Afgørelse

Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med klagerens optagelse af lån i schweizerfranc til finansiering af sommerhus. Afvisning af medvirken til hjemtagelse af realkreditlån

Indledning

Denne sag vedrører Ringkjøbing Landbobanks rådgivning i forbindelse med klagerens finansiering af et sommerhuskøb ved lån i schweizerfranc, samt om banken var forpligtet til efterfølgende at medvirke til, at klageren i stedet fik optaget et realkreditlån. Spørgsmål om afvisning af klage, som åbenbar grundløs eller uegnet til nævnsbehandling.

Sagens omstændigheder

I 2008 købte klageren et sommerhus for 1.650.000 kr. og blev i den forbindelse kunde i Ringkjøbing Landbobank.

I forlængelse af en telefonisk kontakt sendte klageren den 8. juli 2008 følgende e-mail til banken:

”Jeg skriver til dig fordi du er helt hippet på at jeg skal tage Schweizer lån, i stedet for et normalt realkreditlån, som jeg har den største tiltro til, det skyldes at mange valutaspekulanter har tabt store penge på spekulation i valuta.

Lånet som du foreslår er på CHF 433.000.

Jeg skal endnu engang bede dig overveje om vi ikke skulle tage et realkreditlån i stedet for et Schweizer lån

Lad mig høre fra dig.”

Banken har anført, at den ikke har modtaget e-mailen.

Ved brev af 10. juli 2008 til klageren, sendte banken en række dokumenter vedrørende et 10-årigt stående lån på 433.000 schweizerfranc med en variabel rente på for tiden 4,99 % til underskrift, herunder et ejerpantebrev på 600.000 kr. med pant i klagerens helårsbolig, et ejerpantebrev på 300.000 kr. med pant i sommerhuset samt en rammeaftale, hvoraf fremgår:

”…

Undertegnede hæfter for ethvert tab, der måtte opstår – også for evt. tab, som måtte opstå i medfør af bankens ovennævnte tildelte beføljelse.

…

Undertegnede er ved indgåelse af denne aftale gjort opmærksom på+, at handel med fremmed valuta i spekulativt øjemed er forbundet med betydelige risici. Undertegnede er endvidere gjort opmærksom på, at banken ikke påtager sig ansvar for handelsmæssige dispositioner foretaget med hjemmel i denne aftale.

….”

Ultimo juli 2008 aftalte klageren og banken, at lånet skulle hjemtages, når/hvis kursen på schweizerfranc nåede 463. I mellemtiden var sommerhuset finansieret via en lånesagskonto på 2 mio. kr.

Den 1. september 2008 blev lånet hjemtaget til kurs 463 svarende til ca. 2 mio. kr.

Lånet blev indfriet i marts 2010 til ca. kurs 520, hvorved klageren realiserede et kurstab på 225.160 kr.

Ved gældsbrev af 20. december 2011 blev klagerens engagement med banken samlet i et 10-årigt stående lån på 5.498.000 kr. med en variabel rente på for tiden 6,85 %.

I april 2012 gjorde klageren banken opmærksom på, at opkrævede renter og afdrag oversteg hans indtægter, og han foreslog, at lånet blev omlagt til et realkreditlån på 4,5 mio. kr. og et privatlån på 1 mio. kr.

Ved brev af 13. juli 2012 opsagde banken klagerens engagement. Engagementet blev opgjort til 5.750.378,90 kr.

Efterfølgende korresponderede klageren og banken om muligheden for nedbringelse af engagementet uden at nå til enighed, og i september 2012 sendte bankens advokat en udlægsbegæring til fogedretten vedlagt en skylderklæring fra klageren.

Den 28. november 2012 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Behandlingen af klagen har været sat i bero i en periode, indtil der forelå en afgørelse fra fogedretten den 17. maj 2013, hvor bankens udlægsbegæring blev taget til følge. Fogedretten tog ikke stilling til klagerens indsigelser vedrørende schweizerfranclånet, da udlægsbegæringen alene var indgivet for et begrænset beløb på 2.005.585 kr.

I foråret 2013 solgte klageren sit sommerhus og indbetalte den 6. juli 2013 1.425.000 kr. til banken.

Parternes påstande

Den 28. november 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Ringkjøbing Landbobank skal tilpligtes at erstatte det kurstab han har lidt ved optagelsen af lånet i schweizerfranc, foreløbigt opgjort til 225.160 kr. samt erstatte differencen mellem renteudgiften på dette lån og et variabelt forrentet realkreditlån, foreløbig opgjort til 884.464 kr.

Ringkjøbing Landbobank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han ikke modtog oplysninger om valutakursrisikoen, da han optog et lån i schweizerfranc.

Banken var meget opsat på, at han skulle optage lånet. Banken overtrådte § 43 i lov om finansiel virksomhed samt de almindelige regler, der gjaldt på tidspunktet for ydelse af lånet, og som nu er kodificeret i bekendtgørelse om god skik om risikoklassificering af visse udlånsprodukter.

Banken eller den pågældende medarbejder har haft en særlig interesse i at yde lånet ud over den almindelige indtjening, men det blev han ikke oplyst om.

Lånet påførte ham både et kurstab og en forøget renteudgift i forhold til et realkreditlån.

Siden købet af sommerhuset har han forgæves bedt banken om at konvertere lånet i schweizerfranc til et realkreditlån i danske kroner. Utallige gange har banken overtalt ham til at beholde lånet, da det var attraktivt og billigt.

Da lånet på grund af kursudviklingen blev konverteret til et lån i euro, var rentebyrden større end på en tilsvarende dansk kassekredit eller et realkreditlån. Denne konvertering skete uden oplysning om de omkostninger og konsekvenser, som en sådan omlægning havde. Han fik ingen rådgivning overhovedet.

Han har en husstandsindkomst på over 700.000 kr. og et personligt tilsagn fra Totalkredits direktør på, at hans økonomi er godkendt for at kunne optage et realkreditlån på 3,6 mio. kr. Det er derfor uforklarligt, at banken ikke vil medvirke.

To banker og Realkredit Danmark har givet tilsagn om realkreditlån, når han har solgt sit sommerhus. Hvis banken søgte om et Totalkreditlån på 3,6 mio. kr., ville hele engagementet blive indfriet.

Ringkjøbing Landbobank har anført, at klageren oprindeligt valgte at lade sit sommerhuskøb finansiere ved lån optaget i schweizerfranc. Valget skete ud fra de foreliggende lånemuligheder på det pågældende tidspunkt. Lånet blev indfriet i marts 2010.

Banken kan ikke i sine elektroniske arkiver se at have modtaget klagerens e-mail af 8. juli 2008. Mailen vidner i øvrigt ikke om, hvad der var genstand for parternes drøftelse på daværende tidspunkt, hvor parterne drøftede sikkerhedsstillelse. Klagerens daværende rådgiver i banken har oplyst, at han ikke erindrer at have modtaget en mail med det pågældende indhold.

På grund af klagerens økonomiske situation, har banken siden lånets indfrielse afvist at formidle et realkreditlån i ejendommen.

I december 2011 blev klagerens gæld omlagt til et gældsbrev, som var den billigste finansieringsmulighed, som banken efter omstændighederne kunne tilbyde klageren.

Banken opsagde klagerens engagement på grund af misligholdelse.

Banken har gentagne gange meddelt klageren, at inkassosagen kan stilles i bero, når han kan fremlægge dokumentation for lånetilsagn.

Banken har ikke længere tillid til, at klageren vil kunne indfri engagement, hvorfor realisation af bankens sikkerheder er påbegyndt.

Der synes ikke på baggrund af klagerens klagepunkter at være grundlag for nævnsbehandling af klagen.

Klagen bør således afvises som grundløs eller alternativt som værende uegnet til nævnsbehandling på grund af behovet for afhøring af vidner.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke, at klagen skal afvises.

Klageren købte i 2008 et sommerhus for 1.650.000 kr., og optog i den forbindelse et lån i schweizerfranc til modværdien af ca. 2 mio. kr. hos Ringkjøbing Landbobank.

Klageren var i forbindelse med optagelse af lånet i 2008 bekendt med betydningen af forskellen mellem kursen på danske kroner og schweizerfranc og ønskede først lånet optaget når/hvis kursen på schweizerfranc nåede 463. Hans e-mail af 8. juli 2008 understreger også hans kendskab til betydningen af kursforskellen. Af rammeaftalen vedrørende valutaforretninger fremgår endvidere, at klageren er gjort opmærksom på den betydelige risiko, der er forbundet med handel i fremmed valuta.

Ankenævnet finder det herefter ikke godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende i forbindelse med klagerens optagelse af valutalånet.

Ankenævnet finder det videre ikke godtgjort, at banken begik fejl eller forsømmelser i forbindelse med indfrielsen af valutalånet.

Ankenævnet kan i øvrigt ikke pålægge banken at medvirke til hjemtagelse af realkreditlån.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.