Lånetilsagn.
| Sagsnummer: | 140 /1990 |
| Dato: | 12-02-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Hans Rex Christensen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Udlån - låneanmodning
|
| Ledetekst: | Lånetilsagn. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I efteråret 1988 ønskede klageren at flytte fra Norge til Danmark. I denne forbindelse ansøgte han i september indklagede om et udlandslån i DEM på modværdien af 750.000 dkr. til indfrielse af pantegælden i en ejendom i Norge.
Den 29. september 1988 var klageren til et møde i indklagedes Spentrup afdeling til drøftelse af spørgsmålet om optagelsen af lånet.
Ved intern skrivelse fra afdelingen af 3. oktober 1988 til indklagedes direktion indstillede afdelingsbestyreren, at lånet blev bevilget mod sikkerhed i et ejerpantebrev på 750.000 kr. i den norske ejendom og et ejerpantebrev på 100.000 kr. i en ejendom, klageren havde erhvervet i Spentrup. Af skrivelsen fremgik endvidere, at ejendommen i Norge skulle udlejes, og at lejen fra ejendommen skulle indbetales til indklagede.
Ifølge indklagede blev klageren umiddelbart herefter gjort bekendt med, at indklagede som yderligere betingelse for ydelsen af lånet krævede kaution for halvdelen af lånet. Klageren foreslog sine forældre som kautionister, men disse ville maksimalt kautionere for 150.000 kr. Ifølge indklagede indvilgede klageren herefter i at fremskaffe en garanti på 225.000 kr. fra et norsk pengeinstitut som yderligere sikkerhed.
Ved lejekontrakt underskrevet den 12. oktober 1988 udlejede klageren ejendommen i Norge fra den 15. oktober.
Den 8. november 1988 underskrev klagerens forældre et sikkerhedsstillelsesdokument, i hvilket forældrene som selvskyldnerkautionister indestod for op til 150.000 kr. af klagerens gæld til indklagede. Samme dag bevilgedes klageren en overtræksret på en checkkonto, og der overførtes et beløb til et advokatfirma til berigtigelse af klagerens forpligtigelser i forbindelse med dennes køb af ejendommen i Spentrup.
I november måned oprettedes en pantobligasion med sikkerhed i klagerens ejendom i Norge.
I skrivelse af 21. november 1988 til klageren oplyste indklagede om størrelsen af renterne på udlandslånet for 1988 og 1989.
Ved skrivelse af 25. november 1988 fra indklagede fremsendtes den nu af klageren underskrevne pantobligation til en norsk advokat, idet indklagede anmodede denne om at foranledige tinglysning. I skrivelsen anførtes endvidere:
"Lånebeløbet fra DEM-lånet fremsendes til Deres klient-konto i [.....] Bank, Haugesund, så snart vi modtager beløbet.
Beløbet vil blive fremsendt under forudsætning af, at pengene anvendes til indfrielse af gæld i [klagerens] hus og at vi modtager pantobligasionen i tinglyst anmærkningsfri stand."
Ved skrivelse af 9. december 1988 fra den norske advokat returneredes pantobligasionen i tinglyst stand.
Indklagede afviste imidlertid at udbetale lånet, da klageren ikke havde fremskaffet den krævede bankgaranti. I februar 1989 besluttede klageren at sælge ejendommen i Norge. Ejendommen solgtes ved købekontrakt af 16. oktober 1989 for 520.000 Nkr.
I en skrivelse af 18. september 1989 til indklagede anførte klageren bl.a.:
"Min hustru, jeg og vore 3 børn havde længe ønsket at flytte til Danmark, Spentrup. Vi syntes godt om byen og så lidt på huse. Tilbage i. Norge undersøgte vi mulighederne for salg af vores norske hus. Vi blev tilbudt Nkr. 700.000,- som vi fandt for lavt. En anden mulighed var at udleje huset til markedet var i vor favør, og vi fandt da også en familie som kunne tænke sig dette. Kort tid efter rejste jeg til Danmark for at finde en bank, som kunne ordne med en finansiering med tanke på udlejning."
Klagerens norske advokat har i en skrivelse af 2. januar 1990 bekræftet, at klageren i august 1988 gennem ham forsøgte at sælge ejendommen, og at der af en navngiven person blev afgivet et tilbud på 700.000 Nkr. excl. omkostninger.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale klageren 178.000 Nkr. Beløbet udgør differencen mellem det i 1988 fremsatte købstilbud på 700.000 kr. og købesummen på 525.000 Nkr. med tillæg af omkostninger på 2.500 Nkr. til norsk advokat samt 500 Nkr. betalt til indklagede.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han i samråd med indklagedes afdeling besluttede at afvente et bedre salgstidspunkt for ejendommen og i stedet udleje denne. I denne forbindelse skulle lånene fra indklagede anvendes til at indfri eksisterende pantegæld på 650.000 kr. Restprovenuet skulle anvendes i forbindelse med køb af ejendommen i Spentrup samt flytteudgifter herved. I forbindelse med drøftelsen af lånesagen ultimo september 1988 blev klageren ikke gjort opmærksom på, at indklagedes lånetilsagn var betinget i den forstand, at det skulle forelægges indklagedes hovedsæde. Når henses til indholdet af indklagedes skrivelse af 21. november 1988 til klageren, hvor der oplyses anslåede renteudgifter på udlandslånet, samt indklagedes skrivelse af 25. november til den norske advokat, hvori der ikke tages forbehold om yderligere kaution, har klageren haft grund til at påregne, at lånetilsagnet stod ved magt. Først i december 1988 fremkom der krav om yderligere kaution. Klageren handlede i tillid til det ydede lånetilsagn, og dette tilsagn var afgørende for klagerens beslutning om at udsætte salget af ejendommen samt afslaget på det fremsatte købstilbud på 700.000 Nkr. Det konstaterede tab er derfor såvel en påregnelig som en adækvat følge af den uberettigede annullation af lånetilsagnet.
Indklagede har anført, at udlejningen af ejendommen i Norge ikke er sket efter samråd med indklagedes afdeling. Indklagede har i denne forbindelse henvist til skrivelsen af 18. september 1989 fra klageren til indklagede. I forbindelse med drøftelsen om ydelsen af lånet gjorde afdelingsbestyreren klageren opmærksom på, at der ikke var tale om et lånetilsagn, men en låneansøgning. Efter direktionens behandling af låneansøgningen meddelte afdelingen klageren kravet om kaution for halvdelen af beløbet. Klageren tilbød at fremskaffe garanti fra et norsk pengeinstitut for 225.000 kr. I tillid til, at klageren kunne fremskaffe garantien, afsendtes brevet af 25. november 1988 til den norske advokat. Klageren var imidlertid ikke i stand til at fremkomme med en sådan garanti. På dette tidspunkt var pantobligasionen under tinglysning, og klageren forespurgtes, om ekspeditionen heraf skulle fortsættes. Dette ønskede klageren til brug for forhandling med andet pengeinstitut om opnåelse af lån. Indklagede har endvidere bestridt, at klageren var nødsaget til at sælge ejendommen i Norge som følge af indklagedes forhold, ligesom indklagede har bestridt at være erstatningsansvarlig vedrørende klagerens tab på den norske ejendom.
Ankenævnets bemærkninger:
Det findes efter det foreliggende ikke godtgjort, at der forelå et endeligt og bindende tilbud fra indklagede om at yde klageren det omhandlede udlandslån på de af klageren anførte vilkår, d.v.s. uden supplerende sikkerhed i form af kaution eller bankgaranti eller i hvert fald alene mod en supplerende kaution på 150.000 kr. fra klagerens forældre. Allerede af denne grund kan klagen ikke tages til følge.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.