Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod indgåelse af aftale om forsikring, nedsættelse af månedlig ydelse og opgørelse af restgæld.

Sagsnummer: 503/2025
Dato: 20-04-2026
Ankenævn: Kristian Korfits Nielsen, Christina Bryanth Konge, Signe Kjørup Carlsson, Morten Bruun Pedersen og Martin Hare Hansen
Klageemne: Udlån - hæftelse
Ledetekst: Indsigelse mod indgåelse af aftale om forsikring, nedsættelse af månedlig ydelse og opgørelse af restgæld.
Indklagede: Resurs Bank, Filial af Resurs Bank Aktiebolag, Sverige
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod indgåelse af aftale om forsikring, nedsættelse af månedlig ydelse og opgørelse af restgæld.

Sagens omstændigheder

Klagerne, M og H, var kunder i Resurs Bank.

Ved en låneaftale af 19. august 2016 optog klagerne et lån -239 i banken på 59.765 kr. Af låneaftalen fremgår blandt andet:

”Debitor 1: [H]

Debitor 2: [M]

Lånebeløb/Samlet kreditbeløb: kr. 59.765

Månedlig betaling: kr. 1.457 (kan ændres, jf. lånebestemmelsernes pkt. 4)

Stiftelsesgebyr: kr. 4.184

Beløbet forfalder den 1. i hver måned, 1. gang: 01.11.2016

Administrationsgebyr i lånets løbetid: kr. 2.450

Antal ydelser: 96

Renter i lånets løbetid: kr. 60.499

Rentesatsen er 1,51 % per måned, der tilskrives månedligt bagud.

Kreditomkostninger i alt: kr. 79.971

Variabel debitorrente: 19,70 %

Årlig omkostninger i procent (ÅOP): 26,67 %

Løbetid: 98 måneder (kan forlænges, jf. lånebestemmelsernes pkt. 4)

Samlet beløb der skal tilbagebetales: kr. 139.736

Lånetype: Lån med fast løbetid (kan dog ændres, jf. lånebestemmelsernes pkt. 6 og 7)

Låntager(ne) har tegnet en Tryghedsforsikring. […] Låntager(ne) kan træde tilbage fra forsikringen 30 dage fra modtagelsen af forsikringsvilkårene. Den månedlige præmie er kr. 131, der betales fra låntagers konto hos Resurs Bank.

6a. Renten på lånet er variabel og varierer med de nedennævnte undtagelser med størrelsen af CIBOR 3M. Ved beregning af ændringer af renten på lånet, opgøres CIBOR 3M per den 1. i en måned som et almindeligt gennemsnit af de daglige CIBOR 3M-satser i den foregående kalendermåned. Hvis gennemsnittet af de daglige CIBOR 3M-satser er negativt, indgår gennemsnittet i beregningen med værdien 0 %; der kan derfor ikke indgå negative CIBOR 3M rentesatser i beregningen af ændringer af renten på lånet. De daglige CIBOR 3M-satser er tilgængelige på Finansrådets hjemmeside www.finansraadet.dk. Dette gennemsnit kaldes i det følgende for "Referencerenten". […]

6b. Ændringen af Referencerenten opgøres som forskellen mellem Referencerenten per den 1. i den pågældende måned og Referencerenten per dagen for seneste ændring af renten på denne type lån. Er Referencerenten eksempelvis steget eller faldet med ét procentpoint p.a. i denne periode, vil renten på lånet ligeledes stige eller falde med ét procentpoint p.a. med virkning fra opgørelsesdagen. Rentesatsen udregnes med to decimaler. Ændringer i renten på lånet kan medføre ændringer i lånets løbetid, jf. lånebestemmelsernes punkt 7. Oplysninger om ændringer i rentesatsen, som følge af ændringer i referencerenten, sendes til kunden halvårligt april og oktober.

Ændringer i rentesatsen, som følge af ændringer i referencerenten, vil endvidere til enhver tid kunne ses på www.resursbank.dk.

7. Hvis tilskrivning af gebyrer og renter medfører, at lånets oprindelige løbetid forlænges, forbeholder Resurs Bank sig ret til enten at forhøje den månedlige ydelse, således at den aftalte afviklingsperiode kan overholdes eller at forlænge den aftalte afviklingsperiode, således den aftalte månedlige ydelse kan overholdes.

…”

Klagerne har fremlagt kontoudtog for lån -239 for perioden fra den 19. august 2016 til den 17. oktober 2020. Af kontoudtoget fremgår blandt andet, at klagerne fra 2019 betalte en månedlig ydelse på ca. 1.187 kr.

Klagerne har herudover fremlagt kontoudtog for lån -239 for perioden fra den 17. oktober 2020 til den 30. september 2025. Det fremgår af dette kontoudtog blandt andet, at klagernes ydelse fra årsskiftet mellem 2022 og 2023 løbende blev hævet, indtil ydelsen fra den 1. februar 2024 udgjorde 1.302 kr. Herudover fremgår, at kontoens saldo pr. 5. september 2025 udgjorde -28.726 kr.

Banken har fremlagt en posteringsoversigt og har oplyst, at posteringerne på lånet siden oprettelsen fordeles på følgende måde:

”BS gebyr                              196,00 kr.

Forsikringsdækning              -14.562,00 kr.

Forsikringspræmie                17.098,00 kr.

Indbetaling                            -119.200,00 kr.

Lånebeløb                             59.765,00 kr.

Mdl. gebyr                             2.750,00 kr.

Rente                                    82.173,00 kr.

Rykker                                   200,00 kr.

Stiftelsesprovision                 4.184,00 kr.”

Parternes påstande

Den 15. oktober 2025 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Resurs Bank skal friholde dem for yderligere betaling på lånet eller nedskrive lånets restgæld.

Resurs Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at de har haft et lån siden 2016. De har svært ved at beregne det samlede beløb, de har betalt fra lånets optagelse og indtil september 2025. De ønsker at få et samlet overblik.

De kunne se, at restgælden på deres konto var 29.334 kr., som skal være afviklet over 36 måneder. Efter at have afbetalt siden 2016 har de fortsat en restgæld på 29.334 kr. på et lån med en oprindelig hovedstol på 59.756 kr. Restgælden stemmer ikke overens med deres afdrag, og derfor vil de gerne have et overblik over deres økonomiske situation.

Banken skal give et klart og korrekt overblik over, hvad der samlet er betalt siden 2016. Banken har ikke godtgjort, at dens beregninger er korrekte, eller om de betaler mere, end de burde. Banken har ikke forklaret, hvorfor den efter så mange års betalinger fortsat trækker et fast beløb hver måned. De ønsker ro i sindet og vished om, hvorvidt de bliver behandlet retfærdigt af banken.

Af låneaftalen fremgår, at de skulle betale 60.499 kr. i renter i hele lånets løbetid. Af bankens posteringsoversigt fremgår, at de har betalt 82.173 kr. i renter indtil videre. Der fremgår herudover af låneaftalen, at de skulle betale i alt 2.450 kr. i administrationsgebyrer for hele løbetiden. Af bankens posteringsoversigt fremgår, at de har betalt 2.750 kr. Banken har ikke godtgjort, at den har været berettiget til at opkræve højere beløb end aftalt, eller hvad hjemlen hertil er.

De har ifølge posteringsoversigten betalt forsikringspræmier for 17.098 kr. og modtaget forsikringsdækning på 14.562 kr. Banken har ikke dokumenteret, at der er indgået en aftale om forsikring, eller hvornår denne er indgået.

Banken har ikke dokumenteret, at de har godkendt en forlængelse af løbetiden. Banken skal foretage en genberegning af lånet i overensstemmelse med de oprindelige aftalevilkår.

Resurs Bank har anført, at den har fremlagt en posteringsoversigt over, hvordan posteringerne fordeles.

Klagerne fik i 2019 nedsat ydelsen på lånet væsentligt. Dette forlængede løbetiden og afviklingen. Klagerne kan til enhver tid øge betalingerne, hvis klagerne ønsker at afvikle lånet hurtigere. Klagerne kan kontakte banken herom.

Beregningerne i låneaftalen er foretaget ud fra en forudsætning om, at den blev overholdt af klagerne. Da klagerne har misligholdt aftalen, er afviklingen blevet forlænget. Der er herved påløbet flere renter end antaget ved beregningen af aftalen. Banken var i henhold til låneaftalen berettiget til at opkræve rente og gebyrer.

Forsikringsaftalen blev indgået samtidig med kreditaftalen.

Banken har ikke længere dokumentation for nedsættelsen af afdragets størrelse i 2019. Klagerne har dog været opmærksomme herpå, da klagerne har betalt nedsatte afdrag. Banken har accepteret, at afdragene blev nedsat, da fordringen ikke er blevet betragtet som misligholdt eller sendt til inkasso. Begge parter har beviseligt tiltrådt de nedsatte afdrag.

Det er udelukkende klagerne, der bestemmer, hvilke beløb der betales hver måned. Hvis klagerne ønskede at betale et højere beløb, så kunne de have gjort dette.

Restgælden er opgjort korrekt. I forhold til amortiseringsplanen henvises klagerne til at se på de fremlagte kontoudtog.  

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne, M og H, var kunder i Resurs Bank.

Ved låneaftale af 19. august 2016 optog klagerne et lån -239 i banken på 59.765 kr. med en løbetid på 96 måneder og med en variabel debitorrente på 19,70 %. Af låneaftalen fremgår blandt andet, at klagerne i lånets løbetid skulle betale en månedlig ydelse på 1.457 kr., et stiftelsesgebyr på 4.184 kr., 2.450 kr. i administrationsgebyrer og 60.499 kr. i renter. De samlede kreditomkostninger udgjorde 79.971 kr., og det samlede beløb der skulle betales udgjorde 139.736 kr. Af aftalen fremgår herudover, at klagerne indgik en aftale om en tryghedsforsikring, som de skulle betale en månedlig præmie for på 131 kr. Af vilkårene fremgår, at ændringer i renten på lånet kunne medføre ændringer i lånets løbetid, og at banken forbeholdt sig ret til enten at forhøje den månedlige ydelse eller at forlænge den aftalte afviklingsperiode, hvis tilskrivning af gebyrer og rente medførte, at lånets oprindelige løbetid blev forlænget.

Klagerne har fremlagt kontoudtog for lån -239 for perioden fra den 19. august 2016 til den 17. oktober 2020. Af kontoudtoget fremgår blandt andet, at klagerne fra 2019 betalte en månedlig ydelse på ca. 1.187 kr.

Klagerne har herudover fremlagt kontoudtog for lån -239 for perioden fra den 17. oktober 2020 til den 30. september 2025. Det fremgår af dette kontoudtog blandt andet, at klagernes ydelse fra årsskiftet mellem 2022 og 2023 løbende blev hævet, indtil ydelsen fra den 1. februar 2024 udgjorde 1.302 kr. Herudover fremgår, at kontoens saldo pr. 5. september 2025 udgjorde -28.726 kr.

Banken har fremlagt en posteringsoversigt, hvoraf fremgår, hvordan posteringerne på lånet siden oprettelsen var fordelt.

Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at klagerne samtidig med låneaftale af 19. august 2016 indgik en aftale om en tryghedsforsikring, og at klagerne og banken i 2019 indgik en aftale om, at klagerne kunne betale en lavere månedlig ydelse. Ankenævnet finder herefter, at klagernes betalinger af lavere månedlige ydelser har medført en forlængelse af løbetiden.

Ankenævnet finder, at klagerne ikke har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at restgælden, som er opgjort i kontoudtog af 5. september 2025, skal nedsættes eller bortfalde.

Det bemærkes, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af låneforløb.

Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.