Afgørelse

Indsigelser i forbindelse med afslag på akkordordning

Indledning

Denne sag vedrører klagernes indsigelser vedrørende Sydbanks afslag på en akkordordning.

Sagens omstændigheder

Sydbank har oplyst, at klagerne M og K i 2005 fik oprettet et privat engagement i banken samt et erhvervsengagement for K’s personligt drevne virksomhed V.

Klagerne har oplyst, at lønkonto nr. -111 og budgetkonto nr. -129 blev oprettet som fælleskonti og at alle private indbetalinger fra arbejdsgivere, Nemkonto, børnepenge samt alle private udgifter blev ført over disse to konti.

Den 20. april 2005 indgik klagerne vedrørende konto nr. -129 en aftale med banken om en kassekredit på 20.000 kr. Af aftalen fremgår:

”…

…

Generelle bestemmelser

…”

Banken har oplyst, at klagerne i 2007 optog et realkreditlån på ca. 800.000 kr. og anvendte provenuet herfra til nedbringelse af gæld på et boliglån (konto nr. -853) og en anden kassekredit (konto nr. -145).

Banken har videre oplyst, at K i 2008 ophævede sin kapitalpension og indsatte indestående herfra på konto nr. -111.

Klagerne har oplyst, at K i 2009 lukkede V med tab og gæld til banken, som hun efterfølgende betalte af på.

Den 20. oktober 2009 indgik klagerne vedrørende konto nr. -111 en aftale med banken om en kassekredit på 47.000 kr. Kreditten skulle nedskrives med 1.000 kr. månedligt. Af aftalen fremgår:

”…

…”

Den 9. februar 2011 underskrev K på vegne af V et gældsbrev vedrørende konto nr. -145, hvorved V erklærede at skylde banken 847.312,81 kr. Af gældsbrevet fremgår:

”…

…”

Af en fremlagt pantsætningserklæring, som K’s far F har underskrevet den 16. august 2011, fremgår, at F giver banken pant i en konto (nr. -560) til sikkerhed for opfyldelse af V’s/ ved K forpligtelser over for banken.

Banken har oplyst, at F ultimo 2011 solgte sin ejendom. I forbindelse med salget blev provenuet deponeret til sikkerhed for V’s engagement i banken - til afløsning af et ejerpantebrev, der blev frigivet.

Ved brev af 25. januar 2012 rettede klagerne ved en repræsentant R henvendelse til banken og stillede vedrørende V’s gæld til banken blandt andet forslag om, at ydelserne på 11.500 kr. skulle bortfalde, renten stoppes i lånets restløbetid og gælden - i fald K igen måtte komme i arbejde - afvikles med 2.500 kr. pr. måned over syv år.

Ved mail af 30. januar 2012 til K afviste banken forslaget.

Parterne blev i den følgende korrespondance ikke enige.

Ved mail af 11. juli 2012 til banken oplyste K, at hun havde søgt gældssanering.

Ved breve af 12. juli og 8. august 2012 til klagerne oplyste banken, at deres kreditter nr. -129 og -111 nedskrives, idet K’s ansøgning om gældssanering ifølge aftalens almindelige kreditbestemmelser betragtes som misligholdelse. Af sidstnævnte brev fremgår desuden, at banken til inddækning af kontoens maksimum har tilbageført to PBS træk.

Af skifterettens kendelse af 20. august 2012 i K’s gældssaneringssag fremgår:

”… [K’s] gæld er så stor, at hun hverken inden for de nærmeste år eller nogensinde vil blive i stand til at betale den. Gælden stammer fra erhvervsvirksomhed, og der er løbende betalt store beløb til kreditorerne.

Gælden er således egnet til gældssanering.

… [K] og hendes ægtefælle har imidlertid en meget høj boligudgift, og der kan derfor ikke nu indledes gældssaneringssag.

Derfor bestemmes

Gældssaneringssag for … [K] nægtes indledt.

…

Som situationen er nu, er der 5.000 kr. om måneden til kreditorerne.

Bliver ejendommen solgt – eventuelt på tvangsauktion – vil der med overvejende sandsynlighed kunne indledes gældssaneringssag, når det endelige underskud ved salget er gjort op, og familien har fået ny, varig lejebolig til ca. 12.000 kr. pr. måned alt inklusive. I givet fald skal begge ægtefæller søge gældssanering.

…”

Klagerne har oplyst, at de besluttede at flytte deres lønkonti til et andet pengeinstitut for at kunne betale deres udgifter og få økonomien til at hænge sammen.

Banken opsagde den 25. september 2012 engagementet med V/ved K og skrev til F, at hans håndpantsætning vil blive gjort gældende, hvis gælden på ca. 808.000 kr. plus renter ikke indfries rettidigt.

Den 10. oktober 2012 opgjorde banken F’s deponeringskonto og overførte ca. 80.000 kr. til konto nr. -145, idet V’s gæld ikke var blevet betalt.

Ved brev af 11. oktober 2012 til klagerne fremsendte banken et frivilligt forlig vedrørende den fælles gæld og en skylderklæring vedrørende K’s gæld. Banken tilbød vedrørende den fælles gæld blandt andet en afdragsordning på 4.000 kr. og en nul-rente frem til 30. juni 2013.

Ved mail af 30. oktober 2012 afviste K at underskrive skylderklæringen.

Ved anbefalet brev af 30. oktober 2012 opsagde banken klagernes engagement - konto nr. -111 og -129 til fuld indfrielse inden ti dage. Det fremgår videre, at ved manglende betaling vil sagen blive overdraget til retslig inkasso og forrentet med en variabel rente på p.t. 16,25 % p.a.

Den 7. januar 2013 indleverede bankens advokat et betalingspåkrav på i alt 34.122,72 kr. vedrørende klagernes konto nr. -111 og -129 til fogedretten.

Da klagernes gjorde indsigelse mod bankens krav henviste fogedretten den 12. februar 2013 sagen til behandling i civilretten.

På baggrund af klagernes ønske fremsat under et telefonisk retsmøde den 20. marts 2013 hævede byretten sagen og sendte den til Ankenævnet (jf. retsplejelovens § 361).

Ved brev af 19. april 2013 til K fremgår, at bankens advokat samme dag fremsendte et krav mod hende på ca. 817.000 kr. (vedrørende et misligholdt gældsbrev på oprindeligt 847.312,81 kr.) til fogedretten.

Parternes påstande

Den 27. marts 2013 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal indgå ”forlig om afvikling af gæld, som er muligt at betale”.

Sydbank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har blandt andet anført, at det pt. vurderes, at gælden er fuldstændig umulig nogensinde at betale.

K blev i februar 2011 afpresset telefonisk til at underskrive gældsbrevet vedrørende konto nr. -145. Banken sagde, at hvis hun ikke accepterede aftalen, ville pantebrevet på 275.000 kr. - som hendes far F på dette tidspunkt havde stillet til sikkerhed for hendes firmaengagement - blive krævet indbetalt, hvorved han ville være nødt til at sælge sin bolig.

Banken har på konto nr. -111 trukket penge til afdrag på lån nr. -145, selvom der ikke har været dækning på kontoen. De fremlagte kontoudtog viser, at det er korrekt.

Banken har afvist betalinger til faste udgifter for at dække egne afdrag og dermed tvunget dem til at bruge af kassekreditten på lønkontoen. Kontoudtogene viser, at dette er korrekt.

Efter at de flyttede deres lønkonti til et andet pengeinstitut, opsagde banken umiddelbart herefter alle deres engagementer til fuld indfrielse. Alle fælles løn- og budgetkonti var da overtrukket pga. de mange måneders træk af afdrag til K’s firmaengagement.

Banken har aldrig tilbageført træk for afdrag, selvom der ingen penge var på kontoen. Det eneste tidspunkt dette er sket, var efter, at de flyttede deres lønindbetalinger, og der derfor ingen dækning var og træk derfor var uden mening. Dette bekræftes også af de fremlagte kontoudtog.

Banken har ikke ønsket at gå i dialog, selvom de har gjort alt, hvad de kunne for at honorere aftalen.

M har intet med disse afdrag til firmakontoen at gøre og skal således ikke hæfte for overtræk påført af banken.

Det er urimeligt, at banken påfører dem yderligere gæld via overtræk på lønkontoen, således at de skal betale af på samme gæld til banken flere gange.

Der har været tale om et forhold, som kun har tilgodeset banken.

K har i perioden 2005-2012 betalt 626.348 kr. i renter. Hun har sammenlagt med indbetalte afdrag betalt alt, hvad der er lån i banken krone for krone.

Banken har den 19. april 2013 opgjort virksomhedsgælden til 817.635,83 kr. Så K er trods de mange års indbetalinger ingen vegne kommet. Denne gæld er nu også overdraget til fogedretten. Banken ønsker intet forlig.

K er egnet til gældssanering.

K har udover denne virksomhedsgæld også gæld til andre.

Banken vurderede i perioden 2005-2009 risikoen ved K’s virksomhedsengagement og valgte at udbetale penge hertil. Det gik så galt, men banken har ikke været villig til at tage bankens del af tabet. Det er ikke rimeligt, når K’s økonomiske situation tages i betragtning.

Banken bør indgå i en dialog om en afvikling, der er rimelig.

Sydbank har til støtte for afvisningspåstanden blandt andet anført, at klagerne frivilligt har påtaget sig gælden. På baggrund af uenighed om blandt andet gældens størrelse og klagernes budget blev der ikke indgået en afviklingsaftale. Det ligger uden for Ankenævnets kompetence at pålægge banken at indgå et forlig med klagerne, da dette blandt andet vil kræve en gennemgang og beregning af klagernes økonomiske forhold.

Det bemærkes, at banken stadig er indstillet på at finde en løsning med klagerne.

Der er endvidere uenighed om, hvorvidt klagerne ufrivilligt påtog sig gælden, hvorfor dokumentation af sagens faktum vil kræve en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, hvilket ikke kan ske for Ankenævnet (jf. § 7 i vedtægterne).

Banken har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at det ved gældsbrevet af 9. februar 2011 vedrørende konto nr. -145 blev aftalt, at afdraget på 11.500 kr. skulle betales fra konto nr. -111, såfremt der var dækning.

K underskrev gældsbrevet frivilligt og uden pres fra banken. Gældsbrevet blev desuden underskrevet af to vitterlighedsvidner uden for bankens område.

Afdragene blev derfor berettiget trukket fra konto nr. -111.

Kassekreditten tilknyttet konto nr. -111 blev ifølge kassekreditaftalen nedskrevet 17 gange, således at kreditten i marts 2011 var på 30.000 kr.

Banken er berettiget til at afvise betalinger via betalingsservice, såfremt der ikke er dækning på kontoen. Dette skete eksempelvis i september 2012 på konto nr. -111.

Betaling af ydelser til konto nr. -145 fra konto nr. -111 blev ligeledes tilbageført, hvis der ikke var dækning på kontoen - eksempelvis i oktober 2012.

Aftalen om kassekredit nr. -111 blev den 20. oktober 2009 underskrevet af klagerne over for to vitterlighedsvidner.

Klagerne hæfter solidarisk for gælden på konto nr. -111.

Banken har søgt at finde en løsning med klagerne. Dialogen har ikke ledt til en for banken eller klagerne acceptabel løsning.

Banken er ikke forpligtet til at yde kredit.

Bankens kreditvurdering af klagerne medfører ikke, at deres hæftelse for gælden bortfalder eller mindskes.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet kan ikke pålægge Sydbank at acceptere en akkordordning, for eksempel ved tvangsmæssig nedskrivning af gælden.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Sydbank i forbindelse med klagernes lån (nr. -111 og -129) og K’s erhvervsmæssige lån (nr. -145) har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre, at bankens krav mod klagerne skal nedsættes. Nævnet finder det herunder ikke godtgjort, at banken har foretaget træk på konto nr. -111 i strid med det aftalte.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.