Krav om erstatning for omkostninger ved afbrydelse af kurssikret låneomlægning, som var iværksat af medinteressent på egen hånd. Spørgsmål om klageren har lidt et tab
| Sagsnummer: | 566 /2012 |
| Dato: | 11-04-2013 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Karin Duerlund, Søren Geckler, Niels Bolt Jørgensen, Morten Bruun Pedersen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
Konto - dispositionsforhold |
| Ledetekst: | Krav om erstatning for omkostninger ved afbrydelse af kurssikret låneomlægning, som var iværksat af medinteressent på egen hånd. Spørgsmål om klageren har lidt et tab |
| Indklagede: | Sparekassen Himmerland |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om erstatning for omkostninger ved afbrydelse af kurssikret låneomlægning, som var iværksat af medinteressent på egen hånd. Spørgsmål om klageren har lidt et tab.
Sagens omstændigheder
Klageren og hendes bror, B, ejer en ejendom gennem et interessentskab. Ejendommen, der ejes med 2/3 af B og 1/3 af klageren, udlejes til klagerens og B’s mor.
Interessentskabet har en driftskonto i Sparekassen Himmerland. Driftskontoen er oprettet i klagerens og B’s navn og anvendes til indbetaling af lejeindtægter og betaling af udgifter ved drift af ejendommen. Sparekassen har oplyst, at B er helkunde i sparekassen, og at B i den forbindelse har adgang til driftskontoen via netbank.
Medio august 2011 aftalte B med sin rådgiver i sparekassen at iværksætte en konvertering af interessentskabets realkreditlån. Sparekassen oprettede til brug herfor en særskilt lånesagskonto i klagerens og B’s navn. Sparekassen foretog umiddelbart herefter kurssikring af konverteringen. Den 18. august 2011 sendte sparekassen en nota til klageren og til B med bekræftelse af kurssikringen. Ifølge notaen ville beløb, der skulle betales i forbindelse med kurssikringen, blive hævet på lånesagskontoen.
Sparekassen har oplyst, at B efterfølgende fortrød konverteringen, at kurskontrakten som følge heraf skulle indfries til ny dagskurs, og at B var indforstået hermed.
Den 1. september 2011 sendte sparekassen en ny nota til klageren, hvorefter beløb, der skulle betales i forbindelse med kurssikringen, blev hævet på en konto tilhørende B alene (konto nummer -154), og hvorefter den nye nota erstattede den tidligere nota af 18. august 2011.
Sparekassen har oplyst, at den afbrudte konvertering blev bogført på B’s konto nummer -154.
Den 8. august 2012 rejste klageren indsigelse mod, at sparekassen havde opkrævet et kurstab på 50.312,94 kr. i forbindelse med konverteringen, der var påbegyndt uden hendes medvirken.
Sparekassen har fremlagt udskrift af interessentskabets driftskonto for perioden fra den 1. juli 2011 til den 4. december 2012, hvoraf fremgår, at der ikke er posteret noget beløb vedrørende konverteringen. Sparekassen har endvidere fremlagt et skærmprint vedrørende lånesagskontoen, hvoraf fremgår, at kontoens saldo pr. december 2012 var 0 kr. Sparekassen har oplyst, at der ikke blev dannet en egentlig kontoudskrift af lånesagskontoen, da kontoen blev opgjort uden, at der var blevet bogført på den.
Parternes påstande
Den 28. november 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Himmerland skal betale 50.312,94 kr.
Sparekassen Himmerland har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at sparekassen foreslog en låneomlægning på et kundemøde. B underskrev papirerne og annullerede en uge herefter konverteringen. Sparekassen opkrævede et kurstab på 50.312,94 kr.
Forløbet foregik uden hendes viden og underskrift. Sparekassen har efterfølgende oplyst, at beløbet er trukket fra B’s konto og ikke berører hende. Hun forstår ikke og føler sig utryg ved, hvordan en kurskontrakt kan indgås uden hendes underskrift.
B har ikke fuldmagt over hendes del af ejendommen, men opererer interessentskabets driftskonto for at lette arbejdsgangen i det daglige.
Beløbet er debiteret på interessentskabets regnskab.
Sparekassen Himmerland har blandt andet anført, at kurskontrakten skulle indfries til ny dagskurs, da B fortrød konverteringen. B var indforstået hermed. Kurstabet i forbindelse med den aflyste konvertering blev alene bogført på B’s personlige konto. Bogføringen skete uden kommentarer fra B. Sparekassen har fremsendt erstatningsnota i overensstemmelse hermed. Den afbrudte konvertering har således ikke haft nogen form for konsekvens for klageren.
Klageren har ikke lidt et økonomisk tab. Sparekassen har ikke bogført noget beløb vedrørende den afbrudte konvertering i interessentskabets eller klagerens navn.
Sparekassen har alene oprettet en lånesagskonto i interessentskabets navn og med klageren som medkontohaver i forventning om, at klageren som interessent ville medvirke til konverteringen af lånet. Efterfølgende og inden aftaledagen for kurssikringen den 1. september 2011 meddelte B, at han havde fortrudt konverteringen. Da sparekassen blev opmærksom på den manglende tiltrædelse, blev kontoen opgjort, inden der var bogført noget på kontoen. Der har således aldrig været bogført noget beløb på lånesagskontoen.
Der har heller ikke været bogført noget beløb vedrørende konverteringen på interessentskabets løbende driftskonto.
Ankenævnets bemærkninger
Sparekassen Himmerland har oplyst, at der ikke har været bogført noget beløb vedrørende konverteringen på lånesagskontoen eller på interessentskabets driftskonto, og at kurstabet i forbindelse med den aflyste konvertering alene er bogført på B’s personlige konto. Dette bekræftes af de fremlagte notaer og kontoudskrifter vedrørende lånesagskontoen og interessentskabets driftskonto. Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort at have haft udgifter som følge af den afbrudte konvertering.
Allerede som følge heraf er der ikke grundlag for at pålægge sparekassen at betale erstatning til klageren.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.