Afgørelse

Spørgsmål om ansvar for investeringsrådgivning.

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede i forbindelse med placeringen af klagerens formue har pådraget sig et ansvar over for klageren.

Sagens omstændigheder.

I slutningen af 1998 solgte klageren, der var kunde i pengeinstituttet P, sin virksomhed. Salgssummen var på ca. 8 mio. kr., hvortil kom en bonusordning over de følgende 2 år afhængig af virksomhedens overskud.

I begyndelsen af 1999 rettede indklagede henvendelse til klageren med tilbud om at blive kunde i indklagedes Merchant Bank Privat afdeling. Afdelingen betjener formuende kunder, der har brug for særlig kvalificeret rådgivning i komplicerede finansierings- og investeringsforhold.

Under sagen er der fremlagt en brochure om den rådgivning, der tilbydes i Merchant Bank Privat afdelingen.

På grundlag af et møde med en accountmanager i Merchant Bank Privat afdelingen den 24. februar 1999 overførte klageren sit engagement til indklagede.

Ved skrivelse af 1. marts 1999 fik klageren under henvisning til mødet fremsendt materiale og beregninger om pension, lån og investeringer. På baggrund af afdelingens forslag blev der foretaget investeringer i aktier og obligationer med en fordeling på 40/60. Endvidere blev der etableret en kontant beholdning, en ratepension samt et udlandslån.

I løbet af 1999 og begyndelsen af 2000 blev der på baggrund af drøftelser mellem klageren og en investeringsrådgiver hos indklagede foretaget en række værdipapirhandler, hvorved der blev realiseret betydelig gevinst.

Den 3. februar 2000 gennemførte indklagede klagerens salg af alle dennes obligationer, hvorved klageren realiserede et tab på ca. 530.000 kr. Korrigeret for købsrenter og udtrukne obligationer kunne tabet opgøres til ca. 308.000 kr. For salgsprovenuet, som var på 3.675.201 kr., blev der indkøbt aktier.

Handlerne blev gennemført på grundlag af en telefonsamtale mellem klageren og investeringsrådgiveren. Under sagen er der fremlagt en afskrift af en båndoptagelse af samtalen.

På grund af udviklingen i aktiemarkedet i 2000 og 2001 faldt værdien af klagerens aktieportefølje væsentligt.

Den 13. marts 2001 gennemførte indklagede klagerens salg af en række aktier, der indbragte et provenu på i alt ca. 695.000 kr. Handlerne blev gennemført på grundlag af en telefonsamtale mellem klageren og investeringsrådgiveren samme dag. Under sagen er der fremlagt en afskrift af en båndoptagelse af samtalen. Ved salgene realiserede klageren betydelige kurstab.

Ved skrivelse af 10. maj 2001 rejste klageren via sin advokat et erstatningskrav mod indklagede. Klageren gjorde gældende, at indklagede som følge af mangelfuld rådgivning havde pådraget sig ansvar for tabet på klagerens investeringer, idet klageren særligt fremhævede handlerne den 3. februar 2000 og den 13. marts 2001. Indkalgede afviste kravet.

Parternes påstande.

Den 20. marts 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede som følge af mangelfuld rådgivning er erstatningsansvarlig for tabet af hans formue. Han har siden kundeforholdets etablering afleveret i alt ca. 9.450.000 kr. hos indklagede med henblik på formuepleje. Af dette beløb har han skullet betale 40% i skat, og pengene hertil, ca. 3,5 mio., kr. har han lånt hos indklagede. Han har nu en gæld hos indklagede på netto ca. 1,5 mio. kr., som indklagede efterfølgende har sikret sig pant for hos ham personligt.

Kundeforholdet blev etableret på initiativ fra indklagede, der rettede henvendelse til ham med tilbud om at blive kunde i Merchant Bank. Der blev i samarbejde med en accountmanageren tilrettelagt en stategi for finansiering og investering, ligesom der blev truffet aftale om placering af formuen og det løbende samarbejde. Det var hans opfattelse, at afdelingen sørgede for, at alle dispositioner foregik i overensstemmelse med den indgåede aftale om formueforvaltning, og at afdelingen varetog opgaven om opfølgning og revurdering, som også var beskrevet i den fremlagte brochure.

Efterfølgende har han måttet konstatere, at han blot blev kontaktet af indklagedes sædvanlige investeringsafdeling med henblik på køb og salg af værdipapirer, og at ingen af disse salg foregik i overensstemmelse med den indledende aftale om formueforvaltning. Den rådgivning om fornuftig formuepleje, som var hans forudsætning for at overføre sit engagement til Merchant Bank, fik han derfor aldrig.

Aftalen blev indgået med henblik på, at indklagede skulle rådgive ham, og han pointerede, at han ikke kendte til formueforvaltning. Det fremgår af brochuren, at Merchant Bank afdelingen tilbyder løsninger, der sikrer størst muligt udbytte af formuen. Det fremgår også, at accountmanageren holder et vågent øje med udviklingen og med forhold, der har betydning for netop kundens situation. Der blev således indgået aftale om rådgivning vedrørende formuepleje.

Aktiehandlerne skete på initiativ fra investeringsrådgiveren, og alene i det første år betalte han ca. 300.000 kr. i kurtage i forbindelse med handel med aktier.

I hvert fald blev salget af obligationsbeholdningen den 3. februar 2000 gennemført i strid med den oprindelige model for formuepleje og med et betydeligt tab til følge. Forud for salget af obligationer var der ingen undersøgelser fra indklagedes side af, om dette var en velbegrundet fravigelse fra den hidtidige strategi. Drøftelsen om salget af obligationerne opstod ganske pludseligt under samtalen, og han tilkendegav at han intet kendskab havde til køb og salg obligationer. Investeringsrådgiveren har alene interesseret sig for at købe og sælge med henblik på at opnå provision, hvorimod han berettiget var af den opfattelse, at han fik rådgivning. Han reklamerede telefonisk dagen efter, hvor han konstaterede, at der ved salget var realiseret et betydeligt kurstab. Det bestrides, at accountmanageren kort tid efter salget af obligationsbeholdningen drøftede det risikofyldte strategiskift med ham.

Der blev henholdsvis den 30. maj 2000, 7. december 2000 og 18. januar 2001 afholdt møde på hans foranledning med henblik på blandt andet at diskutere den negative udvikling i aktieinvesteringerne. Indklagede fortsatte med købsanbefalinger, hvilket medførte store tab.

Under telefonsamtalen den 13. marts 2001 blev det meddelt, at "bunden var gået ud af Nasdaq". Han havde fuld tillid til investeringsrådgiveren og fulgte dennes rådgivning om at sælge en væsentlig del af aktieporteføljen. Samme aften konstaterede han imidlertid, at indklagedes investeringschef aftenen før på TV havde tilkendegivet, at alle småaktionære skulle have is i maven og beholde aktierne. Efterfølgende steg de aktier, han havde solgt med op til 30%, mens de aktier, han på indklagedes anbefaling havde beholdt kun steg ca. 10-12%.

Indklagede burde have påset, at der blev indgået skriftlige aftaler om de dispositioner, der blev gennemført. Den manglende skriftlighed har medført, at han nu har vanskeligt ved at bevise, at indklagede ikke har opfyldt sine forpligtelser.

Indklagede har anført, at det koncept som Merchant Bank tilbød klageren var at stille individuel rådgivning til rådighed, hvilket også fremgår af brochuren. Klageren fik tilknyttet en accountmanager samt mulighed for efter ønske at trække på specialiserede rådgivere indenfor f.eks. bolig, skat, pension og investering. Accountmanageren tog sig af vurderingen af klagerens overordnede økonomi og generelle spørgsmål, og klageren fik derudover efter eget ønske tilknyttet en investeringsrådgiver, idet klageren fra starten ønskede at investere i aktier. Klageren blev fuldt informeret om de to rådgiveres rolle.

Der var udelukkende tale om et rådgivningskoncept som på ingen måde indebar formueforvaltning. Det var således klageren, der alene havde retten til at råde over formuen og selv tog alle beslutninger om køb og salg. Kundeforholdet blev indledt med rådgivning om forskellige muligheder for placering af formuen, herunder vurdering af risiko og afkast. Klageren blev anbefalet at sammensætte sit depot med en fordeling, hvor 60% blev placeret i obligationer og 40% i aktier. Klageren fandt denne fordeling hensigtsmæssig og valgte derfor at have denne fordeling på sin depot. Det stod klageren frit for at ændre fordelingen; ansvaret for depotets sammensætning var klagerens alene.

Klageren traf således selv beslutning om salget af obligationerne, hvilket fremgår af telefonsamtalen. Klageren var blevet inspireret af sine mange gevinster til at ændre sin portefølje, så den efterhånden udelukkende bestod af aktier. Klageren fastholdt sin beslutning om salg af obligationsbeholdningen, da accountmanageren kort efter drøftede det risikofyldte strategiskift med ham. Klageren var klar over at der ved salget blev realiseret et tab.

Klageren traf også selv beslutning om salget af aktierne den 13. marts 2001. Klageren ønskede indklagedes stillingtagen til salg og indklagedes vurdering var, at salg kunne tilrådes. Der var tale om en risikoafvejning set i forhold til det allerede oparbejdede tab sammenholdt med geninvesteringsmuligheder. En sådan meget konkret vurdering var ikke ufornuftig, uanset at indklagedes cheføkonom anbefalede en afventende holdning i et særdeles turbulent marked.

Klageren valgte en løbende dialog med indklagedes investeringsrådgivere om sammensætningen af sine investeringer. Der har derfor ikke været tale om en service, som forudsatte et egentligt skriftligt aftalegrundlag. Klageren fik den rådgivning som han efterspurgte og var stillet i udsigt. Rådgivningen var forsvarlig og havde på ingen måde karakter af overtalelse eller forsøg herpå.

Klageren har betalt sædvanlig kurtage. Kurtagens omfang skyldes klagerens mange handler, idet klagerens strategi har været at købe for at sælge hurtigt igen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af afskriften af båndoptagelsen af telefonsamtalen den 3. februar 2000 mellem klageren og indklagedes investeringsrådgiver fremgår, at salget af klagerens obligationsbeholdning beroede på klagerens egen beslutning, og at klageren blev gjort bekendt med, at salget ville ske til betydelig lavere kurser end købskurserne og således ville medføre et betydeligt tab. Klageren måtte også være klar over, at han ved salget fraveg den oprindelige strategi om en fordeling af midlerne på aktier og obligationer i forholdet 40 til 60.

Af afskriften af båndoptagelsen af telefonsamtalen den 13. marts 2001 mellem klageren og investeringsrådgiveren fremgår, at det indgående blev drøftet, om det - i lyset af den meget negative udvikling på aktiemarkedet i den forudgående periode - ville være rigtigt at sælge aktiebeholdningen eller en del af denne, og at investeringsrådgiveren herunder klart gav udtryk for sin tvivl. Det fremgår endvidere, at klagerens beslutning om at sælge en væsentlig del af aktiebeholdningen blev truffet efter gennemgang af hver enkelt papir.

Det var ikke i strid med retningslinierne for klagerens tilknytning til indklagedes Merchant Bank Privat afdeling, at rådgivningen vedrørende de enkelte værdirpapirhandler blev foretaget af en investeringsrådgiver og ikke af klagerens accountmanager.

Det kan heller ikke kritiseres, at de forskellige omlægninger af klagerens værdipapirbeholdning blev foretaget på grundlag af aftaler indgået under telefonsamtaler med efterfølgende skriftlig bekræftelse og ikke på grundlag af forudgående skriftlige aftaler.

Efter det anførte finder Ankenævnet ikke grundlag for at anse indklagede for erstatningsansvarlig.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.