Afgørelse

Spørgsmål om klage vedrørende kaution er omfattet af Ankenævnets kompetence. Kendelse afsagt af skifteretten.

Sagsnummer:	131/2017
Dato:	11-09-2017
Ankenævn:	Eva Hammerum, Anita Nedergaard, Karin Duerlund, Morten Bruun Pedersen og Anna Marie Schou Ringive
Klageemne:	Afvisning - domstol § 5, stk. 1, litra e Formalitetsafgørelse - ankenævnets kompetence
Ledetekst:	Spørgsmål om klage vedrørende kaution er omfattet af Ankenævnets kompetence. Kendelse afsagt af skifteretten.
Indklagede:	Finansiel Stabilitet (Fionia Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning

Denne sag vedrører, om klagerens klage til Ankenævnet vedrørende kaution er omfattet af Ankenævnets kompetence.

Sagens omstændigheder

Klageren og hendes ægtefælle, M, var kunder i den daværende Fionia Bank.

Under sagen er der fremlagt side 1 af et dokument dateret den 8. oktober 2004 med titlen Serviceaftale, hvorefter klageren fik adgang til ”at foretage private transaktioner via fioniabank.dk” vedrørende en konto nr. -208.

I 2005 ydede banken klageren en byggelånskredit (konto nr. -392) på 1.250.000 kr. til finansiering af en om- og tilbygning til ejendommen, A. Til sikkerhed fik banken håndpant stillet af klageren og M samt kaution fra M. Bankens almindelige forretnings- og lånebetingelser for privatkunder var gældende for aftalen. Under sagen er der fremlagt et ikke underskrevet eksemplar af kreditaftalen.

I 2009 ydede banken M en erhvervskredit (konto nr. -637) på 930.000 kr., som var ”en ændring af bestående kredit.” Til sikkerhed fik banken håndpant stillet af klageren og M samt kaution fra klageren. Kautionen var gældende til den 26. maj 2011. Af kreditaftalen fremgik endvidere blandt andet vedrørende kaution, at Finansrådets og Forbrugerrådets pjece om privat kaution var blevet gennemgået. Under sagen er der fremlagt et ikke underskrevet eksemplar af kreditaftalen. Kreditten blev indfriet i begyndelsen af 2014.

M ejede et anpartsselskab via et holdingselskab. Cirka én måned efter kautionen for erhvervskreditten (-637) påtog klageren sig kaution for anpartsselskabets engagement med banken. På et ikke oplyst tidspunkt gik M’s selskaber konkurs. Engagementet overgik eller var på daværende tidspunkt overgået til Finansiel Stabilitet. Selskabsengagementet blev efter det oplyste i 2015 overdraget af Finansiel Stabilitet til selskabet B. Der er under sagen ikke fremlagt dokumenter eller nærmere oplysninger om forløbet.

Ved skifteretskendelse af 19. maj 2016 blev klagerens bo på begæring af B og på grundlag af klagerens kaution for anpartsselskabet taget under konkursbehandling. Skifteretten foretog tinglysning på tre ejendomme, herunder ejendommen A. Skifteretten fandt, at klagerens kaution var erhvervskaution, jf. Lov om finansiel virksomhed § 47.

Klageren kærede skifterettens kendelse til Vestre Landsret, som ved kendelse af 17. juni 2016 stadfæstede skifterettens kendelse. Af Vestre Landsrets kendelse om stadfæstelse fremgik blandt andet:

”…

Kendelsen er kæret af [klageren] med påstand om, at konkursdekretet ophæves. Til støtte for påstanden har [klageren] navnlig anført, at [B’s] krav ikke har den fornødne klarhed og derfor ikke kan danne grundlag for afsigelse af konkursdekret.

[B] har påstået kendelsen stadfæstet og har til støtte herfor navnlig anført, at konkursfordringen har den fornødne klarhed.

Landsretten afsagde

K e  n d e l s e:

Det er ubestridt, at [klageren] i 2009 har underskrevet den selvskyldnerkaution, som ligger til grund for [B’s] konkursbegæring. Kautionen blev stillet for det engagement, som den daværende Fionia Bank havde med [anpartsselskabet]. [Klagerens] ægtefælle, [M], der også påtog sig selvskyldnerkaution for engagementet, ejer anparterne i [anpartsselskabet].

Det fremgår, at [klageren] i 2007 fik fuldmagt til at disponere over [anpartsselskabets] konto i Fionia Bank, som er en del af det engagement, der er omfattet af kautionen. En sådan fuldmagt skaber en formodning for, at der også i 2009 var en erhvervsmæssig tilknytning mellem [klageren] og [anpartsselskabet]. At der forelå en sådan tilknytning bestyrkes af den erhvervsmæssige aktivitet, som [klageren] i øvrigt har udført og af, at hun og hendes ægtefælle også i en række andre sammenhænge har samarbejdet om erhvervsmæssig virksomhed. Der er ikke fremkommet oplysninger om baggrunden for denne fuldmagt, eller i hvilket omfang den faktisk er udnyttet, og der er heller ikke fremkommet andre oplysninger, der kan afkræfte formodningen om, at [klageren] har været erhvervsmæssigt involveret i [anpartsselskabet], da hun underskrev kautionsforpligtelsen i 2009.

Med denne begrundelse tiltræder landsretten, at kautionen må anses for at have været erhvervsmæssig, og at betingelserne for at erklære [klageren] konkurs er opfyldt. …

…”

Parternes påstande

Den 20. april 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Finansiel Stabilitet skal anerkende at hendes kaution var en privatkaution og at den som sådan er bortfaldet.

Finansiel Stabilitet har nedlagt påstand om afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun i henholdsvis 2000 og 2004 købte to små huse, som M, der er håndværker, satte i stand og udlejede. Det var mest fordelagtigt at hun var køber, men det var M, der stod for arbejdet. Hun var beskæftiget med børnepasning, og hendes engagement i banken har til stadighed været et privat engagement.

De fremlagte dokumenter understøtter, at hun kun var privatkunde. Ved kautionen for erhvervskredit (konto nr. -637) fik hun vejledning som privat kautionist. Allerede en måned efter påtog hun sig den omtvistede kaution for anpartsselskabet. Ifølge banken behøvede hun derfor ikke at få gennemgået de samme oplysninger igen.

Hun har ikke anvendt M’s konti. Fuldmagten vedrørte kun det første lån i anpartsselskabet og blev ifølge banken oprettet med henblik på, at deres søn i tilfælde af M’s død kunne færdiggøre M’s arbejde.

Kautionen for anpartsselskabet udløb den 20. juli 2014.

De faktuelle forhold om kautionsforpligtelsen har ikke været prøvet i skifteretten og landsretten, som alene har truffet afgørelse om konkursen på grundlag af formodninger og antagelser.

Hun har ikke haft mulighed for at fremskaffe dokumentation, med henblik på at afkræfte formodningerne, herunder bevise, at hun ikke har haft med selskabernes drift at gøre.

Det er uforståeligt, at hendes udløbne og private kautionsforpligtelse nu skulle være erhvervskaution. Hun havde en berettiget forventning om, at hun kautionerede privat for et variabelt beløb med en kautionsløbetid på fem år.

Den omstændighed, at Finansiel Stabilitet har overdraget sin fordring mod anpartsselskabet til B er hende uvedkommende.

Finansiel Stabilitet bør anerkende, at kautionen var en privat kaution, der udløb den 20. juli 2014, idet kautionen var for en kredit med variabelt beløb uden fast forfaldstidspunkt, jf. lov om finansiel virksomheds dagældende § 48, stk. 6, nugældende § 48, stk. 9, 1. pkt.

Finansiel Stabilitet bør endvidere undersøge om hun faktisk har haft adgang til engagementet via fuldmagten.

Finansiel Stabilitet har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører et forhold, som allerede er afgjort af domstolene. Ankenævnet skal derfor afvise sagen, jf. § 3, stk. 1 og § 5, stk. 1, litra e i Ankenævnets vedtægter.

Klagen bør endvidere afvises, jf. vedtægterne § 2, stk. 4, fordi der er tale om en aftale, der vedrører erhvervsforhold, jf. afgørelserne i henholdsvis skifteretten og Vestre Landsret.

Endelig bør klagen afvises, jf. vedtægerne § 5, stk. 3, nr. 2, fordi der ikke består noget konkret økonomisk mellemværende mellem klageren og Finansiel Stabilitet, idet fordringen, som klageren har kautioneret for er overdraget til tredjemand, B.

Finansiel Stabilitet er ikke længere i besiddelse af de dokumenter, som ligger til grund for engagementet eller klagers kaution for anpartsselskabet under konkurs, da samtlige dokumenter vedrørende det pågældende engagement er overdraget til B.

Finansiel Stabilitet forbeholder sig at fremkomme med bemærkninger om realiteten, hvis sagen ikke afvises af Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren har gjort gældende, at hendes kaution i 2009 for ægtefællens anpartsselskabs engagement i den daværende Fionia Bank, var en privat kaution, og at kautionen som sådan er bortfaldet i medfør af reglerne om privat kaution i lov om finansiel virksomhed § 48. Ved skifteretskendelse af 19. maj 2016 blev klageren erklæret konkurs på grundlag af kautionen, idet skifteretten fastslog, at kautionen var erhvervskaution, og denne kendelse blev stadfæstet af Vestre Landsret den 17. juni 2016.

Selvom reglerne om retskraft ikke måtte afskære klageren fra at få samme spørgsmål prøvet under en retssag ved de almindelige domstole, finder Ankenævnet, at det følger af princippet i § 3, stk. 1 og § 5, stk. 1, litra e i Ankenævnets vedtægter, at Ankenævnet er afskåret fra at behandle klagen.

Klageren henvises til at anlægge en retssag ved de almindelige domstole mod Finansiel Stabilitet og/eller tredjemand, B, til hvem den kautionssikrede fordring er overdraget, hvis hun ønsker at gå videre med sagen.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.