Indsigelse om at et pengeinstitut havde lovet, at en skødedeponeringskonto var spærret for udbetalinger af hensyn til et ægtefælleskifte
| Sagsnummer: | 477 /2012 |
| Dato: | 13-03-2013 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen, Søren Geckler, Jørn Ravn, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Skødedeponeringskonto - frigivelse
Skødedeponeringskonto - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse om at et pengeinstitut havde lovet, at en skødedeponeringskonto var spærret for udbetalinger af hensyn til et ægtefælleskifte |
| Indklagede: | Arbejdernes Landsbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens indsigelse om, at Arbejdernes Landsbank havde lovet, at en skødedeponeringskonto tilhørende hendes tidligere ægtefælle var spærret for udbetalinger af hensyn til ægtefælleskiftet.
Sagens omstændigheder
Klageren K’s tidligere ægtefælle M ejede en ejendom E. Klageren var ikke medejer heraf.
Af en fremlagt håndpantsætningserklæring underskrevet den 9. februar 2009 af M og af K som ægtefælle fremgår:
"…
Til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som
Debitor | Debitor | |
Fru | Hr … |
…
påtager sig og til sikkerhed for den forpligtelse de hver især nu har eller senere måtte få over for
Arbejdernes Landsbank
…
Til sikkerhed for
Ethvert mellemværende
Stilles herved af undertegnede håndpantsætter(e)
Hr …
… [M]
…
Følgende effekt(er) i håndpant
Kr. | 200.000,00 | Ejerpantebrev i fast ejendom |
Kr. | 130.000,00 | Ejerpantebrev i fast ejendom |
…"
Ved en købsaftale af 17. september 2010 solgte M sin ejendom med overtagelse den 1. december 2010. I den forbindelse blev der i Arbejdernes Landsbank oprettet en deponeringskonto til brug for køberens deponering af købesummen.
Den 11. oktober 2010 blev der ved fogedretten foretaget udlæg i M’s salgsprovenu for en gæld på 20.397,50 kr. til en advokat A.
Af et brev af 21. oktober 2010 fra bankens advokat B til banken fremgår:
"…
Jeres J. nr. … [M]
Vi gav d. 11. oktober 2010 på jeres vegne møde i fogedretten …
…
Til sikkerhed for gælden blev der foretaget udlæg i salgsprovenuet på debitors faste ejendom … Udlægget skal anmeldes til … [en ejendomsmægler].
Udlægget blev dog kun foretaget for 101.877,50 kr., og I skal derfor hurtigst muligt fremme sagen for debitors øvrige gæld, såfremt I også ønsker udlæg foretaget for denne del.
På mødet blev der foretaget yderligere udlæg i provenuet i 2 andre sager for i alt ca. 35.000 kr.
…
… Jeg går ud fra, at I selv drager omsorg for behørig sikring af udlægget.
…"
Af et brev af 11. januar 2011 fra K’s advokat C til banken fremgår:
"…
Vedr. … [M’s] … salg af ejendommen … [E] …
Til Deres orientering kan jeg oplyse, at jeg repræsenterer ovennævnte … [M’s] tidligere ægtefælle … [K] i forbindelse med parternes bodeling.
… [K] har et større boslodskrav m.v. og jeg skal derfor anmode Dem om at bekræfte, at der ikke sker udbetaling af indestående på deponeringskontoen før endelig bodeling er foretaget.
…"
Ved mail af 8. februar 2011 spurgte klageren sin advokat C, om han havde modtaget en bekræftelse fra banken på, at "provenuet fra hussalget er låst fast".
Ved en mail af samme dag oplyste advokat C til klageren, at hans trods en rykker endnu ikke havde hørt fra banken.
Ved en mail af 9. februar 2011 til en filialdirektør i banken spurgte klageren til, hvorvidt det deponerede beløb var "låst". Klageren blev henvist til rådgiver R i banken.
Af klagerens mail af 2. marts 2011 til rådgiver R fremgår:
"…
Jeg er blevet henvist til dig af … i … afdeling.
Jeg vil gerne bede dig bekræfte at det deponerede beløb fra salget af … [ejendommen] er spærret. Vil du venligst bekræfte dette til både min advokat … men også til mig – da jeg føler mig lidt utryg, idet jeg har haft en del udlæg.
…"
Af en mail af samme dato fra rådgiver R fremgår:
"…
Jeg har skrevet til din advokat, at kontoen er spærret med undtagelse af udbetalinger, som kan relateres til gennemførelse af handelen …
…"
Af bankens brev af 2. marts 2011 fra rådgiver R til advokat C fremgår:
"…
Vi skal hermed bekræfte, at der ikke sker udbetaling til andet end til gennemførelse af handlen af … [E].
…"
Den 29. marts 2011 mødte advokat C, klageren og M i Skifteretten vedrørende ægtefælleskiftet. Retten udsatte sagen på forligsdrøftelser.
Af en mail af 27. juni 2011 fra ejendomsmægleren til banken fremgår:
"…
Købesummen må herefter frigives til disposition for sælger på betingelse af, at der sker betaling til advokatfirmaet … [A] samt … [firma F], jf. noterede udlæg i handelens provenu.
…"
Af en mail af 6. oktober 2011 fra M’s advokat D til klagerens advokat C fremgår, at advokat D var blevet telefonisk kontaktet af rådgiver R i banken, der oplyste, at banken havde overset, at bankens eget engagement med M ikke var blevet indfriet.
Banken har anført, at banken samme dag indfriede bankens pante- og udlægssikrede fordringer med i alt 416.557,93 kr. Af en fremlagt kontoudskrift fremgår denne dato tre posteringer på henholdsvis 278.797,50 kr., 114.683,07 kr. og 23.077,36 kr. med teksten "OVERFØRSEL".
Af et brev af 11. oktober 2011 sendt via mail fra advokat D til banken fremgår:
"…
Jeg går ud fra, at banken har sørget for at indfri de 3 lån via kassekreditten, hvorpå provenuet fra ejendommen henstår. Hvis ikke det er sket, beder jeg Dem gøre dette.
Jeg vedlægger endvidere kopi af tilsigelse fra SKAT, hvorefter … [M] sidste tirsdag var til udlægsforretning.
Samtidig med udlægsforretningen indgav vi en efterangivelse for moms, der reducerede moms for 2010 med kr. 90.000,00 og derved er vi kommet ned på en restgæld, der efter korrektion af renter, herefter ifølge telefonisk oplysning fra SKAT, udgør kr. 55.832,69.
Jeg skal venligst anmode Dem om tillige at overføre dette beløb fra provenuet vedrørende ejendommen til SKAT …
…
Kopi af nærværende skrivelse er tilstillet advokat … [C] til orientering.
…"
Af den fremlagte kontoudskrift fremgår den 12. oktober 2011 en overførsel på 55.832,69 kr.
Af et brev af 12. oktober 2011 sendt via mail fra advokat D til banken fremgår:
"…
Som advokat for … [M] skal jeg hermed venligst anmode om, at der oversendes kr. 16.000,00 til … [M’s] konto i … [et andet pengeinstitut P] …
Baggrunden er at … [M] først nu er kommet på førtidspension, og efter en periode på kontanthjælp er kommet én måneds husleje bagud, således at hans lejemål er i fare.
Derudover er der dukket en restance op til … vedrørende el forbrug for den tidligere fælles ejendom, der imidlertid kan medføre risiko for lukning af strømmen det nye sted.
Jeg har for god ordens skyld tilsendt kopi af nærværende skrivelse til advokat … [C] til orientering.
…"
Ved en mail af samme dag til advokat D’s sekretær bekræftede rådgiver R overførselen af de 16.000 kr. Han spurgte samtidig om en kredit på 30.000 kr., som banken havde ydet M til indskud og leveomkostninger i forbindelse af fraflytningen af sin tidligere ejendom, kunne indfries. Sekretæren bekræftede dette.
Af kontoudskriften fremgår den 13. oktober 2011 en overførsel på 30.000 kr.
Af brev af 20. oktober 2011 fra advokat C til advokat D fremgår:
"…
Min klient har tidligere med Arbejdernes Landsbank aftalt, at der ikke skete udbetaling af indestående på deponeringskontoen. Det forhold, at De har ladet banken betale SKAT kr. 55.832,69 er efter min opfattelse sket på Deres ansvar, og i det omfang, at der ved den endelige bodeling ikke er midler nok til at honorere min klient forbeholdes det at rette kravet imod Dem.
Jeg skal under alle omstændigheder protestere imod, at der sker yderligere træk på deponeringskontoen, og beder Dem bekræfte, at De og Deres klient er enig heri.
…"
Ved brev af 25. november 2011 anmodede advokat D banken om efter aftale med M at betale hans honorar på 30.000 kr.
Af kontoudskriften fremgår den 12. december 2011 en overførsel på 30.000 kr. med advokatens navn som posteringstekst. Samme dag døde M.
Af kontoudskriften fremgår den 22. december 2011 en overførsel på 23.745,86 kr. med advokat A’s navn som posteringstekst.
Den 26. januar 2012 blev boet efter M udleveret til bobestyrerbehandling ved advokat E.
Ved brev af 30. januar 2012 anmodede advokat E banken om at ophæve M’s konti og overføre indestående til boets konto i et andet pengeinstitut samt redegøre for eventuelle kontobevægelser efter dødsdagen.
Af advokat E’s mail af 28. juni 2012 til klageren fremgår:
"… Det fremgår af bankens svar til dig, at det er kontoudskriften, de ikke vil udlevere til dig. Den udskrift har du fået af mig og der er da derfor ikke noget til hinder for, at du selv rejser dit krav over for banken, hvis du finder, at banken ikke levede op til det tilsagn om spærring af kontoen, som banken i sin tid meddelte dig den 2. marts 2011.
…"
I august 2012 rettede klageren henvendelse til banken vedrørende udbetalingerne fra M’s konto og protesterede herimod. Banken og klageren korresponderede herefter om transaktionerne.
Af bankens mail af 4. oktober 2012 fremgår:
"…
Vi mener ikke, at der er grundlag for, at vi skal udbetale nogen af de omtalte beløb til dig. Som nævnt havde du os bekendt hverken udlæg eller transport i kontoen, og vi var derfor ikke berettiget til at holde kontoen spærret efter, at deponeringen var frigivet og de sikrede krav i kontoen var indfriet. Selv om tilbagemeldingen fra banken måtte kunne forstås således, at kontoen var spærret af hensyn til bodelingen, gør vi igen opmærksom på, at udbetalingerne er sket efter instruks fra … [M’s] advokat med kopi til din egen advokat. Vi har på intet tidspunkt modtaget indsigelse mod udbetalingerne fra din advokat, som derfor på dine vegne har accepteret udbetalingerne. Endelig gør vi opmærksom på, at de udbetalte beløb ikke ville være tilkommet dig, uanset at de ikke var blevet udbetalt fra kontoen. De ville i så fald være blevet overført til dødsboet sammen med den øvrige saldo.
…"
Ved mail af 19. september 2012 oplyste advokat A til klageren, at hans modtagelse den 23. december 2011 af beløbet 23.745,86 kr. beroede på udlægsbeløbet på 20.397,50 kr. med tillæg af procesrenter på 3.348,36 kr.
Banken har oplyst, at M’s bo viste sig at være insolvent.
Parternes påstande
Den 9. oktober 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Arbejdernes Landsbank skal betale en erstatning på 242.136,48 kr. med tillæg af procesrente som nærmere specificeret herunder.
Arbejdernes Landsbank har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at hun og hendes advokat C modtog bekræftelse fra banken på, at M’s konto med salgsprovenuet er spærret grundet skilsmisse/bodeling.
Der er ingen tvivl om, at banken bliver anmodet om at bekræfte, at der ikke sker udbetaling af indestående på deponeringskontoen, før endelig bodeling er foretaget.
Banken har udbetalt meget store beløb i strid med den indgåede aftale. Selv efter M’s død.
Beløbene har intet med hussalg eller bodeling at gøre. Samtlige beløb relaterer sig til M.
Grundet de uberettigede udbetalinger er der ikke midler nok i boet til at dække hendes tilgodehavende eller de øvrige kreditorers.
Hendes advokat C har ikke accepteret udbetalingerne.
Banken har ikke handlet i god tro i forbindelse med sagsbehandlingen.
Eksempelvis skal nævnes, at beløbet til advokat A, der bliver trukket efter M’s død, er tillagt morarenter grundet bankens sløseri.
Dette er naturligvis kun en lille brik i forhold til det samlede tab, som hun kommer til at få.
Hun skal have sit retlige krav i bodelingen, så tab grundet bankens uansvarlige handlemåde ikke kommer hende til skade.
Hverken hun eller advokat C var på nogen måde klar over, at man kunne betvivle bankens troværdighed, når den skriftligt sender en garanti for, at kontoen var urørlig for alle beløb, der ikke relaterer sig til hushandlen. I så fald havde de den 29. marts 2011 bedt skifteretten sikre hendes andel i bodelingen.
Den samlede gæld til banken androg 416.557,93 kr. Til sikkerhed for dette forhold er ejerpantebreve for i alt 330.000 kr. Banken bedes dokumentere sikkerhed for differencebeløbet på 86.557,93 kr.
Banken fik endvidere først indfriet sit tilgodehavende den 6. oktober 2011. Købesummen indgik på kontoen den 1. december 2010. Banken havde overset sit eget engagement. Endnu et bevis på dårlig håndtering af sagen.
Disse beløb relaterer sig uomtvisteligt ikke til hushandlen eller er udbetalt efter M’s død inklusiv førnævnte differencebeløb:
12/10 2011 | Skat | Kr. 55.832,69 |
12/10 2011 | Overført M | Kr. 16.000,00 |
13/10 2011 | Overførsel | Kr. 30.000,00 |
12/12 2011 | Advokat D | Kr. 30.000,00 |
22/12 2011 | Advokat A | Kr. 23.745,86 |
Differencebeløb, Arbejdernes Landsbank | Kr. 86.557,93 | |
Samlet krav | Kr. 242.136,48 | |
Hun forbeholder sig endvidere procesrenter på ovenstående beløb fra de respektive udbetalingsdatoer.
Arbejdernes Landsbank har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at det er beklageligt, at bankens svar den 2. marts 2011 gav klageren en forventning om, at klagerens eventuelle krav mod kontohaver M på denne måde var sikret mod hans øvrige kreditorer/boets kreditorer.
Uanset dette, valgte klageren, der var repræsenteret af en advokat, ikke at sikre sit eventuelle krav i form af transport, udlæg eller andet. At det var klagerens forventning, at M var solvent, og at klageren derfor afstod fra en egentlig sikkerhedsret, er ikke bankens risiko. Af samme årsag har banken ikke begået en ansvarspådragende fejl, som kan begrunde et erstatningstab for klageren, men hun er blevet skuffet i sin forventning om at modtage yderligere dækning for et eventuelt krav mod sin tidligere ægtefælle.
Ejendommen tilhørte M alene og banken har på intet tidspunkt kunnet udbetale eller reservere et beløb til klageren uden aftale med kontohaver M eller ved rettens mellemkomst. Banken har indfriet de på ejendommen eller i provenuet hvilende hæftelser, samt udbetalt nødvendige leveomkostninger til kontohaver.
Kontohaverens advokat D har undervejs i forløbet instrueret banken i de omhandlede dispositioner og har underrettet klagerens advokat C herom. Dispositionerne har fundet sted efter mægleren frigav provenuet til sælgeren. Banken er bekendt med, at der løbende har været drøftelser mellem parternes advokater om opgørelsen af mellemværendet og fordelingen af det frigivne provenu.
Som følge af kontohaverens dødsfald og udpegningen af en bobestyrer advokat E var banken forpligtet til at afregne indeståendet i overensstemmelse med hans instrukser.
Til større for afvisningspåstanden har banken anført, at klagerens krav ikke lader sig opgøre ved Ankenævnet, men må behandles af den autoriserede bobestyrer eller skifteretten.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet bemærker, at klageren ved forespørgslen i januar 2011 til Arbejdernes Landsbank var repræsenteret ved advokat C.
Ankenævnet finder ikke, at advokat C ved bankens besvarelse af hans henvendelse berettiget kunne forvente, at hans klients krav mod M herved var sikret, idet der ikke var foretaget transport, udlæg eller andet.
Ankenævnet finder ikke, at banken ved besvarelsen begik en fejl, der kan medføre et erstatningsansvar.
Ankenævnet har ikke herved taget stilling til, om klageren eventuelt kan have et berettiget krav mod advokat C.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.