Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Overførsel af udlån, der havde særlige indfrielsesvilkår.

Sagsnummer: 241/2000
Dato: 06-12-2000
Ankenævn: John Mosegaard, Jette Kammer Jensen, Leif Nielsen, Allan Pedersen, Ole Reinholdt
Klageemne: Overførsel - øvrige spørgsmål
Rådgivning - lån med særlige indfrielsesvilkår
Ledetekst: Overførsel af udlån, der havde særlige indfrielsesvilkår.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klagerne kan gøre krav gældende mod indklagede i anledning af, at et lån, der havde særlige indfrielsesvilkår, i forbindelse med overførsel til indklagede skulle indfries til overkurs.

Sagens omstændigheder.

I begyndelsen af 2000 rettede klagerne henvendelse til indklagedes Vejlby Risskov afdeling med henblik på at overføre deres samlede engagement fra Jyske Bank i Horsens. Baggrunden for overførslen var, at klagerne bl.a. kunne opnå en lavere rente på deres lån.

Indklagede har anført, at man i forbindelse med udfærdigelse af overførselsanmodningen modtog årsopgørelser for 1999 for klagernes engagement med Jyske Bank. Man modtog ikke kopi af lånedokumenter vedrørende lån, der skulle indfries.

Den 18. februar 2000 fremsendte indklagede overførselsanmodning til Jyske Bank med anmodning om overførsel af diverse konti tilhørende klagerne.

Blandt de lån, der skulle overføres til indklagede, var et boliglån. Boliglånet var fastforrentet med særlige indfrielsesvilkår.

Klagerne har anført, at Jyske Bank i kraft af den særlige indfrielseskurs anmodede dem om at indbetale en overkurs på 33.698,84 kr.

Parternes påstande.

Klagerne har den 19. juni 2000 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagernes påstand således, at de ønsker, at indklagede skal betale dem 33.398,84 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at indklagede fik tilsendt alt materiale vedrørende deres engagement med Jyske Bank, herunder kontooversigt.

De finder, at indklagede ikke har levet op til sit rådgivningsansvar i forbindelse med beslutningen om at lade engagementet overføre. Dette har medført et økonomisk tab for dem i form af overkursen ved indfrielsen af boliglånet.

Indklagede burde have gjort dem opmærksom på, hvad en overførsel kunne medføre for dem.

Indklagede har anført, at klagerne på intet tidspunkt oplyste, at der var tale om et fastforrentet boliglån med særlige indfrielsesvilkår.

Klagerne måtte være bekendt med den særlige indfrielsesklausul. Det fremgik ikke af årsopgørelserne fra Jyske Bank, at der var tale om et boliglån med fast rente og særlige indfrielsesvilkår.

Indklagede rykkede efterfølgende Jyske Bank for overførslen, da den ikke blev gennemført. Heller ikke i denne forbindelse blev det nævnt, at boliglånet var med særlige indfrielsesvilkår.

Jyske Bank har over for indklagede oplyst, at klagerne på tidspunktet for låneoptagelsen fik gennemgået indfrielsesvilkårene grundigt.

Det bestrides, at man har pådraget sig et erstatningsansvar over for klagerne ved ekspeditionen af overførselsanmodningen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

3 medlemmer - John Mosegaard, Allan Pedersen og Ole Reinholdt - udtaler:

Vi finder det ikke godtgjort, at indklagede - forinden overførslen - af klagerne eller af Jyske Bank blev gjort opmærksom på, at boliglånet var med særlige indfrielsesvilkår. Det bemærkes herved, at klagerne selv måtte være klar over, at deres boliglån var med særlige indfrielsesvilkår. Vi finder herefter ikke, at indklagede kan pålægges at godtgøre klagerne noget beløb som følge af, at Jyske Bank i forbindelse med boliglånets indfrielse krævede dette indfriet til overkurs. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.

2 medlemmer - Jette Kammer Jensen og Leif Nielsen - udtaler:

Vi finder, at indklagede i forbindelse med bestræbelserne på at etablere et nyt kundeforhold selv burde have skaffet sig nærmere oplysninger om klagernes hidtidige engagement med Jyske Bank, hvorved man ville være blevet opmærksom på det særlige indfrielsesvilkår og med pligt til at rådgive klagerne om betydningen heraf. Ved at undlade dette, finder vi at indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar. Vi stemmer derfor for, at klagen tages til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.