og Resurs Bank har ret til at forhøje rentesatser under henvisning til (i) øget risiko for Resurs Bank i forbindelse med engagementet, (ii) kreditpolitiske beslutninger eksempelvis i forbindelse med generel øget kreditrisiko og/eller (iii) som følge af øgede omkostninger til Resurs Bank’s finansiering, som Resurs Bank ikke kunne eller burde have forudset, da Resurs Bank bevilgede kreditten. …

For mere information og eksempler, se ”Almindelige vilkår for private aftaler om kontokredit samt privatlån”.

 

…”

Af bankens ”Almindelige kontobetingelser for private aftaler om kontokredit samt privatlån” gældende fra den 1. april 2020, der var en del af kreditaftalen, fremgik blandt andet:

A.7 Renter

RB har ret til at forhøje rentesatser uden varsel på grund af udefrakommende forhold, hvis

1) der sker penge- eller kreditpolitiske ændringer i ind- eller udland, der påvirker RB,
2) det almindelige renteniveau, herunder bl.a. på penge- og obligationsmarkederne og øvrige markedsrenter, ændres af betydning for RB,
3) fundingomkostningerne ændres,
4) der sker myndighedsforanstaltninger eller regulatoriske ændringer, eller
5) skatter eller afgifter ændres.

RB har ret til at forhøje rentesatser med en måneds varsel på grund af markeds-, omkostnings- lovgivnings- risiko-, eller indtjeningsmæssige forhold, hvis ændringen skyldes:

  1. RB – uden sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau - ændrer sin generelle rente- og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, f.eks. for at øge indtjeningen, opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af RBs ressourcer eller kapacitet eller dække øgede omkostninger,
  2. øgede omkostninger ved tilvejebringelse af kapital, eksempelvis vedøgede kapital-, solvens eller likviditetskrav,
  3. øgede bidrag til garantiordninger,
  4. en generel øget kreditrisiko eller øget operationel risiko for RB,
  5. længerevarende ubalance mellem markedsrenter, eller
  6. de forhold, som individuelt blev lagt til grund ved fastsættelse af kundens rentevilkår, ændrer sig eksempelvis ændringer i størrelsen og omfanget af indlån, lån eller kreditter.”

Renteændringen meddeles Kontohaver pr. brev, e-mail eller via Mine Meddelelser på RB’s hjemmeside. Sådan meddelelse kan gives med jævne mellemrum (og ikke for hver enkelt renteforhøjelse) i de tilfælde hvor;
1) ændringen i debitorrenten skyldes en ændring i en referencerentesats,
2) den nye referencerentesats er gjort tilgængelige for offentligheden på passende vis, og
3) oplysninger om den nye referencerentesats også er tilgængelige hos RB. RB afgør ved hver renteændring, om ændringen skal påvirke afdrag og/eller løbetid.”

Ved meddelelse af 29. april 2022 meddelte banken klageren, at der pr. 1. juni 2022 ville ændre renten. Det fremgår af varslingsbrevet:

Resurs forhøjer renten på dit kontantlån

Øgede fundingomkostninger påvirker rentemarginalen. Det betyder, at vi pr. 1. juni 2022 forhøjer den variable debitorrente på dit kontantlån med 0,25 procentpoint. Stigningen medfører ændringer i den månedlige ydelse. …”

Ved meddelelse af 29. juni 2022 meddelte banken klageren, at der pr. 1. august 2022 ville være en gebyrændring. Det fremgår af varslingsbrevet:

Gebyrændring på kontantlån

Grundet øget driftsomkostninger, ser vi os nødsaget til at hæve administrationsgebyr. Vi hæver det månedlige administrationsgebyr fra kr. 29,- til kr. 35,-. Ændringen træder i kraft pr. 1. august 2022.  ..”

Ved meddelelse af 9. september 2022 meddelte banken klageren, at den pr. 1. oktober 2022 ville ændre renten. Det fremgår af varslingsbrevet:

”Renteændring på kontantlån

Øgede fundingomkostninger påvirker rentemarginalen. Det betyder, at vi pr. 1. oktober 2022 forhøjer den variable debitorrente på dit kontantlån med 0,25 procentpoint. Stigningen medfører ændringer i den månedlige ydelse. …”

Ved meddelelse af 25. oktober 2022 meddelte banken klageren, at den pr. 1. december 2022 ville ændre renten. Det fremgår af varslingsbrevet:

”Den usikre globale situation påvirker samfundet og økonomien, og det er noget vi i Resurs Skal forholde os til. Det betyder, at vi er nødsaget til at foretage renteændringer på dit kontantlån.

Øget fundingomkostninger påvirker rentemarginalen. Det betyder, at vi pr. 1. december 2022 forhøjer den variable debitorrente på dit kontantlån med 0,50 procentpoint…”

Ved meddelelse af 30. december 2022 meddelte banken klageren, at den pr. 1. februar 2023 ville ændre renten. Det fremgår af varslingsbrevet:

”… Den usikre globale situation påvirker samfundet og økonomien, og det er noget vi i Resurs Skal forholde os til. Det betyder, at vi er nødsaget til at foretage renteændringer på dit kontantlån.

Øget fundingomkostninger påvirker rentemarginalen. Det betyder, at vi pr. 1. februar 2023 forhøjer den variable debitorrente på dit kontantlån med 0,50 procentpoint… ”

Ved meddelelse af 27. marts 2023 meddelte banken klageren, at den pr. 1. maj 2023 ville ændre renten. Det fremgår af varslingsbrevet:

”… Øget fundingomkostninger påvirker rentemarginalen. Det betyder, at vi pr. 1. maj 2023 forhøjer den variable debitorrente på dit kontantlån med 0,75 procentpoint…”

Ved meddelelse af 26. juni 2023 meddelte banken klageren, at den pr. 1. august 2023 ville ændre renten. Det fremgår af varslingsbrevet:

”… Øget fundingomkostninger påvirker rentemarginalen. Det betyder, at vi pr. 1. august 2023 forhøjer den variable debitorrente på dit kontantlån med 0,5 procentpoint…”

Ved meddelelse af 29. september 2023 meddelte banken klageren, at den pr. 1. november 2023 ville ændre renten. Det fremgår af varslingsbrevet:

”… Øget fundingomkostninger påvirker rentemarginalen. Det betyder, at vi pr. 1. november 2023 forhøjer den variable debitorrente på dit kontantlån med 0,25 procentpoint…”

Ved meddelelse af 28. november 2023 meddelte banken klageren, at den pr. 1. januar 2024 ville være en gebyrændring. Det fremgår af varslingsbrevet:

Månedlig gebyrændring på dit lån

Grundet inflation og øgede omkostninger, ser vi os nødsaget til at hæve vores administrationsgebyr. Vi hæver det månedlige administrationsgebyr fra kr. 35,- til kr. 40,-. Prisændringen træder i kraft pr. 1. januar 2024…”

Ved meddelelse af 30. november 2023 meddelte banken klageren, at den pr. 1. januar 2024 ville ændre renten. Det fremgår af varslingsbrevet:

”… Øget fundingomkostninger påvirker rentemarginalen. Det betyder, at vi pr. 1. januar 2024 forhøjer den variable debitorrente på dit kontantlån med 0,75 procentpoint…”

Ved e-mail af 6. september 2025 skrev klageren til banken blandt andet:

”Der er ikke raketvidenskab. Siden vi optog lånet har i mere end en gang hævet den månedlige ydelse med den undskyldning at i har været nødt til at hæve renten. Det er ikke lovligt at hæve den månedlige ydelse uanset renteændringer. Så alt hvad der er hævet opkrævet over beløbet på låneaftalen er ulovlig opkrævning. I får ikke flere chancer.”

Ved e-mail af 8. september 2025 skrev banken til klageren blandt andet at banken på grund af bankens tavshedspligt og kundens sikkerhed ikke håndterer kontospecifikke forhold via e-mail.

Ved e-mail af 8. september 2025 svarede klageren blandt andet, at han fremadrettet også kunne lade være at betale.

Ved e-mail af 8. september 2025 skrev banken til klageren. Heraf fremgår blandt andet:

”Den 30/11-2023 har vi sendt nedenstående meddelse ud til dig, hvor der ogsåstår at "Stigningen medfører ændringer i den månedlige ydelse".”

Parternes påstande

Den 27. oktober 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Resurs Bank skal tilbagebetale for meget opkrævet månedlige ydelse.

Resurs Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken siden lånets optagelse har hævet den månedlige ydelse fra 3.868 kr. til 4.618 kr.

Det kan ikke være lovligt, da det jo er et indgreb i hans rådighedsbeløb.

Han har flere gange kontaktet banken, som har snakket udenom eller ignoreret hans henvendelser.

Resurs Bank har anført, at det fremgår af bankens ”Almindelige kontobetingelser for private aftaler om kontokredit samt privatlån” pkt. A.7, at banken ved ændringer i renten kan bestemme om ændringen skal påvirke løbetid eller ydelse.

Der er ikke lovregler, der forhindrer en kreditor i at ændre ydelsen på en kreditaftale ved ændringer i renter eller omkostninger.

Ankenævnets bemærkninger

Den 28. juni 2021 optog klageren et privatlån med et kreditbeløb på 300.000 kr. hos Resurs Bank.

Kreditaftalen bestod af en forside, standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger (SEF) samt bankens almindelige kontobetingelser.

Det fremgik af kreditaftalens SEF, at kreditaftalens løbetid var 144 måneder, og at lånet skulle afvikles med et månedligt afdrag på 3.868 kr. samt med en variabel rente på 11 %.  

Ved meddelelser af 29. april, 9. september og 25. oktober 2022 samt 30. december 2022 varslede banken renteforhøjelser på henholdsvis 0,25 procentpoint, 0,25 procentpoint, 0,50 procentpoint og 0,50 procentpoint med virkning fra 1. maj 2022, 1. oktober 2022, 1. december 2022 og 1. februar 2023. Ved meddelelse af 29. juni 2022 varslede banken en gebyrforhøjelse fra 29 kr. til 35 kr. med virkning fra 1. august 2022.

Ved meddelelser af 27. marts, 26. juni, 29. september og 30. november 2023 varslede banken renteforhøjelser på henholdsvis 0,75 procentpoint, 0,50 procentpoint, 0,25 procentpoint og 0,75 procentpoint med virkning fra 1. maj 2023, 1. august 2023, 1. november 2023 og 1. januar 2024. Ved meddelelse af 28. november 2023 varslede banken en gebyrforhøjelse fra 35 kr. til 40 kr. med virkning fra 1. januar 2024.

Ankenævnet finder, at banken havde hjemmel i kreditaftalen og bankens almindelige forretningsbetingelser til at foretage de i sagen omhandlede renteændringer.

Ankenævnet finder herudover, at renteforhøjelserne skete med de varsler, der følger af bankens almindelige forretningsbetingelser, og at klageren blev informeret om rentestigningerne på fyldestgørende måde, jf. kreditaftalelovens § 9.

Ankenævnet finder herudover ikke grundlag for at tilsidesætte debitorrenten eller gebyret som urimelig, jf. aftalelovens § 38, litra c, jf. aftalelovens § 36.

Ankenævnet finder ikke, at Resurs Bank på andet grundlag er forpligtet til at tilbagebetale klageren tidligere renteopkrævninger. 

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.