Dankort, misbrug. Afvisning, bevis.

Sagsnummer:228/1991
Dato:12-08-1992
Ankenævn:Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Busk, Søren Geckler, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Dankort, misbrug. Afvisning, bevis.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Mandag den 17. september 1990 kl. ca. 16.30 spærredes klagerens dankort, efter at klageren telefonisk havde meddelt indklagede, at kortet var stjålet.

Forinden spærringen var kortet misbrugt ved hævning af 2.000 kr. lørdag den 15. september 1990 kl. 11.07 i en DK-Kontanten, 2.000 kr. ved hævning søndag den 16. september 1990 kl. 23.57 i en DK-Kontanten samt ved hævning af 2.000 kr. mandag den 17. september 1990 kl. 11.47 i en DK-Kontanten. I alle tilfælde er anvendt korrekt PIN-kode.

Ved skrivelse af 19. september 1990 rykkede indklagede klageren for et overtræk på 1.885,51 kr. på den konto, hvortil dankortet var tilknyttet. På dette tidspunkt var alene bogført hævningen foretaget den 15. september.

Under en efterfølgende drøftelse med klageren meddelte indklagede, at klageren hæftede for misbruget.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre hende 6.000 kr.

Indklagede, der under sagens behandling for Ankenævnet har godtgjort klageren 1.000 kr., har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at hun mandag den 17. september 1990 efter hjemkomst fra skole blev bekendt med et rykkerbrev fra indklagede og da blev opmærksom på, at dankortet var væk, hvorefter hun kontaktede kontoførende afdeling. Klageren antager, at rykkerbrevet er bragt pr. bud. Hun har i øvrigt ikke skrevet PIN-koden ned ved kortet, idet hun kunne koden udenad. Koden er heller ikke oplyst til andre. Klageren er uden kendskab til, hvorledes hun har mistet kortet.

Indklagede har anført, at der er en formodning for, at PIN-koden har været opbevaret sammen med kortet, idet PIN-koden er brugt ved alle tre hævninger uden fejlindtastninger. Klageren bør derfor hæfte for 5.000 kr., jfr. den på misbrugstidspunktet gældende affattelse af § 21 i betalingskortloven. Hertil kommer, at der ikke har været forsøgt hævet mere end 2.000 kr. pr. dag, og kortet har ikke været forsøgt benyttet siden de 3 hævninger. Indklagede har endvidere anført, at man først skrev til klageren om overtræk den 19. september 1990, hvorfor klageren ikke den 17. september kan have modtaget et rykkerbrev. En sådan skrivelse skulle i givet fald have været afsendt en søndag eller eventuelt fredag den 14. september, men dette kan ikke passe, da overtræk først opstod ved de omhandlede misbrug i weekenden 15-16. september.

Ankenævnets bemærkninger:

En stillingtagen til det anførte findes at ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.