Modregning i fejlagtigt indbetalt boligydelse.
| Sagsnummer: | 202/2005 |
| Dato: | 26-01-2006 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Lotte Aakjær Jensen, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Modregning - trangsbeneficium
Modregning - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Modregning i fejlagtigt indbetalt boligydelse. |
| Indklagede: | Amagerbanken |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører indklagedes modregning i et beløb vedrørende boligydelse, der ved en fejl blev indsat på klagerens konto hos indklagede.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er pensionist, blev kunde hos indklagede i april 2002.
Pr. den 30. december 2004 bestod engagementet af en lønkonto med et indestående på 1.004,06 kr. og en driftskonto med en gæld på 3.093,45 kr.
Den 8. juni 2005 blev der af Lyngby-Taarbæk kommune indsat 2.904 kr. på klagerens lønkonto vedrørende "Boligydelse juni 2005". Indklagede sendte samme dag en meddelelse til klageren om indbetalingen.
Den 14. juni 2005 modregnede indklagede i indeståendet på lønkontoen til dækning af en gæld på 2.004 kr. på driftskontoen. Der resterede herefter et indestående på lønkontoen på 814,61 kr.
Den 23. juni 2005 blev indklagede af Lyngby-Taarbæk kommune anmodet om at tilbageføre boligydelsen, hvilket indklagede afslog.
Den 19. juli 2005 gjorde klageren via en repræsentant skriftlig indsigelse imod modregningen. Klageren anførte, at indsættelsen af boligydelsen var sket ved en fejl. Ydelsen skulle have været sendt til et andet pengeinstitut sammen med hendes pension. Beløbet skulle anvendes til husleje og leveomkostninger. Repræsentanten anmodede om, at beløbet blev sendt til klageren. Indklagede afviste indsigelsen, hvilket ifølge klagerens påtegning på en kopi af skrivelsen skete under en samtale med klagerens repræsentant den 19. juli 2005.
Indklagede sendte kontoudtog til klageren på dennes anmodning.
Parternes påstande.
Den 21. juli 2005 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal tilbageføre boligydelsen til Lyngby-Taarbæk kommune.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun efter at fået bevilget et mindre overtræk hos indklagede blev indlagt med en alvorlig sygdom og var syg i fem måneder.
Efterfølgende lod indklagede ikke høre fra sig. Hun har hverken modtaget rykkerskrivelser, kontoudtog eller lignende.
Indklagede har uberettiget tilbageholdt boligydelsen, som blev indbetalt ved en fejl, og som hun skulle bruge til husleje og leveomkostninger.
Tilbageholdelsen var også uberettiget, fordi hun har ansøgt om gældssanering.
Indklagede har anført, at klageren på intet tidspunkt har meddelt, at hun ønsker at ophæve sine konti eller overføre dem til et andet pengeinstitut. Der var således ingen omstændigheder, som kunne tyde på, at indbetalingen af boligydelsen skete ved en fejl.
Det var berettiget at modregne i beløbet til dækning af det forfaldne tilgodehavende på driftskontoen.
Ved kommunens henvendelse blev det oplyst, at man ikke kunne disponere over klagerens konto uden dennes samtykke.
Hvis der var tale om en fejl, burde klageren have gjort indsigelse kort tid efter modtagelsen af indbetalingsnotaen af 8. juni 2005.
Da klageren først anmodede om udbetaling af boligydelsen den 19. juli 2005, var afslaget herpå ikke i strid med trangsbeneficiet. Anmodningen blev fremsat med henblik på tilbagebetaling af beløbet til kommunen, da det over for indklagede er oplyst, at kommunen udbetalte boligydelsen for juni 2005 endnu engang.
Det bestrides, at man ikke har kontaktet klageren gennem længere tid, idet man både har sendt rykkerbreve og kontoudtog.
I begyndelsen af 2005 blev man opmærksom på, at klageren var flyttet til Sverige, hvorfor kontoudskrifter mv. blev sendt til adressen i Sverige.
Man er ikke bekendt, at klageren skulle have ansøgt om gældssanering.
Det aktuelle indestående på lønkontoen på 804,61 kr. kan udbetales til klageren på dennes anmodning.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det fremgår af klagerens repræsentants skrivelse af 19. juli 2005, at klageren til dækning af husleje og leveomkostninger alene modtager pension og boligydelse, og at det omhandlede beløb på 2.904 kr. i boligydelse skulle have været anvendt hertil, men ved en fejl blev sendt til indklagede. Ankenævnet finder derfor, at indklagede burde have imødekommet anmodningen om at udbetale beløbet til klageren, jf. herved retsplejelovens § 509 (trangsbeneficiet). Hverken det forhold, at klageren ikke straks reagerede på indklagedes meddelelse den 8. juni 2005 om indsættelsen af beløbet, eller det forhold, at boligydelsen blev udbetalt igen af kommunen - hvilket må antages at være en konsekvens af indklagedes afvisning af at udbetale beløbet - kan føre til, at indklagede var berettiget til at fastholde modregningen.
Som følge heraf
Indklagede skal inden 4 uger udbetale 2.904 kr. fra klagerens konto. Klagegebyret tilbagebetales klageren.