Indsigelse mod ikke vedkendt hævning foretaget i London. Skimming/kopiering af betalingskort. Kort ikke bortkommet.
| Sagsnummer: | 604/2024 |
| Dato: | 19-06-2025 |
| Ankenævn: | Katrine Waagepetersen, Christina Bryanth Konge, Kritte Sand Nielsen, Tina Thygesen og Kim Korup Eriksen. |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4 |
| Ledetekst: | Indsigelse mod ikke vedkendt hævning foretaget i London. Skimming/kopiering af betalingskort. Kort ikke bortkommet. |
| Indklagede: | Nordea Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod en ikke-vedkendt hævning foretaget i London. Skimming/kopiering af betalingskort. Kort ikke bortkommet.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor hun havde en konto -093 med et tilknyttet Nordea Pay Visa-debetkort -978.
Banken har fremlagt sine regler for Nordea Pay gældende fra september 2023, hvoraf blandt andet fremgår:
”…
Når kortet bruges i udlandet
…
Der kan udbetales kontanter i udenlandsk valuta op til et beløb svarende til modværdien af 5.000 kr. pr. døgn.
…”
Klageren har oplyst, at hun var i London i starten af november. Den 10. november 2024 kl. 17:13 blev klagerens betalingskort anvendt til en betaling til betalingsmodtager A på 7,68 GBP (britiske pund). Klageren har fremlagt en kvittering fra betalingsmodtager A, hvoraf fremgår, at klageren den 10. november 2024 kl. 17:13 foretog et køb på 7,68 GBP.
Samme dag kl. 17:35 blev en kontanthævning forsøgt gennemført, hvilket ikke skete grundet manglende dækning. Kort tid efter kl. 17:37 blev der gennemført en kontanthævning på 3.814,80 DKK med klagerens betalingskort -978, som klageren ikke kan vedkende sig. Endnu senere samme dag kl. 18:41 blev klagerens betalingskort anvendt til en betaling til betalingsmodtager B.
Klageren har fremlagt en udskrift over sin rejseaktivitet den 10. november 2024, hvoraf fremgår:
“Sunday, 10 November 2024 …
19:49 – 20:21 Battersea Power Station to North Greenwich …
17:39 – 18:07 Leicester Square to Battersea Power Station …
15:16 – 15:29 Sloane Square to Oxford Circus …”
Banken har fremlagt en transaktionsoversigt, hvoraf fremgår, at kontanthævningen på 3.814,80 DKK blev gennemført ved brug af chip og PIN-kode. Herudover fremgår, at der den 9. november 2024 blev gennemført to betalinger ved anvendelse af chip og PIN-kode. De øvrige betalinger, herunder betalingerne til betalingsmodtager A og B, blev gennemført ved anvendelse af et virtuelt betalingskort.
Klageren gjorde indsigelse mod hævningen på 3.814,80 DKK ved en kortindsigelse af 13. november 2024. Af denne fremgår blandt andet:
”…
Disputed transactions
|
Date of transaction |
Merchant name or transaction title |
Amount in local currency |
… |
Date of booking |
|
13.11.2024 |
Nordea pay udbetaling DKK 3814,80 [pengeinstitut P] |
-3814,8 DKK |
… |
13.11.2024 |
…
Grounds of dispute
|
Reason |
Unauthorized transactions or processing errors: I did not make nor authorized this transaction, I did not participate or authorize any of these transactions |
|
Date when you discovered disputed transactions |
2024-11-10 |
|
Provide additional information / description of events |
Jeg opdager der er trukket et stort beløb på min konto da jeg er i London. Jeg har ikke bugt mit kort på den dag, og er derfor uvidende om hvor og hvordan denne transaktion er foregået. |
|
Has someone called you and asked to provide card details |
Nej |
|
Are you disputing transactions from other Nordea cards connected to the same case? |
Ja |
…”
Den 14. november 2024 afviste banken klagerens indsigelse. Samme dag gjorde klageren indsigelse mod bankens afvisning. Banken fastholdt sin afgørelse af 14. november 2024.
Klageren har fremlagt en udskrift af et kort over London, hvoraf fremgår, at det ved tre forskellige ruter ville tage mellem 35-42 minutter at rejse fra Battersea Power Station til Tower Bridge.
Parternes påstande
Den 5. december 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal godtgøre hende 3.814,80 DKK.
Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun var blevet udsat for svindel ved kopiering eller skimming af betalingskort.
Hun har ikke og kunne ikke have været ved den pågældende hæveautomat på tidspunktet for hævningen. Hun har ikke anvendt sit fysiske betalingskort med chip og PIN-kode i en hæveautomat, der var 40 minutter fra, hvor hun befandt sig. Hun har hovedsagligt anvendt sit virtuelle betalingskort på sin tur til London, og kun undtagelsesvist anvendt sit fysiske betalingskort. Hun har anvendt sit fysiske betalingskort i metroautomaterne til optankning af sit Oyster-kort. Betalingen til betalingsmodtager A skete kl. 17:13 i London centrum. Hun kunne ikke have foretaget en hævning tyve minutter senere i pengeinstitut P. Hun kunne ikke herefter samme aften kl. 18:41 have foretaget en betaling til betalingsmodtager B i Battersea. Hun har ikke mulighed for at kontakte pengeinstitut P for at indhente beviser på, hvem der har foretaget transaktionen.
Hun kontaktede banken straks efter, hun konstaterede transaktionen. Banken gjorde ingenting udover at bede hende om at holde øje med, at det ikke skete igen. Banken burde have spærret hendes betalingskort efter hun kontaktede banken. Hendes betalingskort blev først spærret en uge efter. Banken rådgav hende ikke om at kontakte politiet i London, så hun derved kunne bede politiet indhente bevismateriale i sagen. Banken afviste hendes indsigelse dagen efter, hun havde indsendt den. Det burde ikke være muligt at afgøre en sag med en kompleksitet som denne på en dag. Banken foretog ikke en grundig undersøgelse. Bankens mangel på kommunikation og undersøgelse af sagen har efterladt hende med en følelse af at blive overset og misforstået som kunde.
Hvis beløbet omregnes, svarer det til 423,84 GBP. Det stemmer ikke overens med, at der er tale om en kontanthævning i en automat, som banken påstår. Det giver ikke mening, at et skævt beløb som dette, kunne hæves i kontanter. Banken har oplyst, at beløbet er hævet i pengeinstitut P’s filial ved London Bridge. Af transaktionslisten fremgår: ”LONDON BRIDGE 4LONDON.”. Pengeinstitut P’s sort code er -003 og den kode, der fremgår af transaktionen er -131. Koden -131 eksisterer ikke, og tilhører ikke nogen.
Der er utallige artikler, som beskriver den pågældende svindel med kloning eller skimming af kortoplysninger, herunder at det kan ske, og at det sker i blandt andet England. Bankansatte er bekendte med denne metode for svindel.
Hun er meget utilfreds med bankens håndtering af hændelsen og behandlingen af hende. Bankens påstand om, at hun skulle have givet sit betalingskort til tredjemand, så denne kunne foretage hævningen, er nedladende. Banken burde have været grundigere i sin undersøgelse. Banken burde have kontaktet pengeinstitut P i London og have fået udleveret bevismateriale fra pengeinstituttet. Dette forsømte banken.
Nordea Danmark har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klagerens forklaring ikke stemmer overens med de tekniske beviser. Kontanthævningen blev gennemført ved, at betalingskortet var fysisk til stede. Tredjemandsmisbrug forudsætter, at tredjemand har været i besiddelse af både klagerens betalingskort og PIN-kode, selvom klageren oplyser, at hun havde kortet i sin besiddelse under hele ferien.
Klageren benyttede betalingskortet den 9. og 10. november 2024. Den sidste transaktion med klagerens fysiske betalingskort, som klageren vedkender sig, er den 9. november 2024 kl. 11.36, hvorefter den pågældende kontanthævning, som der gøres indsigelse mod, skete den 10. november 2024 kl. 17.37. En eventuel svindler har derfor skullet aflure klagerens kode senest den 9. november kl. 11.36, have stjålet betalingskortet uden klageren opdagede det, foretaget kontanthævningen og tilbageleveret betalingskortet til klageren.
Det er ikke sandsynliggjort, at der er tale om tredjemandsmisbrug, når der går omkring 30 timer fra sidste vedkendte transaktion til kontanthævningen. Dette forstærkes især af, at klageren har været i besiddelse af betalingskortet hele tiden. Det anses som umuligt, at en eventuel svindler har franarret betalingskortet uden klageren ville have opdaget dette. Klageren har ikke sandsynliggjort, om hun reelt har bemyndiget en tredjemand til at foretage hævningen.
Kontanthævningen er autoriseret, og banken er ikke er forpligtet til at godtgøre klageren den omhandlede kontanthævning, jf. betalingsloven § 98.
Klageren har ikke været udsat for kloning. Dette kan ikke lade sig gøre henset til, at betalingsinfrastrukturen er bygget op på en sådan måde, at sikkerhedslagene løbende forbedres på betalingskortenes chips og i betalingsterminalerne. Det er kun muligt at gennemføre betalinger med det originale fysiske kort ved brug af chip og PIN-kode, eftersom PIN-koden valideres mod den krypterede værdi, som ligger i netop den chip. På baggrund af sagens omstændigheder er der ikke grundlag for at mistænke, at sikkerhedsforanstaltningerne skulle være omgået.
Banken kan ikke indhente videoovervågning fra et pengeinstitut i London. Hvis klageren anmeldte forholdet til politiet i London i nær tidsmæssig forbindelse med selve kontanthævningen, ville politiet muligvis kunne have fået det udleveret. Banken kunne ikke have spærret kontanthævningen ved at spærre klagerens betalingskort efter kontanthævningen var foretaget.
Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der er modstridende svar i klagerens fremlægning af de faktuelle forhold i forhold til brugen af klagerens fysiske betalingskort i London. En stillingtagen til sagen forudsætter yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor hun havde en konto med et tilknyttet Nordea Pay Visa-debetkort -978.
Klageren har oplyst, at hun i starten af november var i London. Den 10. november 2024 kl. 17:37 blev der gennemført en kontanthævning på 3.814,80 DKK med klagerens betalingskort -978, som klageren ikke kan vedkende sig.
Banken har fremlagt en transaktionsoversigt, hvoraf fremgår at kontanthævningen på 3.814,80 DKK blev gennemført ved brug af chip og PIN-kode.
Ankenævnet lægger til grund, at den ikke vedkendte transaktion er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl. Af betalingslovens § 98 følger, at registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv er bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.
Ankenævnet lægger til grund, at transaktionen skete ved brug af chip og PIN-kode. Ved transaktionen blev der anvendt stærk kundeautentifikation, jf. betalingsloven § 7, nr. 30.
Klageren har anført, at hun ikke har foretaget hævningen, da hun ikke var i nærheden af den pågældende påståede hæveautomat på tidspunktet for hævningen.
Banken har anført, at klageren ikke har sandsynliggjort, at der er tale om tredjemandsmisbrug.
Afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmisbrug. Ankenævnet finder, at en stillingtagen til sagen forudsætter yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.