Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Effektuering af stop-loss i en situation, hvor kursen på schweizerfranc (CHF) pludselig steg betydeligt.

Sagsnummer: 20/2015
Dato: 24-06-2016
Ankenævn: Kari Sørensen, Finn Borgquist, Troels Hauer Holmberg, Flemming Pristed
Klageemne: Udlån - udlandslån/valutalån
Valuta - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Effektuering af stop-loss i en situation, hvor kursen på schweizerfranc (CHF) pludselig steg betydeligt.
Indklagede: Nordea Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører effektuering af en stop-loss ordre i en situation, hvor kursen på schweizerfranc (CHF) pludselig steg betydeligt.

Sagens omstændigheder

Klageren havde to udlandslån i schweizerfranc (CHF) i Nordea Bank.

I tilknytning til lånene blev der den 9. december 2013 for et beløb på 240.000 CHF etableret en limiteret handelsordre/stop-loss ordre på kurs 6,30 og en såkaldt Take profit ordre på kurs 5,30, gældende for et år. Den 12. december 2014 blev ordrerne forlænget yderligere et år.

Af handelsbekræftelserne fremgik bl.a.:

”...

Eksekvering af handelsordre ’stop loss’. Den limiterede handelsordre søges eksekveret på første mulige handlebare pris efter det aftalte kursniveau er handlet i markedet. Nordea kan dermed ikke garantere at ordre eksekveres på den eksakte limiterede kurs. Vær opmærksom på der under særlige markedsforhold kan forekomme relativt store kurshop.

...”

Om formiddagen den 15. januar 2015 skete der efter det oplyste en brat stigning i CHF-kursen til kurs ca. 8,75. Efterfølgende varierede kursen i intervallet ca. 7,00-7,7. Efter det oplyste var kursen kl. 16 ca. 7,2179.

Om baggrunden for kursstigningen har banken oplyst, at den schweiziske nationalbank den 15. januar 2015 kl. 10.30 uden varsel fjernede loftet over CHF.

Klagerens stop-loss ordre blev effektueret til kurs 7,5938. De købte CHF blev anvendt til straksindfrielse af CHF lånene, idet klageren fravalgte muligheden for at indgå en terminsforretning med henblik på at indfri lånene til ordinær termin.

Klageren gjorde indsigelse mod CHF kursen på 7,5938 og gjorde gældende, at ordren burde have været effektueret til kurs 7,2179, svarende til kursen kl. 16.

Af bankens Almindelige betingelser for aftaler om finansielle instrumenter – Privat fremgik bl.a.:

”...

10

10.1

Stop-loss

Hvis kundekontrakten angiver, at stop-loss finder anvendelse, og hvis det samlede nettobeløb, som kunden skylder til banken … overstiger maksimumrisikoen i kundekontrakten, skal kunden på bankens anfordring øjeblikkelig indfri, eller efter bankens valg stille credit support til rådighed… Beløb i andre valutaer skal omveksles til basisvalutaen til den købskurs, som banken med rimelighed kan opnå på dette tidspunkt.

...”

Parternes påstande

Den 19. januar 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal betale forskellen mellem kurs 7,5938 og kurs 7,2179 ved indfrielsen af CHF lånene.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at effektueringskursen blev urimeligt høj, fordi banken handlede i panik, i stedet for at vente til kursen var faldet til ro den pågældende dag. Banken handlede på det tidspunkt, der var mest ugunstigt for ham.

Banken hævder, at den skulle sælge ved først givne lejlighed. I den konkrete situation, hvor lejligheden til at effektuere til stop-loss kursen på 6,30 var forpasset, bør afregning ske til den bedst mulige/laveste kurs den pågældende dag.

Nordea Bank har anført, at det i den konkrete situation ikke var muligt at forudse, hvordan markedet ville reagere. I de første minutter efter at loftet over CHF ganske uventet var blevet fjernet, var der totalt kaos på valutamarkedet. Derefter blev handlen med CHF langsomt genoptaget, og kort tid efter var CHF opskrevet med mere end 25 %. Der var et voldsomt pres for at komme ud af CHF positioner. Banken beregnede den først mulige exitkurs til at være i underkanten af 7,60, forudsat det havde været muligt at effektuere registrerede handler indtil ordrebogen ville have været dækket helt af.

Klageren var i handelsbekræftelserne blevet advaret om, at banken ikke kunne garantere, at ordren blev eksekveret på den eksakte limiterede kurs, og at der kunne forekomme relativt store kurshop.

Punkt 10 i de almindelige bestemmelser er en stop-loss bestemmelse, der regulerer ved hvilket niveau, banken kan kræve yderligere sikkerhed, hvis det samlede nettobeløb, som kunden skylder banken, overstiger maksimumrisikoen, som angivet i kundekontrakten. Sker dette, skal kunden på bankens forlangende og efter bankens valg øjeblikkeligt indfri eller stille credit support til rådighed. Beløb i andre valutaer skal omveksles til basisvalutaen, til den købekurs, som banken med rimelighed kan opnå på dette tidspunkt.

Klageren forveksler tilsyneladende stop-loss bestemmelsen med en FX stop-loss ordre, der er en aftale mellem bank og kunde om at afdække en valutaposition bedst muligt, umiddelbart efter et kursniveau er brudt.

Der er efter bankens opfattelse handlet på den bedst opnåelige kurs på det pågældende tidspunkt. Der er intet der tyder på, at det havde været muligt for banken under de givne forhold at forudsige, at man burde vente med at handle til kurserne havde lagt sig hen over dagen. Klagerens ønske om at anvende en kurs lige netop kl. 16 giver ikke nogen mening.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren indgik en stop-loss aftale til kurs 6,30 med Nordea Bank i tilknytning til to CHF-lån i banken.

Den 15. januar 2015, hvor CHF-kursen steg brat, blev klagerens stop-loss effektueret til kurs 7,5938.

Banken havde ikke garanteret effektuering til kurs 6,30, jævnfør stop-loss aftalen og Almindelige betingelser. Tværtimod var det i handelsbekræftelsen anført, at den limiterede handelsordre søges eksekveret på første mulige handelsbare pris efter det aftalte kursniveau er handlet i markedet.

Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at banken traf rimelige foranstaltninger for at opnå det efter omstændighederne bedste resultat for klageren.

Ankenævnet finder ikke, at klageren har krav på afregning til kursen senere på dagen kl. 16.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse