Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Hæftelse for overtræk.

Sagsnummer: 222/1991
Dato: 19-12-1991
Ankenævn: Frank Poulsen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen
Klageemne: Udlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Hæftelse for overtræk.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I perioden fra januar 1990 til marts 1990 blev ydelserne på klagerens lån i indklagedes Ry afdeling på klagerens begæring midlertidigt nedsat. Udlånsengagementet bestod af et studielån, der afvikledes med en månedlig ydelse på 450 kr., samt to lån på henholdsvis oprindelig 51.031,35 kr. og 13.479,10 kr. ydet klageren henholdsvis den 11. marts 1988 og 12. december 1989; sidstnævnte lån afvikledes med en månedlig ydelse på henholdsvis 1.500 kr. og 255 kr. Ydelserne nedsattes således, at studielånsydelsen nedsattes til 0 kr., og ydelsen på udlånet, der afvikledes med 1.500 kr., nedsattes til 500 kr.

Ved kautionserklæring af 8. januar 1990 havde klagerens mor kautioneret begrænset for 8.392,10 kr. til sikkerhed for klagerens engagement med indklagede.

I januar/februar 1990 ophørte klageren med at indbetalte ydelser på lånene, ligesom klagerens understøttelse i forbindelse med barselsorlov ikke indsattes på klagerens lønkonto hos indklagede.

Efter at der den 3. juli 1990 var afholdt et møde med klageren, hvorunder afviklingen af klagerens engagement med indklagede drøftedes, meddelte klageren ved skrivelse af 4. juli 1990 afdelingen, at hun efter at være blevet arbejdsløs kunne afvikle sine lån hos indklagede med en månedlig ydelse, der højst kunne udgøre 100-200 kr. Klageren oplyste endvidere, at hun ville fremsende en check på 300 kr., og at indklagede derefter hver den 1. ville modtage 916 kr. til dækning af betalinger via hendes budgetkonto. Den 1. december 1990 stoppede afdelingen overførsler fra klagerens lønkonto til klagerens udlånsengagement. Ved skrivelse af 3. december 1990 til afdelingen, meddelte klageren, at hun fra slutningen af januar 1991 ville have mulighed for at afvikle udlånsengagementet med en månedlig ydelse på 1.000 kr.

Afdelingen afholdt herefter i slutningen af januar 1991 møde med klageren, hvorunder afviklingen af klagerens udlån drøftedes. Den 16. april 1991 udgjorde restancer på udlånsengagementet og overtræk på klagerens indlånsengagement i alt 36.328,71 kr. På et møde i afdelingen den 29. april 1991 erklærede klageren sig mundtligt indforstået med, at det samlede overtræk samt restgæld ifølge klagerens udlånsengagement blev sammenlagt til et lån på ca. 65.000 kr. med en månedlig ydelse på 825 kr. det første år og derefter 1.100 kr. i 9 år. Herudover skulle studielånet afvikles uændret, og klagerens løn skulle påny indgå på klagerens lønkonto i afdelingen, ligesom klageren skulle drøfte med sin mor, om den af moderen stillede kaution skulle indgå i forbindelse med omlægningen.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke hæfter for det omhandlede overtræk/restancer.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at hun i marts 1990 blev arbejdsløs, hvorefter hun henvendte sig til indklagede med henblik på at få nedsat den månedlige ydelse på sine lån, idet hun ikke så sig i stand til at afvikle som stipuleret, da hun og hendes husstand havde et månedligt disponibelt beløb på 2.800 kr. Afdelingen afviste imidlertid at nedsætte de månedlige ydelser, og det viste sig efterfølgende, at afdelingen uanset, at der ikke havde været dækning herfor, på klagerens lønkonto havde debiteret de månedlige ydelser på udlånsengagementet. Klagerens lønkonto blev herved overtrukket med ca. 35.000 kr., hvilket beløb indklagede på et møde i afdelingen den 29. april 1991 anmodede hende om at indbetale. Klageren er efter dette møde blevet opmærksom på, at indklagede ikke har været berettiget til at debitere hendes konto for de omhandlede ydelser, eftersom klageren havde rettet henvendelse til indklagede og oplyst, at hun ikke havde mulighed for at betale disse. Klageren bestrider som anført af indklagede, at indklagede skulle have forsøgt at få en afdragsordning i stand med hende, og eftersom indklagede ophørte med at fremsende rykkerskrivelser til hende, var hun af den opfattelse, at indklagede havde accepteret, at hun i den omhandlede periode ikke så sig i stand til at afvikle engagementet som stipuleret.

Indklagede har anført, at man adskillige gange har forsøgt at få en afviklingsordning i stand med klageren, men at klageren ikke har overholdt disse afviklingsaftaler, hvorfor indklagede efter flere forgæves henvendelser den 19. november 1990 sendte et rykkerbrev til klageren og standsede overførsler fra lønkontoen til de øvrige lån hos indklagede. Indklagede stiller sig således uforstående overfor det af klageren anførte om, at indklagede ikke har forsøgt at få etableret en afdragsordning, idet indklagede netop har gjort sig store bestræbelser for at få etableret en tilfredsstillende tilbagebetalingsordning under hensyntagen til klagerens økonomi.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren har bemyndiget indklagede til at hæve de månedlige ydelser på kautions- og blancolånet på klagerens indlånskonto i afdelingen, og indklagede må anses for løbende at have forsøgt at få en afdragsordning i stand med klageren, efter at der ikke var dækning på indlånskontoen. Det findes på denne baggrund ikke at kunne bebrejdes indklagede, at man i forventning om efterfølgende inddækning af det opståede overtræk på kontoen lod nogen tid gå, før man standsede de automatiske overførsler af ydelserne til lånene.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.