Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om klagerens indbetaling af 190.000 GBP til bank skete til egen konto eller til konto tilhørende et investeringsfirma, der efterfølgende blev likvideret. Spørgsmål om afvisning på baggrund af tidligere domstolsbehandling og manglende kundeforhold

Sagsnummer: 381/2013
Dato: 28-05-2014
Ankenævn: Kari Sørensen, Christian Bremer, Søren Geckler, Morten Bruun Pedersen
Klageemne: Indlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om klagerens indbetaling af 190.000 GBP til bank skete til egen konto eller til konto tilhørende et investeringsfirma, der efterfølgende blev likvideret. Spørgsmål om afvisning på baggrund af tidligere domstolsbehandling og manglende kundeforhold
Indklagede: Saxo Bank
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører, om klageren har et krav mod Saxo Bank i anledning af hans tab ved investering af 190.000 GBP via et investeringsfirma, idet hans investerede midler ikke blev holdt adskilt fra investeringsfirmaets og øvrige investorers midler.

Sagens omstændigheder

Den 15. december 2004 sendte investeringsfirmaet P et brev til klageren, der på daværende tidspunkt var bosiddende i Sydafrika, om hans investering af 190.000 GBP. Af brevet fremgår:

ACC. NO.: Milt3-657

Dear…

We have great pleasure advising you that we have received confirmation from Saxo bank confirming that your account in the Hamilton Monthly Income Option, one of [P]’s investment options, is open and ready for trading. Your deposit of £ 190,000.00 was received and credited to your account on the 15th December 2004…..”

Klageren har under sagen fremlagt fire kontoopgørelser for perioden indtil 16. februar 2005. Kontoopgørelserne er udarbejdet af P. Klageren har videre fremlagt uddrag af en brochure fra P, hvor følgende fremgår om Saxo Bank:

”Founded in 1992, SAXO Bank officially attained European Bank Status in 2001 and has rapidly become a well known entity in the financial world of Futures, Options and Foreign Exchange.

…..

Role of Saxo Bank

  • Saxo Bank provides a trading line to [P]
  • All client funds are placed with Saxo Bank
  • Client funds are segregated from company funds
  • Client funds are kept segregated from each other
  • Saxo Bank provides full audit trail to KPMG”

Den 17. november 2008 indleverede P’s likvidator samt en række investorer, herunder klageren, en stævning ved Sø- og Handelsretten med påstand om, at Saxo Bank skulle betale et beløb på mere end 200 mio. kr. i erstatning. Ved en kendelse fra Højesteret blev sagsøgerne pålagt at stille sikkerhed for mulige sagsomkostninger. Da dette ikke skete, blev sagen afvist. Ved dom af 3. september 2012 blev sagsøgerne pålagt at betale i alt 2 mio. kr. i sagsomkostninger til banken. Klageren har fremlagt et kontoudtog, der viser betalinger til et dansk advokatfirma på i alt 2.826 GBP.

Parternes påstande

Den 5. december 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Saxo Bank skal erstatte hans tab.

Saxo Bank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han investerede 190.000 GBP i P. Saxo Bank var selskabets bankforbindelse. Han overførte pengene til sin konto i banken, Milt3-657, hvilket blev bekræftet i et brev fra et revisionsfirma. Kontooprettelsen blev på hans vegne varetaget af P.

Han finder det meget usandsynligt, at Saxo Bank ikke har godkendt det af P udarbejdede materiale, hvor bankens rolle er beskrevet.

Pengene skulle stå på hans konto, men P skulle bruge indeståendet til investeringer. Der var aftalt et stop loss på 20 %. Revisionsfirmaet foretog månedlig revision for at sikre, at pengene var til stede og at afkastet på 12 % blev overført til hans konto i en anden bank.

Den 27. januar 2005 hævede P efter aftale med Saxo Bank hans indskud og sammenblandede det med øvrige investorers indskud. Han havde ikke accepteret dette. De samlede indskud blev herefter misbrugt.

Han har betalt sin del af sagsomkostningerne for sagen ved Sø- og Handelsretten.

Saxo Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at Sø- og Handelsrettens afgørelse af 3. september 2012 afskærer Ankenævnet fra at behandle sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1.

Klageren deltog i det nævnte søgsmål og sagsøgerne har ikke betalt de sagsomkostninger, der blev tilkendt banken. Klageren kan ikke starte en ny proces vedrørende det samme spørgsmål, uden først at have betalt sin del af sagsomkostningerne.

Klageren har ikke haft noget kundeforhold med banken. Banken har først fået kendskab til klageren i forbindelse med retssagen anlagt ved Sø- og Handelsretten.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Saxo Bank anført, at P var en finansiel virksomhed med hjemsted i Mauritius. I 2003 blev P kunde hos banken, og havde status af ”godkendt modpart”. Dette kundeforhold blev afsluttet i 2005, hvor P blev likvideret, formentlig på grund af tab som følge af P’s investeringsaktiviteter. Banken har hverken set eller accepteret indholdet af den brochure fra P, som klageren har fremlagt.

Det er ikke korrekt, når klageren anfører, at banken aftalte med P, at midler tilhørende klageren kunne sammenblandes med andre investorers midler. Banken kan ikke afvise, at klageren har overført et beløb til en konto i banken, men det har ikke været en konto, som tilhørte klageren.

Hvis der havde været tale om, at klageren havde en konto i banken, ville der foreligge en kontooprettelsesansøgning, kopi af legitimationsdokumenter, aftale om accept af bankens almindelige vilkår samt en kontooprettelsesbekræftelse fra banken.

Da der aldrig har været et kundeforhold mellem klageren og banken, må klagerens tab være et spørgsmål mellem ham og den likvidator, der er tilknyttet P.

Klagerens eventuelle krav er forældet.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke, at sagen skal afvises på baggrund af Sø- og Handelsrettens dom af 3. september 2012, der alene vedrører spørgsmålet om sagsomkostninger. Retten har således ikke taget stilling til det krav, som klageren har rejst over for Saxo Bank.

Efter Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2, behandler Ankenævnet klager over private kundeforhold. Klageren har gjort gældende, at han oprettede en konto hos Saxo Bank, og at banken uden hans accept tillod P at sammenblande hans midler med andre investorers midler, hvilket angiveligt medførte et tab. Ankenævnet finder herefter, at klagen er omfattet af Ankenævnets kompetence og tager således ikke bankens afvisningspåstand til følge.

Klageren har fremlagt materiale om sin investering hos P, herunder kontoudskrifter. Imidlertid er alt materialet udarbejdet af P, hvorfor det mod Saxo Banks benægtelse ikke kan anses for godtgjort, at klagerens indbetaling af 190.000 GBP skete til en konto i klagerens navn, hvorfor der ikke heller ikke er grundlag for at pålægge banken et ansvar for eventuelle uberettigede dispositioner over de af klageren indbetalte midler.

Ankenævnet finder det ikke på andet grundlag godtgjort, at Saxo Bank har begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med klagerens investering, der kan medføre et erstatningsansvar for banken.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.