Afgørelse

Spørgsmål om erstatningspligt som følge af retsanmærkning om ejendomsforbehold på løsøreejerpantebrev ved klagers køb af bil.

Indledning.

Denne klage vedrører om klageren kan gøre erstatningskrav gældende mod indklagede i forbindelse med klagerens køb af en brugt bil, som af en tidligere kreditgiver blev tilbagetaget.

Sagens omstændigheder.

Den 27. juli 2000 ydede indklagede klageren og dennes ægtefælle et lån på 98.500 kr. til brug for køb af en bil af bilfirmaet D Aps. Samme dag fremsendte indklagede en check på 92.750 kr. til D. Indklagede fik håndpant i et løsøreejerpantebrev på 98.000 kr. med pant i bilen. Ejerpantebrevet blev anmeldt til tinglysning i bil- og personbogen den 29. september 2002 og blev lyst med anmærkning om et ejendomsforbehold på 114.466 kr. lyst den 15. december 1999.

Af sagen fremgår, at D i 1999 havde solgt den omhandlede bil på købekontrakt med ejendomsforbehold til Y. D transporterede købekontrakten til finansieringsselskabet F. Y misligholdt købekontrakten, hvorefter bilen blev tilbageleveret til F, der satte bilen til salg gennem D. Efter klagerens køb af bilen hos D undlod D at afregne købesummen til F.

I februar 2001 anmodede F fogedretten på Frederiksberg om foretagelse af udlæg hos klageren for et resttilgodehavende på 109.903,13 kr. med tillæg af renter og omkostninger. Ifølge fogedrekvisitionen havde F sat bilen til salg i kommission gennem D.

Klageren rettede henvendelse til advokat. På et fogedretsmøde den 24. oktober 2001 blev sagen udsat til nyt retsmøde, hvor klagerens advokat kunne være til stede. Dette retsmøde blev berammet til den 11. oktober 2001.

Ved skrivelse af 18. september 2001 anførte klagerens advokat over for indklagede, at indklagede inden lånets udbetaling til D burde have afventet indfrielse af den tidligere gæld. Ved skrivelse af 26. s.m. anførte indklagede bl.a., at man ikke ud fra det foreliggende kunne se, om bilbogen, hvilket var normal procedure, havde været undersøgt enten af klageren eller af indklagede, forinden klageren afgav betalingsinstruktion om fremsendelse af beløbet til D. Indklagede anmodede klagerens advokat om at fremkomme med yderligere oplysninger bl.a. om forholdet mellem F og D, og bemærkede, at selskabet D var blevet tvangsopløst den 31. juli 2001 i Sø- og Handelsretten.

Ved skrivelse af 7. november 2001 anførte klagerens advokat, at det var hans opfattelse, at indklagede havde begået fejl ved at udbetale beløbet til D uden at sikre sig, at bilen var fri var og ubehæftet. Advokaten opgjorde klagerens tab til foreløbig 55.000 kr., der modsvarede udbetalingen på bilen.

Ved skrivelse af 10. december 2001 til klagerens advokat anførte indklagede, at advokaten telefonisk havde oplyst, at bilen nu var tilbagetaget af F. Indklagede forespurgte, om der var fremsat indsigelse mod tilbagetagelsen; herudover anmodede indklagede om en række faktiske oplysninger til belysning af retsforholdet mellem F og Y og mellem F,D og klageren. Advokaten besvarede ikke henvendelsen.

Parternes påstande.

Klageren har den 11. marts 2002 gennem sin advokat indgivet klage til Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse og mere subsidiært frifindelse for tiden.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede i forbindelse med lånets bevilling fremsendte beløbet på 92.750 kr. til D uden at undersøge bilbogen. Indklagede burde have afventet indfrielsen af tidligere gæld i bilen, forinden man fremsendte beløbet.

Han gik ud fra som en selvfølge, at indklagede havde foretaget undersøgelser af bil- og personbogen. Han havde ikke nogen mulighed for at ekstingvere F's tinglyste ejendomsforbehold i bilen, jf. herved afgørelsen i UfR 2000 s.1117H.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at man i skrivelsen af 10. december 2001 til klagerens advokat rejste en række spørgsmål til belysning af sagen, som ikke blev besvaret. Klageren har ikke forgæves forsøgt at opnå en tilfredsstillende ordning med indklagede, der ikke har afvist klagen. Som følge heraf bør Ankenævnet afvise klagen efter Ankenævnets vedtægters § 3, stk. 2.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at det følger af kreditaftalelovens § 48, stk. 2, at hvis en kreditgiver og forbruger udenretligt aftaler, at kreditgiver i anledning af forbrugerens misligholdelse får det solgte tilbageleveret uden fogedrettens medvirken, kan kreditgiveren ikke påberåbe sig nogen aftale med forbrugeren, hvorefter der påhviler forbrugeren yderligere forpligtelser over for kreditgiveren i anledning af købet. Dette medfører, at F, så vidt det ses, ikke kunne gøre en restfordring gældende mod Y/ klageren.

Det er således ikke dokumenteret, på hvilket grundlag F efter at have fået tilbageleveret bilen af Y, hvorved selskabet igen var blevet ejer af bilen, gjorde et ejendomsforbehold gældende over for klageren, ligesom det ikke er dokumenteret, hvorfor det skulle være klagerens risiko, at D ikke afregnede købesummen til F. Hvis F overgav bilen til D til salg i kommission, var det kommittentens risiko, at D ikke afregnede købesummen til F.

Det er ikke dokumenteret, på hvilket grundlag bilen er tilbagetaget, ligesom det heller ikke er dokumenteret, om klagerens advokat på vegne klageren fremkom med indsigelser mod tilbagetagelsen i fogedretten. Det bemærkes herved, at klagerens advokat ikke har efterkommet indklagedes opfordring til at fremlægge fogedbogsudskrift herom.

Indklagede udstedte/fremsendte beløbet på 92.750 kr. til D på baggrund af en betalingsinstruks fra klageren. Det fritog ikke klageren fra at opfylde sin egen selvstændige undersøgelsespligt i forbindelse med bilkøbet, at klageren ikke var bekendt med bilbogens eksistens. Indklagede har ikke lovet eller forpligtet sig til at undersøge bilbogen på klagerens vegne.

Til støtte for den mere subsidiære påstand har indklagede anført, at det ikke er muligt at tage stilling til sagen, forinden de forhold, der er anført til støtte for indklagedes subsidiære påstand om frifindelse, er dokumenteret og belyst nærmere, hvorfor indklagede i hvert fald bør frifindes for tiden.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at afvise sagen i medfør af vedtægternes § 3, stk. 2.

Som anført af indklagede består der spørgsmål om, på hvilket grundlag finansieringsselskabet (F) har gjort sit tinglyste ejendomsforbehold i bilen eller sin ejendomsret til bilen gældende over for klageren, efter at selskabet havde fået bilen tilbageleveret af den tidligere køber (Y) og indleveret den til salg i kommission gennem forhandleren (D), jf. herved kreditaftalelovens § 48, stk. 2., og kommisionslovens § 54. Trods opfordring hertil er klageren og dennes advokat ikke fremkommet med nærmere oplysninger herom, ligesom de ikke har besvaret det af indklagede stillede spørgsmål om, hvorvidt der under sagens behandling i fogedretten blev gjort indsigelse mod tilbagetagelsen af bilen fra klageren. Som sagen herefter foreligger oplyst for Ankenævnet, kan klagerens erstatningskrav allerede af denne grund ikke tages til følge. Ankenævnet har således ikke taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har begået en ansvarspådragende fejl ved ikke at undersøge bilbogen, før låneprovenuet blev betalt til forhandleren.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.