Spørgsmål om afvisning eller afmelding af betaling i Betalingsservice i forbindelse med overførsel af engagement
| Sagsnummer: | 298/2013 |
| Dato: | 18-06-2014 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg, Anita Nedergaard og Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - øvrige spørgsmål
Betalingsservice - afmelding |
| Ledetekst: | Spørgsmål om afvisning eller afmelding af betaling i Betalingsservice i forbindelse med overførsel af engagement |
| Indklagede: | Nordea Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens indsigelse om, at Nordea Bank i forbindelse med overførsel af hans engagement til banken gennemførte en betaling af terminsydelse, som var afvist/afmeldt.
Sagens omstændigheder
I foråret 2013 ønskede klageren at overføre sit engagement i pengeinstituttet P til Nordea Bank.
Nordea Bank har oplyst, at klageren havde en inaktiv konto i banken. I 2005 var der indgået en onlineaftale med Kontokik. Pr. den 6. maj 2013 fik klageren adgang til netbank. Den 28. maj 2013 oprettede banken en Nemkonto og en betalingskonto til klageren. Det blev aftalt, at der månedligt skulle overføres 6.500 kr. fra Nemkontoen til betalingskontoen.
Nordea Bank har oplyst, at klageren anmodede banken om at overføre hans betalingsserviceaftaler med P til betalingskontoen, hvilket banken iværksatte den 28. maj 2013, hvor Nemkontoen og betalingskontoen blev oprettet. Den 31. maj 2013 indleverede klageren to girokort der begge blev registreret på betalingskontoen til betaling i begyndelsen af juni 2013. Det ene girokort vedrørte husleje. Den 3. juni 2013 indleverede klageren et girokort, som blev betalt fra betalingskontoen samme dag. Klageren oplyste samtidig, at hans husleje var blevet betalt to gange både via girokort og via betalingsservice. Banken tilbageførte den huslejebetaling, som var sket via girokortet.
Klageren har oplyst, at han i forbindelse med engagementsoverførslen indleverede en betalingsoversigt til Nordea Bank med anmodning om, at alt skulle betales bortset fra terminsbetalingen på et realkreditlån, som han havde overstreget på betalingsoversigten. Nordea Bank har bestridt dette.
Den 28. juni 2013 blev der via klagerens betalingskonto i Nordea Bank gennemført en terminsbetaling på 14.237,62 kr. vedrørende klagerens realkreditlån i Totalkredit.
Betalingen medførte overtræk på klagerens betalingskonto. Klagerens øvrige betalinger omkring den 1. juli 2013 blev derfor tilbageført af banken. Banken inddækkede overtrækket på betalingskontoen ved overførsel af 7.200 kr. fra Nemkontoen, som herefter havde et restindestående på 3,21 kr.
Klageren gjorde indsigelse mod modregningen, gennemførelsen af terminsbetalingen og den manglende gennemførelse af klagerens andre betalinger.
Den 19. september 2013 indgav klageren en klage over Nordea Bank til Ankenævnet.
Den 15. november 2013 tilbageførte banken modregningen på 7.200 kr.
Efter det oplyste blev klagerens faste ejendom solgt på tvangsauktion i efteråret 2013.
Klageren har oplyst, at han den 28. marts 2014 har sendt en ansøgning om gældssanering til skifteretten.
Af bankens ”Generelle regler for debitorer i Betalingsservice fremgår blandt andet:
”…
| 8. | Afvisning og tilbageførsel af betalinger |
8.1 | Generel afvisnings-/tilbageførselsfrist Hvis du på betalingsoversigten for den kommende måned kan se, at der skal ske en betaling fx den 25., kan du senest afvise betalingen den 7. i betalingsmåneden. En afvisning medfører ingen bevægelser på din konto. Hvis betalingen allerede er gennemført, vil det overførte beløb blive tilbageført fra kreditors konto til din konto. Oplysninger om tilbageførslen vil fremgå af din posteringsoversigt eller dit kontoudtog. Afvisningen eller tilbageførslen gælder kun den konkrete betaling og således ikke for fremtidige betalinger i henhold til betalingsaftalen. Ønsker du at standse fremtidige betalinger generelt, skal du afmelde din betalingsaftale, jf. pkt. 10.1. |
… | |
8.2 | Hvordan afviser/tilbagefører du en betaling? Du skal give Nordea meddelelse senest den 7. i betalingsmåneden, hvis du ønsker at afvise/tilbageføre en betaling. |
… | |
| 10. | Ophør af betalingsaftaler |
10.1 | Din afmelding af en betalingsaftale |
Du kan til enhver tid meddele Nordea eller en kreditor, at du ønsker at afmelde en betalingsaftale. | |
10.2 | Hvornår får en afmelding virkning? En afmelding af en betalingsaftale får virkning hurtigst muligt. En afmelding får dog senest virkning for betalinger, der skal finde sted 3 bankdage efter, at Nets har modtaget din afmelding fra Nordea eller fra kreditor. |
…” |
Parternes påstande
Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at Nordea Bank skal betale 14.237,62 kr.
Nordea Bank har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken begik en fejl ved at betale terminen på 14.237,62 kr. til Totalkredit. Banken fik tydelig besked om, at terminen ikke skulle betales. Han indleverede samtidig en betalingsoversigt, hvor terminsbetalingen var overstreget. Han havde tillid til banken og krævede ikke en kvittering for det afleverede.
Terminsbetalingen svarede størrelsesmæssigt til hele hans pension. Efter gennemførelsen af betalingen havde han derfor ingen penge til hverken faste udgifter, herunder husleje, eller leveomkostninger. Han gjorde straks indsigelse over for banken, der imidlertid nægtede at give ham pengene tilbage. Han var herefter nødt til at stifte privat gæld og i øvrigt hutle sig igennem.
Det af banken anførte om, at han ikke har lidt tab bestrides. Ejendommen blev solgt på tvangsauktion til en væsentlig lavere pris end restgælden, og han har nu søgt gældssanering.
Han forbeholder sig endvidere at kræve dækning for rykkergebyrer og misligholdelsesrenter.
Nordea Bank har anført, at det erkendes, at modregningen på 7.200 kr. var uberettiget, og at man derfor har imødekommet klagen på dette punkt.
Terminsbetalingen på 14.327,62 kr. skete i henhold til aftale med klageren. Klageren ønskede sine betalingsaftaler med det tidligere pengeinstitut overført. Banken kan ikke genkende det af klageren anførte om, at han i begyndelsen af juni 2013 eller før den 28. juni 2013, hvor den omstridte betaling fandt sted, havde meddelt, at han ikke ønskede terminsydelsen betalt, herunder at han skulle have indleveret en BS-oversigt, hvor den omstridte betaling skulle være overstreget.
Klageren gjorde indsigelse mod betalingen den 3. juli 2013, og på det tidspunkt var det ikke muligt at tilbageføre den. Terminsbetalingen fremgik af betalingsoversigten for juni 2013 og en eventuel afvisning skulle have fundet sted senest den 7. juni 2013, jf. pkt. 8.2 i ”Generelle regler for debitorer i Betalingsservice”.
Banken tilbød klageren et lån til dækning af leveomkostninger, hvilket klageren imidlertid afslog.
Klageren har ikke lidt noget tab, da betalingen medførte, at hans mellemværende med Totalkredit blev nedbragt. Dette gælder uanset tvangsauktionen og klagerens eventuelle beslutning om at undlade at betale terminsydelsen. Det er endvidere uvist, om der indledes gældssaneringssag for klageren.
Til støtte for afvisningspåstanden har Nordea Bank anført, at vurderingen af klagerens påstand om, at han ved henvendelse til banken før den 28. juni 2013 skulle have afmeldt betalingen til Totalkredit ikke kan foretages af Ankenævnet, da usikkerheden om bedømmelsen af de fremkomne faktiske oplysninger medfører, at sagen ikke findes egnet til behandling i Ankenævnet, jf. vedtægternes § 7.
Ankenævnets bemærkninger
I forbindelse med at Nordea Bank den 28. maj 2013 etablerede en NemKonto og en betalingskonto til klageren, blev klagerens betalingsserviceaftaler med hans tidligere pengeinstitut overført til Nordea Bank. Ankenævnet finder, at dette var i overensstemmelse med parternes aftale.
Der er efter det foreliggende ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at klageren i den forbindelse meddelte banken, at terminsbetalingen på 14.327,62 kr. til Totalkredit, der skulle gennemføres den 28. juni 2013, skulle afvises/afmeldes.
Det må lægges til grund, at betalingen fremgik at betalingsoversigten for juni 2013, som klageren modtog fra P i slutningen af maj 2013, og at en eventuel afvisning af betalingen i henhold til reglerne for Betalingsservice skulle ske senest den 7. juni 2013.
Banken var i forhold til Totalkredit som betalingsmodtager afskåret fra at tilbageføre betalingen den 3. juli 2013, hvor klageren efter det oplyste gjorde indsigelse.
Klageren får derfor ikke medhold i påstanden om, at Nordea Bank skal betale 14.327,62 kr.
Banken har under sagen tilbageført modregningen på 7.200 kr. i indeståendet på klagerens NemKonto. Ankenævnet lægger til grund, at tilbageførslen er sket med valør på modregningstidspunktet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.